Analyse af Titanic
Da James Camerons film ”Titanic” havde premiere i 1997, var den på alle måder
nyskabende. Filmholdet havde gennem mange måneder arbejdet i døgndrift på at
skabe en film, der på alle måder var ligesom luxuslineren Titanic selv – størst, dyrest
og flottest. Lige siden Titanics forlis i 1912 var adskillige film blevet indspillet, men
James Camerons mesterværk var det eneste, der formåede at indgyde et realistisk
indtryk.
Filmen tager udgangspunkt i en rammefortælling, hvor skattejægeren Brock Lovett er
besat af drømmen om at finde diamanten ”La Cour de la Meer” – Havets Hjerte.
Denne diamant menes at have befundet sig i en af kahytterne på Titanic, da skibet
stødte mod et isbjerg på en kold aprilnat og sank mindre end tre timer efter. Brock
Lovett udforsker med sammen med sit hold vraget ved hjælp af en miniubåd og en
fjernstyret robot, og det lykkes dem at finde det pengeskab, man mener, diamanten
skulle have befundet sig i. Pengeskabet bliver bragt op til overfladen, men viser sig
imidlertid at være fuldstændig tomt, med undtagelse af nogle gamle tegninger. En af
disse tegninger viser sig at forestille en nøgen kvinde, der bærer den sagnomspundne
diamant, og pressen, der er repræsenteret på efterforskningsskibet, bruger dette billede
i en nyhedsudsendelse. Et sted langt derfra, på landjorden i USA, sidder en gammel
dame og følger med i nyhedsudsendelsen, da hun ved et tilfælde kommer til at se
billedet – og herefter begynder begivenhederne at tage fart. Brock Lovett får et opkald
fra denne dame, der kan fortælle, at det i pengeskabet fundne billede forestiller hende
som ung, og på ægte amerikansk vis bliver damen fløjet ud til efterforskningsskibet
med helikopter. Brock Lovett er naturligvis stærkt interesseret i at høre hendes
historie – gennem den kan han muligvis finde ud af, hvor han skal finde diamanten.
Rammefortællingen illustreres, da den gamle dame, Rose Calvert, begynder sin
beretning, og vi ser nu handlingen foregå den 10. april 1912, dagen, hvor Titanic
påbegyndte sin skæbnesvangre jomfrurejse. Den unge Rose (Kate Winslet) er forlovet
med en rigmandssøn, og de skal sammen rejse fra Southampton i England til New
York, hvor de senere skal giftes. Mens de går ombord, er der på et nærliggende
værtshus fuld gang i et spil poker, og den unge Jack Dawson (Leonardo di Caprio)
ender med, sammen med vennen Fabrizio, at vinde en billet til tredie klasse på
Titanic. Skæbnen vil, at Rose og Jack kommer til at mødes ombord på Titanic, hvor
de forelsker sig i hinanden, klasseforskellen til trods. Deres delvist hemmelige, og
strengt ”forbudte” kærlighed tager til, og det ender med, at Rose beslutter sig for at
droppe Cal (rigmandssønnen, spillet af Billy Zane) og i stedet vælge Jack, der ganske
vist ikke har penge, men derimod et hjerte af guld og et væsen der er langt mere
tiltrækkende og spændende, end Cals. Men forude venter et isbjerg…
Katastrofen indtræffer, og det ender med, at det, som må ske, sker. Jack dør af kulde i
det kolde vand, og Rose overlever, fast besluttet på at leve videre, og fast besluttet på
aldrig at vende tilbage til Cal. Rammefortællingen afsluttes i slutningen af filmen, da
vi vender tilbage til efterforskningsskibet, hvor det i mellemtiden er blevet nat. Vi ser
en konversation mellem Brock Lovett og den gamle Roses sexede barnebarn Lizzy.
