1
Synopsis om krigen i Afghanistan
Problemformulering:
- Hvordan ser fremtiden ud for de internationale styrker i Afghanistan?
Redegørelse af Al-Qaedas og Talibans opbygning samt deres indbyrdes relation
- Forskelle og ligheder ved Al-Qaeda og Taliban
- Problematikken i at man ikke kender fjenden
- Trusselsbillede før og nu
- Guerillakrig vs. konventionel krigsførelse
- Terrorister som ny aktør
- Globaliseringens indflydelser
Analyse af årsagerne til indgriben i Afghanistan
- Sikkerheds-, udenrigsøkonomiske- og idepolitiske mål
- Narkotikaproblemet
Vurdering af konsekvenserne af forskellige syn på trusselsbilledet
- ESS’ vs. NSS’ syn på trusselsbilledet
- Hvordan ser USA og EU på deres ”muligheder” for indgriben? (preventive, pre-
emptive)
- Hvorfor er der forskelle på USA’s og EU’s trusselsvurdering?
- Hvordan kan USA’s og EU’s forskellige syn på trusselsbilledet ses på deres indsats i Afghanistan?
2
Delkonklusioner:
Redegørelse
Forskelle og ligheder ved Al-Qaeda og Taleban
Taleban startede som en ultrafundamentalistisk studenterbevægelse, der voksede frem blandt de af-
ghanske flygtninge, der havde taget turen til Pakistan under landets mange uroligheder. De havde
søgt inspiration i Pakistans ultrakonservative koranskoler, som tilbød gratis undervisning til flygt-
ningebørn. Det pakistanske indenrigsministerium hjalp Taleban med penge, våben og træning, så
1.500 Taleban-soldater blev i stand til at krydse den afghanske grænse i 1994 for at føre hellig krig
mod de krigsherrer, som sad på magten i Kabul. Det afghanske folk håbede på at helligkrigerne
ville være i stand til at skabe ro og orden, hvilket var medvirkende til at Taleban i 1996 kunne over-
tage magten. De nye magthavere indførte et religiøst styre, hvor kvinder blev undertrykt og hvor
koranens ord vægtede højere end sund fornuft på f.eks. uddannelses- og andre udviklingsområder.
Al-Qaeda var oprindeligt navnet på en række træningslejre for frivillige muslimer, der ønskede at
udkæmpe hellig krig mod vesten. Lejrene var blevet oprettet af Osama bin Laden allerede efter kri-
gen mod Sovjetunionen, men efter Taleban havde overtaget magten med Afghanistan steg tilstrøm-
ningen af militante islamister, der ligesom bin Laden drømte om at etablere det islamiske tusindårs-
rige. Navnet Al-Qaeda er overgået til det terrornetværk, som Osama bin Laden ligeledes påbegynd-
te opbygningen af. I dag er Al-Qaeda mere gået over til at være et "brand", og navnet anvendes der-
for af utallige uafhængige terrorceller forskellige steder i verden.
Både Al-Qaeda og Taleban har samme ekstreme islamistiske ideologi, og de ser begge vesten og
dens værdier som værende skyld i den fordærvelse af muslimerne, som – de mener – har fundet
sted. Derfor fører de på hver deres måde også hellig krig mod den vestlige verden, men hvor Tale-
bans erklærede mål er at indføre et islamisk styre i Afghanistan ønsker Al-Qaeda at vælte uisla-
miske regimer og fjerne vantro fra muslimske lande. Taleban er dermed mere isolationistisk i sin
stil, idet deres mål begrænser sig til Afghanistan, hvorimod Al-Qaeda er langt mere aktivistisk og
aggressiv organisation, som opfordre til drab på alle amerikanere og deres allierede.
Problematikken i at man ikke kender fjenden:
3
Den terrorudvikling, der især har præget 00’erne, er særlig problematisk fordi det er meget svært at
bekæmpe. Terrorister handler som sagt på tværs af grænser, og uafhængigt af stater. Dette betyder
at de vestlige tropper har meget svært ved at se forskel på civilister og terrorister. Der bæres ikke en
uniform, og man er ikke samlet i tropper. Terroristerne består af et kæmpe netværk, og er spredt
rundt i mange forskellige lande, hvor de kan flygte over de ”gennemhullede” grænser uden at blive
identificeret.
