1
Indholdsfortegnelse;
Indledning…………………………………………………………………… .................side 2
Tom Kristensen………………………………………………………………………… side 3
Analyse og fortolkning af Hærværk................................................................................ . side 16
Konklusion……………………………………………………………………………… side 17
Litteraturliste……………………………………………………………………………..side 18
2
1. Indledning
Jeg har valgt at skrive om Tom Kristensen, fordi jeg synes, at han er en af de mest velformulerede
forfattere / kritikere og romanskribenter, vi har haft i Danmark
Jeg vil i denne opgave analysere Tom Kristensens landskendte og verdensberømte roman Hærværk.
Opgaven indeholder en redegørelse for romanens komposition og fortællerteknik samt en
karakteristik af hovedpersonen Ole Jastrau og den udvikling, han gennemgår i bogens i alt 455
sider.
Samtidig vil jeg kommentere / diskutere Tom Kristensens menneske – og samfundssyn ud fra
Hærværk.
3
2. Tom Kristensen
Tom Aage Kristensen blev født d. 4. august 1893 i London. Tom Kristensens far, der var
metalarbejder, havde sammen med sin kone slået sig ned i London et par år før sønnens fødsel. Tom
Kristensen kom til verden som engelsk statsborger, men allerede i en alder af 2 år flyttede familien
tilbage til Danmark, hvor den slog sig ned. I de første mange år i Danmark levede familien et
kummerligt liv, hvor faderen tjente småpenge på handel med metalvarer, og moderen sørgede for, at
deres hverdag kunne fungere, mens de flyttede rundt fra lejlighed til lejlighed. I 1912 blev faderen
ansat i en funktionærstilling på Richs fabrikker i Valby, og til denne stilling hørte en fribolig, som
de slog sig ned i.
Tom Kristensen debuterede med digtsamlingen Fribytterdrømme i 1920. Denne blev i løbet 20’erne
fulgt op af yderligere digtsamlinger, romaner og rejseskildringer samt en omfattende journalistisk
produktion fra hans ansættelse som kulturredaktør på Politiken. Tom Kristensen blev hurtigt en
anerkendt digter/ forfatter og var respekteret for sine litteraturanmeldelser og kronikker. Han var
samtidig en farverig figur i den københavnske kunstnerverden, og hans bohémeliv med adskillige
ægteskaber og megen spiritus tiltrak sig stor opmærksomhed.
I 1927 havde drikkeriet imidlertid nået et sådant omfang, at Tom Kristensen sagde sin stilling på
Politiken op og i en periode koncentrerede sig om druk. Allerede i 1928 blev han imidlertid
afholdsmand og helligede sig da sit hovedværk Hærværk, som udkom i 1930. I 1931 blev arbejdet
som litteraturanmelder på Politiken genoptaget, og forfatterskabet efter 1930 omfatter ud over
digtsamlinger, rejsebeskrivelser og erindringsbøger også en betydelig produktion af kronikker,
essays og andet journalistisk arbejde.
I 1946 flyttede Tom Kristensen tilbage til Thurø, hvor han levede til sin død i 1974.
I sit forfatterskab har Tom Kristensen modtaget. disse priser.
1955 De gyldne laurbær
1960 Henrik Pontoppidans mindelegat
1968 Det Danske Akademis store pris på 50.000
4
3. Analyse og fortolkning af Hærværk.
Tom Kristensens roman Hærværk udkom hos forlaget Gyldendal den 25. november 1930. Den
havde været længe undervejs, og den blev modtaget med gigantiske forventninger. Disse
forventninger skyldtes dels, at Tom Kristensen havde placeret sig som en af generationens
betydeligste lyrikere og kritikere og som en habil romanskribent. Forventningerne blev til dels ikke
indfriede. Folk var skuffede og havde forventet sig lang mere af Tom Kristensen.
Hærværk er disponeret i fire overordnede kapitler med følgende overskrifter:
1) Mellem meninger
2) Se hvilket menneske
3) For stedse
4) Og slukkes alle sole
Hærværk er en selvbiografisk roman, som omhandler den selvdestruktive og fedladne journalist Ole
Jastrau´ skæbne.
Romanen fortælles i altovervejende grad gennem bogens hovedperson, Ole Jastrau. Det er Jastrau,
der videregiver indtryk, tanker, hallucinationer, og alt opleves gennem ham. Således afspejles
udviklingen i hans rent fysiske forfald ofte, når han betragter sig selv i et spejl. Enkelte steder ligger
synsvinklen hos en tredjeperson: hustruen Johanne, svogeren Adolf, kollegerne Vuldum, Eriksen og
Kryger samt hans kone, Louise - ikke gennem den altoverskyggende biperson Steffensen. Ét eneste
sted træder en alvidende forfatter frem: “Hvor kunne han vide, at denne beskedne mand var husejer
på Nørrebro?”
1
Romanen er en udviklingsroman, hvor Ole Jastraus udvikling beskrives indgående. Men romanen
indeholder f.eks. også historien om den syfilis-ramte familie, og de evindelige Jesus-imitationer
som Jastrau oplever/opfører i forskellige udgaver, samt naturligvis de tilbagevendende barbesøg
hvor det oftest er de samme barer, der frekventeres, de samme mennesker man ser, og de samme
ting, man taler om. Handlingen bindes sammen af ledemotiver, små historier eller tanker, som
dukker op igennem romanen.
