1
Ground Zero
Analyse og perspektivering
’Ground Zero’ – et udtryk lånt fra engelsk, der navngiver stedet, hvor en eksplosion har fundet
sted. Dog er det et udtryk, der efter 2001 forbindes af de fleste med grunden, hvor World Trade
Center stod, før to fly ramte det i en terroraktion. Dermed er det i dag stærkt forbundet med
terror, hvad der giver klare associationer til frygt og død.
Samtidig med alt dette, er Ground Zero også navnet på et digt af Lone Hørslev, der blev udgivet i
2007. Digtet tager os gennem en følelsesmæssig rutschebane, og omhandler både
naturkatastrofer, terror og en form for følelsesmæssigt sammenbrud. Og selvom der i digtet både
er nævnt datoen 11. september, ’en flyver der borer sin næse dybt ind i en bygning’ og
’brandmanden der råber at det kun er et spørgsmål om tid før hele lortet ramler sammen’ er dette
kun rammen om de hjerteskærende indrømmende ord ’Jeg er altid bange for at miste dig’. Her
fornemmes det fra start, at vi ikke kun taler om de katastrofer, der kan ses med det blotte øje på
tv, men at kærligheds- og følelseskaos er den egentlige eksplosion, der efterlader et Ground Zero;
altså et totalt skadet areal og sågar det sted, der er ramt allerværst.
’Jeg kan for resten / godt lide lyden af vinter. Mørket og fornemmelsen / af at verden har lagt
LÅG på…’ (l. 1-3)
Sådan lader Lone Hørslev os springe direkte ind i det lyriske jeg’s følelser og tanker. Nærmest som
en samtale, med det besynderlige brug af ’for resten’, der giver os som læser en følelse af, at vi
bliver betroet noget personligt. I disse første tre linjer er handlingen indre og afspejler det lyriske
jeg’s indre. Vi bliver præsenteret for, at vores lyriske jeg holder af mørke og når verden ’har lagt
låg på’. At ligge låg på noget, vil enten dæmpe, skjule eller fuldstændigt lukke af for det
pågældende og hermed skabe ro. Hermed siger det lyriske jeg, at det værdsætter ro, selvom at
uroen eller det forstyrrende bare er gemt væk og ignoreret, men stadig eksisterer.
2
’men nu er det sensommer, som sagt. / Den ellevte / september og folk bliver stadig ramt / af
lyn…’ (l. 3-6)
I de næste linjer, mærkes en tydelig overgang fra noget indre, til noget ydre. Nu er det
sensommeren og den kendte katastrofedato for terrorangrebet på World Trade Center, der bliver
bragt i fokus. Sensommeren er en næsten modsætningen til vinteren. Vinteren er i de første linjer
af digtet fremstillet som det trygge, mens at sensommeren er tiden for terrorangrebet og det, der
også er en begyndt omtale omkring; lyn og tordenvejr. Hermed får vi på en måde placeret
sensommeren som situationens ’Ground Zero’ og stedet med katastrofer og ødelæggelse, mens
vinteren ligger langt fra sensommeren og hermed er langt fra krateret efter eksplosionen.
I denne del af digtet åbnes der som sagt også for et emne, der vil spille mere ind efterfølgende:
Lyn og torden. Efter at have fortalt om den kendte 9/11, fortæller det lyriske jeg os, at folk bliver
stadig ramt af lyn. Disse lyn skal derfor søges i forbindelse med denne katastrofedag, terroren og
frygten. Jeg vil, set i lyset af digtets senere verselinjer, mene at det er det netop er frygt, der er
forklædt symbolsk som lynene.
’for lyn / er ligeglade med årsdage for andre katastrofer og mennesker der stadig / sørger over
mennesker der døde / for fem år siden, for femten, for tyve, et lyn / har nok i sig selv…’ (l. 6-10)
Hvis vi holder fast i, at lyn som jeg før konkluderede vel og mærket kan være frygt, får vi her at
mærke, at det ikke er frygt for alt, men omhandler en speciel situation. Vi kører stadig i en mere
ydre vinkel til situationen, men dog er lynene her åbenlyst ikke ’bare lyn’. Lynene går gennem en
personificering, da det formår at være ligeglad og at have nok i sig selv.
