Side 1 af 12
Indhold
Indledning s.2
- Problemformulering
- Forord
Det moderne gennembrud s.2
- Samfundsmæssige ændringer
- Georg Brandes
- Litteraturhistoriske ændringer
- Sædelighedsfejden
- Kvindelige forfattere
Amalie Skram s.4
- Kort biografi
På Sct. Jørgen s.4
- Referat
- Elses udvikling
- Forholdet mellem Knut og Else
- Hospitalet
- Virkelighedens Else Kant og Professor Hieronimus
Konklusion s.11
Litteraturliste s.12
Side 2 af 12
Problemformulering
Jeg vil analysere Amalie Skrams På Sct. Jørgen (1895), med henblik på at karakterisere samtidens
mangel på ligestilling og samtidig redegøre for baggrunden til, at Amalie Skram skrev På Sct.
Jørgen, samt hvilken betydning den fik for eftertidens psykiatri. Herefter vil jeg diskutere hvilken
betydning hendes opgør mod behandlingssystemet, lægernes autoritet og samfundets normer havde
for kvindernes manglende retsstilling og deres kamp for ligestilling omkring århundredeskiftet.
Indledning
Før og gennem det moderne gennembrud (fra ca.1870), har kvinderne ikke mange rettigheder; de er
ikke myndige, ikke økonomisk ansvarlige og manden fik som regel børnene ved skilsmisse.
Forfattere begyndte at være samfundskritiske og sætte emner til debat - især forholdet mellem de to
køn bliver ivrigt debatteret. Flere kæmpede for ligestilling mellem de to køn; Brandes, partiet Dansk
Kvindesamfund, etc. Og udviklingen gjorde da også, at kvindernes rettigheder gradvist forbedredes.
Amalie Skram lod sig grundet stress og voldsom nedslidning, både på hjemmefronten og i
offentligheden, indlægge på Kommunehospitalets 6. afdeling under Knud Pontoppidan. Hendes
oplevelser på afdelingen var mildest talt forfærdelige. Hun oplevede at blive kategoriseret sindssyg,
hun oplevede forskelsbehandling mellem kønnene, hun oplevede den manglende respekt for det
enkelte menneske og hun oplevede det hierarki, der var på afdelingen hvor Knud Pontoppidan var
den ultimativt højeste autoritet med suverænt enevælde. Hun oplevede også den autoritetsfrygt, der
var blandt patienter og ansatte og besluttede sig for at gøre oprør mod denne. Hun ville overleve den
psykiske terror, hun var udsat for, og viderebringe sine oplevelser til offentligheden, så der kunne
ske en reform på psykiatriområdet – og det lykkedes.
Det moderne gennembrud
- bygget på oplysninger fra Litteraturens Veje p.194-225
Samfundet ændrede sig radikalt gennem Det Moderne Gennembrud (fra ca. 1870); København blev
en moderne storby, der opstod en arbejderklasse, den lovgivende forsamling blev delt i to;
Folketinget og Lavtinget, som skulle sikre at alle sociale klasser havde noget at skulle have sagt,
højskolebevægelsen med Grundtvig i spidsen fik sit gennembrud og ikke mindst fik Danmark
Grundloven i 1849, som blandt andet sikrede trykke-, tros- og forsamlingsfriheden.
Nogle år forinden at Amalie Skram skrev På Sct. Jørgen, helt præcist d. 3. november 1871, banede
Georg Brandes vejen for, at litteraturen kunne blive moderniseret. Han stillede sig op på talerstolen
Side 3 af 12
i et af auditorierne på Københavns Universitet, og påbegyndte sine forelæsninger over emnet
Hovedstrømninger i det nittendeårhundredes litteratur. Meningen var at revolutionere synet på
litteraturen. Datidens litteratur (romantikkens idylliske forestillinger om naturen, familien og
national romantisme), stod i stor kontrast til ’det nye’ Danmark og derfor mente Brandes, at en
modernisering inden for litteraturen var nødvendig. Den nye litteratur satte problemer til debat, som
det aldrig i samme grad var blevet gjort før, så som forholdet mellem de to køn, religionen,
ejendomsforholdene og samfundet generelt. Denne udvikling gjorde det muligt for en masse nye
forfattere at skrive impressionistisk og beskrive alle sider af menneskenes problemer og følelser.