Brock Lovett er blevet et helt andet menneske af at have hørt fortællingen om Titanic
– det går op for ham, at penge og rigdom overhovedet intet har at gøre med lykke, det
er nu indlysende for seeren, at han ikke vil gøre yderligere forsøg på at finde
diamanten. Filmen slutter med, at vi følger den gamle Roses tanker – hun ligger i sin
seng og drømmer, at hun igen er sammen med Jack ombord på Titanic, og at alle har
accepteret deres kærlighed, klasseforskellene til trods.
Umiddelbart lyder Titanic til at være en ganske enkel kærlighedsfilm, der blot handler
om umulig kærlighed. Det er også noget af historien – men det, der gør Titanic
exceptionel, er, at filmen får seerens øjne op for den tragedie, det i virkeligheden var.
Det var ikke blot et forlis, hvor 1500 mennesker omkom og en stor damper sank. Nej,
det var 1500 individer, mennesker med hver deres historie, der var involveret i
datidens største ulykke, ingen på nogen måde kunne have troet mulig. Der er tre
elementer i filmen, Rose og Jack, alle de andre passagerer og Titanic selv.
Titanic var i 1912 verdens største skib. Det var ligesom søsterskibet Olympic en
transatlantisk luxusliner, der tilbød alverdens komfort til de velhavende og en hurtig
og behagelig overfart til de knap så velhavende. Titanic blev kaldt ”The ship of
superlatives”, og det må nok siges at være sandt. Den enorme liner var symbolet på
hele det fremskridt, samfundet havde gennemgået med den industrielle revolution i
det nittende århundrede. Man havde udviklet nye banebrydende teknikker, der
muliggjorde bygningen af nye kæmpemæssige bygningsværker, og selvtilliden var
enorm. Det var dette faktum, der lagde grund til Titanic. Skibet blev bygget på
forbløffende kort tid, og det kunne ikke gå stærkt nok, da man samtidig kæmpede om
en pris, der blev kaldt for ”Blue Band of the Atlantic” – Atlantens Blå Bånd. Denne
pris blev givet til den damper, der på kortest tid kunne sejle fra Europa til USA, og
Titanic var også designet med henblik på at erobre denne pris.
Man kan spørge sig selv, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre, at Titanic
sank. Uden at blive overtroisk vil jeg fremsætte den påstand, at det var et resultat af
overmod, forårsaget af selvtillid. Man havde begået en kæmpe brøler ved at erklære
Titanic for synkefrit – de fleste mennesker troede på det, tilsyneladende også
kaptajnen selv, og da det blev regnet som synkefrit, blev over halvdelen af de
nødvendige redningsbåde sparet væk. At man kunne få brug for at forlade Titanic i
andre tilfælde end forlis, havde man åbenbart ikke tænkt på. Titanic blev regnet for
synkefrit, og derfor besværede man sig ikke med at sætte farten ned, da de første
isvarsler blev indgivet om formiddagen den 14. april 1912.
I James Camerons film bliver alle disse aspekter gengivet på en uhyggelig realistisk
vis. Selv om samfundet dengang var blevet meget civiliseret, var der stadig en meget
kraftig klasseforskel, der med stor tydelighed bliver gengivet. På havnen i
Southampton blev alle de fattige – dvs. tredieklassespassagererne – opstillet på en
lang række og checket for lus, mens det er en væsentlig anden behandling, de rige
førsteklassespassagerer får. Ikke alene kan de gå uhindret ombord, de bliver endda
modtaget af tjenende ånder, der sørger for at få bagagen ombord. Det var også
tredieklassespassagererne, der blev nægtet adgang til redningsbådene, da Titanic var
ved at synke, da de jo skulle fyldes op med førsteklassespassagerer – ikke alene havde
disse mere magt i form af deres penge, men de udgjorde også en lang større fremtidig
indtjeningskilde for rederiet.
Det helt centrale i filmen er en yderst farverig fortælling om to menneskers udvikling
– især er det den unge Rose, der bliver ændret for altid. Jack ender med at dø, men
hans personlighed bliver ikke ændret synderligt gennem filmen, derimod er det en helt
anden Rose, der stiger i land i New York, end hende, der steg ombord i Southampton.
