1
3. INDLEDNING
3.1. Opgavens opbygning.
Opgaven indledes med et kort resumé på engelsk. Opgaven igennem bevæger mig fra det neutralt
redegørende via analyserende afsnit til en diskussion for endelig at sammenfatte mine pointer i den
STX 3.g
dansksprogede kilder. Hele opgaven er struktureret ved en punktopstillet opdeling af hoveddelen i
underkapitler. Indholdsfortegnelsen skulle derfor gøre det nemt at følge min behandling af emnet.
Da opgaven er stillet i fagene historie og engelsk har jeg ligeligt vægtet kildemateriale på engelsk
og dansk, de anvendte kilder fremgår af litteraturlisten. Endvidere har jeg valgt at indsætte kilder
og noter til de enkelte afsnit på selve siden. Det skulle gerne lette læsningen og skabe større
overskuelighed.
3.2. Opgavens målsætning.
Det er mit mål at redegøre for Englands udenrigspolitik i årerne fra 1933-39, med særligt henblik
på Englands politiske strategi i forhold til Tyskland. Opgavens hoveddel indledes med en kort
redegørelse for Tysklands stilling efter 1. Verdenskrigs afslutning med fredsaftalen i Versaille og
oprettelsen af Weimarrepublikken. Kun på denne baggrund mener jeg, at man kan forstå Englands
politik i 1930´erne overfor Hitler og Tyskland.
Herpå analyserer jeg bevæggrundene for den valgte politik, blandt andet belyst gennem en kort
beskrivelse af det britiske imperiums situation i årerne mellem de to verdenskrige, en analyse af to
STX 3.g
for appeasementpolitikken, som man kalder den udenrigspolitiske strategi som ikke mindst
Chamberlain var eksponent for.
Endelig diskuterer jeg årsagerne til 2. Verdenskrigs udbrud, som jeg i sidste ende ser som et
resultat af fredsbetingelserne i Versaille efter 1. Verdenskrig. Uenigheden om krigens årsager er
stor blandt historikerne, hvilket jeg belyser ved at inddrage debatten mellem to centrale historikere,
rivalerne A.J.P. Taylor og H.R. Trevor-Roper.
Dette leder mig til en afsluttende diskussion af historieforskningens formelle betingelser. Hele
mit kildemateriale bygger i bund og grund på faglige historiske fremstillinger, og det er min pointe
2
at enhver historieforskning og -formidling aktivt påvirker de begivenheder den forsøger at beskrive.
Derfor bliver de faktiske årsager til 2. Verdenskrig i sidste ende et spørgsmål om synsvinkel.
I min konklusion sammenfatter jeg i hovedtræk mine egne holdninger og erfaringer med opgavens
løsning. Både i forhold til Englands udenrigspolitik og om årsagerne til krigsudbruddet i 1939, men
ikke mindst om historieskrivningens diskursive relativisme og implicit moralske natur.
4. REDEGØRELSE FOR ENGLANDS UDENRIGSPOLITIK FRA 1933 – 1939
4.1. Situationen i Europa omkring 1933.
For at kunne forstå Englands udenrigspolitiske kurs i årerne fra Hitlers indsættelse som
rigskansler i 1933 og frem til krigsudbruddet i 1939 er det nødvendigt ikke bare at beskrive den
situation som England, men i allerhøjeste grad også Tyskland, befandt sig i. De storpolitiske
virkninger efter 1. Verdenskrig (1914-18) og den efterfølgende fredsaftale med Versailletraktaten
har her afgørende betydning. Den britiske premierminister under 2. Verdenskrig Winston Churchill
har betegnet de to verdenskrige som ét forløb. Han opfattede begge krige som en moderne
Trediveårskrig afbrudt af en længere våbenstilstand. Krigsudbruddet den 1. september 1939 kan i
den forstand ses som en - måske uundgåelig? - opblussen af den forrige krig.
Der er mange lighedspunkter de to krige imellem, men også flere afgørende forskelle. 1.
Verdenskrig var en konflikt mellem kejserrigerne Tyskland og Østrig-Ungarn på den ene side og
vestmagterne England og Frankrig allieret med Rusland på den anden. Siden gik USA også ind i
krigen på vestmagternes side. De samme nationer udgjorde også de stridende parter i 2.
Verdenskrig, selvom det østrig-ungarnske rige nu var opløst og i stedet var blevet til Østrig, som var
indlemmet i Tyskland ved krigens udbrud i 1939, og det selvstændige Ungarn. Flere af de lande
som også var involverede i den første krig optrådte ligeledes igen, men Italien, Rumænien og Japan
skiftede nu side og fulgte Tyskland, mens dets tidligere allierede Tyrkiet forblev neutral i anden
omgang. Hovedaktørerne var dog de samme, særligt ved krigens begyndelse hvor parterne var
Tyskland overfor England-Frankrig. Det giver derfor god mening at se 2. Verdenskrig som
opgivelsen af ”våbenhvilen” fra 1918 og som en fortsættelse af den første store krig. Det var dog
afgørende for de videre begivenheder i 30´erne, at Tyskland var kommet ydmyget og stækket ud af
3
fredsaftalen i Versaille, og at hele fundamentet for den nye europæiske orden var skrøbeligt og
problematisk fra begyndelsen.
1
4.2. Versailletraktaten og Tysklands stilling efter 1. Verdenskrig.
Ved første øjekast så fredsaftalen i Versaille ikke så katastrofal ud for Tyskland som den skulle
vise sig at være. Tyskland mistede de ubetydelige kolonier i Afrika og Oceanien som landet have
erhvervet det foregående årti. De europæiske landafståelser reducerede det tyske befolkningstal med
tilsammen 10%, 13% af de tidligere landområder og 15% af produktionen. Geografisk var der ikke
tale om urimelige afståelser efter tabet af en storkrig, og det tyske rige var stort set intakt. Frankrig
fik Alcase-Lorraine (Elsass-Lothringen) tilbage som det havde mistet i den tysk-franske krig (1870-
71), og Frankrig fik betydelige rettigheder i minedistriktet Saar. Saars tilhørsforhold skulle afgøres
på demokratisk vis ved en folkeafstemning, og det samme gjorde sig gældende da Belgien fik
tilkendt grænseprovinserne Eupen og Malmedy, og da Nordslesvig i 1920 vendte tilbage til
Danmark. Værst var Tysklands bidrag til Polen. I slutningen af 1700-tallet var landet blevet delt
mellem Preussen, Østrig og Rusland, og nu blev det genoprettet ved bidrag fra de tre. Polens nye
grænser fulgte stort set de nationale skillelinjer og efterlod kun et tysk mindretal i Polen på 500.000
– 1.000.000 mennesker, men alligevel havde delingen egenskaber som fremover skulle give
anledning til bitter strid imellem de to lande. Grænserne til Polen blev igennem mange år betegnet
som ”blødende grænser”, og atmosfæren forværredes yderligere af at tyske kredse simpelthen
nægtede, at anerkende den nye polske stats eksistensberettigelse.