Nogle eksempler på nyskabende forfattere er J.P. Jakobsen, Henrik Pontoppidan, Herman Bang og
ikke mindst Amalie Skram.
Der var forskellige syn på kvindens seksualitet. Det mundede ud i Sædelighedsfejden, der var en
omfattende debat om kønsmoralen. En holdning var, at kvinderne skulle have lov til at udforske
deres seksualitet før ægteskabet, en anden, at manden (ligesom kvinden) skulle afholde sig fra sex
før ægteskabet og utroskab. Konflikten mellem fri kærlighed og social orden blev et hovedtema i
periodens kvindelitteratur; Amalie Skrams, Victoria Benedictssons, Olivia Levisons, Adda
Ravnkildes og Erna Juel-Hansens romaner handler hovedsageligt om de muligheder og tab, som
kvindens individuelle selvrealisering uden for familien medførte.
De nye debatter og ændringer i samfundet medførte, at også kvinderne i højere grad end tidligere
begyndte at skrive. Flere tog chancen og flyttede ind til København for at prøve kræfterne af
indenfor litteraturen. Brandes støttede kvindernes kamp for frihed og lighed, men han fastholdt
samtidig den patriarkalske holdning, at forfattererhvervet og skaberkraften var forbeholdt mænd
(”Det moderne gennembruds kvinder 1”, p. 87-91). ” Ingen af de faa store kvinder, som beherske
Aanderne i dette Tidsrum, har frembragt noget Kunstværk, ingen har endog blot forsøgt derpaa.”
(Georg Brandes: ”Det unge Tyskland”, 1890, p.383)
Det holdt dog ikke kvinderne tilbage – flere af dem endte med at få publiceret deres bøger.
Desværre var der ikke kun succeshistorier om kvinderne. Kvinderne var forud for deres tid og flere
af dem måtte betale en høj pris for deres kunst – endda med døden som udgang.
Så galt gik det ikke med Amalie Skram.
Amalie Skram (22.aug.1846 – 15.mar.1905)
Side 4 af 12
Amalie Skram var det moderne gennembruds mest betydelige kvindelige forfatter. Hun blev født i
Bergen i en fattig købmandsfamilie og indgik senere i et fornuftsægteskab med en ti år ældre
kaptajn, som hun fulgte rundt i verden. De fik to sønner, men desværre var ægteskabet ulykkeligt.
Efter en kort indlæggelse på et psykiatrisk hospital, valgte Amalie Skram at blive skilt, hvilket var
meget atypisk dengang. Amalie Skram var tilhænger af Georg Brandes og udvekslede breve med
ham en årrække. De opnåede en form for far-datter-forhold.
Hos nordmanden Bjørnstjerne Bjørnson, der blandt andet har skrevet En handske og deltog i
Sædelighedsfejden med holdningen om seksuel afholdenhed før ægteskabet, mødte hun den danske
forfatter Erik Skram, og de blev gift i 1884. Erik Skram støttede ihærdigt sin kones talent og lod en
årrække hendes karriere komme før sin egen. Amalie Skrams debut roman var Constance Ring,
hvori hun skildrer bl.a. utroskab og psykisk ustabilitet og giver en kontroversiel beskrivelse af
mænds umoralske livsførelse. Dette førte til en meget hånende og negativ modtagelse af romanen.
Vejen mod at blive en anerkendt forfatter var lang og fyldt med modstand fra Brandes og andre
forfattere. Samtidig havde Erik Skram nogle erotiske sidespring, hun var nybagt mor i en alder af 43
og havde svært ved at leve op til rollen som både kunstner, hustru og mor. Alle disse nedslidende
fakta gør, at hun i 1894 frivilligt lader sig indlægge hos Knud Pontoppidan på Kommunehospitalets
6.afdeling, som var datidens afdeling for sindslidende. Da hun senere bliver udskrevet, skriver hun
med meget kort varighed romanerne På Sct. Jørgen og Professor Hieronimus. De to samhørende
romaner bygger på Amalie Skrams egne oplevelser, men hovedpersonen kaldes i bøgerne Else
Kant. Professor Hieronimus er den alt dominerende myndighed over både patienter og
sygeplejersker. Romanerne er et langt opgør med det gammeldags autoritære system, hvor kvinden
er den undertrykte. Amalie Skram bliver den første, der i litteraturen beretter om psykiatriens
overgreb på det udsatte menneske.