Derfor er det altså svært for de vestlige styrker at bombe fjenden, eller uden videre sende tropper
ind og angribe fjenden. Det kræver at man nøje har spottet de civilklædte terrorister, og sikret sig
der ikke er civile iblandt. Da terrorristerne ofte befinder sig blandt civile og kan flytte over græn-
serne hurtigt og nemt, er det altså svært at identificere og angribe fjenden.
Trusselsbilledet før og nu:
Trusler mod hele menneskeheden er noget forholdsvis nyt. Men på trods af denne nye trussel, har
den ændret karakter siden fænomenets opståen.
Den Kolde Krig omhandlede de to forhenværende supermagter, USA og Sovjetunionen. Krigen
truede menneskeheden, da det nemt kunne have udviklet sig til en atomkrig. Det hele udsprang af et
modsætningsforhold mellem to stater, og blev løst gennem forhandlinger mellem disse.
Truslen mod menneskeheden har siden ændret karakter, og i dag er det en klimatrussel der er til fa-
rer for mennesket. Her er alle lande indblandet i truslen og dennes løsning, og den er ikke opstået af
en konflikt mellem 2 stater, men at verdens levevis og velstand.
Mere begrænsede militære konflikter som den vi i dag ser i Afghanistan, som er sideløbende med
truslen mod menneskeheden, har de seneste årtier også skiftet væsentlig karakter. Her er det ikke
længere krige mellem stater, men indenfor stater. I Europa er trusler mod et lands territorium ikke
længere noget der spiller ind i den militære planlægning.
Der er sket en ændring i krigsmønstret, så det ikke længere er stater men befolkninger og individer
der er udsat for trusler. Dette er blevet forstærket af den tiltagende terrortrussel, som er kommet me-
re og mere i fokus. Terroristerne er uafhængige af statslige grænser, og deres mål er at skabe frygt
og utryghed i befolkningen ved civile drab.
Terrortruslen skyldes bl.a. en række ikke-militære årsager: En voksende klæft mellem rige og fat-
tige lande, globaliseringen, modsætningen mellem de forskellige civilisationer, anarki og svage sta-
4
ter (fail states). Dette viser altså at der i dag er et langt bredere trusselsbegreb, hvori de ovennævnte
ting indgår, men også økonomiske trusler, som er følge af globaliseringen og den stigende afhæn-
gighed stater imellem.
Guerillakrig vs. konventionel krigsførelse
Tidligere – især under den kolde krig – havde trusselsbillede bestået af store mængder fjendtlige
tropper, tanks, materiel, mm. dvs. udstyr til konventionel krigsførelse, der kunne måles og vejes.
Taleban forsøgte i Afghanistankrigens første fase at kæmpe mod de allieredes styrker under regulæ-
re krigshandlinger, men de opdagede hurtigt at USA's overlegenhed gjorde denne kamp umulig at
vinde. Det var grunden til, at de valgte at ændre strategi, så deres måde at føre krig på fik karakter
af guerillakrig. På denne måde fik de mulighed for at kæmpe i det skjulte og vha. terrorhandlinger
som selvmordsbombere, vejsidebomber og raketangreb har de formået at stille de allierede over for
en mere vanskelig opgave.
Terrorister som ny aktør
Der findes ingen præcis definition på hvad terrorisme er. I bogen ”Global politik” fremsiges dog et
citat som bud på en mulig definition; ”Civiles brug af uforudsigelig vold uden hensyntagen til hu-
manitære normer og med det formål at gennemtvinge politiske forandringer eller skabe opmærk-
somhed om et politisk budskab”. I dette citat er det vigtigt at lægge mærke til det faktum, at det er
civile der står bag terror, idet det i høj grad er det der er med til at adskille terror fra traditionel
krigsførelse.
Man skelner mellem gammel og ny terrorisme, som mere specifikt er hhv. national og international
terrorisme. Den nationale terrorisme kendes især fra 80’erne, men kendes allerede fra zartiden i
Rusland. Den fik dog en opblomstring efter 2. verdenskrig. Både i Mellemøsten, fx ved PLO (Pa-
lestine Liberation Organization), men også i Europa i ETA i Baskerlandet, mellem Frankrig og
Spanien.
Begrebet ”internationale terrorisme” bruges når der er terrorister fra flere stater, eller flere forskelli-
ge terrororganisationer fra forskellige stater, der er med til at begå et attentat.
