Alice i Eventyrland

1/11

Alice i voksenland

Alice i Eventyrland af Lewis Carroll er historien om en lille piges rejse gennem en drømmeverden,

der består af nonsens og fjollerier. Det er ikke til at afgøre, i hvilken grad Alices rejse er konkret,

eller om det blot er en drøm, men det er sikkert, at rejsen gennem Eventyrland symboliserer barnets

rejse fra barn til voksen.

I min stil vil jeg fokusere på hvordan, de forskellige faser i et barns udvikling bruges og er

beskrevet i bogen.

Barndommens have

Alice er ikke det idealbarn, som vi gerne ser i dag. Vores forståelse af et idealbarn er et intellektuelt

barn, der fungerer godt socialt og behandler andre børn som ligeværdige. Altså ikke specielt

barnagtigt. Dette er Alice ikke ligefrem indbegrebet af. Til gengæld besidder hun mange barnagtige

egenskaber.

Hun er ikke den dygtigste i klassen, men hun nyder at lege, at hun er klog. Hun føler sig

bedrevidende og prøver ofte at bruge nye ord, hun lige har lært, men ikke nødvendigvis forstår.

Derudover prøver hun nogle gange at stave ord – og staver dem forkert - når hun vil understreje

noget, eller kommer med forkerte facts, som hun mener at have lært i skolen.

”Og lad mig nu lige overveje, hvilken breddegrad og længdegrad, jeg befinder mig på,” fortsatte

hun [Alice] og rømmede sig højtideligt. Helt ærlig havde Alice ingen anelse om, hvad breddegrad

var for en størrelse. Eller længdegrad for den sags skyld. Hun syntes bare, at ordene lød flotte på

den store måde. Ligesom stratosfære. Og fillihankat.

Det første vi hører til Alice, er da hun inden sit eventyr sidder på en varm sommerdag og daser med

sin søster i haven. Søsteren er noget ældre end Alice og sidder derfor og læser en bog. Alice viser

sin barnagtighed ved at ytre sig om sin utilfredshed med bogen, da den ikke indeholder nogen

billeder.

Der var ikke engang billeder i bogen, eller sjove samtaler for den sags skyld. Kun kedsommelig

tekst, der bare blev ved og ved.

”Og hvad skal man dog med den slags bøger?” spurgte Alice sig selv.

S. 10

S. 7

2/11

Et andet eksempel på Alices barnagtighed er hendes tanker om naboens børn Kity og Sofie. Pigen

Sofie ser Alice op til pga. hendes lange lyse krøller, og af det udspringer misundelse hvilket gør, at

Alice kan finde på at mobbe Sofie.

For Sofie havde lange, gule slangekrøller, der lignede serpentiner, og de fik hende til at ligne én,

der altid var på vej til børnefødselsdag (også selvom Alice pleje at råbe til hende, at hun var ved at

træde i sit bananskrælshår)!

Hun bryder sig heller ikke om Kity, da hun udtrykker: ”For Kity fattede ikke en bregne af nogen

ting”

Alice er altså ikke et barn med en særlig stor social kreds, på nær søsteren – langt fra hvad man

ønsker for sit barn.

Haven, som Alice sidder i med søsteren, bliver et symbol på Alices barndom, og kun ved at

forlade denne og begive sig ud i Eventyrland kan Alice modnes. Mere om dette senere.

Logik fra den ene verden er ikke logik i den anden verden

Som Alice sidder i haven og keder sig over søsterens bog, kommer en kanin med vest og briller

hoppende forbi hende. Den snakker om, at den er ved at komme for sent, og Alice følger efter den

ned i et kaninhul.

I grunden undrer det ikke Alice, at kaninen kan tale eller har tøj på. Talende dyr er intet i forhold

til hvad børns fantasi ellers kan mønstre. Det viser igen hvordan Alices barnlige tanke stadig

fungerer. Det er ikke hendes undren, men hendes nysgerrighed der får hende til at følge efter

kaninen. Endnu et barnligt træk.

Alice falder ned i hvad føles som et bundløst hul og ender til sidst i et kammer med en masse døre.

Den dør hun helst vil igennem, er dog så lille, at hun aldrig ville kunne komme igennem den.