Også delingen af provinsen Øvre-Schlesien var en anstødssten. Den planlagte folkeafstemning
trak ud i flere år. Området kontrolleredes i mellemtiden af franske tropper, men i realiteten hærgede
kampe mellem irregulære tyske og polske enheder som forsøgte at påvirke folkestemningen ved at
vise deres styrke.
Det foregik mere roligt i Tjekkoslovakiet hvor der boede ca. 3.000.000 tyskere. Der var blevet
formuleret et krav på et område i Sudeterbjergene som havde tysk flertal. Området havde hidtil
været østrigsk, men både Tysklands regering og befolkning indså at en landvinding efter en tabt
krig ikke var realistisk. Her delte befolkningen og regeringen opfattelse. Det gjorde sig til gengæld
ikke gældende når det kom til regeringens og den tyske hærledelses erkendelse af at slaget i 1918
var tabt og beslutningen om at indlede fredsforhandlinger.
1
Kilde: Kirchhoff, Poulsen og Trommer: Den 2. Verdenskrig 1939-45, Gyldendal 1989 s. 11
4
Store dele af den tyske befolkning delte ikke denne holdning, hvilket måske skyldtes at fronten
havde gået igennem Frankrig og Belgien, og at ingen fremmede tropper havde sat fod på tysk jord.
Dette nærede i årerne frem forestillingen om at Tyskland ikke havde lidt noget klart militært
nederlag. En opfattelse som blev fremherskende særligt i nationalistiske højrekredse.
2
Selv den nye Weimarrepubliks første præsident, den Socialdemokratiske leder Friedrich Ebert,
bød i december 1918 tropperne velkommen tilbage til Berlin med et ”I, der vender hjem ubesejret”.
Denne holdning skulle vise sig at gøde jorden for Hitler og hans nye krig 20 år senere. På det
tidspunkt led de færreste nemlig af den opfattelse at den forrige krig havde været håbløs eller
forgæves.
3
4.3. Weimarrepublikken.
Efter 1. Verdenskrig kom Weimarrepublikken til at afløse det gamle tyske kejserdømme. Det var
en demokratisk lovgivende og valgt forsamling som betød, at man gjorde op med det gamle system
og bragte en ny forfatning på banen. Weimarforfatningen var et demokratisk mønstereksempel, idet
rigsdagen blev valgt ved almindelig stemmeret af både mænd og kvinder. Den politiske
magtfordeling afspejlede nøje de af befolkningen afgivne stemmer.
Weimarrepublikken mødte dog paradoksalt nok tidligt stor modstand da store dele af den tyske
befolkning simpelthen ikke accepterede den. De tre partier som havde vedtaget forfatningen,
Socialdemokratiet, Det Katolske Centrum og De Tyske Demokratiske Parti, mistede nemlig ved
valget i 1920 deres flertal. Republikken var et resultat af den påtvungne fredaftale, da de sejrende
fjender ikke ville slutte fred så længe kejseren var ved magten. Modstanden imod
Weimarrepublikken kan da også ses som et oprør imod den ydmygende stilling tyskerne følte de
befandt sig i efter Versailletraktaten. I perioden var republikken udsat for gentagne
kupforsøg fra både kommunister, som arbejdede for et Tyskland efter Sovjetisk forbillede, og
radikale, nationalistiske højrekræfter, som ønskede at se Tyskland rejse sig igen til fordums
storhed.
4
Rigspræsident Hindenburgs skæbnesvangre udnævnelse af Adolf Hitler til Rigskansler
den 30. januar 1933 delte sindene ikke bare i England, men over hele Europa.
Tyskland var kommet stærkt ydmyget og svækket ud af nederlaget i 1. Verdenskrig og de færreste
havde vel ventet at en ny verdenskrig var under opsejling. Ved Hitlers udnævnelse var kun 3 af
regeringens 12 medlemmer nazister, men i løbet af bare 5 måneder var hele Weimarforfatningen
2
Ole Karup Pedersen: Hvorfor krigen , Munksgaard, s. 58-63
3
Kirchhoff, Poulsen og Trommer: Den 2. Verdenskrig 1939-45, Gyldendal 1989 s. 11-13
4
Kilde: Carl-Johan Bryld: Verden efter 1914 – i dansk perspektiv, Systime s. 89-90
5
fejet bort og Tyskland var blevet en etpartistat. Tyskland samledes begejstret om Adolf Hitler og
hans nazistiske parti NSDAP, og en bølge af ny tysk selvfølelse blæste snart enhver opposition af
vejen.
5
4.4. Lebensraum
En af de udfordringer den engelske regering snart stod overfor var Hitlers krav om Lebensraum,
om inddragelse af ny jord til tysk bosættelse. Tanken om Lebensraum er allerede at finde i det
nazistiske partiprogram fra 1920, og Hitler havde også beskæftiget sig med emnet, da han skrev 2.
bind af sit selvbiografiske programskrift ”Mein Kampf” i slutningen af 20´erne. Hitler berører igen
emnet i en tale den 3. februar 1933, og Lebensraum-begrebet var en så fast forankret del af den
nazistiske tankegang, at de omkringliggende landes regeringer måtte forholde sig til det.