Det er en frygt, der er forbundet med en katastrofe, da digtet siger ’for andre katastrofer’. Ved
dette kan vi også forstå, at det er en anden og nok endda helt anderledes katastrofe, der dog for
det lyriske jeg er ligeså katastrofal og ødelæggende. Faktisk hører vi, at denne frygt for katastrofen
overskygger tidligere katastrofer. Det er noget, der ’har nok i sig selv’ og hermed er i stand til at
være katastrofal uafhængigt af andre katastrofer, eller hændelser.
’Undgå at udgøre det højeste punkt / i landskabet, spil ikke / fodbold, tennis, søg ly i lavninger i
landskabet og læg dig for eksempel / på en regnfrakke…’ (l. 10-13)
Dette står med kursiv og er ellers kendte råd til, hvordan man kan undgå at blive ramt af et lyn
under tordenvejr. Hermed er det nærmest ’guidelines’ som vores lyriske jeg husker sig selv på. En
3
række overlevelsesmetoder, hun mener at kunne undgå dette såkaldte lyn ved hjælp af.
Den måde det lyriske jeg pludselig griber til råd fra omverdenen viser en hvis hjælpeløshed og
desperation. Det lyriske jeg ved ikke, hvad de skal gøre for at undgå denne katastrofe, men er klar
til at gøre alt og følge alle råd de kan få. Det bliver gjort tydeligt her, at det er en katastrofe det
lyriske jeg frygter mere end noget andet lige pt.
Gennem disse verselinjer får vi en fornemmelse af, at vi igen er tilbage i tanker og, at disse råd er
nogen det lyriske jeg husker sig selv på. Dette giver, på trods af dets umiddelbare kaotiske
placering, en glidende overgang over i en endnu engang indre handling i de kommende verselinjer.
’Lyv ikke. Jeg er altid bange for at miste dig.’ (.l 13)
Meget tydeligt går vi her direkte tilbage til en dyb indre handling. Igen er vi præsenteret meget
åbent og direkte for det lyriske jeg’s inderste følelser.
Placeringen af, at vi skifter tilbage til det indre og at vi cirka befinder os midt i digtet, gør, at man
er ekstra opmærksom på netop dette stykke. Dermed bliver ordene centrale og offer for ekstra
opmærksomhed – hvad der jo uden tvivl er meningen. Oven i dette skiller de sig også ud, ved at
alle tidligere sætninger har været unaturligt lange og indviklede og endda spredt udover flere
verselinjer, mens at disse to sætninger er korte, skarpe og præcise. Hermed står budskabet i dem
tydeligt frem, da ordene er sagt direkte og hverken gennem symbolik, eller kunstnerisk sprog, men
derimod så simpelt og direkte som overhovedet muligt.
Vi er her placeret for en anden person end det lyriske jeg selv, vi er præsenteret for et ’dig’, som
det lyriske jeg taler til. Dog kan der drages tvivl om ’lyv ikke’ er henvendt til det lyriske jeg selv,
eller til dig’et. Hvis det er henvendt til det lyriske jeg selv, har det en god sammenhæng med det
efterfølgende; indrømmelsen om, at det lyriske jeg altid har en frygt for at miste dig’et.
Når man kigger på frygten for at miste dig’et, skal man fokusere på, at dette efterfølger alt
snakken om lyn og forholdsregler mod at blive ramt af disse lyn. Jeg vil mene, at man her kan se en
sammenhæng og at disse lyn netop er at miste og frygten for dette. På denne led bliver vi nu
præsenteret for, at den egentlige ’hovedkatastrofe’ i digtet er det at miste.
’Tordenvejr gør mig nervøs. / Et sekund, to sekunder, tre sekunder, man kan kende en hund på
dens ejer, en kærlighedssang på de vulgære fraseringer…’ (l. 14-17)
4
Igen starter vi ud med en af de ellers anderledes enkle, korte og skarpe sætninger. Faktisk er dette
den eneste sætning, der har fået lov til at stå i en helhed med en verselinje helt for sig selv. Ved
dette understreges dette også, som noget vigtigt.