Hendes længsel efter at komme gennem den lille dør opstår, da hun kigger gennem nøglehullet og

ser en dejlig have. Haven minder om hendes egen barndomshave og hun er altså allerede blevet

skræmt af, hvor hendes nysgerrighed på det voksne liv, har ført hende hen, og hun ønsker at vende

tilbage. Der er bare den barrikade, at hun er for stor.

Hun opdager et bord med en nøgle til den lille dør. På bordet står der også en flaske, hvorpå der

står DRIK MIG. Her bruger Alice for første gang noget af den viden og logik, som hun har med fra

den verden, hun oprindeligt kommer fra.

S. 23

3/11

”Ha!” Hun slog med nakken. ”Skulle jeg virkelig drikke af flasken uden først at undersøge, om der

står gift på den?” Hun snøftede hånligt, for hun havde allerede læst rigtig mange historie om børn,

som var blevet forbrændt eller ædt af uhyrer eller andet stygt, fordi de havde nægtet at lytte til

deres venners gode råd.

Alice bruger den mest simple logik. Hvis der står gift på flasken, må der være gift i drikken, og det

ville da være dumt at drikke af den. Dette er logik fra den verden vi kender, men nu er Alice i en ny

verden, og hun skal hurtigt finde ud af, at det der var logik, da hun var barn, ikke nødvendigvis er

logik for de voksne, da vi selv ved, at der i voksen livet spiller mange flere faktorer ind som moral,

økonomi og politik mm. Faktorer som man som barn hverken kender til eller bekymrer sig om.

Da Alice ikke finder noget tegn på, at der er gift i flasken, og der står DRIK MIG på den, drikker

hun selvfølgelig væsken i den. Hun opdager, at hun skrumper ind til dukkestørrelse og derfor kan

komme ind af døren, der fører til den smukke have. Én ting har Alice dog glemt, og det er den

nøgle, der nu ligger på det store bord, som skulle have åbnet for døren. Dette er Alice rigtig

utilfreds med og begynder som et andet barn at vræle. Hendes gråd kommer hende ikke til hjælp,

men hun opdager, at der står en lille glasæske under bordet. I æsken er der nogle kager, hvorpå der

med rosiner står SPIS MIG. Med de nye erfaringer, har hun nu skabt sig en ny logik, der fortæller

hendes, at hun enten vokser eller skrumper, hvis hun spiser kagen.

”SPIS MIG,” læste hun, og det lod hun sig ikke sige to gange. For uanset hvad, kunne det kun gå

én vej, gjorde hun op med sig selv. Enten blev hun større af at spise kagen og kunne nå nøglen på

glasbordet. Eller også blev hun mindre og kunne kravle under den lille dør. I begge tilfælde ville

hun havne i haven, og personligt var hun ligeglad, hvordan det skete.

Alice vokser og vokser og bliver meget stor efter at have spist kagen. Alt for stor, efter Alices

mening. Igen føler hun ikke, at tingene går som hun vil og begynder derfor at græde igen. Med de

normer og skikke hun er vokset op med, ved hun, at det ikke er passende at græde for at få sin vilje,

og da der heller ikke er nogen at græde for, prøver hun at fortælle sig selv, at hun skal lade være.

Alice prøvede at irettesætte sin bævende underlæbe. ”Tag dig dog sammen, Alices underlæbe!”

hvæsede hun, ”vi er jo efterhånden en stor pige!” (og det kunne man dårligt være uenig i). Men

underlæben bævede bare endnu mere, og snart konkurrerede den med overlæben og hagen og

øjnene, der sendte tårer i stride strømme ned over Alices kinder. ”Uhuuuuuuu!” Tårestrømmen

S. 18

4/11

blev ved og ved, og snart bredte en kæmpemæssig sø af tårer sig ud over entrégulvet. Flere meter

dyb og lige til at svømme i.

Selvom Alices opdragelse siger, at hun ikke burde græde, så holder hendes selvbeherskelse ikke til

det. Hun er et barn og i hendes hjælpeløse tilstand, kan hun ikke stille andet op end at tude. Det er

det børn som oftest gør, og deres forældre hjælper dem med hvad deres problem nu engang skulle

være.