1
Kristensen, Tom: Hærværk p. 54 l. 1
5
En anden dobbelttydig effekt, som Tom Kristensen gør brug af, er gentagelsen. Et af
hovedmotiverne i bogen er gentagelsen - “gentagelsen er helvede”, hedder det - første gang hos
pater Garhammer, men senere anvendt flittigt gennem romanen. Men Tom Kristensen anvender
tillige gentagelsen som effekt: der er kimende telefoner, den knuste rude i opgangen, billederne af
moderen og sønnen, fantasien af lejligheden som et skib, gardinerne hos genboen Sorte Else, erin-
dringer, som sætter sig fast hos Jastrau, f.eks.: “Peter Boyesen hilser alle glade drenge” og “Hvor
har I blivet så længe?”. Sidst, men ikke mindst, går jazzen som den røde tråd igennem hele
romanen.
Alt går op i en højere enhed, hvor romanen afsluttes med Jastraus erindring om tiggeren, som
ringede på hans dør ved romanens start. Nu er Jastrau selv tiggeren, så ringen er afsluttet.
”Nu kimede telefonen igen.”
2
. Med denne indledning placerer Tom Kristensen læseren midt i et
handlingsforløb. Det er kendetegnende for romanen, at der ofte relateres til fortiden, uden at den
udpensles; der tilføjes løbende små nuancer af Jastraus fortid, og læseren opnår gradvis større og
større kendskab til Jastraus tidligere tilværelse og hermed forståelse for hans nuværende problemer.
Læseren introduceres for Jastrau hjem og hans tilværelse. Man får overfladisk indtryk af en
veletableret og travl familiefar, men en beskrivelse som: “Han stirrede op i det hvide, firkantede
loft. Øde som hans livsanskuelse.
3
” giver første indikation af problemstillingen, som yderligere
udbygges gennem telefonsamtalen med Krog: Her introduceres begrebet “kosmisk lediggang
4
”,
som ifølge Jastrau er nødvendig for at kunne digte, og som han nu spøgende fortæller kun at kunne
opnå, når han drikker. Da romanen tager sin begyndelse, er Jastrau imidlertid ikke dranker, og han
er ukendt med værtshusmiljøet, men en kollega, Vuldum, introducerer ham på Bar des Artistes
5
Romanens problemstilling præsenteres således allerede på de første sider; der stilles ikke blot
spørgsmålet: “Hvorfor drikker Jastrau”, der svares også: “i et forsøg på at kunne skrive”. Dette er
dog blot ét af svarene; der er mange svar på dette spørgsmål, og de udbygges løbende romanen
2
Kristensen, Tom: Hærværk p. 7 l. 1
3
Kristensen, Tom: Hærværk p. 7. l. 18
4
Kristensen, Tom: Hærværk p. 11 l 2
5
Kristensen, Tom: Hærværk p. 49 l. 21
6
igennem.
I denne første beskrivelse af Jastrau forstyrres han uafbrudt: af telefonen, af sønnen, af dørklokken.
Første gang, det ringer på døren, er det en tigger. Jastrau væmmes ved hans udseende og hans
ydmyge opførsel og følger sin første indskydelse ved at smække døren i. Straks efter erkender han
imidlertid, at dette billede af tiggeren vil forfølge ham. Han løber derfor efter tiggeren og giver ham
en tokrone - en flot almisse - han betaler for at få lov til at glemme ham.
På vej op ad trappen passerer Jastrau forbi en knust rude, som lader lidt tidlig forårsluft slippe ind i
Jastraus liv. Han giver sig tid til at filosofere: “Man skal huske på foråret, mens det er der.
6
” men
tvinges straks tilbage til virkeligheden ved hjælp af kakkelovnen - og telefonen - og sønnen.
Anden gang, Jastrau forstyrres af dørklokken, træder hans fortid - hans ungdom - ind ad døren
personificeret ved studiekammeraten, den kommunistiske Sanders samt den unge digter Steffensen.
Dette møde er vendepunktet i Jastraus liv, idet disse to personer kommer til at virke som en
ophavsmand for alle hans indestængte frustrationer og længsler efter frihed, ungdom, ”kosmisk
lediggang” og frem for alt: evnen til at kunne digte.
Sanders rolle er begrænset; han minder Jastrau om studentertiden, han håner ham for hans
borgerlige tilværelse, og det er vel også hans fortjeneste, at Jastraus ægteskab går definitivt i
stykker; men det er Steffensen, der er den egentlige igangsætter. Han er usleben og provokerende,
men rammer først og fremmest Jastrau, fordi han personificerer alt det, Jastrau længes efter, men
ikke længere kan opnå: ungdommens skaberevne.
Forholdet mellem Jastrau og Steffensen er særdeles komplekst og har dannet grundlag for talrige
fortolkninger og udlægninger. Af væsentligst betydning finder jeg Jastraus ambivalente følelser for
Steffensen: han fascineres af hans ungdom og beundrer hans digterevner - og frastødes samtidig af
hans proletar-manerer og irriteres over hans opførsel. Steffensen virker dragende på Jastrau, fordi
han er så modsætningsfyldt - kontrasten mellem Steffensens upolerede optræden og de følelser, han
kan vække gennem sine digte, er markant. Og en forklaring på denne spaltning af personligheden
kan Jastrau ikke finde; Steffensens emaljeblik tillader ingen at se ind i mennesket Steffensen.