I starten af filmen er hun den typiske, gammeldags uskyldige unge pige, der i sin
naivitet overvældes af indtryk, da hun kommer ud af busken og ser, hvordan verden
virkelig er. Cameron er på dette punkt en meget typisk instruktør – meget af filmen
igennem, især fordi det er en kærlighedsfilm, er seksualitet et gennemgående aspekt,
noget, der både kommer til udtryk i Rose selv, men også i de mere eller mindre skjulte
symboler, der ligger skjult i omgivelserne. At filmen er produceret i slutningen af det
tyvende århundrede, er meget tydeligt. Der er adskillige steder i filmen, hvor vi ser
optrin, der efter al sandsynlighed aldrig har fundet sted på Titanic – simpelthen på
grund af den tid, man befandt sig i. Det første eksempel er samtalen ved
middagsbordet, hvor Rose og hendes forlovede, moderen og nogle andre taler med
rederen Mr. Ismay. Ismay praler af Titanics størrelse og længde, da Rose minder de
tilstedeværende om Freuds teorier om mænds fascination af størrelse. Ismay ved
overhovedet ikke, hvad hun taler om, men det gør alle de andre, og et sådant optrin
ville have været helt utænkeligt – i virkeligheden. Senere i filmen, under Jacks og
Roses flugt fra bodyguarden, giver Rose bodyguarden fuck-fingeren, som den
populært bliver kaldt. En gestus, der næppe eksisterede i 1912. Disse elementer er helt
sikkert blevet indført i filmen for at give den en vis relation til vor tid – at vi kan se, at
Jack opfører sig helt igennem som en almindelig ung fyr fra vor tid, og at Rose ønsker
at gøre det samme, fremmer indlevelsen hos det publikum, filmen først og fremmest
er rettet mod – den lidt yngre generation.
Da Jack først møder Rose, er hun på randen af sammenbrud. Hun forsøger at begå
selvmord, da hun har indset, hvad det er, hun er på vej ud i. Hun ser hele sit liv for
sig, en endeløs strøm af småborgerlighed og ligegyldighed, og denne tanke gør hende
desperat – dette er også et faktum, der kan give seeren det indtryk, at hun er en
moderne pige – dengang var det ej heller sandsynligt, at nogen pige ville forsøge at
begå selvmord ved udsigten til et liv som herskabsfrue. Rose bliver reddet af Jack, der
overbeviser hende om, at hendes liv er for værdifuldt til at hun skal dø i en ung alder.
Her vækkes hendes interesse for Jack, og snart presses hun ud i et dilemma. Vi ser
dette meget tydeligt i den scene, der udspilles foran spejlet, hvor hendes forlovede,
Cal, giver hende den enorme diamant, som danner ramme om hele filmen. Hun sidder
i en sørgelig stemning af melankoli, og Cal virker for en gangs skyld menneskelig. På
trods af hans frembrusende og dominerende facon, lader han til at holde af hende –
han viser sin kærlighed til hende på den måde, han selv er vant til at vise kærlighed –
ved at give hende en ekstremt dyr og sjælden diamant, et symbol på kapital og
økonomiske ressourcer. Som betaling for denne diamant, skal hun åbne sit hjerte over
for ham, det, der er sværest af alt.
Vi ser de første glimt af Roses trang til frigørelse under festen på tredie klasses dæk.
Der er gang i den, og det er helt andre vilkår, end Rose normalt har oplevet. Men at
det er det, hun altid har drømt om, kommer til udtryk, da hun smider skoene og
begynder at opføre sig som en frigjort pige – endnu en påvirkning fra 90’erne – hun
viser ”gutterne”, at hun både kan drikke og ryge, og så viser hun en hidtil uset
kvindelig styrke frem – hun står på tæer, noget der ikke er nogen af de ellers hårde
mænd, der ville være i stand til. I starten benægter hun at kende noget til de danse, der
opføres, men enten lærer hun meget hurtigt, eller også har hun smugtrænet tidligere. I
hvert fald viser hun sig hurtigt, sammen med Jack, at blive festens midtpunkt, da de
opfører en lille step-dans på dansegulvet. Også her ser vi, at filmen fortrinsvis er
henvendt til den yngre generation; de fleste unge vil finde den musik, der bliver spillet
under tredie klasses fest, festlig og munter, mens den samme gruppe efter al
sandsynlighed vil finde den musik, der bliver spillet på første klasse, dødkedelig, en
effekt der er med til at understrege, hvor kedeligt livet på første klasse egentlig er, og
hvor nødvendigt det er for Rose at komme fri af det.