Modsat den logik som Alice gjorde sig før, begynder hun nu at skrumpe af sig selv. Den sø af

tårer, hun før havde lavet, er nu, hvor hun er blevet lille igen, så stor som et helt hav. Som i en

drøm, hvor omgivelser pludselig kan skifte, befinder Alice sig ikke mere i rummet med dørene, men

midt på havet. Hun svømmer ind til land og nu er der ingen vej tilbage til barndommens have,

selvom det er det, Alice stadig efterstræber.

Underkuet autoriteten

Børns syn på voksne kan være meget firkantet. Enten er de skrappe, sure eller onde. Eller også er de

søde og venlige. De snakker om underlige ting og bruger underlige ord. Men først og fremmest er

børn bange for voksne. De er bange for at få skæld ud eller blive slået. De er bange for at deres

forældre ikke elsker dem mere, hvis de skælder dem ud. Dette er hovedessensen i opdragelse.

Vi får et meget stærkt billede på, hvad barnet Alice mener om de voksne. Hun skaber nogle meget

karikerede voksenfigurer som f.eks. dodofuglen hun møder.

Dodofuglen er en tydelig dominans i en gruppe dyr, Alice møder, efter hun er svømmet op til

stranden. Den er som det gamle kloge hoved i familien, og det den siger må være sandt, for den

bruger udelukkende fine ord og vendinger og gør sætningerne så indviklede som muligt. Det må jo

betyde at den er klog.

Dette er tydeligt ironisk, da hverken Alice eller nogle af de andre dyr forstår noget af, hvad dodoen

siger. Desuden snakker den ofte i nonsens, der bare understreger latterligheden i det. Desuden viser

det meget godt, hvordan børn opfatter de voksnes intellektuelle samtaler.

”I saa Fald,” sagde dodofuglen højtideligt, ”vil jeg tilraade, at Eder hæver dette Sammentræde,

saaledes at De og jeg i allerkjæreste Forening kan eksekviere de for alle Parter behjørige

Foranstaltninger.”

”Så tal dog, så vi alle kan forstå det!” afbrød havørnen gnavent. ”Jeg fatter jo ikke et fugleæg af,

hvad du siger, og hvad mere er: Det tror jeg faktisk heller ikke, at du selv gør!”.

S. 21-22

5/11

Kapitlet, som citatet kommer fra, hedder af gode grunde ”Tørreløb, haletale – og et stort nixenbix”,

for hvad kapitlet handler om er i bund og grund et stort nixenbix. Ligegyldig hvor klog dodoen

lyder, får den aldrig sagt noget med indhold.

En anden voksenfigur er kaninen, som Alice første gang ser i barndommens have. Den har vest og

briller og et stort lommeur. Desuden taler den i rim, der ligesom dodofuglen karikerer de

omhyggeligt valgte ord, som de voksne bruger. En anden ting som den talende kanin parodierer, er

de voksnes forhold til tid. Fra første gang vi ser kaninen, snakker den om, at den er ved at komme

for sent. For sent til hvad er ligegyldigt, for ethvert barn har oplevet at blive sidestillet til fordel for

vigtigere ting, der for barnet kan være ligegyldige. Pointen er, at de voksne altid er i færd med noget

og altid er ved at komme for sent til det. I arbejdslivet er der deadlines modsat i børnenes verden.

For børn betyder tiden ikke noget, med mindre de voksne trækker den ned over hovedet på dem i

form af sengetider eller aftensmad. De kan lege om morgenen eller om aftenen, og det er for dem

ligegyldigt, så længe de kan lege. Tiden bliver altså kun et problem og en forhindring, og det er

derfor klart, at dette element kommer til at karikere en af Alices voksenfigurer.

For at vende til bage til opdragelsen, viser kaninen sin autoritet senere for Alice. Den har tidligere

tabt en vifte og nogle handsker, og den sætter straks Alice til at lede efter dem, fordi den tror hun er

dens stuepige. Uden at fortælle kaninen at hun ikke er det, begynder Alice straks at lede efter de

mistede sager. Hun kunne aldrig finde på at sige nej, da kaninen, som før beskrevet, er indbegrebet

af en voksen autoritet, som børn frygter og lader sig underkue af.

