Lars Peter Debel Hansen, 3.z Side 1 af 14
Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelse Side 1
Indledning Side 2
Biografi Side 3
STX 3.g
Digtsamlingen Amagerdigte Side 4
Analyser Side 5
Kanariefuglens begravelse Side 5
Saglighed Side 7
Engang Side 9
Sammendrag Side 10
Relation til forfatterskabets første tiår () Side 11
Konklusion Side 12
Noter Side 13
Litteraturliste Side 14
Lars Peter Debel Hansen, 3.z Side 2 af 14
Indledning
I min 3. års opgave har jeg valgt at beskæftige mig med digtsamlingen ”Amagerdigte”,
som er skrevet af en de mest anerkendte og produktive forfattere indenfor dansk litteraturs
hovedskikkelser, nemlig Klaus Rifbjerg i 1965. Grunden til at jeg har valgt Klaus Rifbjerg er, at
netop han repræsenterer en af Danmarks mest populære og velkendte forfattere indenfor et væld
af forskellige genrer siden hans debut-digtsamling ”Under vejr med mig selv” fra 1956.
Min problemformulering lyder således:
Giv en analyse og fortolkning af udvalgte digte fra ”Amagerdigte” af Klaus Rifbjerg, idet du i
særlig grad fokuserer på billedet af barndommen og oplevelsen af døden.
Sæt digtsamlingen i relation til forfatterskabets første tiår ().
I henhold til min problemformulering vil jeg gribe opgaven an på følgende måde:
Først vil jeg give en kort introduktion af forfatteren Klaus Rifbjerg rent biografisk, redegøre for
hans baggrund og selve forfatterskabet generelt og lede dette videre til selve digtsamlingen
”Amagerdigte”, hvor jeg helt overordnet vil danne mig et overblik over og gøre rede for
digtsamlingen indholdsmæssigt. Herefter vil jeg i overensstemmelse med min
problemformulering gå videre med at analysere nogle af digtene med særlig fokusering på
billedet af barndommen og oplevelsen af døden, hvorefter jeg sætter hele digtsamlingen i
relation til Klaus Rifbjergs øvrige forfatterskab fra debuten i 1956 til udgivelsen af
”Amagerdigte”. Slutteligt drager jeg en konklusion på hele mit arbejde.
Lars Peter Debel Hansen, 3.z Side 3 af 14
Biografi
(note 1)
Klaus Rifbjerg blev født den 15. december 1931 i et middelborgerligt kvarter på
Amager. Hans forældre var lærere, og selv læste han engelsk og litteratur, både i USA og i
København. Han afbrød sine studier for at blive først filminstruktør, så anmelder og forfatter.
Klaus Rifbjerg har været ansat som litteraturkritiker ved Information og Politiken, og han var
fra 1959-64 redaktør af litteraturtidsskriftet Vindrosen sammen med Villy Sørensen. Klaus
Rifbjergs forfatterskab er meget omfangsrigt, og han skriver endnu. Det rummer både romaner,
noveller, digte, artikler, skuespil, rejsebeskrivelser, kronikker, tv-spil, og desuden har han været
medinstruktør på flere film. Med sine mange værker blev han en af de vigtigste figurer i den
danske modernisme i 1960'erne. Han var en provokatør der virkede som en magnet på
generationens digtere. Rifbjerg er en af Danmarks mest kendte og anerkendte forfattere. I 1967
blev han tildelt De gyldne laurbær, og siden har han fået mange litterære priser. I 1970 fik han
Nordisk Råds Litteraturpris.
