1
STX 2.g
”Aftenhøitid” er et lyrisk digt, der er skrevet i 1804 af Schack Staffeldt. I digtet er der
mest lagt vægt på at beskrive tanker og følelser og en ganske særlig stemning. Der er
ikke ret meget handling, men der sker en udvikling gennem digtet.
Digtet består af fjorten strofer med fire vers i hver. Der er krydsrim, så første og tredje
vers rimer, og andet og fjerde vers rimer. Rytmen er hovedsageligt jamber, men enkelte
steder går den over i daktyler. Første linje er for eksempel en ren jambe med tryk på
hver anden stavelse: Solen daler, Natten aander Taage.
Det er et stemningsfyldt digt med mange ord, der beskriver en mystisk og hellig
stemning. Staffeldt bruger metaforer og besjælinger til at fremhæve stemningen, for
eksempel ”Medens Himlen med hver venlig Stierne” (strofe syv vers et). Ved at
beskrive stjernerne som ”venlige” tillægger han dem menneskelige egenskaber og gør
dem levende. Ord som drømmesvig og tryllespind viser, at fortælleren i digtet befinder
sig et sted mellem drøm og virkelighed. Naturen omkring ham står stille, dampen hæver
sig over engen, og fortælleren er grebet af ærefrygt og oplever situationen som noget
helligt. Naturen er levende, og alting har en sjæl. Første vers i strofe to viser en
besjæling af naturen: ”Neppe Luftens matte Pulsslag bæver”. Det, at vinden
sammenlignes med pulsslag, gør, at alt omkring ham får liv.
I syvende strofe vers tre til fire står der: ”Og Forventningernes stille Fierne træder i de
virkeliges Sted”. Den åndelige eller metafysiske verden indfinder sig, og den virkelige
verden ophører. På det sted i digtet sker udviklingen fra den fysiske til den metafysiske
verden. Efter udviklingen er sket, og den metafysiske verden har indfundet sig, bliver
hovedpersonen fri fra det, der før tyngede ham. Det, at der skelnes mellem de to
verdener, kaldes dualisme. Da skellet bliver udvisket, kommer man tættere på et
monistisk syn, hvor der ikke skelnes mellem de to verdener, men hvor de er smeltet
sammen.
2
I næstsidste strofe står der ”Himlens Høie ere jo mit sande Fødeland”. Det viser, at
hovedpersonen hører hjemme i den åndelige verden. Fortælleren har altså gennemgået
en udvikling og er nu kommet til det sted, eller det stadie, hvor han hører hjemme.
Hovedtemaet i digtet er det metafysiske og besjælingen af naturen. Et andet
gennemgående tema er døden. ”Phantasien sagte Haabets Riger, Dødens afgrund lukker
op”, de første vers i strofe fire, beskriver, hvordan fantasien åbner for dødsriget.
Dødsriget er i digtet en del af den åndelige verden, og åbningen af dødsriget er også
med til at åbne op for den metafysiske verden. De to sidste linjer i digtet, ”Natten her fra
Dødens Grotter leder Tidt igen til deres elskte Hiem?”, siger noget om fortællerens syn
på døden. Han mener, at man får fred i døden, og at man i døden vil være der, hvor man
har sit hjem.
Det guddommelige fylder meget i digtet. I strofe elleve vers tre står der: ”Alt hvad
Kunstnern i Begeistring skabte”. Her er Gud både en kunstner og en skaber. Hvis Gud
er en kunstner, er alt hvad han har skabt en form for kunst, og mennesket er en del af
hans skaberværk eller kunstværk.
Digtet er skrevet i 1804, i romantikken. Fra 1800 til 1807 var den danske litteratur mest
præget af universalromantikken, som var den første af de romantiske tider. I
universalromantikken er Gud overalt i sit skaberværk, og alting har en ånd eller sjæl.
Dette kaldes panteisme. Den svundne guldalder, da guderne gik på jorden, er også
central i universalromantikken. Romantikken er inspireret af det antikke Grækenlands
filosofiske tankegang, og den indeholder to modsatrettede strømninger: Dualisme og
monisme. I et dualistisk verdenssyn er verden delt op i ideernes verden og
fænomenernes verden, ligesom i Platons verdensbillede. Derfor kaldes denne tankegang
også for nyplatonisme. I den dualistiske tankegang opleves det jordiske liv som et
fængsel, og man stræber efter det åndelige. I den monistiske tankegang hyldes naturen
som et jordisk paradis, eller et fristed, hvor man kan dyrke sine følelser. Alting hænger
sammen, og naturen er én stor, sammenhængende organisme.
3
Staffeldt var nyplatonist og dualist, men ønskede at overvinde dualismen ved at ophæve
opdelingen af den fysiske verden og ideernes verden. I digtet betragter han, som dualist,
det jordiske liv som et fængsel, som kun den åndelige verden kan befri ham fra: ”hist
mig løfter af mit trange Fængsel” (strofe 9 vers 3). Han beskriver desuden et skel
mellem den fysiske og den åndelige verden, men de to verdener kommer dog tættere på
hinanden i løbet af digtet, og grænserne mellem dem udviskes. Som andre
universalromantikere er Staffeldt også interesseret i oldtiden og historier om de store
bedrifter: ”Harpesælle Oldtids Storbedrifter” (strofe seks vers tre).
I universalromantikken er blikket rettet indad, og der lægges vægt på følelser, frem for
fornuft. Der kan være flere årsager til, at digterne vendte sig væk fra verden i den
periode og i stedet søgte ind i sig selv. Danmark befandt sig i begyndelsen af 1800-tallet
i en kriseperiode: Dels var der store økonomiske problemer, og dels var der kommet en
øget censur, der trådte i kraft under enevælden. Danmark deltog i Napoleonskrigene, og
København blev bombet i 1807. Denne kriseperiode betød, at man i højere grad vendte
blikket indad.
Staffeldt var også påvirket af sin samtid. Den danske romantiks forgangsmand var
Adam Oehlenschläger, men Staffeldt fulgte lige efter ham. Han debuterede et år efter
Oehlenschläger, og han blev altid overskygget af Oehlenschläger. Desuden havde han er
dårligt helbred. Det kan være nogle af forklaringerne på, at han var fascineret af
romantikkens indadvendthed og eftertænksomhed.
Selvom Staffeldt ikke fik så stor anerkendelse, mens han levede, har han senere fået stor
betydning for romantikken i Danmark. Hans digt Aftenhøitid er et typisk digt for
romantikken. Som tidligere beskrevet udtrykker digtet et dualistisk verdenssyn, som
dog glider over i et monistisk i løbet af digtet. Det udtrykker desuden en tro på, at Gud
er i alt, en panteistisk tro.