Senere når Jastrau dog til erkendelse af, at Steffensen også blot er et søgende menneske, som
imidlertid finder ro i katolicismen. Hans betagende gådefuldhed forsvinder - og dermed forsvinder
6
Kristensen, Tom: Hærværk p. 9 l. 16
7
Steffensen ud af romanen - og Jastraus tiltrækning af ungdommen mindskes samtidig.
Men inden da formår Steffensen at sætte Jastraus tilværelse i brand. Da Jastrau finder Steffensens
digt Angst på sit skrivebord, erkender han digterens kapacitet. Dette digt har Steffensen skrevet i
“kosmisk lediggang” i Jastraus stue, medens Jastrau selv var på Dagbladet for at færdiggøre en
anmeldelse. Jastrau informerer Steffensen om, at han vil publicere det i Dagbladet.
I Angst finder Jastraus udefinerede længsel og mareridt ord: Steffensen beskriver den
verdensomspændende angst, som kun kan overvindes ved at udsætte sig for netop dét, man frygter
allermest. Men digtet rummer også en dybt religiøs synsvinkel: længslen koncentreres om Guds
afstraffelse.
Det er også i dette digt, at ordet “Hærværk” optræder første gang i romanen: “Jeg har længtes mod
skibskatastrofer / mod hærværk og pludselig død
7
” og her kan parallellen til Jastraus personlige
hærværk drages: “Hærværk” er en beskrivelse af et angstfuldt menneske, der - koste hvad det vil -
forsøger at trænge ned til det elementære i sin eksistens. Jastraus hærværk er en bevidst handling,
hvor han desperat forsøger at finde sit inderste jeg ved at ødelægge alle ydre rammer - at finde ro
ved at udsætte sig selv for det værst tænkelige.
Baggrunden for Jastraus personlige hærværk er en udefineret utilfredshed med tilværelsen. Han
føler sig fanget i en borgerlig tilværelse, som han har stræbt efter og selv iscenesat, men fornemmer
ved romanens begyndelse en rastløshed og en konstatering af, at han ikke længere er produktiv som
digter. Undskyldningen herfor - både over for omverdenen og for sig selv - er de mange krav, der
stilles til ham på Dagbladet og i familien. Som omtalt på side 7 (telefonsamtalen med Krog)
behøver Jastrau “kosmisk lediggang” for at kunne digte, og han længes tilbage til sin ungdom, hvor
han var fri og skabende. En egentlig erkendelse af disse forhold har Jastrau ikke gjort sig, men
Sanders og Steffensens ankomst sætter gang i processen, og Jastraus personlige hærværk tager sin
begyndelse.
Sanders og Steffensen flytter ind hos Jastraus, Sanders forlader dog efter et par dage lejligheden, da
kommunisterne får amnesti efter socialdemokraternes valgsejr. Steffensen bliver imidlertid
“hængende”, og presser i første omgang Jastrau til en tur i byen. Denne første tur på værtshus følges
7
Kristensen, Tom: Hærværk p. 62 l. 17
8
op næsten dagligt, og Jastrau og Steffensen bliver faste gæster på Bar des Artistes og turer sammen
med kolleger fra Dagbladet i det københavnske natteliv. Under et af disse besøg på Bar des Artistes
fortæller Steffensen en “morsom” historie om, hvorledes en kønssygdom kan cirkulere i en familie.
Her taber Steffensen for første gang masken over for Jastrau og åbner en sprække til sine tragiske
familieforhold - Jastrau erfarer senere, at historien er selvbiografisk.
Jastraus hustru, Johanne, lader i utvetydige vendinger de to herrer forstå, at hun ikke fortsat ønsker
Steffensen i lejligheden: “Det er vel bedst at få sagt rigtigt farvel til Dem, for de er her sikkert ikke,
når jeg kommer tilbage.
8
”. Steffensen tager initiativ til at ville gå, men Jastrau slår det hen, og de
sætter sig til at arbejde i stuen: Jastrau tager modvilligt en bog til anmeldelse, men kan ikke kon-
centrere sig - han misunder Steffensen den ro, han arbejder med, når han digter. Men Jastrau presses
til arbejdet for at kunne betale sine regninger - betale prisen som borger
9
. Jastrau forsøger stadig at
få arbejde fra hånden - han opfatter endnu sig selv som borger.
Yderligere en flig af Steffensens indre får Jastrau, dels under barberingen, hvor han fornemmer en
svaghed i Steffensens brutale karakter, dels da han beder om at se det netop producerede digt og
bliver affærdiget med det pæne, gammeldags udtryk “Å, vil du ikke hønse”: “Det var et forældet
udtryk. Hvorfor brugte Steffensen dét? En sprække i hans grove maske. Han ville bruge grove ord.
Han ville.
10
”
De går i byen, og på Bar des Artistes opnår Jastrau den tidsløshed, han længes efter. Her er mørkt,
her er solen gået ned - selv midt på dagen - her er evig aften. Efter endnu en druktur ender de atter
begge i Jastraus lejlighed, hvor Jastrau imidlertid den følgende morgen er fuld af anger. “Hvorfor
drak han? Nej, han drak ikke. Han var blot kommet i skred et par dage.