Forfatterskabet generelt
(note 2)
Det centrale område i Klaus Rifbjergs omfangsrige forfatterskab er skildringen af
mennesket. Udviklingsprocessen fra barn til voksen er et af temaerne. Han fortæller, om de
besværligheder puberteten giver med at finde ud af, hvem man selv er. I det Rifbjerg skriver
bruger han meget af det han har oplevet i sin egen barndom. Men han gør beretningerne til mere
end beretninger. Han ser tilbage, og mens han ser tilbage, beskriver han barndommens
oplevelser med den voksnes erfaring. På den måde bliver barndomserindringerne næsten til
symbolske billeder. Klaus Rifbjergs forfatterskab er ganske enkelt enormt. Det rummer rent
faktisk over 100 titler og rigtig mange af disse har været store salgssucceser for forfatteren. Han
debuterede som før nævnt i 1956 som 25årig med digtsamlingen ”Under vejr med mig selv”, og
siden hen er det blevet til ufatteligt mange forskellige værker i alle mulige genrer for publikum,
der har kvitteret med skræk og forargelse, med had, med henrykkelse og beundring. Lige fra
digte, noveller og romaner til skuespil, filmmanuskripter, revyer og essays. Så man kan sige om
forfatteren Klaus Rifbjerg at han ikke alene er ualmindelig produktiv, han er ligeledes særdeles
alsidig. Også inden for mange forskellige stilarter har forfatteren bevæget sig, lige fra den
”uforståelige” modernisme til en direkte og umiddelbar realisme. Gennem hele forfatterskabet
Lars Peter Debel Hansen, 3.z Side 4 af 14
er der især én ting, der virker påfaldende, nemlig som før nævnt Rifbjergs helt utrolige
erindringsevne. Han har meget ofte brugt sin erindring som inspirationskilde til især sin lyrik,
og han må siges at have en virkelig god erindringsevne. Alle Rifbjergs værker er selvfølgelig
ikke erindringsbaseret, men mange af værkerne indeholder ofte støre eller mindre glimt fra
fortiden. I 1966, det vil sige et år efter udgivelsen af Amagerdigte udtaler Klaus Rifbjerg da
også at ”Alt hvad jeg har skrevet er memoirer – mere eller mindre camouflerede”
(note 3)
.
Digtsamlingen Amagerdigte
Amagerdigte er Rifbjergs digtsamling nummer 7siden debuten i 1956, og det er hans 12.
værk alt i alt. Samlingen er temmelig stor, den er komponeret over hele 38 digte fordelt over 94
sider. Som ovenanført er en vigtig brik i det Rifbjergske forfatterskab hans unikke evne til at
bruge erindringen som platform i mange af sine værker. Og digtsamlingen Amagerdigte er
ingen afviger fra dette. Amagerdigte er nemlig ligesom nogle af Rifbjergs tidligere
digtsamlinger og debutdigtsamlingen erindringsinspireret, hvilket allerede anes i første digt:
”Jeg vil gerne fortælle/ om broerne til Amager,/ ikke så meget dem der er nu,/ men om de
gamle.”
(note 4)
Det er altså de gamle broer fra Rifbjergs barndom han vil berette om. Titlen
Amagerdigte får hurtigt læseren til at overveje, at det nok er digte der handler om Amager – og
det er det såmænd også. Allerede indholdsfortegnelsen lyder af en topografisk beskrivelse over
hans barndoms Amager, for eksempel: ”Broerne til Amager, Samosvej, Remisevej, Hvad sker
der i kvarteret, På Sundby Hospital, Amagerbanen og Dragør-digtet.”
(note 5)
Hvis man ikke viste
det i forvejen, finder man efter gennemlæsning af digtsamlingen hurtigt ud af, at digteren Klaus
Rifbjerg er født og opvokset på Amager. Der berettes om fødslen i digtet ”Samosvej” i anden
sidste strofe: ”Der blev jeg født”
(note 6)
. Hele digtsamlingen er nærmest en kronologisk detaljeret
fortælling om en masse minder fra Rifbjergs barndom og ungdom, man ser tydeligt, for
eksempel i det allersidste digt, at Rifbjerg nu er blevet voksen: ”…flyver jeg ind/ over min
barndoms ø.”
(note 7)
Og sidste linie: ”Jeg bor et andet sted nu”
(note 7)
og hele digtsamlingen
fortælles da også af Rifbjerg som voksenperson, men set gennem barndommens øjne.
Amagerdigte tematiserer således særlig åbenlyst hele spillet mellem fortid og nutid, erindring
og nærvær. Samlingen søger at slå bro til fortiden, den prøver at genkalde og at ”bruge” alt det,
som hører til i barndommen på Amager. Forfatterens forhold til døden er ligeledes et væsentligt
tema i samlingen, mange af digtene handler dybest set om begravelse, senilitet, sygdom,
Lars Peter Debel Hansen, 3.z Side 5 af 14
stikkerdrab, forrådnelse og dermed døden, for eksempel udtrykt i digtet ”Kanariefuglens
begravelse”: ”…Otte dage efter begravelsen/ var opløsningen/ først for alvor i gang.”
(note 8)
.