I 1933 befandt Tyskland sig i dyb krise med 6-7 mio. arbejdsløse, og da Hitler ikke havde en
egentlig økonomisk politik eller nogen klar idé om hvordan disse mange mennesker kunne bringes
tilbage i beskæftigelse virkede det som en oplagt udvej, at pege på en militær løsning. Gennem
erobring af jord kunne de arbejdsløse blive kolonister. Hitler indrømmede selv at han hverken
interesserede sig for eller forstod sig på økonomiske mekanismer. Tanken om Lebensraum
rummede i sig truslen om tysk aggression overfor de omkringliggende lande. Nu resulterede
Versailletraktatens indskrænkning af tysk territorium og selvbestemmelse pludselig i en trussel som
englænderne lettest kunne imødegå gennem indrømmelser. Indrømmelserne skulle lette presset fra
Tyskland og de følgende års appeasementpolitik søgte at imødekomme Hitlers krav om territorial
udvidelse.
5
4.5. Det Engelske Imperium i vanskeligheder
Englands udenrigspolitik må også ses i forhold til landets generelle situation. England var ikke
kun en europæisk magt, men en kolossal global magtfaktor. Det britiske imperium omfattede en
fjerdedel af verdens areal og en femtedel af dens indbyggere. De meget store forpligtelser som
fulgte med betød, at ressourcerne knapt rakte og man forsøgte så vidt muligt, at reducere dem hvor
man kunne. Man forestillede sig ikke en egentlig reduktion af imperiet, men man forsøgte at
imødegå den voksende nationalisme ude omkring gennem indrømmelser af forskellig art.
Irak anerkendtes i 1932 som et suverænt kongedømme, dog fortsat under britisk kontrol, og i
1936 fik Ægypten på samme måde indrømmelser som betød, at de britiske tropper i landet
5
Kilde: Carl-Johan Bryld: Verden efter 1914 – i dansk perspektiv, Systime s. 97.
6
indskrænkedes til en snæver zone omkring Suezkanalen. I tilfælde af krig skulle englænderne dog
have uindskrænket adgang til ægyptisk territorium.
I stillehavsområdet stod man overfor en ny magt på vej frem, Japan, som havde store interesser i
området, og situationen vanskeliggjordes af USA's tvetydige politik, som i hovedtræk støttede Kina
uden for alvor at engagere sig i området.
Der var altså helt konkrete økonomiske årsager til at England ville undgå en ny krig i Europa.
USA skærpede i disse år sin isolationspolitik, hvilket betød at man nedprioriterede internationale
forpligtelser. England havde gennem sin dominans på havene nydt godt af de amerikanske
forsyninger under 1. Verdenskrig, og USA's konfliktsky holdning til international storpolitik under
Roosevelt ansporede England til yderligere forsigtighed.
6
5. ANALYSE AF BAGGRUNDEN FOR DEN VALGTE POLITIK
5.1. Englands holdning til Hitler-Tyskland i årerne 1933-39.
Den 8. marts 1935 meddelte Hitler, at tyskerne allerede havde et luftvåben, Luftwaffe. Ugen efter,
at han agtede at opbygge en hær på 500.000 mand. Begge dele var en klar overtrædelse af
Versailletraktaten og England mødtes nu med Frankrig og Italien i den norditalienske by Stresa for
at fordømme disse skridt og understrege, at de ville handle i fællesskab for at standse yderligere
brud på aftalen. Men Stresa-frontens enhed holdt ikke sammen længe. Italien var optaget af sin
invasion i Abessinien, og i England søgte man fortsat at undgå krig for enhver pris. Da Hitler
forslog den britiske regering, at Tyskland og England indgik en flådeaftale accepterede briterne og
tillod tyskerne at opbygge en flåde på 35% af den britiske. Det var i realiteten det samme som at
tillade Hitler åbent at bryde ud af Versailletraktatens rammer, og franskmændene var rasende. De
stod til selv at tabe mest ved et stærkt Tyskland, og flådeaftalen var kommet på plads uden at
briterne så meget som havde konsulteret dem.
Hoare-Laval pagtens sammenbrud året efter i 1936 gjorde det ikke bedre. Splittelsen og
rådvildheden mellem Tysklands modparter var til at tage og føle på, og Hitler begyndte at indse, at
det næppe ville komme til mere end let overkommelig modstand, hvis han valgte at ekspandere
yderligere.
7
6
: Kirchhoff, Poulsen og Trommer: Den 2. Verdenskrig 1939-45, Gyldendal 1989 s. 65-67
7
Kilde: Charles Freeman: Portræt af et årti 30’erne, Bogfabrikken Fakta 1996, s. 38.
7
England søgte med stigende desperation at undgå, at det kom til endnu en storkrig i Europa. Den
undvigende og konfliktsky attitude nåede et højdepunkt da premierminister Chamberlain i 1938
mødtes med Hitler i München. Chamberlain tiggede Hitler, næsten på sine knæ, om ikke at starte en
krig med Tjekkoslovakiet, og da Hitler stillede sig tilfreds med kun at få en del af landet og gav
England og Frankrig gladelig efter. Den engelske befolkning hyldede Chamberlain som en helt og
en stor diplomat, da han vendte tilbage til London.
8
Året efter, i marts 1939, gik Hitlers tropper ind i Tjekkoslovakiet og besatte hele landet. Den
engelske regering var rasende. De følte sig fuldstændig til grin og denne begivenhed blev et
vendepunkt i Englands holdning til Hitler og Tyskland. England var dybt bekymrede over udsigten
til et forenet europæisk fastland under én diktators herredømme og fortsat opsat på at undgå krig,
men nu garanterede man opretholdelse af Polens grænser. Hitler blev i stigende grad opfattet som
en reinkarnation af Kejser Wilhelm, Napoleon, Louis XIV eller Napoleon, og håbet om at kunne
undgå en krig svandt hurtigt. Da Hitler ignorerede Englands garanti og invaderede Polen den 1.
september 1939 løb bægeret endeligt over. Det var nu et spørgsmål om ære, at leve op til rollen som
stormagt og den civiliserede verdens elitenation. Hitlers optræden var en slag i ansigtet på hele det
britiske imperium, for ikke at tale om de lande han krænkede, og parlamentet anmodede
Chamberlain om at erklære Tyskland krig. Efter 2 dages overvejelser gav en modløs Chamberlain
efter og informerede sine landsmænd om at imperiet nu var i krig.