11
”. På dette tidspunkt har
Jastrau det endnu psykisk dårligt med sit stigende drikkeri og vil ikke erkende det fulde omfang.
Jastrau og Steffensen skændes, bl.a. fordi Angst er blevet trykt i Dagbladet under Steffensens
egentlige navn: Stefani. Steffensen går i vrede, og Jastrau irriteres over sit nederlag; og da han ser,
at Steffensen har efterladt et nyt digt, Diminuendo, tør han ikke læse det, idet han frygter endnu et
nederlag - “sæt digtet var godt
12
”.
8
Kristensen, Tom: Hærværk p. 103 l. 20
9
Kristensen, Tom: Hærværk p. 104 l. 17
10
Kristensen, Tom: Hærværk p. 107 l. 2
11
Kristensen, Tom: Hærværk p 114 l. 8
12
Kristensen, Tom: Hærværk p 117 l. 36
9
Jastrau forsøger at redde familielivet ved at tage på skovtur med Johanne og sønnen Oluf, som
plukker anemoner. Jastrau siger henkastet til Johanne: “Jeg har for resten aldrig set en blå
anemone”. Den blå anemone, som Jastrau savner, må symbolisere poesiens blå blomst, som
Steffensen jo besidder.
Idyllen genoprettes på overfladen, og Johanne siger: “Åh, det er godt, han er borte
13
”. De tilbringer
en lykkelig dag sammen, Jastrau måtte ganske vist have en øl eller tre inden middagen, men han var
i stand til at nyde sit arbejde denne ene dag. Lykketilstanden afbrydes (atter) af en kimende telefon;
det er en opringning fra Dagbladet, som gør, at han nødvendigvis må ind på Bladet. Her
konfronteres han med oplysninger, som han tolker således, at hans dage på Dagbladet er talte. Han
flygter ud af bygningen for at skjule sit nederlag og modtages af Johanne derhjemme.
Her finder romanens eneste væsentlige spring i tid sted, og vi møder i starten af “Se hvilket
menneske” Jastrau i maj måned ét år senere. På en café taler han med en kollega, Vuldum, som
frekventerer katolikkerne “for at holde sin sans for det evige ved lige
14
”. Det er under denne
samtale, at Jastraus forhold til sin moder omtales første gang. Jastrau går med et billede af sin
moder på sig; han siger ganske vist, at han netop har erobret det hos sin halvbror, men Vuldum ser
straks, at billedet er et relikvie og beskriver Jastrau som en “ærbødig erotiker
15
” og en
“madonnadyrker
16
”. Hans kommentar er: “Ens mor skal helst leve længe, så man opdager, hun kun
er en kvinde.”. Jeg vil senere komme ind på Jastraus forhold til kvinder, herunder sit forhold til
moderen.
Det er også i løbet af denne passiar, at Jastrau hører én udlægning af den virkelige historie om
kønssygdommen hos familien Stefani/Steffensen
17
. Efter et par øl følges Jastrau med Vuldum ud
til pater Garhammer, og Jastrau skuffes umiddelbart over stedet: “Det var ... alt for nøgtern for
urolige og tørstende sjæle
18
” - Jastrau kan på dette tidspunkt altså identificere sig med de urolige og
tørstende sjæle.
Pater Garhammer indleder en diskussion med Jastrau og ønsker bl.a. at vide, hvad han interesserer
13
Kristensen, Tom: Hærværk p. 125 l. 38
14
Kristensen, Tom: Hærværk p. 133 l. 27
15
Kristensen, Tom: Hærværk p. 136 l. 5
16
Kristensen, Tom: Hærværk p. 136 l. 8
17
Kristensen, Tom: Hærværk p. 138 l. 19
18
Kristensen, Tom: Hærværk p. 141 l. 9
10
sig for. Jastrau svarer: “Jeg interesserer mig egentlig kun for mig selv. Ja, altså for psykologien,
hvad der er på bunden af sjælen.” I løbet af denne filosofiske samtale svarer pater Garhammer på
Vuldums ytring om Nietzsches evige genkomst, at “det er helvede”. Denne udtalelse mindes Jastrau
ofte på sin vej mod bunden: “Gentagelsen er helvede”.
Jastrau er alene i lejligheden, familien er på ferie, og det er tanken, at han skal have ro til at arbejde.
Det journalistiske arbejde kommer fra hånden, men da han tager sin påbegyndte roman frem, føler
han de tomme stuer og kan ikke komme videre. Han bladrer formålsløst i de beskrevne ark og
finder Steffensens digt, Diminuendo, som han skrev for et års tid siden, og som Jastrau da havde
stor lyst til at læse, men ikke turde. Nu kan han ikke modstå det og læser.
Diminuendo er et smukt og følsomt digt, som beskriver Steffensens følelser over for tjenestepigen
Anna Marie - men tillige Jastraus følelser over for Johanne.
Jastrau undres igen over at se denne følsomme side af Steffensen; han kan ikke slippe digtet - før
pludselig ordet smitteoverføring står trykt i erindringen. Netop da ringer det på døren; det er
Steffensen, som ikke har været i lejligheden siden opgøret for et år siden. Jastrau byder ham
indenfor, trakterer ham - men nævner ikke Diminuendo. Jastrau må i høj grad føle sig underlegen
over for Steffensen og ønsker ikke at blotte sig ved blot at indrømme, at han har læst digtet. I stedet
hævder han sig, som han bedst kan - ved at pine den udhungrede Steffensen ved at omtale nogle
stykker smørebrød, som han ikke gad æde.