Amagerdigte har en forholdsvis enkel prosaisk sprogføring, og Rifbjergs lyrik virker her åben
og let tilgængelig. Alt dette vender jeg tilbage til i mine analyser af udvalgte digte.
Analyser
Jeg vil i det følgende forsøge at analysere og fortolke nogle udvalgte digte fra
digtsamlingen med særlig fokusering på billedet af barndommen og oplevelsen af døden. Jeg
har valgt digtene ”Kanariefuglens begravelse ” og ”Saglighed” og ”Engang” fra forskellige
steder i digtsamlingen. Herefter prøver jeg at sammendrage mit arbejde i en konklusion.
Kanariefuglens begravelse
(note 9)
Digtet kanariefuglens begravelse handler om døden og livet. Rifbjerg starter meget
uskyldigt med at fortælle om, hvordan han som barn begravede små døde fugle i en lille
cigaræske. Men så i tredje strofe begynder han at fortælle om, hvordan han ca. en uge senere
gravede dem op igen, for på denne måde at kunne iagttage forrådnelsens fremgang. Han
beskriver uden omsvøb denne nedbrydning med både dens karakteristiske lugt og udseendet:
”Lugten var karakteristisk./ Øjnene kunne allerede/ være fjernet./ Og mellem dunene/ arbejdede
maddikerne fortrøstningsfuldt”. Han beskriver derefter i strofe 5 og 6 hvordan emnet optog
ham; ”Fuglen var levende igen/ på en ny og interessant måde.” Og hvordan han kunne
intensivere oplevelsen ved at lade den ligge en uge ekstra i jorden; ”(med cigarkassen på
klem)”. I sidste strofe giver han udtryk for en undren over hvorfor han senere har fortrængt
dette indblik i naturen økosystem. Digtet er komponeret i 7 strofer med forskellige antal
verslinier. Rytmen er fri og der er ingen form for rim i digtet. Det er derfor et typisk prosadigt.
Tidsmæssigt er det ganske tydeligt, at den ydre tid må fastsættes til Rifbjergs barndom: ”Med
misantropisk saglighed/ opsamlede jeg som barn…”. Den indre tid er fra Rifbjergs barndom og
til han er blevet voksen, hvilket ses i sidste strofe: ”Det har tit slået mig senere/ hvor meget af
sin børnelærdom/ man fortrænger.” Stedet er lidt sværere at fastlægge, men jeg vil gætte på at
det er i haven ved Rifbjergs barndomshjem, eller der omkring. I hvert fald udenfor hvor han kan
begrave de døde fugle. Der medvirker kun én person i digtet nemlig forfatteren selv – desuden
Lars Peter Debel Hansen, 3.z Side 6 af 14
også fuglene han begraver. Ordvalget er begrænset til det rimelig letlæselige hverdagssprog,
hvilket jo også er karakteristisk for netop Amagerdigte.
Rifbjerg skriver digtet ”Kanariefuglens begravelse” som voksen, men set gennem et
barns øjne. Først i slutningen af digtet viser han en voksen refleksion af det beskrevne ritual;
”og anskuelsesundervisningen gik videre./ Det har tit slået mig senere hvor meget af sin
børnelærdom man fortrænger.” Som førnævnt gøres det tydeligt fra starten, i strofe 1 vers 2, at
det er et voksent menneske, der skriver en barndomserindring. Hele ritualet omkring
begravelsen og opgravningen af de døde fugle beskrives nøgternt men dog stadig med en vis
distance. Forfatterens distance til barndomserindringen omkring begravelsen af de døde fugle
ses især i strofe to, hvor selve ritualet omkring begravelsen kort opremses. Denne distance til
selve ritualet er nødvendig, da det ikke er faconen omkring begravelsen, der er interessant, men
barnets syn på hvad der sker efter begravelsen og derigennem efter døden. Dette dødssyn
beskrives detaljeret og til tider direkte makabert, ”Øjnene kunne allerede/ være fjernet./ Og
mellem dunene/ arbejdede maddikerne fortrøstningsfuldt.”. Fuglen er angrebet af maddiker,
noget der for voksne betegnes som afskyelig og uhumskt, men for denne dreng er det netop det
ulækre, der er fascinerende, og det som viderefører naturens gang. Disse maddiker ligger
mellem fuglens dun. Dun, som af voksne ses, som noget lækkert, blødt og fint. Disse to
modsætninger, det makabre og det fine ifølge den voksne verden, viser Rifbjergs syn på den
forandring, der sker med ens måde at opfatte ting på fra barn til voksen. Barnet derimod
fascineres af dette makabre syn, den viden som barnet oplærer igennem dette syn, denne
oplevelse, giver et grundlag til dette barns livsopfattelse, ideologisk og religiøst, senere i livet.