Internationale terrororganisationer har tre aspekter der adskiller sig fra de nationale; deres operati-
onsfelt, deres dagsorden og deres organisations opbyggelse:
5
Deres operationsfelt dækker hele jorden, hvilket bl.a. kunne ses da Al-Qaeda angreb New York
11/9. Deres dagsorden er også blevet global. Deres budskaber behøves ikke længere være at rykke
en specifik sag i den ønskede retning, men er derimod ofte at skabe ændringer i den samlede opfat-
telse af et emne. Fx ”en global jihad mod ikke-troende for at genoprette Guds herredømme på jor-
den”. Terrorgruppernes organisation er også blevet global – der er ”afdelinger” i mange forskellige
stater. Dette sammen med nye kommunikationsmidler (fx telefon og mails) har gjort det mulig at
lave angreb mange forskellige steder.
Analyse af årsagerne til indgriben i Afghanistan
Sikkerheds- udenrigsøkonomiske og idepolitiske mål:
Den udleverede artikel bekræfter den officielle begrundelse for krigen; krigen i Afghanistan er en
reaktion på angrebet 11. september og skal ses som selvforsvar. Jf. NATO-pagtens artikel 5 giver
ethvert angreb på en medlemsstat ret til et efterfølgende selvforsvar. Da Taliban-styret nægtede at
give efter for USA’s krav om at udlevere hele Al-Qaeda-ledelsen, lukke alle Al-Quaedas trænings-
lejre samt arrestere alle menige medlemmer, så USA sig nødsaget til at angribe Afghanistan, da
man så på Al-Quaeda og Taliban som to sider af samme sag. Dette syn på de to ’grupperinger’ ses i
følgende citat af George W. Bush fra hans tale efter angrebet d. 11. september: ”They will hand over
the terrorists, or they will share in their fate”.
I første omgang kan man altså se beslutningen om at gå i krig i Afghanistan som en sikkerheds-
politisk handling. På trods af, at USA efter kun ni ugers krig fik fjernet Taliban-styret og indsat en
overgangsregering bærer den krig, der i dag føres i Afghanistan fortsat præg af et sikkerhedspolitisk
mål. Dette skyldes, at man i dag kæmper mod Taliban, der ønsker en genindførelse af det tidligere
religiøse styre, hvilket man fra vesten anser som en trussel, da et sådant kan give Al-Quaeda råde-
rum for at genetablere baser.
Efter fjernelsen af Taliban-styret kom imidlertid også et andet mål indover krigen: Udbredelsen af
demokrati og vestlige værdier. Dette sås tydeligt ved indsættelsen af en vestligt valgt regering, og
sidenhen ved en demokratisk valgt regering. Dette valg blev dog præget af korruptionsanklager bl.a.
som følge af Talibans trusler om at bombe valgsteder og at skyde folk, der deltog i valget. Valgets
udførelse beskriver situationen i landet i dag ganske godt, da denne i høj grad er præget af Talibans
6
kampe mod de internationale styrker og regeringen. Man anser disse for at være vantro, og ser det
derfor som sin hellige pligt at slå dem ihjel. Det vestlige forsøg på at udbrede demokrati og vestlige
værdier tilhører typen af udenrigspolitiske mål kaldet idepolitiske.
Udenrigsøkonomiske politiske interesser:
Krigen i Afghanistan er, som nævnt, primært koncentreret om en sikkerhedspolitisk opgave, og se-
nere idepolitisk. Udenrigsøkonomiske interesser har formentlig som udgangspunkt ikke indgået i
den militære planlægning for de vestlige lande. Men man kan forestille sig, at der åbnede sig et
marked for de vestlige virksomheder i et demokratisk og vækstpræget Afghanistan, hvis de idé - og
sikkerhedspolitiske mål lykkedes. Det skal dog understreges, at dette, som sagt, nok ikke er noget
der har spillet ind for USA og EU’s strategi i USA.
Narkotikaproblemet
Et af de store problemer med Afghanistan er deres store opiumsproduktion, der udgør en væsentlig
del af den samlede verdensproduktion. Denne produktion er normalt mest i fokus fordi man mener,
at terroristerne finansiere deres handlinger gennem salg af narkotika, men kunne man begrænse el-
ler måske helt stoppe den afghanske produktion ville det kunne mærkes i hele verden. Et ønske om
at begrænse verdenshandlen med disse ulovlige stoffer spiller derfor måske også en rolle, når krigen
tages til overvejelse.