Efter festen ser vi morgenmadsscenen, hvor Rose bliver overfuset af Cal, fordi hun
tillod sig at deltage i en fest ”blandt rotterne”. Vejret er dejligt, solen skinner, og vi
ser et lys, der er begyndt at skinne i Roses øjne – lige indtil det bliver slukket af Cal.
Senere samme dag er de ude at gå tur på dækket sammen med Roses mor og
konstruktøren af skibet, Thomas Andrews. Rose viser her endnu en spirende
frigørelsestrang – hun smider lidt af naiviteten ved at regne ud, at der kun er
redningsbåde til lidt under halvdelen af alle passagererne, og ikke bare stole blindt på,
at alt er, som det skal være. Det lykkes imidlertid Jack at få hende lokket med ind i
skibets gymnastiksal, hvor vi atter ser Rose blive den lille uskyldige pige. Dette
understreges ved flere ting; kameravinklen, hvor vi hele tiden ser Rose i et let
fugleperspektiv, og hendes øjne, der flakker nervøst, når hun kigger OP på Jack. Jacks
øjne, derimod, er helt faste, da han kigger på hende og fortæller hende, hvad han
synes om situationen, og at han ønsker at hun skal frigøre sig. Roses nervøsitet er helt
tydeligt forårsaget af, at hun ønsker at frigøre sig, følge ham, men samtidig er nødt til
at tænke på sin forlovelse med Cal, og det faktum at denne forlovelse er nødvendig
for opretholdelse af hendes families fornemme levestandard. Det er et vanskeligt
dilemma, hun står i, hun er nødt til at vælge mellem at følge sit hjerte eller sin fornuft.
Hun ser op til Jack, både i bogstavelig og overført forstand. Jack følger sit hjerte, og
det er det, hun altid brændende har ønsket at gøre. Som en sidste vej ud siger hun til
ham, at han skal lade hende være, og skynder sig væk. Men deres konversation har
helt sikkert sat gang i nogle tanker.
Den næste scene, der er værd at lægge mærke til, er der, hvor hun sidder i
restauranten sammen med sin mor og dennes veninder. Vi hører Roses mor sidde og
brokke sig over problemer, der er så ligegyldige og irrelevante, at det næsten gør ondt.
Roses blik falder samtidigt på en lille pige, der på sirlig vis dækker sit skød med en
serviet, så hun ikke kommer til at plette sit fornemme tøj, og vi ser, at Rose endelig
indser, hvad hun bør gøre.