På Sct. Jørgen (1895)
Referat
Bogen handler om kvinden Else Kant, der kæmper for at få hverdagen med mand, barn og aldrig
færdig-malede billeder til at hænge sammen. Hun lider under et kæmpe arbejdspres og får aldrig
sovet. Til sidst bryder hun sammen. Hendes mand, Knut, og huslægen Dr. Tvede forklarer hende, at
hun har brug for en pause fra dagligdagen og Else går med forventningens glæde frivilligt med til
en indlæggelse hos Professor Hieronimus. Desværre bliver opholdet ikke som hun ønskede og
håbede. Det er umuligt for hende at sove, grundet de larmende patienter og Hieronimus viser sig at
Side 5 af 12
være en streng, autoritær og følelseskold læge. Else bliver først helt nedbrudt, men genvinder sin
styrke og beslutter sig for at gøre oprør mod ham, hvilket ingen anden på hospitalet har turde - eller
haft held med før. Else ender med at blive forflyttet til sindssygehospitalet Sct. Jørgen.
Elses udvikling
Som tidligere beskrevet, møder vi i begyndelsen af bogen Else Kant i hendes stressende hverdag.
Hun kæmper for at få sit billede færdigmalet, men det er umuligt for hende at få det afsluttet. Hun
presser sig selv til det yderste, og bliver oppe hele natten, for at male. ”Nu havde hun holdt på nat
og dag i over et år, slidt sjælen ud af kroppen på sig, for at nå frem, hvad hun havde på hjærte. Men
jo længer det led, jo værre det blev.” (p.5) Det skaber nogle enorme indre frustrationer i hende. Det
er dog ikke kun malerierne, Else ikke kan få styr på – hun anklager også sig selv for ikke at være en
dygtig nok husmor: ”Men når ikke alt i huset med barnet og maden og stellet og pigerne gik, som
det skulle, led hun forfærdeligt, og anklaged sig selv som den, der var forsømmelig og
efterladende.” (p.5) Hun har ikke de kræfter, der skal til for at holde sammen på det hele – og ikke
mindst holde sammen på hende selv. Hun lader sit arbejde blive hende og lader det overskygge sine
andre pligter. Hun bukker under for presset og truer med selvmord. Det er denne konflikt mellem
hustru- og moderrollen og hendes arbejde som kunstner, der gør, at hun er tæt på både et fysisk og
psykisk kollaps. Else mener dog ikke, at hun er syg, men at det derimod er barnet, hendes mand
Knut skal bekymre sig om, da han ingenting spiser. Men Else er så syg, at hun hallucinerer om
vilde, brune heste i stuen: ”Så du ikke hestene? (…) Stuen var fuld af dem, da du kom.” (p.15)
Else lader sig, efter opfordring fra huslægen Dr. Tvede og husbonden Knut, frivilligt indlægge hos
professor Hieronimus. Else er godt klar over, at hun har brug for at komme væk og glæder sig
ligefrem til, at komme under den dygtige professors ”vinger”: ”Det skulle bli rigtig godt at komme
ned til Hieronimus.” (p.19) Det skaber håb og glæde i hende og hun ankommer til hospitalet med
forventningens glæde, for det er alment kendt, at professor Hieronimus er den dygtigste læge i
landet til sit fag..
Det varer ikke længe, før hun opdager at opholdet ikke bliver så rosenrødt og fredeligt, som hun
havde håbet. Hun begynder at tvivle på, at det var den rigtige beslutning, at lade sig indlægge, og
hun opdager, hvordan der mangler individuel behandling af de enkelte patienter og hvordan alle de
indlagte alle er kategoriseret sindssyge. Et eksempel derpå er, da Else den første dag på hospitalet
skal have sit værelse, og opdager, at det er celler de indlagte opholder sig i, og siger ”Det er jo
celler, og jeg er ikke sindssyg.” siger hun til reservelægen, hvor han svarer; ”Nå ja, vi får at se.”
Side 6 af 12
(p.29) og igen på side 50: ”Hun blev behandlet fuldstændig paa samme måde som de gale, og for
hende, der ikke var gal, blev det jo værre end at være på en straffeanstalt.”
Det er fuldstændig umuligt for Else at få søvn, på grund af de andre indlagtes høje og
hjerteskærende skrig og gråd, og det gør, at hun forsat bliver ved med at hallucinere og hoste. Else
Kant tvivler på lægernes virke, og begynder at sætte spørgsmålstegn ved deres behandlingsmetoder.