9
5.2. Baggrunden for Chamberlains appeasementpolitik.
Appeasementpolitik betyder bogstaveligt eftergivenhedspolitik. Ordet ”appeasement” kommer af
det franske ord ”apaiser” som betyder ”tilfredsstille”. Begrebet betegner en politisk strategi og måde
at imødegå konflikter på, hvor én magt giver efter for en anden for at undgå yderligere
konfrontationer eller i værste fald decideret krig. En eftergivende magt, der accepterer en aggressiv,
konfrontationssøgende parts krav i stedet for at afvise eller gå til væbnet modstand imod den, kan
have motiver, der er baseret på en pragmatisk vurdering af styrkeforholdet. En eftergivende politik
kan også været motiveret ud fra et idealistisk håb om, at konflikten kan mildnes gennem dialog
frem for konfrontation, og at begge parter har noget at vinde, hvis den ene part viser sig
eftergivende. Endelig kan eftergivenheden være baseret på moralske forestillinger om, at
8
Kilde: Kirchhoff, Poulsen og Trommer: Den 2. Verdenskrig 1939-45, s. 73-75.
9
Kilde: J. Lee Ready: World War Two – Nation by Nation, s. 291-292.
8
modpartens aggressive fremfærd kan være forståelig, og at man derfor ud fra moralske grunde bør
give modparten en indrømmelser.
Dette var i en nøddeskal baggrunden for Englands udenrigspolitiske strategi overfor Tysklands
aggressive fremfærd op gennem 30’erne. Chamberlains valg af en appeasementpolitik var motiveret
af ønsket om at afværge en ny europæisk storkrig. Det var afgørende for England at undgå en krig
af rent økonomiske årsager, og samtidig syntes det rimeligt i forbindelse med Sudeterland, som
beboedes af et flertal af etniske tyskere, at dette skulle blive en del af Tyskland. Situationen var den
samme i forbindelse med tyskernes ønske om at indlemme Østrig. Løsningen lå lige for, særligt set
i lyset af at et flertal blandt Østrigs befolkning varmt tilsluttede sig optagelsen i Det Tredje Rige.
Mange ledende politikere og intellektuelle mente, at Tyskland havde været udsat for alt for
strenge krav i Versailletraktaten, og at disse krav nærede hævngerrige og revanchistiske ønsker i
den tyske befolkning. Chamberlain var med støtte fra en gruppe britiske politikere, den såkaldte
”Cliveden-klike”, netop af den opfattelse, og håbede at kunne dæmpe de aggressive tyske
bevægelse ved at give efter. Chamberlain vendte tilbage fra München i den klare overbevisning, at
han havde sikret ”Peace in our Time”.
10
5.3. Analyse af Chamberlains taler.
I Chamberlain radiotale til det engelske folk den 27. September, 1938 i en radiotale er det tydeligt,
at hans formål var at berolige den bekymrede befolkning. Hans egen bekymring skinner igennem i
omtalen af de tusindvis af breve og telegrammer han har modtaget fra folk som frygter en ny krig.
Her fornemmer man den foragt for en væbnet konfrontation og den ansvarsfuldhed hos ham som
måske medvirkede til hans eftergivenhed overfor Hitlers krav. Han retfærdiggør sin beslutning om
at råde Tjekkoslovakiet til at afstå Sudeterland til tyskerne, og begrunder det i at kravet ikke er
urimeligt og at han har tillid til at Tjekkoslovakiet har mere at vinde end at tabe ved aftalen.
Samtidig gør han det klart, at England ikke er formelt forpligtet overfor tjekkerne og at ansvaret
overfor det britiske imperium ikke tillader ham at gå i krig for denne sags skyld. Til gengæld
understreger han at England, såfremt der bliver tale om en trussel mod verdens frihed i form af én
nations terror, vil være tvunget til at modsætte sig.
Hele talen er en balancegang imellem en holden sig til den valgte appeasementpolitik og en lidt
vag trussel om at der skam er en grænse. Det samlede indtryk er at han forsøger at bevare fatningen
10
Kilde: Kirchhoff, Poulsen og Trommer: Den 2. Verdenskrig 1939-45, s. 67-68.
9
og indgyde folk tillid til at England ikke vil blive bragt i unødig fare. Ansvarsfølelsen virker ægte
nok, men overordnet set fremstår han vag og som en desillusioneret mand.
11
Den anden tale giver Chamberlain foran Downing Street 10 efter hjemkomsten fra konferencen
med Hitler i Berlin den 30. september, 1938. I en optimistisk tone proklamerer han at resultatet af
mødet er resulteret i enighed om at den engelsk-tyske relation er af største vigtighed for begge
nationer. Den undertegnede aftale betragter han som et symbol på at de to nationer aldrig mere vil
gå i krig imod hinanden, og at vejen nu er banet for at forhandlinger kan løse fremtidige uenigheder.
Han afslutter med at slå fast at det nu er anden gang at der er opnået en historisk fredsaftale med
Tyskland. Som han tilføjer foran en begejstret hujende menneskemængde: ”I believe it is peace in
our time.”
12
Talen viser tydeligt at Hitler endnu engang har haft held til at narre englænderne. Hitlers stærkeste
våben var netop hans evne til at bluffe og skabe falske forhåbninger. Han skabte fra begyndelsen
falske indtryk om Tysklands militære styrke og omfanget af deres planer hos sine modparter. Da det
endelig kom til en væbnet konfrontation med de allierede var han selv godt klar over at han var
færdig.
13
Her ser vi et klart eksempel på effekten af denne taktik. Chamberlains lettelse og stolthed
over forhandlingsresultatet er åbenlys. Aftalen var dog nærmest ikke det papir værd den var skrevet
på. Krigen var en realitet året efter.
