Romananalyse – ”Den åbne dør”
Den åbne dør er udgivet i 1997, og er skrevet af Anders Bodelsen. Han er en kendt dansk forfatter
fra 1938, som studerede jura, økonomi og litteratur på Københavns Universitet. Ud over Den åbne
dør har Anders Bodelsen også skrevet bøger som Drivhuset, Rød september, Domino, Rama Sama,
og mange flere, og mange af hans værker er blevet filmatiseret.
Jeg ville karakterisere bogen som en realistisk roman, idet handling nok godt kunne forekomme i
virkeligheden, og i sær tilbage i 1954, hvor den kolde krig stadig var i sit udbrud. I dag ville det nok
være lidt sværere at forsvinde som sådan, men det er selvfølgelig ikke umuligt. Udover at være en
realistisk roman, er det heller ikke nogen overraskelse, at bogen er en krimiroman. Det ses tydeligt,
da historien bygger på en forbrydelse, som en person ønsker at opklare.
I Den åbne dør starter vi med at høre om vores hovedperson, Allan, som ønsker at sende et brev ud
til 9 andre personer, i håbet om at kunne få opklaret mysteriet om, hvordan kvinden Frida forsvandt
tilbage i sommeren 1954. Men det er ikke 9 tilfældige personer. Alle personerne var med på selv
samme rejse, som Allan, til Småland, for at se en mærkværdig solformørkelse, man sjældent vil
kunne opleve. De 11 venner har den dag taget lidt af drikke, noget musik og noget godt at spise
med, for at kunne hygge sig på turen. Der bliver sat ”The Tennesse Waltz” på rejsegrammofonen,
og den bliver nærmest brugt som en sammenhæng mellem brevene, da den bliver nævnt flere
gange. Allan har selv forberedt sig grundigt på at se denne solformørkelse, og beskriver selv, at han
er meget ihærdig efter, at han og hans venner skal se denne solformørkelse. Men efter den korte tid,
hvor solformørkelsen rammer Småland, mangler der en blandt de 11 venner, nemlig Frida. Hun er
forsvundet og resten af tiden i Sverige foregår med at finde hende, men desværre uden held. Det
bliver en weekend for de 11 venner, som altid vil blive husket, da det aldrig lykkes at opklare
mysteriet om, hvad der mon skete under den solformørkelse. Så nu vil Allan tage sagen i egen hånd,
og en gang for alle, få løst det utrolige mysterium.
Allan får svar fra alle 9 personer, som han sender et brev af sted til, men noget undrer ham, idet en
person (Alis) skriver, at de er 12 personer med på den weekend. Inklusiv ham selv og Frida, får
Allan det dog kun til 11. Men noget hjælper hukommelsen på vej, da soldaten Lasse skriver, at han
kun med nød og næppe kunne komme med til solformørkelsen pga. en soldatøvelse er blevet
ændret, hvilket også må betyde, at den 12 gæst, som det tyder på, også var soldat, kunne nå med.
Endnu et hint der hjælper dette på vej er, at Ulla kommer sammen med selv samme fyr og nævner
flere gange at han nok var med. Men dette fyr er dog ikke helt tilfældig, det er nemlig Allans bror –
Torsten. Torsten som efter Ullas og Allans sigende er kendt for at blive en anelse voldelig, når det
gælder at gå i seng med nogle efter at have drukket, og det er her at endnu et tegn tyder på han var
den 12. gæst. En veninde til Frida nævner at se en skikkelse af en mand, gå ud fra Fridas værelse
natten inden solformørkelsen, og dagen efter solformørkelsen ses det også, at Frida er dækket med
blå mærker – præcis det samme Ulla har været ude for, efter at have været sammen med Torsten.
Men er det så virkelig den 12. gæst som er løsningen til gåden om Fridas forsvunden? Det får vi
aldrig 100 % svar på.
En anden underlig ting som dukker op ved modtagelsen af svarende på de 9 breve er, at Alis
medsender nogle billeder hun tog den dag. Et af de billeder viser at et par udlodder mangler, som
førhen hang på sin retsmæssige plads. Dog var det efter Fridas forsvunden, så det blev ikke brugt til
at dræbe hende med. Allan skriver dog jo, at han er svaret på denne underlighed med urlodderne, da
han tog dem og smed i brønden. Intet er dog blevet bevist endnu, så der er med ingen sikkerhed
muligt at vide, hvordan Fridas forsvunden hænger sammen, men hele bogens handling tyder på at
det var Torsten, som stod bag det.
Allan er romanens hovedperson. Han tager initiativ til igen at prøve at få opklaret mysteriet om
Fridas forsvunden. Det er nok ikke kun pga. at han kan lide Frida, hvilket han tydeligvis kan, at han
vælger at få det opklaret. Det er nok også fordi, at det nager ham at en sådan forbrydelse skulle ske,
på den ellers perfekte dag til at dyrke sin fritidsinteresse. Han holder jo meget at astronomi og
videnskab.
En anden vigtig person i historien er Frida. Det er lige før jeg også vil kalde Frida for en
hovedperson, selvom man ikke rigtigt hører hendes tanker, udover til sidst hvor man får et uddrag
af hendes dagbog. Hun er nemlig en central figur i historien, og alle har en eller anden form for
relation til hende. Derfor passer Allans beskrivelse af hende perfekt, når han beskriver hende som
solsystemets sol. Frida bliver beskrevet som en smuk og klog pige, som mange kunne være
misundelige på, men ikke misundelige nok til at kunne slå hende ihjel. Dette beskriver både hendes
storesøster, Ulla, og hendes bedsteveninde, Ida, som endda er hemmeligt forelsket i Frida.