Dette gør kun, at de opfatter hende som en totalt forstyrret kvinde med at ustyrligt temperament.
Dette gør sig gældende for de mandlige ansatte. Hos sygeplejerskerne finder Else sympati:
sygeplejersken Hansen forklarer hende, at alting på hospitalet bliver tydet som en sindssygdom, så
man gør klogt i at makke ret og gøre sig venlig med Hieronimus (p.52). Langsomt begynder hun at
vinde sygeplejerskernes tillid og hun søger kontakt hos nogle af de andre indlagte. Men Else kan
fortsat ikke sove om natten. Hendes psykiske tilstand går op og ned konstant; hun lever med håbet
om, at hendes elskede mand skal komme på besøg, men gang på gang lider hun nederlag. Han
kommer nemlig ikke. Hun ved ikke, at det er fordi Hieronimus har frarådet ham det. Hun føler, at
hun er blevet glemt af ham og hun kan ikke se nogen udvej fra hospitalet. ”Dette er helvede, tænkte
Else, Den som har lavet læren om helvedets pinsler, har uden tvil ved en fejltagelse vært på en eller
anden sjette afdeling, med en eller anden Hieronimus til øverste”. (p.73) Hieronimus gentager flere
gange, at hun ikke bliver lukket ud, dertil har hun slet ikke nok kontrol over sig selv. Hun prøver at
bede til Gud og ønsker inderligt at tro på kristendommen, som den indlagte komtesse, men som
ateist, føler Else bare at hun snyder sig selv.
Atter virker livets slutning dragende på hende – og hun beslutter sig for, at hendes tid nu er
kommet. Hun vil aldrig komme ud fra dette helvede og sander, at det først er i døden, at alle er lige
(p.111). Den samme dag sker der en episode med en af de indlagte - en mor til 6 og gift med en
mand der tæver hende - har taget karbolsyre for at gøre ende på sine lidelser. Else føler afsky. Og
synes det er fejt af kvinden at flygte fra sine problemer. Det er her, når Else bliver konfronteret med
døden, at hun beslutter sig for aldrig at begå selvmord: ” Dette billede skar Else i sjælen (…) Og
her, foran denne rallende selvmorderske med det blyfarvede ansigt og det blåhvide mundskum lovte
Else sig selv, at hun ikke vilde tage livet af sig. Ikke om hun så blev holdt indespærret her resten af
sit liv.-” (p.114) Hun kan ikke svigte sin familie – uanset hvor sindssyg hun bliver, vil det være
forkert at stikke af fra det hele ved hjælp af døden.
Else kæmper en hård kamp mod sine hallucinationer – hun kæmper for ikke at blive vanvittig
(p.120). Hun overvinder synet af døden, og det bliver første gang hun sover under sit ophold på
hospitalet: ”Nu kunne hun klare alt”(p.121). Nu har hun fundet kræfterne til at gå professor
Side 7 af 12
Hieronimus imod, voldsommere end før. Hun diskuterer med ham, under hans visitter og sætter
spørgsmålstegn ved hans metoder og sin indlæggelse og kalder det hun gennemgår ”umenneskelige
pinsler”: ”(…) Men jeg skulle jo lære at subordinere mig. –Det var jo derfor, De fik mig ned her –
ikke sandt? Hun sagde det iskoldt spottende.” Else griner af de andres ærefrygt for Hieronimus og
ser hele opholdet som en komedie.
Personalet tigger og beder flere gange Else om at ydmyge sig Hieronimus ordrer, men Else vil
hellere dø og sammenligner ham med en bøddel og en gammeldags skolemester. Hendes kamp
fortsætter og hun siger med glæde ja til at komme til Sct. Jørgen, for at slippe væk fra professoren
(p.150).
Else finder atter håb for at komme tilbage til friheden, ved tanken om at Knut måske snart kommer
og besøger hende. Det gør han imidlertid ikke – og igen ved hun ikke at det er på grund af en
sammensværgelse mellem Hieronimus og Dr. Tvede. Hun bliver skuffet og føler sig syg og
tilintetgjort og mister sit håb og tilliden til Knut – hun vil aldrig mere se ham, eller læse hans breve
(p.172). Hun føler en iskold forhærdelse, hun er alene nu – og skal nok bekæmpe professor
Hieronimus. Som det sidste hun gør, inden hun bliver flyttet, lover hun Hieronimus kamp! Det skal
være slut med det modbydelige komediespil, hun har lidt under!