Grunden til at opiumsdyrkning er så udbredt i det bjergrige land skyldes at de fattige bønder kan
tjene mere ved denne produktion end de kan på fødevareproduktion. Forklaringen opiums markerne
ikke i endnu højere grad fjernes hænger også sammen med dette økonomiske aspekt, idet de alliere-
de ved afbrændinger af markerne ville fjerne bøndernes levebrød, hvilket uden tvivl vil skabe upo-
pularitet.
Vurdering af konsekvenserne af forskellige syn på trusselsbilledet
- ESS’ vs. NSS’ syn på trusselsbilledet
Jf. to uddrag fra EU’s og USA’s trusselsvurderinger, ESS og NSS
1
, ses det, at der er forskelle og
ligheder i opfattelsen af, hvilken karakter de trusler, vi står overfor i dag, har. I begge vurderinger
1
Hans Branner, Global Politik, s. 52-55
7
ses på de samme fem hovedtrusler, der tilsammen skaber rammen om det trusselsbillede man står
overfor. Dette drejer sig om terrorisme som den væsentligste trussel, spredning af WMD, der ses
som et redskab, der i hænderne på de forkerte anses som det værst tænkelige scenario, svage stater,
regionale konflikter og organiseret kriminalitet, hvoraf de alle tre er trusler, der kan være med til at
skabe terrorismen.
I begge uddrag ses en enighed om, at man i dag ikke står overfor én samlet fjende, forstået som et
enkelt land eller en specifik region, men snarere overfor små grupper, der agerer på tværs af græn-
ser. En forskel kan dog allerede ses her jf. følgende citat: NSS:”We make no distinction between
terrorists and those who knowingly harbour or provide aid to them”
USA mener altså, at grupperne har rødder i forskellige lande, der bevidst huser og beskytter dem. I
EU’s erklæring ser man ikke samme direkte udmelding om, at forskellige stater og deres regeringer
huser terrorister, men man nøjes med at konstatere, at såkaldte failed states er stater, terrorister kan
udnytte. Altså en tydelig forskel i de to vurderinger her.
Helt generelt om de to vurderinger kan desuden ses, at USA anser terrorismen som den absolut stør-
ste trussel, mens man i EU ganske vist anser terrorisme som den største trussel, men at det er bag-
vedliggende faktorer som svage stater, regionale konflikter og organiseret kriminalitet, der skaber
terrorismen. Som følge af de forskellige opfattelser af truslerne ser man også forskelligt på, hvordan
man bør bekæmpe disse.
I EU anses løsningen at være konflikt- og trusselsforebyggelse, dvs. at man griber ind i forskellige
situationer før kriserne opstår. Dette kan ikke løses ved blot militære midler, men kræver politisk og
økonomisk handling, efterretningssamarbejde, og civile og humanitære indsatser. Man ser på årsa-
gerne til de forskellige konflikter eller trusler og de dertilhørende destabiliserende faktorer, og ud-
øver altså humanitær og politisk forebyggelse af terrorisme fx ved nationbuilding.
I USA anser man en række stater som stater, der bevidst huser terrorister. Derfor må den bedste be-
kæmpelse af terrorisme være en offensiv overfor sådanne allerede inden truslen bliver overhængen-
de. Den amerikanske bekæmpelse af terrorisme kan derfor siges at være præget af en mere forebyg-
gende indsats sammenholdt med den europæiske. I NSS’ tekstuddrag ses dog med et noget andet
8
syn på denne indsats: ”To forestall or prevent such hostile acts by our adversaries, the United
States will, if necessary, act pre-emptively”
USA’s måde at møde truslerne på har helt tydeligt karakter af at være mere forebyggende, men
USA forsøger at udvide begrebet foregribende for at sløre overgangen mellem de to aktionstyper jf.
ovenstående citat. Dette skyldes, at forebyggende militære aktioner iflg. folkeretten ikke er tilladt,
mens foregribende militære aktioner ses som en reaktion på en umiddelbart nær trussel og derfor
har karakter af selvforsvar, hvilket er gjort lovligt i folkeretten.
Primært to forhold gør sig gældende i vurderingen af, hvorfor USA og EU har forskellige tolknin-
ger og dertil forskellige reaktioner af sikkerhedssituationen. For det første er USA en supermagt
med en dominerende rolle i verden, mens EU blot er en samling af stater, der endnu ikke har fået et
reelt effektivt forsvarssamarbejde op at køre; man har hverken politisk eller militær magt pt., da
man i kraft af organisationens opbygning skal opnå enighed blandt medlemslandene.
