Albertine
”Albertine” er skrevet af den norske forfatter og maler, Christian Krohg, i 1886. Christian Krohg er
kendt for sine motiver af hverdagslivet ― ofte de mørkeste sider. Han er særlig kendt for sine
motiver af prostituerede og for sin bog ”Albertine”, som er skrevet over samme emne.
”Albertine” handler om den unge pige, Albertine, som bor i den norske by Kristiania. Her bor hun i
en lille lejlighed sammen med sin mor og sin bror, Edvard, som er alvorligt syg. Livet som fattig
tager hårdt på Albertine, og hun har svært ved at holde modet oppe, og man høre hende tænke, hvor
meget bedre det ville være, hvis hun ikke levede: ”Maskinen hørtes ikke længere ― Albertine var
holdt op med syningen og stirrede lige frem for sig. Dø? ― ja, om hun bare kunne det ― så slap
hun for at sidde ved dette vindue evig og altid og se på kronprinsen og Victoria og ikke noget
andet.” Side 71, linje 16-20. Romanen strækker sig over et år ― fra vinter til vinter. Handlingen
foregår altså kronologisk, hvor vi i starten hører om hendes kummerlige liv, hvor Albertine og
hendes mor lever som syersker, og ofte sidder i deres lille fattige lejlighed flere uger i træk uden at
komme uden for døren, og til slut, hvor hendes liv på ingen måde er blevet bedre. Igennem hele
romanen følger vi Albertines tanker, hvor vi ofte hører om søsterens, Oline, tragiske skæbne som
prostitueret, som Albertine vil gøre alt for ikke at eftergøre. Her kan man se foråret som et symbol
på det nye, uskyldige og som den chance Albertine tager, for at ændre sit liv: ”Maskinen løb endnu
en kort stund af sig selv, men så standsede den, hun havde lænet sig tilbage i stolen og lod
solstrømmen sive ned over ansigtet og de lukkede øjenlåg. Solskin ― og forår ― og Karl Johan ―,
Karl Johan i solskin og forår ― hun viste godt, hvordan der så ud derinde nu, nej, nu måtte hun ud,
nu måtte hun derud ― der var ingen vej udenom.” Side 28, linje 9-16.
Men da det går op for hende, hvordan hendes kække veninde, Jossa, udnytter sin lavtstående status,
med succes, hos byens rige mænd, begynder hun pludseligt, at se det som en mulighed for at bryde
med sin ellers forudbestemte skæbne, og som en chance for at opnå alt det, hun ellers aldrig har
kunnet få. Selvom hun ikke er meget for det i starten, begynder hun at gå ud med sin veninde Jossa,
hvor hun møder flere af hendes bekendte, her i blandt den attraktive Helgesen, som Albertine får
stor tiltro til, og som hun ender med at forelske sig i.
Helgesen prøver at få hende ud af det miljø, som hun er godt på vej ind i, og får hende overtalt til
ikke at være sammen med typer som Jossa mere. Dette lykkedes også i starten, men efter mange
møder med Helgersen, ender han med at afslå hende: ”Jeg skal sige noget til dig Albertine ― jeg
har tænkt på det længe, men jeg har ikke kunnet tage mig sammen til at sige det ― men nu skal du
høre, for nu går det ikke længere. Det går ikke an mere, at jeg træffer dig ― det ― det er ikke så
godt ― hvad jeg ville sige ― jeg tror, vi må holde op ― for senere, så bliver det nemlig meget
vanskeligere.” Side 112, linje 4-11. Efter bruddet med Helgesen, falder hendes verden sammen. Her
ses datidens klassekamp tydeligt: mellem arbejderklassen og overklassen ― mellem mand og
kvinde. Her er det relevant at tage ”sædelighedsfejden” op, som debatten om den seksuelle
dobbeltmoral blev kaldt. I 1880erne var det ideelt for borgerskabets kvinder at være det dydige
symbol på moralen, og det var vigtigt at de var udvidende om deres egen krop og dens funktioner.
