Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 16. december 2016
1
Man ligger som man har redt
Besparelser i den offentlige sektor har vi set mange af i de seneste årtier. Man kan mene, at de har været
nødvendige for at sikre, at Danmark og vores velfærdssamfund også i fremtiden er konkurrencedygtigt. En
ting er sikkert. Besparelser og nedskæringer er ikke populære for dem, de rammer. Forsvaret er en af de
offentlige organisationer, som er blevet ramt. Det forholder Lars R. Møller sig til i kronikken ”Man ligger
som man har redt”, som blev bragt i Berlingske den 31. juli 2015. Her kommer han med sit syn på de
politiske beslutninger, som har påvirket og ramt forsvaret, og budskabet er klart: ”Man får, hvad man
betaler for”. I denne opgave vil jeg analysere artiklen med fokus på sproget, argumentationen og
målgruppen.
Møllers formål med teksten er at overbevise om, at man ikke får mere for forsvaret som organisation, end
man betaler for. Han påpeger, at forsvaret ikke er fleksibelt og i stand til at forsvare landet i samme grad
som tidligere. Det skyldes angiveligt, at både Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet er blevet pålagt besparelser
fra politisk side, og det er ifølge Møller gået ud over effektiviteten: ”Hvis man tror, at man i en organisation
(…) kan udsættes for en besparelse på 15 pct. og stadig bevare samme effektivitet som før, så kan man også
tro på, at Jorden er flad”. Med hensyn til Flyvevåbnet skriver han, at man har fået mere, end man har betalt
for: ”Det kan man nemlig godt, hvis man driver rovdrift på personalet, men det går kun til en vis grænse –
og den er åbenbart nået nu”. Konsekvensen af den førte politik er, at forsvaret er i hårde tider.
Det er karakteristisk for teksten, at der gøres brug af et billedrigt sprog. Møller skriver blandt andet: ”Vi er
meget interesserede i at holde et sammenskudsgilde (…), men vi satser på, at de andre nationer kommer
med grill, grillmad, øl, vin og levende musik”. Dette billede bruges til at beskrive Danmarks holdning til
forsvarssamarbejde. Med billedet gøres det meget komplekse internationale forsvarssamarbejde til noget
konkret, som de fleste læsere vil kunne forholde sig til. Samme effekt har citatet ”Man får det, man betaler
for”. Citatet gentages flere gange i artiklen og må altså være vigtigt. Det skyldes igen, at det komplekse
emne konkretiseres og gøres til en hverdagsting. At man får, hvad man betaler for, er svært at argumentere
imod. Det er en selvindlysende sandhed. Et tredje eksempel på et billede, han bruger i teksten, er:
”Forsvarets kapaciteter svarer til en håndværkers værktøjskasse”. Forsvarets kapaciteter vil for mange
læsere være et abstrakt begreb, men her konkretiseres det og sammenlignes med noget så jordnært som
en værktøjskasse. Og sammenligningen og konkretiseringen er velvalgt. Møller vil overbevise om, at det
også gælder i store organisationer som forsvaret, at man får, hvad man betaler for. Færre eller billigere
redskaber giver altså et dårligere resultat i sidste ende. Ved at sammenligne forsvaret med en
Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 16. december 2016
2
værktøjskasse, er læseren mere tilbøjelig til at tro på synspunktet. Læseren ved nemlig, at man ikke kan
hamre uden en hammer, og Møller påvirker læserens evne til at indse sammenhængen. Der er altså tale
om et logos-argument.
Det billedrige sprog fortæller alt i alt meget om den målgruppe, som Møller forsøger at ramme. Han bruger
ikke fagspecifikke ord og forkortelser, som der ellers findes mange af i forsvaret, men kommer derimod
med sammenligninger, som mange mennesker kan sætte sig ind i. Han forsøger altså at ramme en bred
målgruppe i befolkningen, som ikke nødvendigvis kender meget til forsvaret. Berlingske regnes for en
borgerlig avis, og dens læsere vil typisk stemme til højre for midten, måske især Konservative. De
konservative er normalt dem, der slår mest på, at vi skal have et stærkt militær. Dette udelukker dog ikke,
at målgruppen er forholdsvis bred, da Berlingske har mange læsere. Selv er skribenten oberst og har altså
et stort kendskab til forsvaret, men han bruger ikke sin status til at argumentere i artiklen. Men det giver
ham alligevel et stærkt etos, at hans titel står i artiklens byline. Han lægger ikke skjul på sig selv i teksten og
siger fx, ”Jeg har en kæmperespekt for det, Flyvevåbnet har ydet”, men overordnet set er stilen objektiv.