Der er et besynderligt afhængighedsforhold mellem de to mænd. Steffensen opsøger angiveligt
Jastrau, fordi han mangler penge - og Jastrau, som frastødes, men i endnu højere grad tiltrækkes af
Steffensen, låner ham pengene, og de går sammen i byen…og drikker Steffensens penge op. Det er
på denne bytur, at Jastrau for første gang ser sig selv som Jesus: “men hvorfor knælede hun ikke.....
og salvede hans fod?
19
” og “”Se hvilket menneske”. Jeg vil senere vende tilbage til Jastraus forhold
til religionen.
Steffensens genopdukken sætter fart i Jastraus deroute: evindelige barbesøg afbrydes af en tur i
detentionen og afsluttes med et besøg hos den smittebærende luder Sorte Else, hvilket senere
nødvendiggør et lægebesøg. Da han kommer tilbage til lejligheden, føler han morens og sønnens
anklagende øjne, og han vender fotografierne om.
19
Kristensen, Tom: Hærværk p. 162 l. 34
11
Johanne vender hjem fra ferie, men forholdet knirker straks. Sammen tager de dog til Krogs
selskab, hvor Jastrau imidlertid ikke føler sig godt tilpas mellem borgerskabets spidser - han er ikke
længere en del af dem:
“Jastrau rejste sig lydløst. Han følte sig pludselig som en forklædt imellem dem, trist som
en ædru nar ved et karneval. Havde han troet, at han hørte hjemme her? Hvorfor blev han
mindet om de to bisser, der havde ligget i detentionslokalet ved siden af ham, så fortroligt,
så hyggeligt? Var det der han hørte hjemme, så rart dernede på bunden af tilværelsen?
Ville han gå i hundene? Han ville, jo han ville, måtte ... og han følte en sundhed ved
tanken. Befrielse. Så kunne han vise sig som den, han var, være sig selv bekendt.
20
”
Fra utilpashed ændres denne fornemmelse imidlertid til en følelse af bedreværd. Jastrau føler sig
samhørig med den anerkendte professor Geberhardt, som har “kastet det hele fra sig og ikke vil
mere” Det er formentlig i dette øjeblik, Jastrau beslutter sig for at gå i hundene.
På vej hjem i taxa skændes de atter, og Johanne spørger, hvorfor Jastrau har vendt billederne af sin
mor og Oluf. Jastrau føler sig gennemskuet, vèd ikke hvad han skal svare og stiger derfor ud af
taxaen og tager tilbage til selskabet, hvor han i nattens løb gennemlever endnu en Jesus-imitation:
“Jo mere jeg solder og drikker, jo nærmere er han mig. Han genopstår inde i mig midt i alt dette
hærværk, her, inden i mig.
21
”. Efter en nats kraftig druk, må Jastrau ringe til Kryger og bede ham
komme og betale regningen; dette gør Kryger og han får tillige Jastrau indlogeret på hotel, hvor han
kan sove branderten ud. Jastrau er nu sunket til et stade, hvor han tilsyneladende end ikke finder det
pinligt at ringe til en bekendt og bede ham udrede gælden.
Herefter vakler Jastrau ned på Bar des Artistes, hvor Sanders overhører Jastraus frustrationer over
sit ægteskab. Dette lader Sanders sporenstrengs gå videre til Johanne, som telefonisk meddeler
Jastrau, at hun har fået nok: hun vil skilles. Tilbage i den tomme lejlighed tager Jastrau afsked mig
tingene - det jordiske gods. Flyttemænd afhenter sammen med Johannes bror hendes ting, og de
møder på vej ud Steffensen og Anna Marie i døren. Jastrau inviterer ungdommen indenfor, og de
flytter ind.
Ved starten af tredje kapitel “For stedse” kan man fornemme, at der er gået nogen tid - hvor længe
fortælles ikke nøjagtigt. Jastrau har taget yderligere et par skridt på vejen mod den definitive
20
Kristensen, Tom: Hærværk p. 195 l. 32
21
Kristensen, Tom: Hærværk p. 208 l. 26
12
ødelæggelse og har bl.a. fået en bøde for gadeuorden. I lejligheden lever treenigheden Jastrau,
Steffensen og Anna Marie. Jastrau konstaterer “Jeg glider ud af borgerligheden. Jeg nærmer mig
endelig ungdommen.
22
” Behovene er i vidt omfang indskrænket til alkohol og jazz-musik, som skal
fylde den tomme lejlighed. “De var ombord på et skib, der sejlede ind i uendeligheden, ind i
grænseløsheden. Igennem det åbne sovekammervindue luftede det køligt.
23
”. Sammenhængen med
Angsts længsel mod skibskatastrofer er åbenlys; men atter findes der et lille hul ud til verden
udenfor: et åbent vindue.
Under en af de mange samtaler over en håndfuld øl fremsætter Steffensen den teori, at lejligheden -
himmelskibet - kan holde sig flydende, når de blot lader alting ske, lader uendeligheden herske.