”Hvad laver du hér bitte Trine?” råbte han [kaninen] vredt. ”Smut dog hjem efter handsker og

vifte, eller jeg skal få dig til at lette og hvine!” […] ”Den hoppende idiot troede åbenbart, at jeg

var hans stuepige! Stuepige! Ligner jeg måske en stuepige? Gør jeg?” tænkte hun [Alice]

Alice er altså ikke fornøjet med måden hun bliver behandlet på, men hun nøjes med at tænke det.

Desuden er det også mest tanken om, at det er en kanin, der hundser rundt med hende, der irriterer

hende. Nok er den en autoritetsskikkelse, men Alice bærer stadig rundt på noget af den sunde

fornuft, hun har fra den almindelige verden, og der er mennesket over dyret. Men hun må endnu

engang erfare at fornuften fra den almindelige verden, er ubrugelig i Eventyrland.

Nu har vi haft to autoriteter, der har haft visdom og tid som elementer. En tredje autoritet er den

straffende autoritet, som børn mest af alt frygter. Her er dronningen over kortspillene brugt, men

hende vil jeg vende tilbage til senere.

S. 34

S. 45-46

6/11

Eksistens, identitet og seksualitet.

Alice har indtil nu stadig kun været et barn, der har vist os sine fordomme på de voksnes verden.

Men fra hun trådte ind i kaninhullet, har hun betrådt den uundgåelige udvikling som skal til at tage

til.

På et tidspunkt vil et barn opleve en bevidsthed omkring sig selv og måske fundere over

tilværelsen. Dette er det første skridt fra den ubekymrede barneverden til voksenverdenen. Dette

sættes i gang hos Alice, da hun møder en kålorm, der sidder på en stor paddehat og ryger vandpibe.

Og sådan så de på hinanden rigtig længe, til rygelarven tog vandpiben ud af munden og kløede sig i

sin sparsomme blå hanekam […]. ”Hvem er du?” spurgte han med en stemme så sløv og sløret som

den lyseblå røg, der bølgede ud af hans næsebor. […]

”Jeg ved faktisk ikke, hvem jeg er lige nu hr. Blå Rygelarve,” svarede hun og gav ham fredstegnet.

[…] ”Jeg ved godt hvem jeg var i morges, men lige siden har jeg bare ændret mig og ændret mig!”

”Hvad mener du?” spurgte rygelarven hvast, ”forklar dig!” ”Jamen, jeg kan jo ikke forklare mig, ”

prøvede Alice

Alice begynder at tænke over hvem hun egentlig er. Er hun den samme nu, som hun var i morges?

Hun er allerede i gang med sin udvikling, hvilket bevæger hende længere væk fra det barn, hun var

om morgen, så hun har god grund til ikke at føle sig som den samme.

I teenageårene er en vigtig ting at kunne skabe sig en identitet, så man ved hvem man er, hvor man

hører til, og så man forstår sin eksistens. For børn er eksistensen og identiteten ligegyldig, men for

voksne er den selve meningen med livet. Derfor er der intet at sige til Alices frustration, da hun

begynder at få stillet spørgsmål om sig selv og sin identitet. Hun har nemlig ikke skabt sig nogen

endnu, men da hun bevæger sig væk fra barnestadiet, er det svært at leve med ikke at være nogen.

En anden ting der følger med teenageårene er bevidstheden om sit køn og seksualitet. Alice i

Eventyrland er skrevet i den victorianske epoke. I den victorianske tid blev kroppen gemt så langt

væk som muligt, og sex var et tabubelagt emne. Det mærker vi tydeligt på Alice. Nu da hun er

begyndt at blive ældre, skulle man tro at hun efterhånden fik en større kropsbevidsthed, men man

mærker tydeligt at Alice absolut ingen kontakt har til sin egen krop. Det fornemmer vi hver gang

hun vokser eller skrumper. Når hun vokser føler hun ingen sammenhæng mellem sine kropsdele,

som om at hendes proportioner ikke følger med den fysiske forøgelse. Det tidligste eksempel er, da

hun lige er faldet ned gennem kaninhullet og spiser af rosinkagerne.