I forstavnen af skibet står Jack og kigger tankefuldt ned i vandet – her ser vi et klip,
der er taget med direkte lodret fugleperspektiv – som var det selve Vorherre, der
kiggede ned på ham. Farverne i denne sekvens er meget vigtige at lægge mærke til –
det er en blanding af kolde og varme farver, lyse og mørke i en blanding, der næsten
virker syntetisk smuk. Årstiden er meget tydelig her; vinteren har endnu ikke sluppet
sit greb i vejret, og skyerne er mørke og blågrå, mens horisonten er farvet orangerød
af den nedgående sol, en skærende kontrast, der er rimelig enkel at tyde for seeren,
der ved, at Titanic snart vil ligge på havets bund. Lydende, der høres, er en meget
gennemtrængende brusen fra både bølgerne og blæsten, som er det noget
ildevarslende, der har taget til – måske er det hans smerte over at være blevet afvist, vi
hører, eller også er det et varsel om noget ondt, der vil ske. Men så ser vi noget bag
ham, der virker som en stærk modsætning til det kolde og dystre, vi lige har set og
hørt; en smuk og ungdommelig Rose, der står i det varme lys fra den nedgående sol,
hendes øjne har ændret sig fra at være flakkende og nervøse, til at være sikre og
håbefulde. I samme øjeblik, hun begynder at tale, begynder det velkendte romantiske
klavertema, der kendetegner Titanic – ”Hello Jack – I’ve changed my mind” – hun
har ombestemt sig, og vi ser pludselig kameraet skifte vinkel. I stedet for at filme dem
forfra, bliver Jack filmet fra hendes synspunkt, så vi ser den nedgående sol bag ham,
der efterlader hans ansigt og krop i skygge. Han får hende til at tie stille, lukke øjnene
og stole fuldstændigt på ham, og sammen stiger de op på rælingen, hvor han giver
hende en oplevelse, hun aldrig vil glemme. Hun overlader sig fuldstændigt til ham, og
da hun åbner øjnene igen, er det, som om hun flyver. Det er netop i dette øjeblik, at
musikken når sit klimaks, og det er den scene, de fleste vil forbinde med Titanic – de
har deres første kys, der er så lidenskabeligt, at det stinker lagt væk af Hollywood.
Ok, for at være helt ærlig, er denne scene en af de bedste i filmen, og det er nok her,
de fleste pigers tanker ledes hen, når snakken går om Titanic. I dette klip ser vi også
Roses gennem årevis undertrykte seksualitet, der er ved at have nået en temperatur og
et tryk, der ikke længere kan holdes inde, idet der er frit udsyn til hendes brystparti,
der bliver sat i centrum af billedet i flere sekunder ad gangen, og som udvider sig i
takt med hendes ophidsede åndedræt. Seeren får en fornemmelse af, at der
nødvendigvis MÅ ske noget mellem disse mennesker nu – de har passeret ”the point
of no return”.
Fra nu af er det Rose, der overtager føringen i deres forhold. Hun får slæbt Jack med
ind i sin kahyt, og vi overværer scenen, hvor hun beder ham om at tegne sig. ”I want
you to draw me like one of your French girls…wearing this….” – og nu kommer så
det interessante; et kort sekund kigger hun nedad, som skammer hun sig lidt ved at
sige det, men så tager den nyudslupne ”frække” del af hende over igen, da hun kigger
ham i ansigtet og siger ”…wearing ONLY this…”. Nu er det helt sikkert for seeren, at
der er ved at blive født en ny pige i hende, en pige, der absolut ønsker at være kvinde
med stort K. Det er formentlig denne indre ild, Jack tidligere har set i hende, der er
ved at overtage kontrollen nu. Der skiftes nu klip, og vi ser Rose fjerne sit
sommerfugle-hårspænde fra håret, som en del af sin forberedende afklædning til
portrættegningen. Idet hun fjerner hårspændet, løsnes der op for hendes hår, der
derved ”slippes fri” – dette er helt klart symbolsk, sommerfuglen, der letter, og derved
lader håret slippe fri. Sommerfuglen er et symbol på den gamle Rose, den uskyldige
og rene pige, der forsvinder og giver plads til Roses nye jeg, der er parat til at blive til
en kvinde. Hendes lange og smukke hår, der helt sikkert er blevet vasket med
shampoo fra L’Oréal, udstråler sensualitet, kvindelighed og personlig frihed, så seeren
tvinges til at forstå, at hun er færdig med at være et undertrykt pigebarn.