5.4. Resultatet af appeasementpolitikken.
Ser man tilbage står det klart at Chamberlains eftergivende politik derfor udelukkende var med til
at styrke Hitler både indadtil og udadtil. Man havde muligvis vundet tid, men appeasement havde
ikke kunne forhindre 2. Verdenskrig. I dag forbindes appeasement med Chamberlain, og debatten
raser fortsat om hvorvidt forfølgelsen af appeasementpolitikken i virkeligheden medførte
krigsudbruddet. Faktum er, at appeasementpolitikken i 1930’erne havde stor folkelig opbakning, en
opbakning som nåede sit højdepunkt ved München-konferencen i 1938.
14
Selvom appeasementpolitikken ikke blev opfundet til lejligheden forbinder man den i dag ofte
med Chamberlain. Og da selve den sammenhæng den hermed optræder i, nemlig en lurende trussel
11
Kilde: Neville Chamberlain on appeasement, lectures on twentieth century Europe 1939
12
Citat: Neville Chamberlain “Peace in our Time”
13
Kilde: Modern history sourcebook: Neville Chamberlain, Peace in our time, 1938
14
Kilde: A.J.P. Taylor: Årsagerne til 2. Verdenskrig, Paludan, s. 20-22
10
om krig og nazistisk ekspansion, kommer den nemt til at fremstå kujonagtig og vag, hvilket igen
smitter af på Chamberlain og hans eftermæle. Vælger man derimod at se ham som den fredens
mand han fremstår som i sine taler til offentligheden er det nemmere at se hans eftergivende
holdning som udtryk for en dybt forankret ansvarsfuldhed og sympatisk humanisme. Chamberlain
stod med et ufatteligt ansvar på sine skuldre, hans situation var yderst vanskelig og det er svært ikke
at stille sig forstående overfor hans vedholdende forsøg på at afværge en ny krig. Om der var tale
om skræmt politisk pragmatisme eller en fejlslagen diplomatisk satsning er umuligt at afgøre. Det
vil altid være et holdningsspørgsmål. Uanset hvad lykkedes det ham som bekendt ikke at afværge
krigen. Churchill kritiserede i knusende vendinger Chamberlains resultater, og mente at
appeasementpolitikken havde gjort mere skade end gavn.
Englands udenrigspolitiske imødekommenhed overfor Tyskland i årene op til krigsudbruddet stod
i modsætning til Frankrigs ønske om en magtpolitiske inddæmning af Tyskland. Englands
eftergivenhed holdt Tyskland hen, men muliggjorde samtidig indlemmelsen af Østrigs og
Sudeterlandets i det tyske rige i 1938 og tillod i realiteten at Det Tredje Rige opståen.
15
Set med datidens engelske øjne er det ikke svært at forstå Chamberlains politik, som længe havde
bred opbakning. Set i bagklogskabens lys giver kendskabet til de videre begivenheder os nemt en
mere kritisk indstilling. Man siger at politik er det muliges kunst. Kompromiserne har bare altid en
pris, og i historisk sammenhæng er det som oftest den ”heltemodige” handlekraftighed som
belønnes. De diplomatiske løsninger lider den utaknemmelige skæbne at vi sjældent hæfter os ved
de afværgede kriser.
Viste prisen for at undgå krigen sig at være for høj? Fejlbedømte Chamberlain totalt Hitler og
hans intensioner, og var det overhovedet muligt i 1930´erne at danne sig det billede af Hitler vi har i
dag? Da Chamberlain mødtes med den tyske rigskansler, så han bare en politiker, selvom det var en
aggressiv én af slagsen. Men det virker ikke sandsynligt, at han har oplevet Hitler som den
inkarnerede ondskab. Dæmoniseringen af Hitler er baseret på opfattelsen af ham som modstander,
selve civilisationens modstander. Menneskehedens fjende. Og den opfattelse bredte sig først for
alvor med krigens udbrud.
16
15
Kilde: Kirchhoff, Poulsen og Trommer: Den 2. Verdenskrig 1939-45, Gyldendal 1989 s. 57-58.
16
Kilde: A.J.P. Taylor: Årsagerne til 2. Verdenskrig, s. 7-23..
11
6. DISKUSSION AF ÅRSAGERNE TIL 2. VERDENSKRIG
6.1. Uenighed og problemet med historiske fakta.
Det er nærliggende - og måske lidt provokerende - at sige, at 2. Verdenskrig forårsagedes af
Hitlers indtog i Polen den 1. september 1939, men i al sin enkelhed var det denne begivenhed som
udløste krigen. Punktum.
Naturligvis kan man pege på talrige andre faktorer, men efter invasionen i Polen var fronterne
trukket op. Polen knustes af Hitlers blitzkrieg i løbet af september, og da England tidligere havde
garanteret de polske grænsers ukrænkelighed, var der ingen vej uden om en krigserklæring, hvor
ubelejlig den end var for briterne på det tidspunkt.
Det er selvfølgelig provokerende at sætte tingene sådan på spidsen, for en så afgørende
begivenhed må nødvendigvis være sammensat og dybt kompliceret. Men klarhed og entydighed
fortoner sig, jo mere man zoomer ind på det foreliggende materiale. Det ”neutrale blik” på historien
er aldrig ubesmittet. Historien opleves og refereres af mennesker, og selvom man ynder at se
historien som en perlerække af faktuelle hændelser, opløser disse sig også for blikket når man
erfarer at selv ”klippefaste kendgerninger” altid er et produkt af fortolkning. I dén forstand er der
ingen - faktuel - historie. Der er kun fortolkning. Historie er vitterlig historie! En mere eller mindre
kollektiv fortælling som vi selv er en del af, og som vi ofte ubevidst abonnerer på. Som enhver
anden fortælling er historien et spejl. Historieforskningen bliver i sidste ende et aktivt, moralsk
anliggende, for fortællinger har altid en morale. Vi forpligter os overfor verden gennem den måde
vi oplever den på, og det gælder ikke mindst for historikerne. Det er deres opgave at udrede og
formidle komplekse sammenhænge på et niveau som går dybere end mediestrømmen. Uden at
kunne sige det med sikkerhed forestiller jeg mig, at man som historiker i det 20. og 21. århundrede
må være sig meget bevidst om hvor følsom en mekanisme historieforskningen er, for ikke at tale
om formidlingen. Det må kræve stor opmærksomhed på valget af metode og synsvinkel. Jo længere
vi kommer op i tiden, jo tydeligere må det blive, at historiebøgernes verdensbillede alt for ofte er
blevet brugt som afsæt for destruktive og undertrykkende regimer, som vi så det med nazismen.