Kortfattet kan man sige, at hun udvikler sig fra at være en kvinde, der lader sig undertrykke med
den typiske rolle som husmor, til at være et stærkt og handlekraftigt individ, der overvinder
modgang og nedture.
Forholdet mellem Knut og Else
Knut er, i forhold til samtiden, en lidt atypisk ægtemand. Han støtter Else i hendes kunstneriske
udfoldelser og hjælper til med at passe barnet, Tage. Det var ellers typisk for samtidens mænd, at de
overlod alt arbejdet med børnene til kvinden, og han er derfor på mange punkter forud for sin tids
opfattelse af mænds opførsel og virke.
Han er meget kærlig og omsorgsfuld over for både Else og Tage. Han beder hende flere gange om
at lægge penslen fra sig og gå i seng, fordi han kan se hvor nedslidende det er på Else aldrig at blive
færdig (p.10-16): ””Vær nu god, Else (…) Du ødelægger Dig, og Du ødelægger også mig”, han talte
lavt, og om de optrukne øjne lå der et udtryk af åben bekymring.” Han lever under en konstant
trussel om selvmord fra Else og af bar bekymring for sin kone kontakter han Dr. Tvede, for at få
hjælp til hende. Han er ikke ude på at sende hende bort til et forfærdeligt sted, men er derimod
meget eftertænksom over om det er det rigtige de gør, ved at sende hende til hospitalet (p.24). Han
Side 8 af 12
er ligefrem bange, men overvinder sin egen frygt og formår at gøre Else tryk ved situationen, med
tanken om den forestående forbedring af Elses helbred (p.25). Under hele hendes ophold (25 dage),
kontakter han utallige gange Dr. Hieronimus, for at høre om hendes tilstand og om han må besøge
hende. Han får i det hele taget meget lidt at vide, om sin hustrus situation, da Hieronimus er meget
ordknap omkring hende (p.85). Han får at vide, at hun er erklæret sindssyg og at hun har en
”fuldkommen mangel på evne til at beherske sit følelsesliv”. Knut forsvarer denne udtalelse, ved at
spørge om doktoren har medregnet hendes impulsive kraft, han har nemlig svært ved at forstå
Hieronimus diagnosticering. Knut har brug for bekræftelse i professorens ord, og søger gang på
gang hjælp til dette hos huslægen Dr. Tvede, som han har tillid til. Og eftersom at Hieronimus er
den bedste indenfor sit fag, har også Dr. Tvede en stor ærefrygt for ham. – Alt Hieronimus siger, må
være sandt, fordi han jo er den dygtigste i landet. Else bevarer gennem de 23 dage af hendes
indlæggelse, troen på at hendes elskede Knut skal komme på besøg. Men det gør han ikke, da Dr.
Tvede og professor Hieronimus gang på gang fraråder det. Else får gennem barnepigen smuglet et
brev ud til Knut: ”Han skalv af medlidenhed, og i hans bryst nagede frygten for, at den hele
indlæggelse på hospitalet dog havde vært et fejlgreb. Men i denne sag turde han ikke handle på
egen hånd. Han var straks gået med brevet til Dr. Tvede.” (p.176) Men et spind af Hieronimus’
løgne gør, at Dr. Tvede endnu en gang fraråder ham at se Else. Else mister troen på Knut og går
alene i kamp mod Hieronimus – nu uden troen på at blive frelst af sin husbond.
