1
Naturforskeren
STX 2.g
Digtet ”Naturforskeren” er skrevet af i 1819. udtrykker i digtet et
natursyn og bruger nogle sproglige virkemidler, der skal ses i lyset af de tanker, der gjorde sig
gældende i romantikken.
Romantikken er en periode indenfor kulturhistorien. I Danmark varede periode fra ca. 1800 til ca.
1870. Udgangspunktet for Romantikken var ideen om en almen verdensorden, hvori det enkelte
menneske kunne forene sig. Den enkelte individ skulle gøre det væsentlige i den alment menneskelige
kultur til sit eget, og dermed blive et billede på ”det sandt menneskelige”. Romantikerne påpegede
bagsiden ved ’den sejrrige oplysning’ og rettede kritik mod fornuftens negativitet. Ifølge Romantikken
ødelægger og opløser den videnskabelige og analytiske fornuft muligheden for at opretholde et
sammenhængende verdensbillede. Videnskaben vil analysere og dissekere alting, for dem er intet
helligt, og det gode og naturlige i mennesket ødelægges. Det blev igennem kunsten, at man kunne opnå
den højeste form for erkendelse - nemlig indsigten i ”det frie valg”, indsigten i, at det er muligt at
handle moralsk. Mennesket kan i kunsten ane og føle den Gud, som ikke kan erkendes med rationelle
midler. Ideen var, at kunsten er i stand til at hele de sår, som rationalitetens analytiske fornuft har
forårsaget – nemlig at udrydde forestillingen om et sammenhængende verdensbillede. Synspunktet var,
at rationalitet og poesi ikke var forenelige, og at poesi ikke kunne reduceres til rationalitetens love og
regler, men med sin originalitet bidrage til dannelse af det sande naturlige menneske og dets
verdensskabende fantasi.
Alt er udsprunget af verdensåndens kreativitet. Naturen er den synlige ånd, ånden den usynlig natur.
Naturen tilbedes, ikke fordi Gud har skabt den, men fordi Gud er i den. Naturen er en mystisk
åbenbaring af verdens sjæl. Verden er blevet et under, og holdningen til den er religiøs. Verdensånden
manifesterer sig ubevidst i naturen, mens den i mennesket bliver sig selv bevidst. Hele universet er til
for, at verdensånden i mennesket skal blive sig selv bevidst. Ånden identificeres med Gud. Ved
2
skabelsen har Gud derfor ikke andre midler end sig selv, og verden må følgelig være skabt af ånd. Dette
indebærer, at ånden indgår i den skabte verden, dog med den forskel, at den nu er begrænset i materien.
Men da absolut frihed og uendelighed hører til åndens væsen, vil den søge tilbage til sin frie tilstand.
Således bølger ånden gennem hele universet fra den rene fuldkommenhed til det uorganiske og tilbage
igen. Naturens evige skabelses- og nedbrydningsprocesser bestemmes som åndens kreative udfoldelse
og en stræben efter støre fuldkommenhed.
Da alt er udtryk for åndens bevægelse, er både det skabte og Gud forenet i en altomfattende organisk
samhørighed. Det sande menneske føler sig som en del af en levende organisme. Alle tilværelsens
problemer opstår ved, at mennesket fjerner sig fra sin natur, og derfor skal mennesket tilbage til
naturen.
Med udgangspunkt i disse hovedtræk anser jeg digtes budskab for at være formuleret i følgende
sætninger:
”Og derfor jeg lægger min hånd paa
Dit Altar
Og sværger det højt:
Aldrig at lukke min sjæl for den stolthed,
Aldrig at hylde en fremmed guddom,
og glad at ofre mit liv
For et blik af Dit dunkeltbeskuende øje”
Digtet er en klar lovprisning og tilbedelse af naturens ånd som noget guddommeligt og helligt, hvor
forholdet mellem det lyriske jeg og naturen refererer til menneskets forening med naturen, og dermed
med til Gud. Lovprisning og forening er således væsentlige begreber i digtet. Opbygning og sprogvalg
anvendes på en sådan måde, at det forstærker lovprisningen.
3
Digtet er inddelt i 7 strofer med meget varierende længde. Der er i alt 47 vers, men ingen umiddelbar
systematik eller rim. Dette ligger godt i forlængelse med tidens syn på poesi, der som tidligere skrevet,
bar præg af originalitet og blev opfattet som modsætningen til det videnskabelige og rationelle. Digtet
har dog en bagvedliggende rytme, som man bedst kan fornemme ved at læse digtet højt. Digtet
indeholder en del anaforer, der både kommer til udtryk i de enkelte strofer, men også formår at binde
stroferne sammen, hvilket medvirker til at forstærke digtets budskab. Her kan blandt andet refereres til
strofe 4 og 7, der begge indledes med sætningen ”Trofast maa du være, Natur”.
Digtes sprog er meget højtideligt og følelsesladet, hvilket kommer til udtryk i ordvalgene ”andagt,
knæle, dybde, hellige og dunkelt beskuende”. Dette underbygges desuden af de mange metaforer,
besjælinger, symboler og billedsprog. Gennem hele digtet bliver naturbegrebet besjælet, hvilket blandt
andet tydeliggøres ved, at digtet henvender sig til naturen i 2. person entals form. Der optræder således
et afsender-modtager forhold mellem naturen og det lyriske jeg. Et særligt tydeligt eksempel på dette
ses i digtes afslutning:
”Ingen Ring vexled´ Du med mig,
Ingen gylden Slange
Snoer sig om Fing´ren til Pant paa
Din Troskab.”