Værre bliver det kun, da hun samme aften, efter afskedigelsen med Helgesen, møder fuldmægtigen
Winther, som beder hende om at møde op på hans egen adresse. Albertine tror naivt, at han vil tale
med hende om det, at færdes ude sent, men det ender med at han drikker hende fuld, og voldtager
hende: ”Hør, Albertine,” sagde han så, ”det, jeg ville sige til dig, var, at du ikke brude gå så meget
sammen med Jossa. ― Jossa har været kaldt ind ― hun møder efter tilsigelse -.” Side 121, linje 5-
8. ”Han lagde et par mandelkerner hen til hende. ”Spis dem, Albertine ― de er gode ― meget gode
― meget gode mandler.” Hun spiste en ― det var, ligesom hun ikke turde spise flere. ”Drik
Sherry!” Side 121, linje 10-13. ”― Hun blev forundret over at høre sig selv sige, da hun stod på
dørtærskelen: ”Ja, men jeg tager ikke tøjet af.” ”Joh!” svarede han uden at se op ― det er bedst, du
ta’r tøjet af. ― Ja, det er det.” Side 126, linje 4-7. Det går op for hende at overklassen og
underklassen intet har tilfælles, eller ikke må have noget tilfælles, fordi det går i mod samfundets
normer og værdier. Under hendes besøg hos fuldmægtige Winther, går det op for hende, at endda de
bestemmende i samfundet, blot udnytter hende. Fuldmægtige Winther fungerer som en ulv, sat til at
vogte får.
Hvor Albertine før så det som en synd at gå ud med fremmede mænd, for at blive tilfredsstillet
materielt ― og for at tilfredsstille dem seksuelt, fordi at hun har oplevet hvor galt det gik med
søsteren Oline, begynder hun at se det som en god mulighed for at tjene penge. Albertine nyder at
se mændene sværme om hende, og det ender til sidst med at hun bryder med alle sine gamle
normer, som hun ellers nærmest har fået som en ufrivillig indsprøjtning af sine forældre, og især af
sin alkoholiserede far, som kun er hjemme, når han ikke er ude at sejle, fordi at de under ingen
omstændigheder, vil have at Albertine ender som sin søster, som nu er gift og stadig lever som en
slags prostitueret hos en byens højtstående mænd.
Albertines forældre har en form stolthed, som betyder at de er imod prostitution, selvom de er
meget forarmede. Det betyder at Albertine bevæger sig mellem to kulturer ― arbejderklassen og
overklassen. Forældrenes kultur betyder, at ens arbejdet har værdi, hvor overklassen mener at
mennesker kan købes, og at arbejde slet ikke har samme værdi, som den har for arbejderklassen.
Tiden var præget af den begyndende industrialisering, og det var typisk for den almindelige kvinde,
som Albertine og hendes mor, at sidde hjemme og sy. Tiden for Det moderne gennembrud, var
karakteriseret af en form for social mobilisering, fordi det ikke længere kun var navne og positioner,
der betød noget, men at penge også begyndte at blive en magtfaktor. Derfor ser Albertine det at
tjene penge, og omgås overklassen, som hendes mulighed, for at komme ud af sin fattigdom.
Samtidig kan Albertine have set, hvordan overklassens kvinder begyndte at sætte spørgsmålstegn
ved deres position i samfundet. Albertine prøver forgæves at gøre op med sin position, og ender
som prostitueret ― udnyttet af samfundet.
Før hun ændrer opfattelse af prostitution og begynder at se det som en mulighed, har hun gjort alt
for at leve op til sine forældres forventninger til hende, men mest af alt, samfundets forventninger.
Temaet i ”Albertine” er helt klart klassekamp og en kritik af datidens kvindesyn. Albertine og
hendes familie er stigmatiserede og marginaliserede. ”Albertine” er et typisk eksempel på, hvor
svært det er, at opnå social mobilitet, især som kvinde, når man i forvejen er stemplet og sat i bås af
samfundet, hvilket uden tvivl også er Christian Kroghs budskab.
Jeg synes i starten, at bogen var meget langtrukket, fordi man i første halvdel kun hører hendes
tanker, som er meget gentagende. Men efter at have læst ca. halvdelen, hvor man bl.a. hører om
hendes møde med Helgesen, bliver den meget mere spændene, fordi man pludselig kan forstå,
hvorfor hun reagerer, som hun gør, fordi man i starten af bogen har lært Albertine og hendes
baggrund at kende.
Bogen skildrer forholdene for den almindelige kvinde i 1880’erne utroligt godt, fordi Albertines liv
er typisk for tiden, som betød at hans meget samfundskritiske og direkthed, gjorde at bogen
”Albertine” blev beslaglagt af politiet.