Men så igen … den enes helvede, den andens paradis. Igen fanges man i en moralsk stillingtagen og
der findes ingen garantier for ”den rette fortolkning”. Vi kan se det som om Hitlers aggression
tvang England til at erklære krig mod Tyskland. Vi kan også se ham som tyskernes elskede leder
der tjente sit fædrelands interesser ved at udvide Riget med de samme midler som stormagter altid
har bragt i anvendelse. Og om vi kalder det Tyskland eller Nazi-Tyskland (forskellen er ikke helt
uvæsentlig) viser egentlig bare hvordan vi stiller os til spørgsmålet om den tyske befolknings
12
kollektive medansvar kontra en topstyret ondskab personificeret ved Adolf Hitler og de nazistiske
ledere. Det velkendte udtryk ”Det er sejrherrerne der skriver historiebøgerne”
17
er ikke ramt helt
ved siden af.
Når tyskerne op gennem 1930´erne helt havde fortrængt eller måske aldrig rigtig oplevet, at de
led nederlag i 1. Verdenskrig, og at de derfor så beredvilligt lod sig begejstre og mobilisere af
Hitlers krigsmaskine, er det et udtryk for netop én bestemt historisk fortælling. At fronterne under 1.
Verdenskrig som tidligere nævnt aldrig stod på tysk jord, og at krigen derfor syntes mere fjern har
uden tvivl spillet en stor rolle. Men Versailletraktaten blev af mange oplevet som en stor ydmygelse
og i bund og grund uretfærdig. Og det var ikke kun tyskerne som oplevede det sådan. Chamberlain
og flere engelse politikere og intellektuelle så på mange måder traktatens hårde linje som en trussel
på længere sigt.
18
Efter revolutionen i Rusland og grundlæggelsen af Sovjetunionen havde Europa,
og ikke mindst Storbritannien, brug for et stærk værn imod øst. Et svækket og ydmyget Tyskland,
ikke mindst militært, var en tikkende bombe under hele kontinentets stabilitet. Det sidste England
ønskede var at den kommunistiske østblok rykkede nærmere. Appeasementpolitikken var derfor
også et forsøg på at rette op på den skæve magtbalance ved gennem indrømmelser overfor
Tyskland, at gøre den hårde fredsaftale som var blevet landet påtvunget mere acceptabel. Man skal
huske på at Versailletraktaten direkte foranledigede oprettelsen af Weimarrepublikken og dermed
det tyske kejserriges endelig. De allierede ønskede ikke at indgå en fredsaftale med kejseren, og
denne indgriben i interne tyske forhold, som måske har været opfattet som en endnu større
ydmygelse for befolkningen end de konkrete territoriale afståelser og den militære spændetrøje som
landet blev efterladt i, banede vejen for en indenrigspolitisk ustabil situation som utvivlsomt gjorde
sit til at bringe Hitler til magten. Når man ser på årsagerne til 2. Verdenskrig på dén baggrund bliver
det store spørgsmål om ikke i sidste ende krigsudbruddet var uundgåeligt som følge af
Versailletraktatens konsekvenser og Englands efterfølgende håndtering af den eskalerende politiske
situation i Tyskland.
17
http://blog.blazinangles.net/soapbox/2005/11/jagtsaesonen-er-aben
18
Kilde: Kirshhoff, Poulsen og Trommer: Den 2. Verdenskrig s. 30-54.
13
6.2. H.R. Trevor-Roper versus A.J.P. Taylor.
Netop uenighed om Hitlers betydning for begivenhederne op til krigsudbruddet har været meget
omdiskuteret. Tydeligst i striden imellem de to ansete engelske historikere A.J.P. Taylor og H.R.
Trevor-Roper. Debatten mellem de to historikere tager udgangspunkt i to diametralt forskellige
tilgange til historieforskning og formidling. Den respekterede, populistiske Taylor blev Englands
første folkelige historiker med eget TV program og fast klumme i den skrevne presse. På den måde
nåede han et stort publikum ved at levendegøre et ellers tørt stof – og han så sig selv i første
omgang som historiefortæller og historie som en kunstform. Hans humanistiske tilgang til historien
var sympatisk, men som altid kan et overdrevent mål af populisme let forveksles med
overfladiskhed. Dette var netop Trevor-Ropers hovedindvending imod Taylors metode.
Det hører med til baggrunden for debatten, at den 10 år ældre Taylor i offentligheden blev opfattet
som den ”unge rebel” af de to. Taylor var den første engelske historiker som for alvor benyttede de
elektroniske medier. I en årrække tryllebandt han TV seerne med sine udsendelser på BBC, hvor
han uden manuskript eller teleprompter fortalte medrivende om centrale emner i Storbritanniens
historie. Han skrev faste klummer i pressen betragtede sig selv som en ”folkets historiker”, hvor
Trevor-Roper fremstår som et billede på konservativ, akademisk præcision og nidkærhed. Det er
sigende at Taylor i deres TV debatter tiltalte Trevor-Roper med det på den tid ungdommelige
”Hugh”, mens hans modstander omvendt brugte ”Mr. Taylor” eller bare ”Taylor”.
19
Taylors værker er kendt som elegante, vittige og præget af hans sans for paradokser, og de er
samtidig lysende intelligente og provokerende. Det sidste, kom ikke mindst til orde i ”The Origins
of the Second World War” (1961), hvormed Taylor indledte en ny debat om Hitlers udenrigspolitik.
Bogen er kontroversiel af flere grunde. Taylor hævdede bl.a. at Hitler ingen plan havde for en ny
verdenskrig. 2. Verdenskrigs udbrud skyldtes i virkeligheden at appeasementpolitikken var en aktiv
og ikke en passiv politik, som tillod Hitler at konsolidere sig. Og at England af frygt for en ny krig,
men måske i lige så høj grad af frygt for Sovjetunionen som et stærkt Tyskland kunne ses som et
værn imod, villigt lod det ske. Münchenaftalens indgåelse var en måde hvorpå man håbede at sikre
freden, men det var samtidigt også et udtryk for at man søgte at vinde dyrebar tid, eftersom
Storbritannien og Frankrig militært set ikke var klar til at konfrontere Tyskland på dette tidspunkt.