I ovenstående benyttes vielsesscenen som en metafor for det hellige løfte, det lyriske jeg aflægger til
naturen - et løfte om evig troskab og tilbedelse. Her er ringen, med sin dobbelte betydning,
hovedsymbol, da den både repræsenterer ægteskab og materialisme. Der tages yderligere afstand fra
materialismen ved at sammenligne ringen med en slange, der symboliserer falskhed og ondskab. Digtet
forsætter videre:
”Kun en ringe Steen
Gav Du i min Haand
Uanseelig og graa
Men jeg føler i den
4
Et dunkelt slag af Dit mægtige Hjerte”
I denne strofe personificeres stenen som naturens hjerte og ånd. Ånden slumrer i naturen og venter på
at blive vækket – og når det sker, erfares naturen ikke som en tilfældig virkelighed, der er underkastet
bevidsthedens vilkårlighed, men som et guddommeligt symbol. Hele verden føles som Guds sang.
Dette ses tydeligt i denne strofe, da naturens ånd i versene ”Kun en ringe Steen, Gav Du i min Haand,
Uanseelig og graa” ikke er vækket. Modsat versene ”men jeg føler i den, Et dunkelt slag af Dit
mægtige Hjerte” hvor ånden er vækket. Det lyriske jeg opgiver sin individualitet og forener sig med
ånden i naturen.
Digtets titel virker en smule mærkværdigt i forhold til digtets budskab og dets samtid, da en forsker
normalt bliver forbundet med videnskab og dermed rationalitet. Begrebet naturforsker har således en
anden betydning i dette digt. Naturforskeren skal her forstås som det lyriske jeg, der undersøger
naturen gennem sin poesi på en detaljeret og beskrivende måde, men samtidig med en utrolig
ærbødighed og lidenskab. Begrebet naturforskeren bliver således udtryk for digterens indsigt i naturen
og dermed det guddommelige.
Gennem hele digtet søger det lyriske jeg efter det rene og det guddommelige, som findes i naturen.
Digtet er således monistisk - naturen tilbedes ikke fordi, Gud har skabt den, men fordi Gud er i den.
Naturen er en mystisk åbenbaring af verdens sjæl. På denne måde bliver beskrivelsen af naturen meget
storslået og næsten en smule overvældende eller skræmmende. Ideen om det, skræmmende, det
mystiske, det erotiske, det dunkle og det dæmoniske udfoldes i Romantikkens sidste fase fra ca. 1830-
1850. En periode som benævnes Romantisme.
Modsætningen til Romantismen er Biedermeier. Denne strømning har fået navn efter en tysk litterær
romanfigur, den troskyldige spidsborger, skolelærer Gottlieb Biedermeier. Navnet er siden blevet
knyttet til en borgerlig kultur, der var kendetegnet ved dyrkningen af familien, det harmoniske, det
idylliske, det hyggelige, det moralske og det hjemlige. Biedermeier kan ses som en banal eller udvandet
udgave af den romantiske tænkning. I perioden findes træk af Biedermeier-kulturen i det
5
meste af den danske digtning. Både hos H.C. Andersen, Blicher, Christian Winther, Kaalund og
Thomasine Gyllembourg findes træk fra Biedermeier-kulturen. Morten Korch kan også siges at være en
sen repræsentant for Biedermeier-digtningen.
I Biedermeier-kulturen betragtede man den lille verden, dagligdagen, hjemmet og familien som
menneskets tilflugtssted. H.C. Andersens ”Aftenlandskabet” er et eksempel på denne tendens.
I dette digt er er det menneskets handlinger, der er i fokus, og naturen indgår som en idyllisk og
harmonisk del af menneskets liv.
”Men gadekæret er blevet en pjøs,
dog vandes der heste af karl og knøs;
de fløjte og syne til frøenes kvæk,
og så rider de væk”
Her ses det tydeligt, at naturen er underlagt mennesket, men at de samtidig spiller smukt sammen; ”de
fløjte og syne til frøenes kvæk”. Digtet tager udgangspunkt i en bondefamilie, hvis liv afhænger af deres
evne til at dyrke og bruge naturen. Dette digt bærer præg af en helt anderledes naturopfattelse, der kan
kategoriseres som meget typisk Biedermeier i sin dyrkning af naturen som harmonisk og idyllerisk.
Selvom både ”Naturforskeren” og ”Aftenlandskab” er skrevet i den kulturhistoriske periode kaldet
Romantikken udtrykker de altså to meget forskellige måder at opfatte naturen på. I digtet
”Naturforskeren”, der er skrevet under Universalromantikken, er mennesket underlagt den
guddommelige naturs ånd. I modsætning til menneskene i ”Aftenlandskabet”, der er skrevet under
Biedermeierperioden, der behersker og drager nytte af naturen i et harmonisk samspil. Fælles for de to
romantiske naturopfattelser er dog, at mennesket søger harmoni og balance i naturen, som et udtryk for
det guddommelige. Målet er det samme, men vejen dertil er forskellig.