Når der er tordenvejr er der oftest lynnedslag og oftest mange af dem. Hermed må dette
’tordenvejr’ være tæt forbundet med det at miste og frygten for dette. Jeg vil vælge at kalde det
skænderier og uenigheder, da det netop er sådanne ting, der ødelægger et forhold. Samtidig er et
tordenvejr som kendt larmende med en velkendt nærmest ’voldelig’ lyd. Denne lyd kan nærmest
ses som naturens bud på et højlydt skænderi, hvad der er endnu engang bekræfter min idé om at
tordenvejret er et skænderi. Disse skænderier er åbenbart, hvad der er skyld i det lyriske jeg’s frygt
for at miste, da det gør hende nervøs.
Herefter tæller det lyriske jeg sekunder, som man som barn lærer at gøre for at tælle, hvor mange
kilometer lynene er væk. Altså tæller det lyriske jeg, hvor langt hun er fra katastrofen og tabet af
dig’et.
Herefter bruger det lyriske jeg en gammel talemåde, nemlig at ’man kan kende en hund på den
ejer’. Herved omtaler de et tilfælde omkring noget, der er gennemskueligt. Så fortsættes der med
noget der må være et slags synonym for talemåden, bare selv formuleret af det lyriske jeg, da de
påstår at man også kan kende ’en kærlighedssang på de vulgære fraseringer’. Her trækker det
lyriske jeg kærlighed ind i billedet igen, men på en meget negativ måde, da hun bruger ordet
’vulgære’ omkring ordene i en kærlighedssang. Måden disse to ’talemåder’ er skrevet med kun et
komma som adskillelse, trækkes der en forbindelse mellem dem. Når man først ser på, at noget er
gennemskueligt og herefter vulgær kærlighed, kan det meget vel tænkes, at det lyriske jeg føler, at
de har gennemskuet situationen. Altså, at de allerede ved, at denne kærlighed ikke vil ende godt.
’syng med, syng ikke / MED, lad være / med at gentage en løgn / til du begynder at tro på den
selv…’ (l. 17-20)
Her ser vi igen et eksempel på den rodede og ved første øjekast kaotiske form på digtet. Her
omtaler jeg sætninger, der er markant opdelt over flere verselinjer midt i sætningen. Dette
afspejler et lignende følelsesmæssigt kaos som det lyriske jeg gennemgår.
I denne del fortsætter det lyriske jeg med det foregående sangtema, da der før dette stykke jo
blev omtalt en kærlighedssang. Her opsætter det lyriske jeg modsættende ordre direkte efter
5
hinanden: ’syng med, syng ikke med’. Det virker derfor som om, at det lyriske jeg egentlig gerne
bare ville synge med og tro på kærlighedssangen om, at alt er godt og let, men griber sig selv i det.
Dette ses også ved, at det sidste med er skrevet med stort, så der er ekstra tryk på det.
Herefter fortsættes sætningen, hvor at kærlighedssangen trækkes hen til at kaldes en løgn. Efter
næsten at være forfaldet til at synge med, irettesætter det lyriske jeg her sig selv. Først gennem at
beordre sig selv med styrke, til ikke at synge med og herefter at understrege det, ved at fortælle
sig selv det er en løgn. Det lyriske jeg fortæller sig selv, at de skal lade være med at gentage
løgnen, der er kærlighedssangen og altså idéen om let, lykkelig kærlighed. De advarer sig selv om,
at hvis de gentager løgnen, ender de måske selv med at tro på den.
’Selv / mine drømme er nervøse i dette her uvejr. Jeg har tabt tre ting / på gulvet og flækket en
flis af min fortand efter / jeg drømte at du var rejst hjem uden mig. Gør det ikke.’ (l. 20-23)
Vi er stadig i de indre tanker og følelser, men begynder at opleve en lettere sammensmeltning til
noget ydre også. Igen får vi nævnt uvejret, der bare tidligere har været omtalt som lyn og
tordenvejr. Det lyriske jeg fortæller, at selv deres drømme er forstyrrede af den frygt de oplever
på grund af skænderierne. Det vil betyde, at det er noget de ligger mange tanker i og forstyrrer og
bekymrer dem døgnet rundt.