Jastrau giver ham ret: “Ja, der er en uendelighedsfornemmelse i alt forfald.
24
” Umiddelbart derefter
kommer Jastrau til at sige de ord, som han plaget ham, men som han aldrig har turdet formulere:
”Du har smittet hende”. Steffensen benægter ikke, han affærdiger det blot med, at “vi er jo
uendelige sjæle”.
Forholdet til Anna Marie er mangesidet fra både Steffensens og Jastraus side. Jastrau er høflig og
beskyttende, han er tiltrukket af hendes kødelighed - men samtidig også af hendes urørlighed.
Under et besøg i Tivoli flirter de lidt, og Anna Marie fortæller Jastrau sin version af syfilis-
historien. Steffensen er grov, og han ydmyger hende; der er dog ingen tvivl om, at han elsker hende
(jvf. Diminuendo), men det passer ikke til hans selviscenesatte rolle, som han kun nødigt fraviger.
F.eks. er han nærmest flov, da Jastrau opdager, at han har givet Anna Marie roser. Anna Marie
forsvinder til slut ud af historien, da Steffensen tilbyder Jastrau, at de kan spille om hende, og
Jastrau accepterer.
På side 252 konfronteres Jastrau af Eriksen med et “Du er jo selv dranker” - og han svarer efter lidt
undren “Nåh ja, måske”; erkendelsen er nu til stede, men den rent fysiske tilstand: at være dranker
er uinteressant. Dét, der er væsentligt, er forfaldet - vejen mod himlen. ”Møblerne... De var så
uvirkelige. De stod i en lejlighed, der flød ind i himlem, en Noahs ark med vragstumper fra hans
fortid og spiritus og dansende mennesker, som han ikke kendte
25
”. “Mit rige er ikke af denne
verden”, svarede Jastrau.
26
”.
22
Kristensen, Tom: Hærværk p. 246 l. 28
23
Kristensen, Tom: Hærværk p. 265 l. 15
24
Kristensen, Tom: Hærværk p. 249 l. 20
25
Kristensen, Tom: Hærværk p. 262 l. 37
26
Kristensen, Tom: Hærværk p. 263 l. 3
13
Jastrau beslutter sig for at sige sin stilling på Dagbladet op; beslutningen er taget, men han har svært
ved at effektuere den: finder hele tiden på undskyldninger for at udskyde det. Angsten for at blive
sagt op - at blive dolket - tvinger ham dog til selv at tage skridtet for at blive angsten kvit (jvf.
Angst).
Under en tur, hvis formål egentlig var et opgør med Sanders, men som fortsatte fra kommunisternes
floskler til katolikkernes ditto, beskriver Steffensen en café fra hans studentertid (ny åbning i
facaden...): “... når man kiggede på sig selv inde i spejlet, så var der uendeligt med spejlbilleder
inden i hinanden. Steffensen forfra og Steffensen bagfra, fy for satan. - Altså i det uendelige, du.”
Jastrau svarer drillende: “Er det jesuitten, der plager dig? Så kan du trøste dig, for nu i de sidste år
er tiden blevet en dimension, ha ha. Nu kan selv ikke jesuitterne hitte rede i det.
27
”. Det er tiden,
der er problemet. Kun ved at opnå uendelighed kan tidsbegrebet helt elimineres - men Jastrau er nu
nået til den erkendelse, at religionen tilsyneladende heller ikke kan hjælpe ham hermed. Alligevel
forsøger Jastrau sammen med Steffensen i en brandert at tiltvinge sig adgang til den lukkede kirke -
de opgiver til slut forsøget og går på bar i stedet.
Steffensen slår Jastrau med rædsel ved at kredse om den endelige løsning for så vidt angår Anna
Marie: ”hvad nu, hvis man kvalte hende? Hvordan ville det påvirke sjælen at begå en sådan
forbrydelse? Mon det blot er som med spiritus - den stadige gentagelse, eller mon man virkelig
opnår en løsning ud i det uendelige?
28
” De tos vanvittige jagt efter sjælen har nu for Steffensens
vedkommende nået et stade, hvor Jastrau (endnu?) ikke kan følge med.
Under det sidste besøg på Dagbladet erfarer Jastrau, at Steffensens mor er død; dette er Steffensen
ikke klar over, og Jastrau fortæller ham det ikke. Ikke før han og Steffensen en morgen fuld af
tømmermænd kommer op at skændes. Steffensen håner Jastrau for hans helgenbilleder (moderen og
Oluf), og Jastrau sætter kniven ind: “Hun er død
29
”. Hér falder Steffensens maske, han kaster sig
over Jastrau, og et forrygende slagsmål følger.
Hermed afsluttes tredje kapitel, og “Og slukkes alle sole” indledes på samme måde som “Mellem
meninger”: “Nu kimede telefonen igen.
30
”, og derefter dørklokken. Dejavú; men den pæne,
borgerlige lejlighed fra første kapitel er nu hærget til ukendelighed. Jastrau får besøg af Louise
27
Kristensen, Tom: Hærværk p 277 l. 17
28
Kristensen, Tom: Hærværk p. 280 l. 6
29
Kristensen, Tom: Hærværk p. 244 l. 26
30
Kristensen, Tom: Hærværk p. 343 l. 1
14
Kryger, som er tiltrukket af Jastraus barbariske livsførelse, og hendes indtryk af manden må
bekræftes af at se den lejlighed, han lever i: Jastrau forklarer med et af romanens få glimt af humor:
“Som De kan se, lever jeg i belejringstilstand...... Her har fundet en samtale sted.