Hospitalet
Fra ca. 1900 var de store anstalter anbragt på afsides og naturskønne steder, helt isoleret fra
omverdenen. Personale og patienterne var derfor ikke en tydelig del af resten af samfundet og
lægerne, der havde den fulde magt, kunne behandle deres patienter i fred for omverdens
indblanding. Patienterne havde ingen myndighed og var underlagt lægernes ”diktatur”, og det
strenge reglement og overbelægning af anstalterne, kunne virke ydmygende på patienterne. I
begyndelsen af 1900-tallet var opsynsfolk stadig dårligt uddannede. En egentlig plejeruddannelse
kom først i gang omkring 1. verdenskrig. (www.museum-psyk.dk)
Hospitalet i På Sct. Jørgen er et nøgent, gammelt, fængselsagtigt sted, der huser samfundets
fortabte sjæle (p.27). Der er tremmer for alle vinduer og bittesmå ruder højt oppe under loftet. Der
er helt hvidt, bortset fra de gule genstande, der står rundt omkring. Den gule farve symbolerer
håbløshed og falskhed, hvilket er gennemgående for alt indenfor hospitalets mure: ”på en af de gule
Side 9 af 12
stole”, ”ved det gule bord”, ”det grå-gule lys fra vinduet”, ”en ganske ung pige med et gulblast,
dødtræt ansigt”, etc. Hospitalet er opdelt i forskellige afdelinger. Der er den fredelige gang, til de
patienter der opfører sig pænt, der er den gang hvor Else befinder sig, som er en gang med alvorligt
syge og der er kælderen, hvor deliristerne opholder sig. Der er et utal af regler, som skal overholdes:
alle døre ind til cellerne skal være åbne, alle skal ligge ned i deres senge – medmindre de får speciel
tilladelse til at rejse sig, sengetiden er kl.18, man må aldrig sige nej til noget, etc.
Der hersker et ubrydeligt og fasttømret hierarki på hospitalet. Kvinderne har de laveste stillinger,
som sygeplejersker, og assistenter. Det er dem der skal sørge for rengøring i cellerne og sørge for at
alt på hospitalet er i skønneste orden. De har vagter på op til 16 timer i træk. Et skridt højere oppe i
ranglisten finder vi kandidaterne og reservelægen, der er bindeledet mellem de kvindelig ansatte og
professor Hieronimus. En af kandidaterne tager sig den frihed, at lave sjov med Elses situation
(p.79), det vidner om den manglende respekt de mandlig ansatte har for de kvindelige patienter.
I toppen sidder den alt dominerende, patriarkalske Hieronimus. Hans ord er lov.
Blandt alle de ansatte er der en ualmindelig stor ærefrygt for ham og hans magt. Frøken Suenson,
assistent: ”Jeg har sådan en umådelig respekt for ham, ja ærefrygt.” (p.75), Reservelæge: ”Han er
den bedste vi har.” (p.63), ”Vi med vores professor!” (p.74) – Else er imod autoritetstroen og har
svært ved at affinde sig med den; ”(…) Autoritetstroen som i alle århundreder havde bragt
menneskene til at tro og bøje sig for det enkelte menneske. Det ene menneske, som havde
menneskeforagtlig frækhed nok til at optræde som den, der førte an og vidste besked.-”(p.75) De
kvindelige ansatte skaber et forhold til Else – de kan godt se, at hun ikke passer ind på afdelingen,
men derfra og til at foreslå en udskrivelse af hende, er vejen lang. De tør heller ikke bringe et brev
fra Else til Knut, selvom professoren højst sandsynligt ikke ville opdage det. Dertil er deres frygt og
respekt for Hieronimus alt for stor.
Virkelighedens Else Kant og Professor Hieronimus
- bygget på oplysninger fra hjemmesiden ”www. museum-psyk.dk”, ”Litteraturens Veje”, p.223
og ”På Sct. Jørgen”
Dr. Hieronimus er i bogen et billede på den gammeldags, patriarkalske holdning, der var i tiden før
og i starten af det moderne gennembrud, mens Else Kant er billede på fremtidens stærke,
individualistiske kvinde. Sådan var det også med virkelighedens Else Kant og professor
Hieronimus; Amalie Skram og Knud Pontoppidan. Eller var det?
Side 10 af 12
I 1875 oprettede man 6.afdeling på Københavns Kommunehospital, og den blev brugt som en
undervisningssektor under Københavns Universitet. Den første professor på afdelingen var Knud
Pontoppidan, samtidens mest anerkendte læge. Han havde nogle meget hårde og kontante
behandlingsmetoder, som ikke passede Amalie Skram. Efter hendes ophold på 6.afdeling på
Kommunehospitalet, udgav hun de to sammenhængende bøger På Sct. Jørgen og Professor
Hieronimus. Det var første gang, at nogen havde skildret livet og behandlingen af sindslidende
”indefra” og var allerede dér revolutionerende. - Det blev det første antipsykiatriske oprør mod den
etablerede anstaltspsykiatri. Det udviklede sig til en krig mellem Amalie Skram, der stod for den
sociale protest og kamp for kvindernes ligestilling og Knud Pontoppidan, der forsvarede
anstaltpsykologien med sin udgivelse ”6.afdelings Jammersminde”.