Dette ses igennem den tidligere nævnte voksne refleksion over barndomserindringen. Rifbjerg
forundrer sig over den tabte barnelærdom, som dog alligevel ligger underbevidst hos
mennesket. Barnet har en fordomsfri og uanfægtet indgangsvinkel til undersøgelsen af noget
nyt og ukendt. Dette ses i strofe 6: ”og anskuelsesundervisningen gik videre.”
Barnet, som ikke har mødt døden på et meget personligt og smerteligt niveau endnu,
reflekterer over, at fuglen har været levende, men fuglen ses som værende levende gennem den
naturlige proces, den indgår i efter sin død. Det betyder, at fuglens død ikke er et tab, men
derimod en gevinst gennem den lærdom den medfører og det, at den nu indgår i naturens
kredsløb på et andet plan.
Lars Peter Debel Hansen, 3.z Side 7 af 14
Gennem barndommens verden giver Rifbjerg altså via dette digt sit naturvidenskabelige
og realistiske syn på livet og døden.
Saglighed
(note 10)
Dette digt, som er det tredje sidste i digtsamlingen, tematiserer ligeledes forfatterens
oplevelse af døden, dog på et lidt anderledes plan, han beretter om sin fars død og begravelse.
Digtet er komponeret i 14 strofer med forskellig antal verslinier. Rytmen er ligesom i
Kanariefuglens Begravelse helt fri, så dette er igen et prosadigt. I dette digt er den ydre tid
placeret omkring faderens død i juni 1965: ”Man bliver så mærkelig saglig/ når nogen dør./ Jeg
hentede min far alene/ fra hospitalets kapel.” og i sidste linie: ”…grå himmel i begyndelsen af
juni.” Netop her slås det fast at det er Rifbjergs fars død i juni der fortælles om. Den indre tid er
lidt vanskelig at fastlægge, men det strækker sig over tiden fra Rifbjerg henter sin far fra
hospitalets kapel, og til han atter kører hjem efter at have afleveret faderen, jeg vil gætte på
omkring en halv times tid. Hovedpersonen i digtet er igen forfatteren selv, og ellers medvirker
faderen og ”uniformerne”, som Rifbjerg i digtet kalder ligvognschaufføren og de andre
tilstedeværende omkring bisættelsen. Digtet er kronologisk fremadskridende, så de forskellige
stedangivelser i digtet er først ved hospitalets kapel, dernæst i bilen på vej mod kirkegården, så
på selve kirkegården og til sidst på vejen hjem i bilen igen. Sproget er letlæseligt som er typisk
for et prosadigt og Amagerdigte i øvrigt..
Digtet handler som førnævnt om, at forfatteren har mistet sin far, vi hører om, hvordan
han henter faren fra hospitalets kapel, hjælper med at bære kisten, og kører efter ligvognen hele
vejen hen til kirkegården. I første strofe skriver han om at han hentede sin far alene. De sidste
fire linier i denne strofe omhandler ved første øjekast vejret, ”Det havde regnet,/ men var holdt
op,/ lidt vådt endnu,/ grå himmel i begyndelsen af juni.” men kan også forstås som en
beskrivelse af forfatterens sindstilstand og humør. Ordene ”det havde regnet, men var nu holdt
op”, ville jeg tolke som om at det værste er overstået (regnen), men ordene ”lidt vådt endnu”
viser at han langtfra er kommet over tabet. Hvis vi igen ser på formuleringen: ”Grå himmel i
begyndelsen af juni.”, dette er en slags modsætningsforhold, for himmelen burde jo ikke være
grå i begyndelsen af juni - solen burde skinne, og man burde smile og være glad, dette er en
metafor for hans humør. I anden strofe beskriver han, hvordan han først gik forkert og måtte
spørge om vej, selvom han egentlig godt vidste, hvor han skulle hen. Her giver Rifbjerg udtryk
Lars Peter Debel Hansen, 3.z Side 8 af 14
for den fortvivlelse og forvirren, der er fremkaldt af farens død. Jeg tror, at han her ubevidst
prøver at trække tiden lidt ud for at give sig selv lidt ekstra tid til lige at få tingene til at falde
bedre på plads.