31
”
I forholdet til Louise Kryger fokuserer Jastrau i høj grad på hendes alder; ved deres møde på Bar
des Artistes (side 295-296) tænker han således: “Han synes ikke, hun var så ung....... Det kunne ses
på halsen, at hun ikke var så ung endda...... Hendes latter var bevidst ungpigeagtig.” Alligevel lader
han sig stærkt beruset forføre af hende; her findes romanens eneste direkte beskrivelse af seksuel
aktivitet, og den er endda særdeles blufærdig. Ved afskeden mellem de to skildres Jastraus ansigt,
som Louise Kryger ser det: ubarberet, udflydende, desillusioneret: “En drankers ansigt.
32
”
Jastrau vender tilbage til sin lejlighed, men forlader den straks igen til fordel for Bar des Artistes.
Her møder Jastrau Kryger, som bekymret konstaterer, at det ikke kan blive ved med at gå med
Jastraus livsførelse. Jastrau retfærdiggør sig: ”Undertiden bilder jeg mig ind, at jeg har et filosofisk
mål? Jeg har villet om bag meningerne, mine egne meninger. Jeg har villet se, hvad der var.” “Ja,
og der var kønsdrift og drikfældighed, ikke sandt?
33
” svarer Kryger.. Således kan altså det
sørgelige resultat af Jastraus identitetssøgen og ideale stræben beskrives: druk og hor - hvor des-
illusionerende.
En anden væsentlig oplysning, som denne samtale giver, er dér hvor Jastrau selv udpensler sit
forhold til kvinder: “Kvinder er for mig så tydeligt adskilt i to grupper, dem, man elsker, og dem,
man tilbeder. Der er Marie Magdalene, og der er Madonna, og det er mig umuligt at få de to til at
smelte sammen.
34
”.
Kryger vil imidlertid Jastrau det godt og mener, at han har behov for blot at komme væk fra
København. Han tilbyder ham en stilling som sekretær hos professor Geberhardt i Berlin og låner
ham penge til togbilletten. Jastrau pines af dårlig samvittighed over for Kryger, går i byen og
drikker pengene til billetten op.
Under et besøg hos luderen Sorte Else erfarer Jastrau den virkelige historie om syfilis-smitten -
31
Kristensen, Tom: Hærværk p. 346 l. 19 og 37
32
Kristensen, Tom: Hærværk p. 274 l. 12
33
Kristensen, Tom: Hærværk p. 387 l. 14
34
Kristensen, Tom: Hærværk p. 387 l. 27
15
ringen er sluttet. Den definitive frigørelse fra sin tidligere tilværelse oplever Jastrau, da han under
besøget hos Sorte Else ser sin lejlighed brænde. Branden sammenlignes med et vulkansk udbrud -
alle skibene brænder; og profetien i Angst er gået i opfyldelse: nu er Jastrau ribbet for alt - familie,
stilling, hjem. Jastrau føler det som en lettelse, en befrielse. “Nu kan jeg snart se tværs igennem det
hele - og så opløser det sig, hele den forbandede hallucination.
35
”.
Tilbage på sit hotelværelse opsøges Jastrau atter af Kryger, som atter låner ham penge til tog-
billetten til Berlin, som Jastrau atter solder op. Forinden har han modtaget et kortfattet brev fra
Steffensen, som slutter med “Peter Garhammer beder mig hilse.
36
”. Steffensen har altså fundet sin
uendelighed: han har søgt tilflugt i troen, i katolicismen. Var det ungdommen? Jastrau gør status
over sin søgen efter sjælens uendelighed:
“Og hvad var det så blevet til? Ødelagt ægteskab og ødelagt stilling. Her stod han. Slagsmål og
ødelagte ruder. Ynkelig forførelse og troløshed. Latterlig konversion og ildebrand. Hallucination og
hærværk. Og Ecco Homo! Var det et menneske? Og whisky, whisky, whisky!
37
”
Efter Steffensens sortie er den foretrukne drikkebroder “Den evige Kjær”, som også bor på hotellet
ved Bar des Artistes. I Kjær har Jastrau en uhyggelig forudsigelse om sin egen fremtid: Kjær er 10
år ældre end Jastrau, men ligner en gammel mand, og hans alkoholiserede tilværelse har ikke givet
mulighed for den endelige frigørelse, for uendeligheden, for intetheden. Nej, Kjærs tilværelse er i
den grad i faste rammer, at hans dag er opdelt på klokkeslæt, og en tur i skoven kan bringe ham på
hysteriets rand - han kan kun leve i barens halvmørke. Han er langt fra fri. Kjærs livserfaring er da
også, at “det er totalt umuligt at gå i hundene - man dør forinden.
38
”
“Og slukkes alle sole” afsluttes med, at Jastrau erkender, at whiskyen ikke længere smager ham,
baren er en hallucination i rød tåge, og via sine hænder får han mindelser om jorden og græsset,
hvis niveau han nåede på Christianshavns vold.
