24/1-16
1
Marcus’ sprog i tekstuddrag fra ’Liberty’
I 2008 døde forfatteren Jakob Ejersbo. Hans aske blev spredt udover Kilimanjaro. Handlingen var
en gestus fra hans venner, som skulle illustrere hans kærlighed til Afrika. En kærlighed til landet og
dens befolkning, men samtidig også en afstandtagen til racisme og kvindeundertrykkelse.
Elementerne racisme og kvindeundertrykkelse går igen i tekstuddraget ’’Liberty’’ af Jakob Ejersbo
2009. Her følger man den indfødte sorte dreng Marcus, som fortæller om mødet med de hvide
europæere og inderne.
Marcus’ sprog i tekstuddraget har et gennemført afrikansk touch. Han benytter sig bl.a. af
STX 2.g
at stabilisere solidaritet og forståelse for de kulturforskelle, som gør sig gældende. Endvidere gør
han brug af et lavt stilniveau, idet sætningsstrukturen hovedsagligt består af enkelte og korte
sætninger. Det lave stilniveau bevirker, at læseren har lettere ved at identificere sig med tekstens
indhold. Desuden er sætningsopbygningen parataktisk, da der hyppigt bruges konjunktionen ’og’
imellem sætningerne: ’’Og hvis den starter, så kører den ikke - den flyver som en fjer; den stejler,
og Mika er på ryggen i indkørslen, og Yamaha har skrammer’’ (’’Forkert menneske’’ l. 9-10). Det
lave stilniveau og den parataktiske sætningsopbygning, er sammen med til at gøre sproget uformelt
og forsimplende. Samtidig afspejler hans sproglige færdigheder hans vanskellige kulturelle
baggrund. I modsætning hertil er hans signifikante brug af billedsprog med til at gøre teksten
levende og beskrivende. Især Marcus’ følelser og magtfordelingen mellem ham og Jonas, bliver
beskrevet gennem billedsprog: ’’Jorden i hans mund sprøjter på min hud – jeg bliver et
askebæger’’ (’’Forkert menneske’’ l. 11-12). Her ser Jonas, Marcus som et dyr, som han bare kan
spytte på.
Magtfordelingen mellem Jonas og Marcus kommer også til udtryk, da Marcus konkluderer: ’’Det
allermest farlige, man nogensinde kan komme ud for: at have en person, der kontrollerer ens liv,
men som ikke dirigerer’’(’’Forkert menneske’’ l. 16-18). Her mener Marcus, at han ikke ved, hvad
han skal gøre, eller hvad Jonas gerne vil have ham til at gøre. Jonas kontrollerer altså hans liv ved
bestemme over ham, men han siger ikke, hvad Marcus skal gøre. Desuden straffer Jonas også
24/1-16
2
Marcus, hvis han ikke indordner sig efter ham. Marcus må derfor selv gennemskue, hvad der
tilfredsstiller Jonas. Det medfører, at Marcus konstant er på vagt overfor ham. Marcus’ forhold til
Jonas er altså anstrengt og præget af den ulige magtfordeling, da han konstant må bukke under for
Jonas. Marcus agerer derfor som ’’slaven og Jonas som ’’herren’’. Magtfordelingen bliver
yderligere bekræftet i måden, Jonas omtaler Marcus på: ’’Lad vær med at give den unge din cykel –
han ødelægger den bare’’ (’’Forkert menneske’’ l. 3). Her taler Jonas nedladende til ham og ser
ham, som en uselvstændig og ansvarsløs ’’unge’’.
Marcus’ opfattelse af Jonas er også med til at præge, den måde han karakteriserer de hvide
europæere på. Han ser dem nemlig, som værende magtfulde og rige, hvilket gør dem i stand til at
gøre, hvad de vil uden at blive straffet. Endvidere fremstår de hvide, arrogante og bedrevidende,
idet de underviser folk fra andre kulturer, om hvordan de skal klare sig: ’’Vi arbejder ikke på
afrikansk tid her. Hvid tid; hvert sekund tæller’’(’’Hvidt vanvid’’ l. 18-19). De fremtræder samtidig
også utrolig racistiske, hvilket yderligere kommer til udtryk, da Jonas seksuelt misbruger de sorte
kvinder, der arbejder som husholdersker.
Ud fra Marcus’ syn på de hvide europæere er det interessant at se på Gert Hofstedes kulturteori.
Gert Hofstede beretter, at en rig nation gør samfundet mere individualistisk, arrogant og mindre
solidarisk, da man pga. ens finansielle styrke kan gøre, hvad man vil. Det er netop tilfældet hos de
hvide europæere, da de er velhavende og i stand til at kunne sige sin mening. På samme måde, kan
man sige, at de lever ud fra en maskulin kultur, hvor karriere og materiel succes vægtes højt.