I tredje strofe kommer hans møde med selve døden, her beskrives hvor høfligt og
formelt chaufføren og hans hjælper behandler forfatteren. Rifbjerg beskriver her som førnævnt
hjælperen som en ”uniform”, jeg tror at han mener at folkene prøver at gøre alt dette til lidt
mere, end det måske er. Det virker som om, at hele situationen er lidt for højtidelig for Rifbjerg,
denne højtidelighed gør at det hele virker lidt surrealistisk, fjernt og uvirkeligt. Han bliver i
slutningen af strofen spurgt ”vil De se?”, dertil svarer han, i fjerde strofe, ”Nej tak.” det virker
ikke ligefrem, som om det er et lig de taler om, men nærmere en eller anden form for genstand-
igen meget formelt og sagligt. I næste strofe spørger de to uniformer, igen meget høfligt, om
han vil være med til at bære.
Sjette og syvende strofe handler om tanker der flyver gennem hovedet på ham og om
minder, han tænker på at ham og faren tit gik tur på kirkegården, ironisk nok der hvor de nu
begge var på vej hen. I ottende strofe kommer den typiske tanke når man har mistet nogen som
stod en nær, han tænker på at han gerne ville have set faren en sidste gang, da der måske var
noget, han ville have sagt. Man kan nærmest kalde tanken for en kliche, men samtidig kan man
ikke bebrejde Rifbjerg for at tænke den. Inden for de næste to strofer er det hele overstået, og
han er igen på vej væk fra kirkegården, han skriver at han fortrød at han ikke gav drikkepenge
til de to. De bliver nærmest beskrevet som en slags tjenere, der har gjort deres arbejde godt. I de
fire sidste linier i tiende strofe får man igen en fornemmelse af, at det er en ret uvirkelig
situation for Rifbjerg, det hele er gået meget hurtigt, han har gjort hvad der skulle gøres og kan
nu gå sin vej med god samvittighed.
I strofen herefter, strofe 11, tror jeg at Rifbjerg taler om sit forhold til den afdøde far,
han taler til ham. ”Den klare forskel/ og det nøgne fællesskab i vores vilkår,/ din ensomhed, min
trivielle usikkerhed/ visker de grænser ud/ som ikke findes.” De har ikke haft et særligt tæt
forhold, for der står, at faren var ensom, samt at Rifbjerg selv var usikker. Grænserne der tales
om, kunne være den ”barriere” der var mellem de to, den der gjorde, at de ikke havde en nær
kontakt, men når han tænker efter, har der måske ikke været nogle egentlige grænser. I strofe 12
bruger forfatteren igen regnen som en metafor for sit humør på daværende tidspunkt, for det er
nu begyndt at regne igen. Han skriver også, at han er klar over, at deres afsked ligger et andet
Lars Peter Debel Hansen, 3.z Side 9 af 14
sted, her mener han et andet sted end på kirkegården. Måske, at denne afsked skal ske i hans
eget hoved, han må erkende, at faren som han har kendt hele livet, ikke er mere. I næstsidste
strofe tænker han på alle de stunder, han havde sammen med faren, når han tænker på dette,
bliver han lykkelig, selvom disse minder er det eneste han har tilbage.
Slutstrofen viser, hvordan han endelig har fået tænkt tingene igennem, og han har indset
den kendsgerning, at faren er død, og at de ord der var at sige er blevet sagt.
Digtet er næsten blottet for følelser, og eftersom det er et digt der omhandler døden,
skulle man tro, at det ville være sørgeligt på grund af savnet, eller glædeligt på grund af
minderne, men dette er stort set ingen af delene - det er sagligt, fordi det fortæller om de
realiteter Rifbjerg registrerer gennem det beskrevne forløb.
Altså endnu et digt som beskriver Rifbjergs forhold til døden – erindringen om døden
kan ikke viskes ud men Rifbjerg kan lykkelig ligge fortiden bag sig ved at leve den igennem.