Herefter siger det lyriske jeg, at de har tabt tre ting og flækket en flis af deres fortand, efter at de
begyndte at have frygten for at miste dig’et, der igen er nævnt. Jeg vil mene, at disse ting ikke er
egentlige genstande, der er tabt, men mere noget af det lyriske jeg selv. Altså, har det lyriske jeg
tabt visse ting af sig selv, eller givet visse dele af sig selv i forsøget på at kæmpe for dette forhold.
Flisen af fortanden symbolerer noget omverdenen kan se, i stedet for de tre andre ting, der højst
sandsynligt er indre værdier og dele af det lyriske jeg. Alt dette er sket efter, at det lyriske jeg
begyndte at have frygten for at miste dig’et.
Til slut i denne del af digtet underbygger det lyriske jeg, hvor meget de frygter at miste dig’et, ved
direkte at sige i bydeform, at de ikke må ’rejse hjem’, altså forlade det lyriske jeg. Igen er ’Gør det
ikke.’ en kort præcis sætning, der står som en helhed og dette underbygger vigtigheden i ordene
og, hvor dybt det lyriske jeg mener dette.
’Jeg drømmer om brændende huse, jeg drømmer at jeg SELV er et / brændende hus – LÅG på
LÅG på…’ (l. 24-25)
6
Her er sammensmeltningen mellem det indre og ydre fra før nu helt gennemført. Det er trukket
sammen, hvordan egentlige brændende huse og, at det lyriske jeg drømmer de selv er et
brændende hus. Før dette blev det nævnt, at det lyriske jeg’s drømme var forstyrrede af frygten
for at miste dig’et og det vises her. Et brændende hus, er jo noget hvor katastrofen foregår lige her
og nu. Samtidig er det også noget, der kan gemmes væk og løses senere, men et problem der skal
løses hurtigt, for at redde huset – altså det lyriske jeg.
Efter dette er det som om, at det lyriske jeg afbryder sig selv med ordene ’Låg på låg på’. Dette er
en gentagelse fra 3. verselinje, hvor det lyriske jeg omtaler, at de godt kan lide når ’verden har lagt
låg på’. Hermed kan man se, at det lyriske jeg fortæller sig selv her, at de skal ligge låg på og altså
tage det roligt. Med dette kan man se, at det lyriske jeg er så dybt begravet i frygten, at de
nærmest er blevet paniske og må forsøge at berolige sig selv.
’måske / fordi jeg på tv har set det igen: en flyver / der borer sin næse dybt ind i en bygning. De
øverste etager / der knitrer og brænder, og brandmanden der råber / at det kun er et spørgsmål
om tid / før hele lortet ramler sammen.’ (l. 25-30)
Igen er vi tilbage ved starten, som ved ’Låg på låg på’. Her er det 9/11 vi er vendt tilbage til og det
verdenskendte billede, der blev vist på hele verdens tv-skærme: et fly, der flyver ind i et af de to
berømte højhuse og den ellers imponerende bygning, der hurtigt begyndte at styre sammen. Det
er også verdenskendt, hvordan hjælpen fra især New York’s brandkorps strømmede til. I disse
sætninger forklarer det lyriske jeg, hvordan de har set katastrofen ske før: Først kommer
nådesslaget, hvorefter der ikke er tvivl om, at det hele i løbet af kort tid vil styrte helt sammen og
efterlade en Ground Zero. Hvis man skal sætte dette i forbindelse, med frygten for at miste
forholdet til dig’et, omtaler hun her, at hun har set det før: Forholdet får et afgørende og
ødelæggende ’slag’, hvorefter det hurtigt og sikkert går helt i stykker og smuldrer til ruiner.
Ligesom med 9/11 vil dette efterlade en Ground Zero, der dog er mere tidsrelateret, i stedet for
stedrelateret som normalt. Forholdets sammenbrud og afslutning vil efterlade en følelsesmæssig
Ground Zero hos det lyriske jeg, der vil tage sig tid og ikke centimeter og kilometer, at bevæge sig
væk fra.