Modsat de hvide, kalder Marcus de sorte indfødte for ’’slaver’’, hvilket også er med til at vise hans
kritiske syn på de hvides forestilling om at være ’’herrer’’. De sorte ligger altså under de hvide
europæere, som også fremgik i Marcus opfattelse af hans og Jonas’ forhold. De sorte indfødte får
ingen penge eller tilskud fra staten og må derfor klare sig selv ved at arbejde for de hvide. De går i
skole og har dermed mulighed for uddannelse, dog må de indfinde sig med at blive behandlet, som
fattigt snavs. De lever altså ud fra et kollektivistisk samfund, hvor der ikke er overskud til
eksperimenter med tilværelsen og søgning efter identitet. Det kommer til udtryk, da Marcus heller
ikke har overskud til at gøre op med den racisme, som han møder på vejen eller bryde den sociale
arv ved at sætte skolen i første prioritet. I stedet er han tvunget til at tilpasse sig de forhold og
muligheder, som de hvide europæere kan tilbyde ham.
24/1-16
3
I kontrast til de sorte indfødte, karakteriserer Marcus’ inderne, som værende sindssyge. Han mener,
at de lever efter specielle religiøse ritualer. På den måde ser han altså skævt til deres kultur, da de
lever efter en fremmed og anderledes religion, nemlig hinduismen.
Han beskriver også inderne, som modbydelige imod huspigerne. De behandler dem: ’’som en slem
hund’’ (’’Girafspion l. 4-5), da huspigerne bliver misbrugt, når konen ikke er hjemme.
På den ene side kan man argumentere for, at de lever ud fra et kollektivistisk samfund. Vi hører i
tekstuddraget om den hinduistiske tradition ’’Garden of Heaven’’. Her samles familien og nærer om
deres religiøse ritaler, hvilket skaber et kollektivt sammenhold. Samtidig lever de også ud fra en
feminin kultur, da de værdsætter solidaritet og fælleskab højt. På den anden side lever de ud fra det
individualistiske samfund, fordi individet også sættes i fokus - her skal man føres frem via
uddannelse og indkomst. Altså kan man sige, at de lever ud fra en blanding af disse kulturer og
samfund.
Ud fra Marcus’ syn på inderne og de hvide europæere skildres temaet manglende lighed mellem
mænd og kvinder, idet de sorte seksuelt bliver misbrugt af mændene i familierne. Der er altså et
betydeligt hierarki, hvor mændene fremstilles, som de stærkeste og kvinderne de svageste.
Et andet tema, som belyses, er racefordomme mellem racer og inden for egen race. Fordommene
ses blandt alle racerne. De hvide europæere har tydelige fordomme overfor inderne og især de sorte
indfødte. De ser ned på de sorte indfødte og udnytter dem som ’’slaver’’. Desuden føler europæerne
sig også klogere og på den måde, ser de sig hævet over de andre racer. Vi ser også racefordomme
på tværs af racerne, da både de indfødte sorte og de hvide europæere, ser ned på inderne og kalder
dem sindssyge. Som tidligere nævnt har de sorte indfødte både fordomme overfor inderne og
specielt europæerne. De ser de hvide som dominerende, arrogante og usympatiske.
Derudover har de hvide europæere og de sorte indfødte også fordomme indenfor egen race. Det
kommer til udtryk ved, at de hvide europæere forventer, at alle fra deres egen race er ligeså rige og
magtfulde som dem selv. På samme måde forventer de indfødte sorte, at alle fra deres egen race er
ligeså fattige og undertrykte som dem selv. I forlængelse hertil spiller temaet kulturel ulighed også
en væsentlig rolle mellem de hvide europæere og de sorte indfødte. Den kulturelle arv har en stor
betydning for, hvordan man lever fremadrettet, idet arven formentlig vil blive ført videre og den
negative sociale arv vil ikke blive brudt. De indfødte sorte har altså pga. den økonomiske og sociale
ulighed ikke samme muligheder for velstand, som de hvide europæere.
24/1-16
4
Sammenfattende kan man sige, at tekstuddraget af Jakob Ejersbo berører temaerne racisme og
kvindeundertrykkelse. Det kommer til udtryk via Marcus forsimplende og uformelle sprog.
Samtidig afspejler hans sproglige færdigheder Marcus’ vanskellige kulturelle baggrund fra Afrika,
hvor han arbejder som ’’slave’’ hos den hvide europæer Jonas. Marcus karakteriserer de hvide
europæere, som dominerende, arrogante og usympatiske samt inderne som sindssyge.
Afslutningsvis kan man konkludere, at forfatteren Jakob Ejersbo skriver efter stilen ’’realisme’’ .
Han bygger altså en fiktiv verden op i forlængelse af det han selv har oplevet i Afrika.