For med et skød hun til vejrs som et teleskop med ild i enden, imens benene knagede og tøjet gav sig

før det fulgte med. […] Hun så ned på sine velpudsede sko, der fortonede sig i det fjerne og vinkede

7/11

til dem. ”Farvel med jer, I små pusselanker,” råbte hun og tænkte efter et øjeblik. For det var jo i

grunden et par stakkels små pusselanker, der stod dernede og trippede. ”Hvem skal nu give jer sko

og strømper på hver morgen?” spurgte hun dem bekymret. ”Jeg kan jo ikke nå jer, så vidt jeg kan

se. Fra nu af må I klare jer så godt, I kan.”

Vi ved jo godt at dette er nonsens. Når et menneske vokser, vil de vokse proportionsmæssigt

korrekt, og hvis man bliver højere vil man stadig kunne nå sine fødder, fordi ens arme også bliver

længere. Det viser altså at Alice ikke har noget forhold til sin krop som en helhed og ingen kontakt

mellem f.eks. hoved og fødder (evt. underliv). Et andet eksempel er da hun skrumper.

KAAAAAPOW! Hun nåede ikke engang at blinke, før hun mærkede et kæmpe smæk under hagen, og

hurtigt forstod hun, at den havde ramt hendes fødder. Alice var ét stort spørgsmålstegn, nu med

åben mund og polypper. Men da hun samtidig skrumpede ind, besluttede hun straks at nippe til det

venstre stykke [af en paddehat]. Desværre var det lettere sagt end gjort, for hun hang jo mildt sagt

med skuffen. Så hun forsøgte at tygge, svingende hendes hage frem og tilbage som en gulvskrubbe,

og hele tiden måtte hun flytte på fødderne, så de ikke slog hende omkuld.

Man får her en illusion af, at hun er skrumpet ind således, at hendes fødder er samme størrelse som

før, men hendes krop er blevet så lille, at hendes hage rammer gulvet. Når hun skal spise er det

derfor svært at åbne munden, når den støder på gulvet. Igen følger proportionerne ikke med hende

(eller det er hvad hun føler), og det giver igen udtryk for at hun ingen kropsbevidsthed pga. den

victorianske undertrykkelse af individets (og specielt kvindens) seksualitet. Et tredje eksempel er,

hvor hun vokser så højt op i træerne, at en fugl tror hendes lange hals er en slange. Igen ikke særlig

proportionsmæssigt korrekt.

Det kvindelige yngelplejeinstinkt

Et anden tidsbetonet element er kvindens rolle i samfundet. Her herskede udelukkende den

konservative opfattelse af, at kvinden skulle stå ved kødgryderne, holde orden i hjemme og føde og

opdrage børnene. Dette er næste skridt på Alices vej til voksenverdenen.

Ude i skoven kommer hun forbi et hus, hvorfra hun hører en masse larm og spektakel. Hun går ind

i huset og ser to kvinder, hvor den ene holder et barn, og den anden smider med peber og

stegepander. Barnet græder og nyser samtidig, og med ét kaster kvinden barnet hen til Alice der

forbløffet griber det.

Alice tager barnet med udenfor, og beslutter sig for, at det vil være uforsvarligt at efterlade det i

det larmende hus. Hun mærker altså for første gang sine moderlige instinkter og voksne

8/11

ansvarsfølelse, der fortæller hende, at hun må passe på spædbarnet. Hun konkluderer, at hun bliver

nødt til at tage sig af barnet lige meget hvad.

Et andet moderligt element viser sig også hos Alice. Nemlig opdragelse. Da barnet grynter lidt,

prøver hun at formane det om, at det er uhøfligt at grynte. Hun bliver mere og mere irriteret over

det, men er stadig fast besluttet på at tage sig af det. Selv da hun ruller barnet ud af et tæppe og

synes, at det ser grimt og deformt ud. For kvinden kan yngelplejeinstinktet være et af de stærkeste

instinkter, og Alice viser at ligegyldig hvor grimt barnet er, og hvor irriterende det grynter, så vil

hun ikke svigte det.