Engang
(note 11)
Det sidste digt jeg vil arbejde med er digtet Engang. Dette digt har også om døden som
tema – her beretter forfatteren om, hvordan han som barn pludselig indså, at han engang skulle
dø. Forfatteren fortæller om, hvordan hans skoledag forløb om sommeren, om hvordan han
stod op, spiste sin morgenmad og tog cyklen ind til byen mod skolen. Selv de karakteristiske
lugte han mødte på vejen til skolen såsom ”griselugten fra Sundholm” og ”de skrappe skyer af
tobaksstøv fra Augustinus og Amarican Tobacco” husker han. Han fortæller videre om, hvordan
det foregik når han atter kom hjem fra skolen, han spiste sin mad og lavede lektier, og om
aftenen hørte familien radioavis og Rifbjerg fik måske besøg af et par venner. Herefter beretter
Rifbjerg om en nat hvor han vågner, og det pludselig går op for ham at han engang skal dø.
Digtet er komponeret i 7 strofer med forskellige verslængder og ingen rim - altså endnu
et prosastykke. Digtets ydre tid er i forfatterens barndom, i strofe 4 står for eksempel: ”(jeg
læste for det meste mine lektier om eftermiddagen)”, hvilket bevidner at det er under
forfatterens skoletid digtet foregår. Den indre tid er fra strofe 1 til 5 en almindelig skoledag, og i
de 2 resterende strofer hører vi om en tilfældig nat hvor digteren ligger og overvejer døden.
Digtet er ligesom de to andre jeg har arbejdet med selvbiografisk, Rifbjerg er selv
hovedpersonen og i øvrigt nævnes kun hans far og nogle venner. De specifikke steder i digtet er
hjemme i Rifbjergs barndomshjem, på vej til skole på cyklen og derefter hører vi om hjemturen,
Lars Peter Debel Hansen, 3.z Side 10 af 14
hvorefter han atter er hjemme igen, og i de to sidste strofer befinder Rifbjerg sig i sin seng en
tilfældig nat – stadig som barn. Sproget er episk kronologisk fortællende, det er let at læse og i
det hele taget meget prosaisk og der er derfor heller ikke rigtigt noget billedsprog i digtet –
måske lige bortset fra sidste strofe: ”Jeg lå længe i mørket/ med en stor fornemmelse over
mig…” Fornemmelsen kan her tolkes som en personifikation, da forfatteren føler, at den er over
ham.
Man kan ligesom dele digtet op i to afsnit nemlig et afsnit fra strofe 1 til og med 5 og de
to sidste strofer i et afsnit for sig. I det første afsnit hører vi altså om en ganske almindelig
typisk skoledag om sommeren i Rifbjergs barndom. Ordene ”om sommeren” og ”når” og ”for
det meste” bevidner netop, at det berettede i afsnit 1 er en typisk dag i et trygt og ukompliceret
liv. Men allerede digtets titel anslår, at det ikke er noget nutidigt der omtales. Det var Engang
tilværelsen var sådan, det er længe siden.. Titlen Engang er ikke tilfældig, det er nemlig
tvetydigt, Engang kan også relatere til fremtiden, og det er netop hvad digtet drejer sig om:
Fremtiden kontra fortiden. I afsnit 2 bryder alt det ukendte om fremtiden og døden så igennem:
”En nat kan jeg huske/ Det pludselig gik op for mig/ at jeg engang skulle dø.” Vi skal
selvfølgelig alle dø, men her, en tilfældig nat, bliver forfatteren pludselig bevidst om, at han
engang skal dø, det hele vil engang være forbi. De nære trygge rammer, som nærmest
forekommer i ren rutine, som det er beskrevet gennem digtet, føler forfatteren pludselig at have
mistet allerede. Digtet handler altså om, hvorledes forfatteren som voksen sidder og erindrer og
reflekterer over, hvordan denne dødsbevidsthed pludselig og ret dramatisk i barndommen faldt
forfatteren på sinde – og oplevelsen har sat sig i erindringen hos den voksne Rifbjerg, fordi
netop døden er et interessevækkende emne for forfatteren Klaus Rifbjerg.
Sammendrag
Efter at have arbejdet med disse 3 digte vil jeg forsøge at sammenfatte det hele. Det
væsentlige at fremhæve om de tre digte er selvfølgelig at de er skrevet af Rifbjerg som voksen,
men set gennem hans barndoms øjne i digtsamlingen. Digtet Saglighed er dog lidt en
undtagelse, for ved faderens død er Rifbjerg jo blevet voksen, men der optræder alligevel
minder fra barndommen. En anden essentiel ting at fremdrage er hovedtemaet som er døden.
