1
2.tv.
Hanne Richard Becks novelle ”2.tv” handler om kæresteparret Søren og Løkke. Novellen starter in
medias res, hvor Lykke og Søren er i bad. Handlingsforløbet strækker sig over den tid, de tilbringer
i badet hvor vi indimellem Sørens fortællinger via Lykkes tanker får et billede af parrets fremtid
samt deres fælles og individuelle historie. Dermed sagt ligger fortællersynsvinklen hos Løkke.
Den måde teksten er skrevet på er meget speciel fordi vi nærmest på samme tid får at vide i direkte
tale hvad Søren siger og meget detaljeret hvordan han rører ved Lykke. Et godt eksempel på dette er
på side 1. linje 9: ”Hans mund er tæt ved hendes øre: - Det er grundfjeldet, der har slået revner;
hænderne kører ned over hendes mave, - efter kolossale spændinger i undergrunden; pegefingeren
drejer spiraler omkring navlen.” Denne sætningsopbygning med skiftevis direkte tale og
handlingsbeskrivelser bruges konsekvent gennem hele novellen, og giver et endnu tydeligere billede
STX 3.g
Allerede i novellens første sætning får man et indtryk af at Lykke er Søren underlegen. ”Søren
hører ikke hvad Løkke siger”. Dette bliver løbende forstærket af flere forskellige ting. For det første
er det nærmest udelukkende ham der taler igennem hele novellen. For det andet bliver han ved med
at kærtegne hende på trods af at hun gentagende gange afviser ham ved enten at skubbe ham væk
eller flytte hans hånd. Ydermere ses Sørens overlegenhed i den måde han konsekvent svarer Løkke
med et ”Ja, ja”. Ikke engang deres fremtidsplaner er noget de har sammen, men derimod ”Sørens
store planer” som Løkke blot indgår i.
Deres forhold er ikke baseret på kærlighed. Sørens forhold til Løkke består primært af den tryghed
og sikkerhed som han føler at hun giver ham, og det udtrykker han meget klart flere steder i teksten.
Næsten truende fortæller han hende at ”du forlader mig aldrig” (side 1 linje 28) og ”du vil aldrig
svigte mig” (side 6 linje 15). Hele sit liv har han kunnet komme til hende når han havde lyst, og på
trods af at han har været flov over hende, har hun aldrig afvist ham.
Parrets gensidige afhængighed og forhold til hinanden er tæt forbundet med deres fortid. Søren har
altid været den populære fyr, der var den bedste til alting, hvorimod Løkke var mere den tykke pige
i klassen, som ingen venner havde. Desuden var Søren og Løkke naboer, og han flygtede over til
hende når hans forældre skændtes og på den måde fik de begge to det de hver især manglede: Løkke
2
fik en ven, og Søren fik tryghed. Løkke blev efterhånden Sørens hemmelige ven – måske kæreste –
som ikke stillede nogen som helst krav, og som han altid kunne komme til når han havde brug for
det. Og fordi Løkke var så forelsket i Søren som hun var og fordi hun ingen venner havde, fandt
hun sig i at det foregik på Sørens præmisser. Søren og Løkkes uligeværdige forhold begyndte altså
allerede i barndommen. Senere forstærkedes Sørens afhængighed af Løkke af noget der skete da
han var i London og eftersigende boede sammen med en skuespillerinde. Vi får at vide at han
pludselig dukkede op på Løkkes arbejde og brød sammen, og at de siden den aften har været
kærester. Det at Søren hele tiden er bevidst om at Løkke ikke vil svigte ham, kunne tyde på at han
er blevet svigtet i London og derfor søger hjem til trygheden igen.
Løkkes følelser for Søren er derimod præget af ambivalens. På den ene side beundrer eller nærmere
forguder hun ham, mens hun på den anden side er ved at få for meget. I novellen beskriver Løkke
sin fascination af hans bedårende udseende og magien i hans job som glaspuster. Hun er også
beæret over at være en del af Sørens planer, men samtidig gider hun faktisk ikke høre om dem.