Det viser sig, at barnet i virkeligheden ikke var noget barn, men en gris med sparkedragt og kyse.

Da Alice finder ud af det slipper hun den fri. Selvom hendes forsøg var forgæves, viste det stadig

Alices nyerhvervede moderlige egenskaber, som er endnu et trin op af trappen mod at være voksen.

Krakeleret barndomsbillede

Endelig når Alice frem til den smukke have, som hun havde set gennem nøglehullet i første

omgang, og som minder om den have, hun som barn tilbragte tid i. Det første hun opdager er to

levende kort, der går rundt og maler de hvide roser røde. Hendes barndoms have er altså pludselig

blevet til en overmalet facade. Den er ikke så fantastisk, som hun havde håbet på, og hun kan ikke

mere lade som om, hun kan gemme sig fra de voksnes realiteter. Meget er sket på hendes rejse

gennem eventyrland, men på ét punkt er hun stadig et barn. Hun frygter stadig de stærke

voksenautoriteter. Det kommer til udtryk, da dronningen af kortspillende Hjerter Dame kommer

anstigende med sin fulde trop af levende kort. Her føler hun sig først underdanig og får lyst til at

kaste sig ned foran hendes fødder ligesom alle kortene. Men hendes nyerhvervede modenhed får

hende også til at spekulere på, om det egentlig er det rette at gøre, og til sidst beslutter hun sig for,

at det ville være åndssvagt og lader være. Hun er dog endnu ikke nået til det punkt, hvor hun tør

sige autoriten imod. Men så langt så godt.

Dronningen er, som de andre voksenroller, også en parodi på barnets syn på de voksne. Hun

optræder som den straffende voksne. Alle kortene frygter hende, da hun ved den mindste næsvished

eller fejltagelse, dømmer dem til halshugning. Efter et stykke tid i dronningens selskab, er der

næsten ingen kort tilbage, da de alle er blevet sendt til halshugning. Selv bødlen, der begynder at

undre sig over, om det mon er muligt at hugge hovedet af sig selv. Alice undrer sig over, hvor smart

det mon er, at hugge alles hoveder af, og den talende kanin informerer hende om, at ingen i sidste

9/11

ende får hugget hovedet af. Dronningen fungerer altså både som den straffende voksen, men også

som den voksen, der, som de fleste, kommer med tomme trusler for at skræmme.

Grunden til dronningens ankomst er et kroketspil, som Alice også tilbydes at spille med i. Køllerne

er levende flamingoer, boldene er pindsvin og de buer, som boldene skal skydes ind under, formes

af de levende kort. Altså et spil hvor man ikke kan regne med noget, og alt er i bevægelse. Her

mærker vi igen noget af Alices modenhed. Et spil der før kunne have været fantastisk og sjovt,

virker for hende nu tåbeligt og barnligt.

Kvinden der tidligere gav grisebarnet til Alice, viser sig også at være inviteret til

kroketturneringen, da hun er hertuginde. En samtale med hende, skal vise sig at være det sidste puf,

der får Alice til at blive helt voksen.

Mor og far har altid ret. Sådan har alle børn det. Vi påvirkes af deres holdninger og meninger og

ved hvad der er rigtigt og forkert, fordi de har fortalt os det. Normer, moral og etik er defineret af

dem, og verdenen ser ud som de siger. Så længe vi tror blindt på det, er vi stadig børn, der ikke kan

slippe vores forældre, som for alt i verdenen ved bedst. Alice mangler stadig at kunne slippe de

normer og regelsæt, hun har lært hjemmefra, og definere sine egne. Med hertuginden har Alice en

lang samtale om moral:

”Og moralen er…” Hertuginden slog ud med sin frie hånd, ”at kærlighed får jorden til at dreje

hurtigere rundt.” ”Øh, tidligere sagde du ellers, at jorden ville dreje hurtigere rundt, hvis alle

passede sig selv?” Alice forstod ikke et kvæk, men Hertuginden kvækkede bare videre. ”Jamen det

kommer jo ud på det samme. Det sagde jeg engang og det siger jeg nu!” ” Sagde du det?” ”Ja, og

moralen er…” Hertuginden tænkte sig om et øjeblik. ”Moralen er, at i mørke er alle supper grå.”