Taylor afstod endvidere fra at betragte Hitler som en dæmonisk destruktiv kraft - et synspunkt som
19
Kilde: A.J.P. Taylor – An Unusual Kind of Star, part 1-3 – http://www.youtube.com/watch?v=vnkZ4o7C-
DE&feature=related
14
var nærmest kættersk i 60´erne, hvor krigen og dens årsager stadig var en del af en kollektiv frisk
erindring. Hitler bed sig fast i magten med enkle virkemidler, hans anti-semitisme og hans løfte om
at genrejse Tyskland til tidligere tiders storhed. Begge dele vandt genklang i befolkningen, og uden
at frikende Hitler afkræfter Taylor myten om ham som en personifikation af ondskaben og flytter en
del af ansvaret til selve det tyske folk, og til dels også til vestmagterne, ikke mindst England. Heller
ikke en anden verdenskrig var planlagt ifølge Taylor. Krigen med de allierede kom da Hitlers i egne
øjne berettigede krav om ekspansion blev mødt med krigserklæringen i 1939. Hitlers
udenrigspolitik adskilte sig, igen ifølge Taylor, ikke væsentligt fra Weimarrepublikkens eller den
som var ført under ”Det Andet Riges” Tyskland. Han så Hitler som en ordinær politisk skikkelse
ikke ulig enhver anden statsleder, en dygtig opportunist der i høj grad fik spillet kortene i hånden af
Europas øvrige regeringer gennem deres manglende handlekraft og det storpolitiske spils generelle
element af tilfældighed.
20
Den højreorienterede Trevor-Roper havde været direkte involveret i afhøringer og
efterretningsarbejde med historisk dokumentation for øje under krigen. Trevor-Roper opfattede
Taylor som en populist, hans forskning som overfladisk og tvivlsom, og hans indvendinger imod
Taylors bog er meget konkrete. Han anklager simpelthen Taylors bog for at være fuldstændig
fejlagtig. Taylor, siger han, udvælger undertrykker og arrangerer efter kun ét princip. Nemlig om
det som fremstilles er i overensstemmelse med Taylors egen hovedtese.
21
Selve måden at være historiker på bliver altså her afgørende for selve den vinkel som anlægges på
stoffet. Trevor-Roper insisterede på en samvittighedsfuldhed og moralsk stillingtagen som lå den
relativistiske Taylor fjernt. Traditionelt har man betragtet appeasementpolitikken som i det store og
hele uvirksom og uden skyld i krigsudbruddet på grund af Hitlers uafværgelige aggression. A.J.P
Taylor argumenterede for at de allierede nationer selv og appeasementpolitiken var en
medvirkende faktor til 2. Verdenskrigs udbrud. Taylor tager dog selv afstand fra at han skulle være
revisionist. Han understreger at hans ”revision” handler om at gøre op med mange af de myter som
ukritisk er blevet optaget af historieskrivningen. Selvom han benytter en historisk subjektivisme
opererer han paradoksalt nok med et begreb som ”historisk sandhed”. Det er denne sandhed hans
påståede revisionisme angiveligt tjener. Grænsen mellem myte og sandhed er dog ikke altid lige
klar. Taylor producerer som alle andre historikere myter, for historiske myter opstår når den
20
Kilde: A.J.P. Taylor: Årsagerne til 2. Verdenskrig, s. 23-32.
21
Kilde: H.R. Trevor-Roper: A.J.P. Taylor, Hitler og krigen (tekstuddrag)
15
personlige, differentierede sandhedsoplevelse erstattes af kritikløs sort-hvid domsfældelse. Taylor
fremstår lige så paradoksal når han vil sige sig fri for at fælde moralske domme i sine fremstillinger.
Han påråber sig en neutral position som ikke er mulig, og som han da også andre steder gør et stort
nummer ud af at håne som illusorisk. Taylor betragtede selv historie som en kunstform, og han var
udmærket klar over at virkeligheden er hvad vi gør den til. Men Taylors undsigelse af moralsk
stillingtagen gør ham sårbar overfor Trevor-Ropers kritik. Det springende punkt i debatten bliver
Trevor-Ropers insisteren på, at historieskrivningen påtager sig sin del af ansvaret for at forhindre
f.eks. en neo-nazistisk opblomstring. Trevor-Ropers projekt var helt åbenlyst moralsk forankret, og
den indignation han angreb Taylor med røbede tydeligt at det ikke kun var Taylors omgang med
arkivmaterialet og hans kildefortolkninger han gik i rette med.
Jeg mener, at Trevor-Roper overser, at Taylors kølige saglighed, den ”moralske neutralitet” han
mente at betjene sig af - en opfattelse Trevor-Roper bestemt ikke delte - netop er en moralsk tilgang
til emnet. Ingen handling kan være umoralsk. Den kan afvige fra fremherskende moralske
forestillinger, men den vil altid bare være udtryk for en anden moralsk indstilling. Hvis historien
viser os noget er det, at en begivenhed aldrig er entydig og at den lineære historiske fremstilling
baseret på kolde fakta er en illusion. Tilbage står muligheden for et dobbeltsyn på historien.
7. KONKLUSION
7.1. Opsummering og resultater.
I besvarelsen af opgaven besluttede jeg mig for at lægge ud med et overblik over situationen i
Europa efter fredsaftalen i Versaille. Denne baggrundsorientering går ud over
opgaveformuleringens rammer, men den er i mine øjne ikke desto mindre afgørende for
fyldestgørende at kunne forklare Englands bevæggrunde og udenrigspolitiske kurs overfor Tyskland
i 1930´erne. I forbindelse med disse ”baggrundstudier” blev jeg ved gennemlæsningen af de
forskellige bøger og artikler jeg har haft til rådighed klar over, at de samme begivenheder blev
refereret, fortolket og præsenteret på meget forskellig vis. Faktisk så forskelligt at jeg nogle gange
var nødt til at slå de daterede begivenheder op i andre bøger for at sammenholde fremstillingerne.
