
Side 2 af 2
tydeligste off-markering er de fire klap der er i hver takt, men de fire klap ligger ikke på slag 1, 2, 3
og 4. De ligger på 1-og, 2, 3-og, 4, som man ville opstille således:
Der er ikke noget break og heller ikke en gimmick som sådan – man kan måske overveje om de
meget tydelige, klare og rene to toner, spillet af guitar 1, er det. De to toner forekommer første
gang i første vers, anden takt på 4-og slaget, hvor der spilles et fis, som glider ned til et e. De er
meget kraftige, lægger sig meget i forgrunden og er lidt en kontrast til guitar 2 som er forvrænget.
Hooket er helt klart omkvædet med: ”I want to hold your hand”, som er det man husker bedst
efter sangen er sluttet.
I kontraststykket hvor der synges ”I can’t hide…” bliver det fyldt med power. Dette er klimakset i
sangen, og her følges stort set alle instrumenter ad med underdeling i to. Guitar 1 gør dog kun i
den sidste halvdel af takterne.
Sound:
Der er ingen rumklang og min oplevelse af sangen er at den ligger meget i de høje toner. Det er
dem man hører tydeligst, og nogle gange føles det en smule skinger når Lennon og McCartney går
op i de lysere toner. Altså fremhæves de høje frekvenser og bassen er sat en smule i baggrunden.
Den er en smule dæmpet, hvilket nemlig giver den her lyse og klare sound. Guitar 2 er forvrænget,
men det hører man ikke specielt tydeligt hele sangen igennem. Der er få passager hvor den
fremstår meget tydeligt. Dette kan også have noget at gøre med nutidens opfattelse af
rockmusikken. I dag er guitarer altid forvrænget i rock, og rock har udviklet sig meget siden The
Beatles var på sit højeste. Derfor opfatter man ikke Beatles musik generelt som værende specielt
rockede – mere end form for pop-rock.
Teksten passer rigtig godt til musikken. Den handler om en kærlighedserklæring, og at han ikke
kan skjule sin kærlighed til hende mere. Jeg synes sangen er stille og rolig og meget sød og passer
godt til en tekst som denne. For eksempel hvor der synges ”I can’t hide…” – dette er det absolutte
klimaks i sangen, både lyrikmæssigt og instrumentalt. Han er ved at koge over af bare kærlighed,
og denne passage er det mest power fyldte sted i sangen, og disse to ting passer derfor udmærket
sammen.
Afslutningsvis vil jeg pointere at denne sang kører i tid og ikke i rum, fordi den er overvejende
funktions harmonisk og bevæger sig fremad.