7
Digtet er skrevet i 2007, hvad der er lige udenfor ’Millennium’-tiden indenfor litteratur. Derfor har
jeg valgt både at kigge på 00’er årtiet i det hele taget, men selvfølgelig også millennium
tendenserne i digtet.
Hele digtet, Ground Zero, viser meget påvirkning af at være skrevet i det 21. århundrede. Det
meget kendetegnende for det senmoderne samfund er netop mediernes påvirkning, hvad der
flere gange er inde og vende i digtet. For det første har vi hele situationen med, hvordan nyheden
om 9/11 blev spredt ud til hele verden straks på direkte tv. Dette er grundet globaliseringen og
den stigende lethed i kommunikation på tværs af enorme afstande.
Sproget i digtet kendetegner også meget digtets datid, hvis ikke også nutiden. Ord som tv og flyver
beskriver en noget nyere teknologi som i 2007 er dagligdagsting og helt normale ting i hverdagen.
Vi har også beskrivelsen af World Trade Center som ’lortet’, der er et meget nyt og ellers grimt
udtryk. Det er ikke formelt og hørere næsten ude i, hvad mange ville kalde et bandeord og, hvis
ikke, i hvert fald noget, der ikke er pænt.
Selvfølgelig har vi også hele omtalen af en situation, der skete i 2001. Dette markerer også meget
tydeligt, at vi er efter 2001.
Noget der har udviklet sig meget i det såkaldte 00’er-årti, er egoet og dets udspredelse
litteraturmæssigt. Det er blevet normalt og meget moderne at udholde sig skriftligt diverse steder
på internettet, både i blogs og på sider som facebook, arto, twitter og myspace. Folk i vidt
forskellige aldre og fra vidt forskellige samfundsklasser udtrykker sig alle her gennem skrift. Det er
blevet en godkendt norm, at alle nu kan udtrykke sig på skrift. Samtidig har selvbiografier og
såkaldte ’samtalebøger’ haft gode år i det forhenværende årti. Det er langt mere godkendt at
fortælle omverdenen om et ego og indre følelser.
Noget revolutionerende og anderledes, der kendetegner Millennium, er at en helhed ikke længere
behøver være indlysende. Dette ses klart i digtet, da man efter at have læst det igennem første
gang, sidder tilbage med en dyb forvirring over det tilsyneladende kaotiske og rodede digt. De
brudte sætninger og sammenblandingen af terror og et afsluttende kærlighedsforhold er ikke
nødvendigvis indlysende og man bliver nødt til at tænke ’udenfor rammerne’: man kan ikke bare
længere læse det der står, uden at fortolke, hvis man vil have helheden.
Information og kommunikation til udbredelse er dette er også som tidligere nævnt blevet tidens
brændstof. I digtet ses dette ved, at det lyriske jeg har ’guidelines’ de uden tvivl har hørt udefra –
8
højst sandsynligt fra medierne – og også, som sagt, omkring det at direkte se 9/11 på sin tv-skærm
i dagligstuen.
Ground Zero er i den grad et digt, der omhandler stedet, hvor en eksplosion er sket. Dog er det en
overraskelse, som læseren bliver ført til, at eksplosionen hverken er en bombe, eller noget fysisk
som så, men derimod er psykisk Ground Zero. Digtet afspejler, hvordan det lyriske jeg frygter
noget hun før har set gang på gang: Hvordan et forhold slutter og efterlader et indre krater, som
det tager tid at bevæge sig væk fra. På samme led, har det lyriske jeg gang på gang set hvordan
flyet rammer World Trade Center på 9/11 og efterlader en Ground Zero. Forholdets afslutning er
bestemt ikke noget det lyriske jeg ønsker, men noget de forventer og er næsten helt sikre på til
slut. Allerede ved digtets start, mindes det lyriske jeg den ro, der er ved vinteren, der er langt fra
sensommeren og altså Ground Zero. På trods af indædt kamp og desperation, giver det lyriske jeg
op til slut, hvor det, som de selv siger: ’Kun er et spørgsmål om tid før hele lortet ramler sammen’.