Denne oplevelse var i afgørende grad med til at forme mit syn på den videre løsning af opgaven.
Da jeg begyndte at skulle redegøre for Englands udenrigspolitik overfor Tyskland blev det klart at
mindst to synsvinkler gjorde sig gældende. Enten blev Chamberlains appeasementpolitik set som et
heroisk forsøg på at undgå krigen, og slog den fejl var det fordi Hitlers aggression var utæmmelig.
16
Andre steder blev den engelske eftergivenhed fremstillet som et udtryk for konfliktskyhed og
politisk ubeslutsomhed. Som altid befinder ”sandheden” sig nok et sted derimellem, hvilket
yderligere ledte mig på sporet den erkendelse jeg følte, at jeg gjorde undervejs i denne opgave.
Chamberlains taler efterlod mig med et billede af en mand som oprigtigt ønskede freden og led
under det enorme ansvar for Europas befolkninger som hvilede på hans skuldre. Men også en mand
som i sine udmeldinger ”agerede” statsmand på en lidt påtaget måde og som havde mange andre
årsager til at handle som han gjorde end han ville være ved. Som A.J.R. Taylor siger: ”Briternes
standhaftighed i 1939 var utvivlsomt heroisk; men den var hovedsagelig heroisk på andres
bekostning.”
22
I afsnittet hvor jeg foretager en diskussion af årsagerne til krigsudbruddet blev de historiske
myter, som blandt andet består i eftertidens generelle dæmonisering af Hitlers person og at
Tyskland alene bærer skylden for krigen, tydelige.
Debatten mellem Trevor-Roper og Taylor satte yderligere fokus på fortolkningens rolle i
historieforskningen, og jeg endte med at diskutere nogle af de faktorer og præmisser som mit
kildemateriale var bygget på. Jeg oplevede dybest set uenigheden imellem de to som handlende om
de moralske forpligtigelser som også følger med historieskrivningen. Der er ingen tvivl om at jeg
ser Taylors version af sagen som den mest interessante. Hans vilje til at gå imod etablerede
opfattelser af tingende og uddrage ny viden og nye vinkler i et sprog som helt fantastisk at læse er
respektindgydende. Helt afgørende for mine overvejelser omkring den indbyggede relativisme i
historien var den underliggende følelse Taylor gav mig af, at den måde vi møder og behandler
historien på gør os klogere på os selv og de redskaber vi har til rådighed.
7.2. Refleksion
Tilbage står spørgsmålet om jeg føler mig i stand til at udpege årsagerne til krigsudbruddet. Som
jeg ser det kan der ikke være tvivl om, at Churchills opfattelse af de to verdenskrige som ét forløb
giver god mening. Hele Tysklands transformation fra ydmyget taber til potentiel verdenshersker i
løbet af et par og tyve år er svær at forestille sig uden den dynamik som netop ydmygelsen skabte.
Hitler var ligeledes en dynamisk faktor, men hans rolle kan ikke frikende den tyske befolkning for
deres rolle i de uhyrligheder som nazismen har på samvittigheden. Eftertidens dom har gjort at
mange englændere har haft travlt med at undsige appeasementpolitikken og søgt at fremstå som
mere handlekraftigt krigeriske. Faktum er at den nød bred opbakning og at tiden måske slet ikke
22
Dette citat af A.J.P Taylor er fra hans bog, Årsagerne til 2. Verdenskrig s. 21
17
tillod englænderne at handle anderledes. På samme måde spiller den daværende situation i Tyskland
en afgørende rolle for at Hitler overhovedet kunne komme til magten og fandt opbakning til sine
drømme om et tysk storrige. Og Tysklands situation var lige dele et produkt af de hårde betingelser
i Versailletraktaten og de omkringliggendes landes håndtering op gennem 1930´erne af Tysklands
stigende utilfreds hermed. At udstyre Hitler (og nazismen) med rollen som ondskaben selv stiller
sig let i vejen for forståelsen for hvorfor tingene udviklede sig som de gjorde. Og for mig at se er
hvorfor vigtigere end hvordan. Historien handler til syvende og sidst om mennesker der handler.
Om deres gerninger opfattes som gode eller onde afhænger udelukkende af vores synsvinkel.
Når jeg afslutter hoveddelen med at tale om et ”dobbeltsyn på historien” mener jeg, at arbejdet
med denne opgave har gjort det klart for mig i hvor høj grad vi ofte automatisk acceptere de
forhåndenværende forklaringer, og hvor vigtigt det er, at gøre sig klart at vores tilbøjelighed til at
projicere os selv og vores værdier ud på verden gør os til en aktiv part af den historiske diskussion.
18
8. LITTERATURLISTE
8.1. Bøger:
1. Bryld, Carl-Johan: Verden efter 1914 – i dansk perspektiv. Systime 2006-08.
2. Kirchhoff, Hans, Poulsen, Henning, Trommer, Aage: Den 2. Verdenskrig 1939-45. 5. oplag,
Gyldendal Bogklubber 2005.
3. Pedersen, Ole Karup: Hvorfor krigen ?. 1. udgave, Munksgaard 1981.
3. Ready, J. Lee: World War Two – Nation by Nation. Arms & Armour Press, 1995.
4. Taylor, A.J.P: Årsagerne til 2. Verdenskrig. (Org. Engelsk, 1961) Jørgen Paludans forlag, 2.
oplag, 1968.
8.2. Artikler:
1. The History Guide – Lectures on Twentieth Century Europe: Neville Chamberlain on
Appeasement (1939).
2. Trevor-Roper, H.R.: A.J.P. Taylor, Hitler og krigen (dansk tekstuddrag).
8.3. Elektroniske kilder:
1. TV program. A.J.P. Taylor – An Unusual Kind of Star, part 1-3.
http://www.youtube.com/watch?v=vnkZ4o7C-DE&feature=related
8.4. Internetadresser:
1. Chamberlains Münchentale: http://www.historyguide.org/europe/munich.html
2. Chamberlains Peace in our Time: http://www.fordham.edu/halsall/mod/1938PEACE.html