Emnet var guf for datidens journalister og der blev ivrigt debatteret i medierne, ikke mindst fordi
begge hovedpersoner var anerkendte og højtuddannede folk, og fordi nogle af ”ofrene” for
Pontoppidans behandling var højtstående i samfundet, så som Grevinde Schwimmelmann (Hun er
gengivet som baronesse i På Sct. Jørgen). Men om det virkelig var Pontoppidans hensigt at være
ond og kold over for sine patienter, er svært at sige. Måske behandlede han patienterne sådan som
han nu gjorde, fordi han ikke vidste bedre? Han havde under alle omstændigheder allerede omkring
Amalie Skrams indlæggelse indført nogle strukturændringer indenfor psykiatrien: han havde
afskaffet isolationscellerne, sørget for at dørene stod åbne, at patienterne kunne komme ud og
trække frisk luft samt indførelsen af uddannelse til kvinderne, der passede de sindslidende. Så helt
ond kan han ikke have været.
Amalie Skram har måske haft til interesse, at fremstille tingenes tilstand på hospitalet værre end det
virkelig var, på grund af deres (Skrams og Pontoppidans) ambivalente forhold til hinanden. Og hun
led også flere gange af periodevis sindssyge, så om alt hun skriver i På Sct. Jørgen og Professor
Hieronimus er sandfærdigt, er ikke til at sige, da hun måske kunne havde været påvirket af sine
”indre demoner” på det givne tidspunkt, og eventuelt være ramt af en hævngerrighed over for
Pontoppidan, fordi han fik hende indlagt og ikke ville udskrive hende igen. Det var ikke kun den
ene gang, at hun var indlagt. Tidligere havde hun også været indlagt på et hospital i Norge, som hun
beskriver i På Sct. Jørgen: ”Hvor stille og godt havde hun ikke havt det på anstalten hos den
humane og kjærlige gamle overlæge (…) og hun havde dengang vært dårligere end nu.” (p.174) På
den anden side, så er hun det første førstehåndsvidne til hvordan behandlingen og livet, som hun
kaldte et ”modbydeligt komediespil”, foregik bag de lukkede mure.
Side 11 af 12
Konklusion
Grundet udviklingen i samfundet, var det muligt for Amalie Skram at skabe debat omkring
metoderne på mentalhospitalerne med de skælsættende bøger På Sct. Jørgen og Professor
Hieronimus. Med disse, satte hun sig varige spor i historien – der er endda et blad for psykiatriske
patienter, der hedder Amalie den dag i dag, af respekt for den kvinde, der som en af de første belyste
problemet offentligt. Det var en lang og hård personlig kamp, men samtidig blev det også en
symbolsk kamp for kvindernes rettigheder i samfundet generelt og for kvindefrigørelsens lange vej
og hårde vilkår. Hun formåede ikke at få Pontoppidan helt ud af psykiatrien, hvilket man godt
kunne have hende mistænkt for at have ønsket, men hun sørgede for, at der blev sat spørgsmålstegn
ved både hans behandlingsmetoder og samtidens psykiatri, og påpegede, at området kunne trænge
til endnu en reformation. I hendes samtid var der ikke individuel behandling af patienterne i samme
grad som i dag, hvor vi lever i et individualiseret samfund. Amalie Skram var en lille brik mod
denne udvikling fra fællesskab mod individualitet på psykiatriområdet.
Side 12 af 12
Litteraturliste
Bog Forfatter(e) Forlag Udg.år og oplag
Det moderne gennem- Pil Dahlerup Gyldendal 2.udg.2.opl. 1985
bruds kvinder 1
Litteraturens Veje Johannes Fibiger Gads forlag 2.udg.2.opl. 2004
Gerd Lütken
På Sct. Jørgen Amalie Skram Gyldendal Uændret udgave
af 1.oplag, 1984
Opslagsværk: Den Store Danske Encyklopædi (på skolens computere)
Hjemmesider:
http://museum-psyk.dk/psykiatrihistorie/plancher/pl11-indhold.htm
http://www2.kb.dk/udstillinger/medhist/psykiatri/amalieskram.htm
Samt google-billedsøgning til søgning efter billeder til forsiden.