Dette præger alle tre digte. I det første digt om Kanariefuglens Begravelse hører vi om
forfatterens syn på døden, i digtet Saglighed fortæller han om sin oplevelse af sin faders død og
Lars Peter Debel Hansen, 3.z Side 11 af 14
i digtet Engang får vi beretningen om forfatterens første rigtige overvejelse om døden. Jeg vil
vove at påstå at Rifbjerg har et nært forhold til døden for eksempel igennem barndommen –
døden fører Rifbjerg til alt det, der er brugt og gjort, og viser ham erindringens rigdom og
døden tvinger således trangen til at fastholde livet frem. Det er altså digte om en verden, der nu
er forsvundet – en nøgtern afsked med en fortid, som via digtene fra barndommen bliver
genfundet i erindringen hos Rifbjerg. I øvrigt passer mine analyser jo fint ind i resten af
digtsamlingen Amagerdigte som jeg beskrev i afsnittet ”Digtsamlingen Amagerdigte” for
eksempel temaerne, stilen og den enkle letlæselige prosaiske sprogføring.
Relation til forfatterskabets første tiår ()
(note 12)
Forfatterskabets første tiår bød foruden Amagerdigte på 7 andre digtsamlinger, 1 roman
og 1 novellesamling. Derudover også en collagesamling, et filmmanuskript og en revykomedie.
Klaus Rifbjerg debuterede i 1956 med digtsamlingen Under vejr med mig selv. Denne
digtsamling er ligesom Amagerdigte erindringsbaseret, denne giver præcise glimt fra det spæde
liv, børnehaven, skole, og endelig ungdom og voksenlivet. Der er meget præcise og sjove
formuleringer gennem hele bogen. I 1957 kom så Rifbjergs andet værk, digtsamlingen
Efterkrig. Denne samling handler mere direkte om tidsstemningen omkring 1957. I 1958
udkommer Rifbjergs første roman Den kroniske uskyld som handler gymnasietiden for to unge
fyre og hele romanen foregår i et spændingsfeldt mellem det gamle og det nye, mellem
længslen efter et større og friere liv og angsten for, hvad alt det nye kan rumme af farer. I 1960
udkommer digtsamlingen Konfrontation og her drejer det sig om at stille sig ansigt til ansigt
med omverdenen, med tingene. At konfrontere disse. Camouflage hed det næste værk fra 1961,
dette er et langt erindringsdigt som blev berygtet for sin sværhed. Det næste værk er Voliere
som faktisk bare er en samling fugledigte. Dernæst kom filmmanuskriptet i 1962 og
revykomedien i 1963 og i 1963 kom også digtsamlingen Portræt. Portræt lignede lidt
Camouflage, ikke rigtig erindringsbaseret men med et svært sprog, men dog heller ikke samme
type lange digt som Camouflage, i Portræt gives der med nummerinddeling et portræt af 35
elementer. Herefter udkommer i 1964 en pop-collagesamling med hunde som hovedtema og i
1964 udkommer ligeledes Rifbjergs første novellesamling: Og andre historier. Også denne bog
viser afstanden mellem erindringen og nutiden, en bog om puberteten og opvæksten og rækken
af noveller kan læsses som en udviklingshistorie.
Lars Peter Debel Hansen, 3.z Side 12 af 14
Herefter i 1965 bliver Amagerdigte så udgivet og denne er endnu en erindringsinspireret
digtsamling. Hvis jeg skal prøve at relatere Amagerdigte til de andre værker, kan man sige, at
fælles for stort set alle værkerne er, at de næsten alle peger mod barndommens
oplevelsesverden. Alligevel har Amagerdigte størst lighed med debutdigtsamlingen Under vejr
med mig selv og det lange digt Camouflage. De er nemlig alle tre erindringsinspireret. Ser vi på
den overfladiske stil, har Amagerdigte størst lighed med Under vejr med mig selv, fordi begge
digtsamlinger er med mange digte, nærmest punktform, i modsætning til det lange digt
Camouflage, men det lidt intime præg i Amagerdigte nærmer sig mere Camouflage.