Og lidt senere

”Der er en ting alle slags flamingoer og sennep har til fælles,” konkluderede hun. ”De bider begge

to, og deraf kan man udlede moralen,” hun tænkte sig om, så det knagede i hatten. Flamingoen

lagde indtaget hovedet på skrå. ”Altså, moralen er […] at, øh, lige fugle bider bedst.” ”Men

sennep er jo ingen fugl?” ”Netop! Og bemærk, at jeg nu vil undlade at æde min gamle hat på det,

for det har jeg vidst en anden til.”

Og sådan bliver det ved.

Selvom alle kan se, at hertugindens moraler er det rene nonsens, så er det sagt af en voksen. Der

ligger også en vis dobbeltmoral i hendes moralske udledning, da hun på det ene tidspunkt har sagt

S. 115

S. 116

10/11

noget (om jordens omdrejningshastighed) og nu siger noget andet. Alice begynder nu at forstå, at

ikke alt hvad de voksne siger, nødvendigvis er rigtigt, og hun stiller derfor spørgsmålstegn ved

Hertugindens etik. Den moral hun har fået fra barndommen krakelerer, og hun må nu definere sine

egne værdier og moraler i hendes kommende voksne liv og se livet i et andet perspektiv. Først nu

har Alice for alvor forstået hvad voksenlivet indebærer, og det kommer vi meget hurtigt til at

mærke på hende.

Alice skal snart blive sat på den sidste prøvelse på voksenlivet, for at se om hun kan magte at stå

over for de autoriteter, hun før ikke har kunnet kæmpe imod, og dermed bevise at hun har lagt

barnet bag sig. Hun indkaldes som vidne i sagen om de stjålne honningkager.

Alice føres ind i en retssal, hvor hun er omringet af folk, hun kender fra Eventyrland. Blandt

nævningene sidder den talende kanins gartner, og som dommer sidder Hjerter Dronnings konge,

med hvid paryk og krone på. Sagen omhandler at hjerterknægt skulle have stjålet dronningens

honningkager. Forskellige vidner, som Alice også kender, indkaldes og kommer med forskellige

gakkede historier, der intet har med sagen at gøre. Dronningen overtager kongens rolle som

dommer, og tiden hvor Alice skal konfronteres med den sidste prøvelse, er ved at rende ud. Under

de andre vidners høring kan Alice mærke en større og større modstand mod dronningens

uretfærdighed. F.eks. prøver hun at bruge et brev som bevismateriale, hvor der står at hjerterknægt

havde taget kagerne og selv skulle have skrevet brevet. Alice påpeger at det ikke er hjerterknægts

skrift, men dronningen siger, at han bare har lavet den om.

Noget sker med Alice. Hun begynder at vokse fysisk. Jo mere modstand hun viser overfor den

autoritetsstærke dronning, jo mere vokser hun. Magtforholdet vender og Alice er nu så stor at

dronningen frygter hende, og ikke omvendt. Dette punkt er en grænseovergang fra Eventyrland til

den virkelige verden. Alice er så stor, at kortspillene er ligeså små som almindelige kortspil. De er

heller ikke levende mere, og pludselig finder Alice sig selv sovende i sin søsters skød i haven, som

vi startede med.

Efter at have revet sig løs fra de voksne og defineret sine egne værdier og moraler, blev det

pludselig muligt for Alice at sætter sig op mod de voksne. Hun er nu selv så voksen, at hun ikke

behøver at finde sig i deres undertrykkelse og det at hun vokser fysisk mens hun gør modstand,

symboliserer selvfølgelig en psykisk vækst, og at hun nu for alvor er blevet voksen. Hun har ikke

behov for at rejse yderligere i Eventyrland og befinder sig straks i barndommens have igen. Men før

oplevede hun at barndommens have havde krakeleret, og hun ikke mere kun gemme sig der, men

11/11

måtte begynde at tage noget ansvar og forstå sig på at være voksen. Derfor løber hun også ind i

huset igen og lader søsteren sidde i haven og læse i sin bog.

Alice er nu parat til en ny rejse. Rejsen i Voksenland.