Den næste scene viser med al tydelighed, at Jack er begyndt at se Rose på en ny
måde. Han er tilsyneladende ikke forberedt på, at hendes karakter skifter så hurtigt,
som den har gjort, og da hun endelig smider sin kåbe for ham, sidder han som en
uerfaren teenager og gisper af forbløffelse, måske fordi han er overvældet af hendes
skønhed, men, nok mere sandsynligt, fordi han er overvældet over, hvor hurtigt
hendes personlighed har skiftet. Han prøver dog at redde situationen ved at begynde at
tale, men hans tanker bliver helt tydeligt forstyrret af Roses udstråling af sensualitet,
hvilket fremgår af sætningen ”Over on the bed…*cough*… the COUCH…”. At han i
tankerne allerede er hoppet i kanen med hende, kan seeren ikke være i tvivl om, men
han er tilsyneladende nødt til at gennemgå denne svære prøve, før han kan gøre sig
håb om at få en tur med hende. En anden ting, der er værd at bemærke, er, at han
allerede har smidt selerne – om det er fordi, han ønsker at være afslappet, når han skal
arbejde, eller om det er fordi, han regner med at få brug for at smide bukserne, vides
ikke med nøjagtighed, vi kan kun gætte.
Vi spoler nu tiden lidt frem og går til scenen, hvor de løber gennem kedelrummet på
Titanic. Musikken, vi hører, er irsk folkemusik, samme slags musik som den, vi hørte
under festen på tredie klasse, den musik, der symboliserer Roses løssluppenhed. Det
er Rose, der løber forrest, hende, der har føringen, og hele sekvensen virker som en
drøm, både lydene og dampen fra kedlerne er med til at understrege dette. Rose er
rigtig i sit es nu, hun løber i sin kridhvide kjole, gennem et stort, varmt lokale med
masser af skidt i luften og muskuløse svedige mænd med bare overkroppe; dette er
den ultimative frigørelse, det absolut modsatte af, hvad hun er blevet lært som en lille
pige. Til slut overværer vi den svedige scene i bilen, hvor de går i seng med hinanden
– også her er det Rose, der tager initiativet og hiver Jack baglæns ind i kabinen, og
efter akten er det Jack, der sitrer – både af ophidselse, men også af overvældelse af,
hvad han har oplevet – deres udfoldelser har været så intense, at hele kabinen er
blevet tildugget – det er rimelig godt klaret, især fordi det er en åben kabine…
Filmen forløber som vi ved det, de når at gå gennem ild og vand for hinanden, og det
ender med, at Jack må dø for at redde Rose. Der er et aspekt, vi endnu ikke har nået at
behandle; hvis man tænker over det, er Jack meget tæt på at være for Rose, hvad Jesus
ifølge kristendommen var for menneskeheden. Da de står sammen i forstavnen, med
armene ud til hver side, ligner det grangiveligt et krucifiks, hvor Jack er Jesus, der er
naglet til Rose – ikke med søm, men med kærlighedens lænker. Til sidst må Jack dø
for at Rose kan overleve, og han får Rose til at love, at hun vil leve sit liv – og det er
lige nøjagtig, hvad vi finder ud af, at hun senere gør. I den sidste scene i filmen, lige
inden vi glider over i hendes drømmeverden, ser vi en del minder fra hendes liv,
billeder, der viser, at hun har prøvet næsten alt, hvad der har været værd at prøve.
Hvad ville James Cameron så med denne film? Svaret er ikke så enkelt, som det
kunne være. Tit og ofte drives instruktøren af et ønske om at tjene penge, men vi
kender alle legenden om James Cameron og hans aflønning; han afstod efter sigende
fra at få del i overskuddet, da han under udviklingen af filmen kom til at overskride
budgettet, simpelthen med det formål at undgå at investorerne skulle skippe
færdiggørelsen af hans mesterværk. Om denne legende indeholder nogen antydning af
sandhed vides ikke med sikkerhed, men det er helt sikkert, at det er lykkedes ham at
skabe en film, der på alle måder er unik – den største, den flotteste, den dyreste, og
den mest bevægende. Den indeholder så mange aspekter, at det ville tage år at
beskrive dem alle. Hollywood har lagt sin klamme hånd på en del af scenerne i
Titanic, men dette er også nødvendigt for at tilføre filmen en smule af den stil, der
sælger blandt publikum. Vi kan lære en masse af denne film, og den store pointe i
filmen er, at penge ikke er alt og at man skal leve sit liv mens man har det.