Underrubrikken indledes med: ”Man kan godt gnide sig i øjnene”. Ordet ’man’ gør her, at det virker som en
generel holdning eller en objektiv sandhed, men egentlig er det Møllers subjektive oplevelse. I teksten
inddrager han en personlig oplevelse fra et møde med cheferne i forsvaret, hvilket går imod den ellers
objektive stil. Han skriver dog kun indirekte, at han var til stede: ”Vi troede ikke rigtig på det”. Ordet ’vi’
viser, at det er en personlig oplevelse. Mødet beskrives med en vis sarkasme: ”Efter at han [Lars Findsen]
med høj og lys stemme havde styrket vores moral, tøffede han af igen. Han havde vigtige ting på
programmet, og nu havde han jo forklaret tingene for Forsvarets chefgruppe”. Sarkasmen bevirker, at man
som læser fornemmer Møllers holdning til de politiske beslutninger og selv påvirkes til at have et negativt
syn på Findsen. Som læser bliver man derfor mere tilbøjelig til at blive overbevist om Møllers synspunkter.
Flere gange i teksten fremstilles det politiske system negativt, fx: ”Et godt råd er, at når man køber skibe, så
sørg for at afsætte penge til besætninger. Vi har tre fregatter, men kun to besætninger”. Læseren kan
fornemme det absurde i situationen, fordi der spilles på humoren. Samtidig stilles Møllers modstandere,
her politikere, i et dårligt lys. I artiklen rammes især konservative Rasmus Jarlov: ”Går det her for hurtigt,
Rasmus Jarlov?” Møller bruger også et eksempel om en mobil radarenhed til fremstillingen af de politiske
forsvarsbeslutninger: ”Da man i sin tid besluttede at sende den mobile radarenhed til Afghanistan, blev vi til
grin i hele NATO og ISAF. De havde ikke brug for den, men da det var politisk besluttet, fandt vi et lille lunt
sted i det nordlige Afghanistan, hvor de kunne være”. Igen er der tale om et velvalgt eksempel, som på en
humoristisk måde spiller på læserens evne til at se det absurde i situationen. I artiklens slutning er det
derimod læserens følelser, der spilles på ved at inddrage Danmarks situation inden 2. Verdenskrig: ”… og i
Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 16. december 2016
3
lighed med den situation, har vores politikere igen bragt os i en situation, hvor vi ikke længere kan forsvare
landet. Aldrig mere en 9. april 1940 klinger hult. Vi får nemlig det, vi betaler for – ikke mere”. Møller taler til
modtagerens frygt ved at sammenligne forsvarets tilstand i dag med tilstanden i 1940, hvor der jo udbrød
krig.
Han udnytter her, at han ved at tale til følelser kan gå udenom fornuften. Selvom krig naturligvis er en
frygtelig ting, så kan tilstanden i dag jo ikke sammenlignes direkte med tilstanden før 2. Verdenskrig. Meget
har ændret sig i Europa siden, bl.a. har vi NATO, som Møller selv nævner tidligere i artiklen. Omvendt har
han en pointe i, at man får, hvad man betaler for. Det er svært at argumentere imod, men forsvaret og
andre store organisationer kan ikke bare sammenlignes med en værktøjskasse. Som oberst ønsker Møller
naturligvis ikke, at forsvaret skal beskæres, og sammenligningen med værktøjskassen er vand på hans
mølle. Man kan jo ikke hamre uden hammer, men det kan ikke med 100 % sikkerhed afvises, at der ikke er
dele af forsvaret, som kunne spares væk. Man kunne eksempelvis godt forestille sig, at administrative lag
kunne fjernes, uden at det ville gå nævneværdigt ud over det endelige arbejde, som forsvaret laver. Vi kan
ikke bare afvise at ændre organisationer, fordi vi er overbeviste om, at de fungerer på den bedst mulige
måde. Det er ikke sikkert, at de fungerer optimalt, bare fordi de har samme struktur, som de altid har haft.
For måske kan man bruge det, man køber, på en mere effektiv måde. Når det så er sagt, så har Møller ret i,
at det er bekymrende, hvis vi presser ansatte i forsvaret mere, end hvad godt er. Hvis politikerne fjerner
penge, så må de også fjerne opgaver. For langt hen ad vejen har Møller ret: Man får, hvad man betaler for.
Måske er besparelser i den offentlige sektor nødvendige. Lars R. Møller er dog ikke i tvivl om, at
besparelserne i forsvaret har været forkerte og dumme valg fra politisk side. I sin artikel vil han overbevise
almindelige danskere om, at forsvaret ikke er, hvad det har været. Han gør brug af logos-argumenter, der
taler til læserens evne til at indse sandheden i hans synspunkter. Patos-argumenter, som taler til følelserne,
fylder også en del i artiklen. Teksten er humoristisk, og læseren føler sig godt tilpas med at læse den. Men
ikke alle argumenterne og sammenligninger i teksten er velbegrundede. Når man køber en værktøjskasse,
får man det, man køber. Men når man køber et helt forsvar, er det kun delvist sandt, at man får, hvad man
betaler for.