For det andet oplevede USA ved angrebene d. 11. september 2001 et slag på dem som nation, der
ikke var set siden Pearl Harbor. Den ellers altoverskyggende dominerende faktor viste sig pludselig
at være sårbar, og dette har sat sig i sjælen på menige amerikanere såvel som politikere. I Europa er
man også blevet ramt af angreb, men hverken i samme størrelsesorden eller med samme symbolske
betydning. Da USA føler sig hårdere ramt, ser man sig samtidigt mere nødsaget til at gribe hårdere
ind.
- Hvordan kan USA’s og EU’s forskellige syn på trusselsbilledet ses på deres indsats i Afgha-
nistan?
Idet EU er en organisation, hvis medlemmer fortsat stadig har en stor del suverænitet, hvad angår
forsvarssamarbejde, må ovenstående problemstilling besvares ved at kigge på forskellige medlem-
mer og deres engagement i Afghanistan. Dette er nødvendigt, da nogle lande i EU (bl.a. Danmark
og Storbritannien) lægger sig tæt op af USA i udenrigspolitiske spørgsmål, mens andre medlems-
lande (fx Frankrig) traditionelt har lagt afstand til USA.
Idet hovedformålet med krigen i Afghanistan var en gengældelse af angrebene d. 11. september dvs.
en handling, der er af endnu mere legitim karakter end en foregribende, er engagementet i krigen for
9
både EU-medlemslandene og USA forventet jf. den førnævnte beskrivelse af deres syn på deres
muligheder for indgriben. Derfor kan man forvente at exit-strategierne i Afghanistan minder om
hinanden. Da ingen landes udtalelser om exit-strategi endnu er bindende, er en sammenligning af de
forskellige nationer mulig, men ikke en entydig sandhed. Ligheden i de hidtil ubindende udtalelser
er dog forholdsvis stor. Obama udtalte i forbindelse med troppeforøgelsen i december, at USA ville
begynde tilbagetrækning fra år 2011
2
. Tyskland har også (i forbindelse med en troppeforøgelse) ud-
talt, at man vil begynde at reducere ens indsats fra 2011
3
ligesom Italien
4
, Holland
5
mfl. EU-lande
har åbnet op for debatten om tilbagetrækning.
Interessant for disse udtalelser er dog, at de kommer i forbindelse med en troppeforøgelse i Afgha-
nistan, og udtalelserne kan derfor ses som mildnende overfor befolkningen, hvorved man kan ’slip-
pe af sted’ med at øge troppeantallet. Altså kan man mistænke udtalelserne for at have et vist inden-
rigspolitisk indhold.
ESS’ sikkerhedsvurdering lægger, som nævnt før, op til, at løsningen på terrortruslen er indgriben
med politiske og humanitære midler, da man i høj grad ser på trusselsbilledet som et produkt af
primært failed states, regionale konflikter og organiseret kriminalitet. Dette syn på løsningen af
truslerne stemmer fint overens med udtalelser fra EU i forbindelse med Obamas erklæring om trop-
peforøgelse, hvor man byder det øgede engagement velkommen, men dog bemærker, at militære
midler ikke bør eller kan stå alene: ”En positiv udvikling vil kræve en kombination af politiske, mili-
tære og civile udviklingsinstrumenter. EU lægger særlig vægt på behovet for kapacitetsopbygning i
Afghanistan”
6
Altså et tydeligt tegn på, at man har fokus på bagvedliggende årsager.
I modsætningen hertil står USA, der mere anser terrorisme som et fænomen uden at beskæftige sig
voldsomt med de bagvedliggende årsager. Derfor er specielt de militære midler i fokus, hvilket man
også har kunnet se med fordoblingen af styrkerne i Afghanistan. Dog deltager USA selvfølgelig og-
så i den civile indsats, hvilket fx kan ses ved den amerikanske regerings nyligt udarbejdede plan for
den civile indsats i Afghanistan, hvori der står, at man bl.a. vil øge antallet af civile rådgivere og
eksperter fra 1000 til 1300. Desuden forsøger man at tackle narkotikaproblemet ved at oprette en
2
http://www.information.dk/217294
3
http://www.information.dk/telegram/222632
4
http://www.information.dk/telegram/204179
5
http://www.information.dk/222565
6
http://www.information.dk/telegram/217326