Kjær synger Ingemanns “Holgers sang til livet”, men bliver afbrudt af bartenderen, således at det
sidste, vi hører, er “Og slukkes alle sole og stjerner”, medens den livsbekræftende sidste verselinie:
“dog livets kilde springer, hvor den evig sprang” udelades.
35
Kristensen, Tom: Hærværk p. 430 l. 26
36
Kristensen, Tom: Hærværk p. 442 l. 9
37
Kristensen, Tom: Hærværk p. 443 l. 24
38
Kristensen, Tom: Hærværk p. 291 l. 26
16
I epilogen sørger Kjær for, at Jastrau udstyres med en togbillet til Berlin. Jastrau har - ifølge Kjær -
sin egen noble måde at sige tak på:
“Kjær, kender du det, at man en dag er i godt humør og så møder man en tigger med et
hæsligt ansigt, hærget, et menneske, der virkelig lider nød, og så giver man ham penge - for
at få lov til at glemme ham - for ikke at få sit gode humør ødelagt.
39
”.
Hermed er ringen sluttet. Med udgangspunkt som en veletableret familiefar og anerkendt skribent,
der nærer en udefineret utilfredshed med tilværelsen, har Jastrau gennemlevet en gennemrejse af
selvdestruktion, som starter ved Steffensens ankomst, eskalerer ved skilsmissen og finder sin
foreløbige afslutning ved, at Jastrau nu kan identificere sig med den tigger, som ringede på hans dør
ved romanens begyndelse.
Jastraus borgerlige tilværelse med en lykkelig lille familie i egen lejlighed samt fast arbejde er et
forsøg på at kompensere for en tragisk barndom, hvor han mistede sin mor som 3-årig. Et tab, som
han aldrig nogensinde forvinder, og som påvirker hele hans forhold til kvinder, jvf. citatet om
Madonna og Marie Magdalene på denne opgaves side 11. (Flere fortolkninger af “Hærværk” lægger
da også vægten på et muligt Ødipus-kompleks hos Jastrau). Denne borgerlige tilværelse virker
imidlertid hæmmende, og han giver den skylden for, at han ikke længere kan digte.
Den fandenivoldske Steffensen - og hans digt Angst - virker som katalysator og igangsætter dette
fælles forsøg på gennem den totale selvdestruktion at nå uendeligheden - at sætte tidsfaktoren ud af
kraft. Sideløbende hermed følger religionen dog Jastrau som en anden mulig løsning på at nå
uendeligheden, og Jastrau føler ofte, at han forvandles til Jesus - at Jesus overtager hans krop.
Da Steffensen forlader projektet, mangler Jastrau en drivkraft. Bar des Artistes, som hallucinationer
tidligere har gjort til et tidløst sted - et skridt på vejen mod uendeligheden - fremstår nu blot som en
del af virkeligheden, og whiskyen har mistet sin smag.
39
Kristensen, Tom: Hærværk p. 455 l. 32
17
4. Konklusion
Det åbne spørgsmål er: hvad nu? Tom Kristensen valgte løsningen med en epilog, idet Hærværk i
øvrigt er inspireret af hans eget liv, og han ønskede ikke at lade noget fremtidsperspektiv indgå i
selve romanen. Netop fordi fortsættelsen står ganske åben, har den været udsat for utallige
fortolkninger; Tom Kristensen har selv senere løftet sløret for, at han godt kunne forestille sig
Jastrau finde livskilden i kommunismen.
Efter min overbevisning tager Jastrau til Berlin. Han er ikke nogen stærk karakter og har brug for
nogen at støtte sig til. Johanne har forladt ham, Steffensen har forladt ham - og Kryger og Kjær vil
have ham til Berlin; så det er den nemmeste løsning for Jastrau. Jeg tror, at Jastraus gennemrejse er
tilendebragt - at han falder tilbage til en normal tilværelse. Jeg hæftede mig ved, at Jastrau ved sin
opsigelse også lader muligheden stå åben: til trods for, at han gentager forudsigelsen om at gå i
hundene, lader han muligheden for genansættelse på Dagbladet stå åben.
Da Hærværk udkom i 1930, blev den ikke vel modtaget. Forargelsen over selve romanen og ikke
mindst dens beskrivelser af letgenkendelige personer (primært fra Dagbladet alias Politiken) var
stor. Hærværk har i den forbindelse vundet ved at blive gammel. Nu kan man læse den, for dét den
indeholder: et menneskes søgen efter identitet, en mening med livet. Problematikken er højaktuel -
også i det 21. århundrede.
18
5. Litteraturliste
Hærværk: Kristensen, Tom. 1930 © Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag a. s. Copenhagen
Omkring Hærværk: Ved Aage Jørgensen. 1969, Hans Reitzel Forlag A/S København.
Bent Haugaard Jeppesen: Orfeus i underklassen. Aarhus Universitetsforlag 1990
Lis Lund Jensen: Da verden gik af lave:1998 by © Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag a/s
Kbh.
Peter Budtz Jørgensen / Alex Quaade / Ole Ravn: Dansk kulturdebat 1018-39, en tidsskriftsantologi
1979 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S. Copenhagen
Dansk Litteratur Historie: Fra Tom Kristensen til Halfdan Rasmussen: 1977 Politikens Forlag
Internetsider:
http://www.svendborg-bib.dk/tom.htm
http://www.dril.dk/tema/dig/tom_kristensen/index.asp
http://bibliotek.dk/