Ulla er den første person, som vi får et svar fra af brevet af Allan. Hun har været sammen med
Torsten, og har endelig fundet sin lykke i argentineren Jorge. Hun finder sig i meget, og kan endda
være lidt naiv, idet hun har været så meget sammen med Torsten og er blevet slået hver gang, de er
har været sammen, men kunne ikke give slip på ham. Der gælder næsten den samme historie for
Alis, som også har været sammen med Torsten, selvom hun i virkeligheden elsker Allan. Dog har
Allan aldrig kunnet se dette.
Torsten er Allans storebror og soldat. Han har været stationeret på Almegaards Kaserne, og dør 8 år
inden, Allan vælger at sende de 9 breve af sted. Det er også Torstens sidste ord ”du tog ikke fejl”,
som får Allan til at sende sine breve af sted.
Der er mange handlingssteder i bogen. Hver person fortæller om fortiden, og hvordan de har
relation til Frida. Men de primære steder i bogen er Fricksbo, Småland, hvor de mange unge bor de
3 dage. Her i Småland er der godt med natur og store mulighed for at se solformørkelsen, som er
meningen med hele turen.
Romanen er meget atypisk bygget op. Den består af små breve og et enkelt uddrag fra en dagbog.
Dette gør den ret så nem at læse, men sværere at finde rundt i. Især fordi den springer i tiderne, da
hver personens historie bliver fortalt for sig, og ikke i en kronologisk rækkefølge. Det er første til
sidst, der bliver støbt et nogenlunde forløbende handling sammen, af hvordan det hele er foregået, i
brevet som Allans heller aldrig vælger at sende. Den fortælles i jeg-fortæller, for den enkelte
person, som afsender brevet.
Mit indtryk af hvordan Fridas forsvunden hænger sammen, er dog noget helt andet end at Torsten
skulle have gjort det. Jeg holder mig til, at der er snak om et selvmord. Først og fremmest bliver der
nævnt i bogen at Frida er solen i Allans solsystem og nok også andres, men det betyder jo ikke at
hun er lykkelig. Bl.a. nævner en anden person, som var med på turen, Claus Jacobi, at han har set
hende i patientdragt på hospitalet og siger hun er maniodepressiv. Frida blev også slået af Torsten
aften inden solformørkelsen, eller det er der i hvert fald stærk overbevisning om. Desuden virker
Torsten heller ikke som en særlig flink fyr, når det kommer til det. På side 16, linje 4, lægger jeg
mærke til noget, som får mig til at tænke dårlige ting om Torsten. Ulla skriver: ”Det store spring i
mit liv finder sted i 1954”, altså lige efter solformørkelsen og Fridas forsvunden. Ulla møder
argentineren Jorge, som er hendes drømmefyr, hvilket hun er stærkt overbevist om efter at have
været sammen med Torsten. Var der sket noget mellem Ulla og Torsten den nat, og var der måske
også tale om, at Ullas kærlighed til Jorge blev øget af de dårlige oplevelser med Torsten? Det tror
jeg. Jeg tror at Torsten have det skub, som har fået Frida til at begå selvmord. En sidste ting der
leder mig på denne tanke er, at Torstens sidste ord til Allan var ”du tog ikke fejl”. Tog Allan ikke
fejl i at Frida begik selvmord, og ville derfor dække for det ved at smide urlodderne i brønden? Er
der snakke om at Allan gjorde dette, fordi han ikke ville bilde sig andet ind? Det tror jeg.
Efter at have læst bogen, kom jeg i tanke om et barn, der forsvandt tilbage i 2007. Hun hedder
(hed?) Madeleine McCann og er aldrig blevet fundet. Der går mange teorier om, hvad der i
virkeligheden er sket med hende, men man har endnu ikke fundet ud af det endnu. Det samme
gælder Frida, og det er jo ingen sikker forklaring, at det skulle være Torsten eller et selvmord, der er
årsagen til Fridas forsvunden. Der går endda teorier om at det var Madeleines forældre, som skulle
have dræbt hende – dvs. nok nogle af dem der er tættest hendes liv. Det samme gælder Frida, som
også måtte have været ret tæt på Torsten. Men ingen af sagerne er nogensinde bliver opklaret, og
kommer nok heller aldrig til det, før man finder den forsvundne.
Et tydeligt tema for bogen er mysterier, og det med at alle kan anklage alle. Alle de 11 personer,
udover Frida, som var med til Småland, kan være skyldige i Fridas forsvunden. Men der bliver
alligevel hurtigt lagt et større fokus på den 12. person, som ingen rigtigt helt kan huske, eller måske
slet ikke vil huske. Det tyder også på et stærkt sammenhold mellem de 10 unge, udover den 11.
(Torsten), da de andre vælger at give skylden videre til den person, som ingen rigtigt kan huske.
Om dette så også kunne være et muligt budskab fra Anders Bodelsen, er jo spøgsmålet. Måske
prøver han at fortælle noget om, hvor nemt vi mennesker kan give skylden til en person, som ikke
har muligheden for at udtale sig, og dermed undgå at man selv kommer til mistænkelighed. Allan
bliver dog først overbevidst om det til sidst, på trods at det stærke familiebånd til Torsten, hvilket
bare viser hvor nemt flertallet kan få ret.