Turen til Bornholm, som Søren er ivrig efter detaljeret at fortælle Løkke om, kommer til at fremstå
som noget fantastisk næsten erotisk. Effekten forstærkes af det faktum, at han kærtegner hende
mens han hvisker ting som: ”(…) men om sommeren er der næsten altid skygge i sådan en
sprækkedal. Så er der altid fugtigt” (side 1 linje 15). Løkke frastødes af Sørens fortællinger om
turen til Bornholm, hvilket hun viser ved at skubbe ham væk. Hvad Løkke derimod er mere optaget
af er revnen langs væggen på badeværelset, og svampen på badeværelsefliserne. Begge dele er ting
som virkelig går hende på og som afspejler hvordan hun inderst inde har det med deres forhold: Der
er nogle ting som hun gerne vil lave om på, men som hun ikke føler at hun er i stand til at gøre
noget ved. Ydermere står beskrivelsen af badeværelsets ”fejl” i kontrast til Sørens passionerede
beskrivelse af Bornholm, hvilket også er et billede på hvor forskelligt de har det med at være i
forholdet. Søren er lykkelig og det er Løkke ikke, selvom hun føler at hun burde være det. ”Hun
siger ikke at hun synes det er skræmmende med al den planlægning. (…) og Løkke ved, at hvis der
er noget, Søren vil have, så får han det” (Side 4 linje 30) Hun synes faktisk at det hele går for
stærkt, men hun føler at hun burde være tilfreds, for Søren kan jo få hvem han vil, så han kan jo
bare skifte hende ud, hvis hun pludselig begynder at protestere eller stille spørgsmål. Det er som
om, hun føler, at hun står i konstant gæld til ham, fordi han er bedre eller mere værd end hende, i
hvert fald set med andres øjne. Løkkes ambivalens kommer til udtryk flere steder i novellen, og et
eksempel er på side 4 linje 12: ”Hun skulle have sagt det til ham, da de sad og spiste Løkkes
hindbærtærte. Men Søren havde taget hendes hænder i sine og slikket en klat flødeskum af hendes
3
pegefinger, og hun kan ikke stå for hans hænder”. Når hun ser Sørens flotte hænder, kan hun
pludselig ikke få sig til at sige ”det” til ham, fordi hun bliver mindet om hvor heldig hun er at have
en som ham og derfor føler hun at hun ikke kan være det bekendt. Eftersom hun har været så heldig
at få en som er så flot og så dygtig i forhold til hende, føler hun ikke at hun er i position til at være
utilfreds. Løkkes argumentation for ikke at sige ting til Søren er derfor irrationel. Hun kan ikke få
sig til at sige ting til ham fordi han er flot og dygtig. Simple ting som at snakke med Søren om at få
gjort noget ved udluftningen på badeværelset vælger hun at lade være med at nævne for ham fordi
”Søren har, hvad man vil kalde et kunstnerisk sind og i det hele taget kunne det aldrig finde Løkke
ind at bebrejde ham noget.” (Side 2-3 linje 34)
Afsluttende i novellen er der et flashback, og det er egentlig først der, at det rigtig bliver slået fast,
hvad der har gjort Løkke endnu mere opmærksom på ”uligheden” mellem dem og ikke mindst
betydningen af den. I bagerforretningen overhørte Løkke en samtale mellem to kunder, som omtalte
Søren og Løkke som et par man lægger mærke til fordi han kunne have fået hvem som helst, men
alligevel vælger Løkke som er så tyk og grim. Efter flashbacket spørger Løkke Søren, om han
synes, hun er utaknemmelig. Underteksten i Løkkes spørgsmål er om han synes hun burde
værdsætte ham mere fordi hun er som hun er og han er som han er. Skal hun være yderligere
taknemlig, fordi hun har fået en kæreste der er bedre end hvad der ”naturligt” ville passe til en pige
som hende?
Som svar på Løkkes spørgsmål siger Søren først: ”Hvad siger du?”, hvorefter Løkke svarer ”Ikke
noget”. Søren hører, ligesom i starten af novellen, stadig ikke hvad Løkke siger. Afsluttende siger
Søren: ”Du er vist ikke helt dig selv i aften”, hvilket jo ikke ligefrem besvarer Løkkes spørgsmål.
At Søren ikke hører hvad Løkke siger, passer både i den konkrete betydning (hvad siger du?) men
også i overført betydning. Han opfanger ikke de signaler hun sender. Selvom han spørger hende
hvad der er i vejen siden hun er så stille, er han igen hurtigt i fuld gang med at plapre løs om
Bornholm.
Genremæssigt placeres 2.tv indenfor realismen. De realistiske træk i novellen er mange, men først
og fremmest at selve historien er realistisk – den afspejler et stykke virkelighed man kan relatere til.
Temaer i novellen som parforhold og dårlig kommunikation er også meget typiske indenfor
realismen. 2.tv er endvidere en del af den nye realisme som beskæftiger sig med hvordan
virkeligheden opfattes snarere end hvad virkeligheden er. Det vigtigste og mest centrale i 2.tv. er
ikke hvad virkeligheden er for Løkke, men derimod hvordan virkeligheden opleves. Hun er usikker
4
og plaget af ambivalens, og hun kan ikke finde ud af hvordan hun skal forholde sig til hverken sig
selv eller sin kæreste Søren. Samtidig bliver man som læser også i tvivl om hvorvidt det er Søren
der undertrykker Løkke eller Løkke der blot lader sig undertrykke. I teksten fremstår hun som en
slags dukke for Søren, som han egentlig kan gøre med hvad han vil. På den anden side er dette
måske selvforskyldt i og med Løkke bevidst ikke protesterer eller stiller spørgsmål. Og eftersom vi
ikke har adgang til Sørens tanker er det derfor svært at fastslå om hans undertrykkelse af Løkke er
en bevidst udnyttelse af hendes usikkerhed, eller om han blot er af den overbevisning at alting er i
den skønneste orden, simpelthen fordi hun ikke giver udtryk for det modsatte og fordi han ”ikke
hører hvad Løkke siger”. Denne undren omkring Sørens bevidste eller ubevidste hensigter er højst
sandsynligt en ønsket virkning fra forfatterens side, da den nye realisme forsøger at problematisere
virkeligheden som en stabil fælles størrelse. Lykkes virkelighed er måske én, hvorimod Sørens er en
helt anden.