Amagerdigte bliver udgivet i 1965, og det er netop midt i 60’ernes fremherskende modernisme,
hvor Konfrontation fra 1960 dannede indgangen til denne modernisme. Men alligevel er
Amagerdigte ikke modernistisk - og da slet ikke på samme måde som Konfrontation. Stilen i
Amagerdigte er meget åben og let tilgængelig – enhver kan læse digtsamlingen og få mere eller
mindre ud af den, i modsætning til mange af de tidligere værker, især Camouflage og Portræt,
som var temmelig svære at læse og især bøvlede at fortolke.
Amagerdigte er altså den tredje poetiske generobring af fortiden, og selvom tidens
litterære tilbøjeligheder siger modernisme, tager Rifbjerg altså et sidespring og skriver endnu en
erindringsinspireret letlæselig selvbiografi om barndommen på Amager.
Konklusion
Konklusionen af hele mit arbejde må lyde således: Jeg har nu arbejdet med
digtsamlingen Amagerdigte, præsenteret forfatteren Klaus Rifbjerg og hans forfatterskab. Jeg
har fordybet mig i selve digtsamlingen i 3 udvalgte digte med særlig fokusering på billedet af
barndommen og oplevelsen af døden og sammendraget mine resultater. Endelig har jeg forsøgt
at relatere digtsamlingen til Rifbjergs øvrige forfatterskab i de første 10 år.
Lars Peter Debel Hansen, 3.Z
Lars Peter Debel Hansen, 3.z Side 13 af 14
Noter
1. Teksten i dette afsnit bygger på relevante uddrag fra følgende bøger:
Lone Klem: Klaus Rifbjerg, i Danske digtere i det 20. århundrede, bind 4, red. Torben Brostrøm
og Mette Winge, Gad 1982, side 65-94
Litteraturhåndbogen 2, afsnit om Klaus Rifbjerg s.143-147 skrevet af Lars Tonnesen, Gyldendal
1998
2. Teksten i dette afsnit bygger på relevante uddrag fra følgende bøger:
Lone Klem: Klaus Rifbjerg, i Danske digtere i det 20. århundrede, bind 4, red. Torben Brostrøm
og Mette Winge, Gad 1982, side 65-94
Litteraturhåndbogen 2, afsnit om Klaus Rifbjerg s.143-147 skrevet af Lars Tonnesen, Gyldendal
1998
3. Lone Klem: Klaus Rifbjerg, i Danske digtere i det 20. århundrede, bind 4, red. Torben Brostrøm
og Mette Winge, Gad 1982, side 67, spalte 2, linie 24-26
4. Klaus Rifbjerg: Amagerdigte, side 7
5. Klaus Rifbjerg: Amagerdigte, side 5-6
6. Klaus Rifbjerg: Amagerdigte, side 16
7. Klaus Rifbjerg: Amagerdigte, side 93-94
8. Klaus Rifbjerg: Amagerdigte, side 24
9. Alle citater i dette afsnit stammer fra Klaus Rifbjerg: Amagerdigte side 24-25
10. Alle citater i dette afsnit stammer fra Klaus Rifbjerg: Amagerdigte side 88-91
11. Alle citater i dette afsnit stammer fra Klaus Rifbjerg: Amagerdigte side 22-23
12. Oplysningerne om de tidligere værker bygger på relevante uddrag fra følgende bøger:
Lone Klem: Klaus Rifbjerg, i Danske digtere i det 20. århundrede, bind 4, red. Torben Brostrøm
og Mette Winge, Gad 1982, side 65-94
Litteraturhåndbogen 2, afsnit om Klaus Rifbjerg s.143-147 skrevet af Lars Tonnesen, Gyldendal
1998
Jørgen Bonde Jensen: Rifbjergs poesi,Babette 1986, s. 11-153.
Lars Peter Debel Hansen, 3.z Side 14 af 14
Litteraturliste
Primær litteratur:
Klaus Rifbjerg: Amagerdigte, Gyldendal 1965
Sekundær litteratur:
Jørgen Bonde Jensen: Klaus Rifbjergs poesi, Babette 1986
Torben Brostrøm: Klaus Rifbjerg - En digter i tiden, Gyldendal 1991
Lone Klem: Klaus Rifbjerg, i Danske digtere i det 20. århundrede, bind 4, red. Torben Brostrøm og
Mette Winge, Gad 1982, side 65-94
Litteraturhåndbogen 2, afsnit om Klaus Rifbjerg s.143-147 af Lars Tonnesen, Gyldendal 1998