Side 1 af 3
Dekameron, tredje bog, anden fortælling
Novellesamlingen Dekameron af Giovanni Boccaccio anses af mange for at være ét af de største
hovedværk i både middelalderen og renæssancen, da den ofte bliver antaget som starten på
renæssancen rent litterært.
De mange historier i Dekameron er meget forskellige i stil og tema, men tilsammen væver de et
samlet billede af livets mangfoldighed og skaber derved en essentiel kontrast til pestens død og
ødelæggelse.
Denne artikel vil dog ikke se på alle historierne i Dekameron, som er en samling af 100 historier,
men mere gå i dybden med nogle tidstypiske træk for renæssancen i Dekameron, tredje bog, anden
fortælling. Denne historie er en del af en rammefortælling, idet Dekameron egentlig er en historie
om 10 unge, der flygter fra Firenze i pestens storhedstid. De beslutter sig for at fortælle en historie
hver i 10 dage, hvilket altså ender ud i 100 historier.
I denne kronologisk opbyggede fortælling fremhæves vigtigheden af at udleve sin drøm, idet
hestepasseren, der nærer en stor lidenskab for dronningen, trodser sin simple stand og ligger med
hende. Individets styrke vises hermed, da hestepasseren undgår straf med kløgt. Dette er et tidstræk,
der er typisk for renæssancen, da der i denne tid er opstået en nyt syn på menneskets værdi.
En af mine fortolkningshypoteser lyder på, at der i denne periode foregår en overgang i litteraturen
fra at have fokus på slægt, tradition og ære, til at gå over til et nyt fokus på individets styrker,
hvilket vil vise sig i form af nogle individuelle handlinger.
Grunden til dette er, at der i renæssancen er kommet en ny tanke frem; humanismen. Dette kan ses i
Dekameron (side 1, linje 12), da hestepasseren bliver sammenlignet med kongen. Her ville man
førhen have gjort forskellen mellem de to slægter meget større (”end hans ringe stand kunne lade
formode, og dertil høj og smuk som kongen selv”). Dette er med til at fremhæve ét af
hovedaspekterne ved humanismen; ethvert individ rummer et enormt udviklingspotentiale. Samtidig
bruges der mange tillægsord i beskrivelsen af både kongen og hestepasseren. Vi får en direkte
karakteristik af kongen ved at få en del fysiske kendetegn præsenteret, som fx at han er høj og
smuk. Læseren får bl.a. også at vide, at han anses for at være en konge med ”kraft og klogskab i
opblomstring”, hvilket kan tyde på, at det er en ung konge, vi har med at gøre. Et stykke inde i
historien bliver det også afsløret, at han er en meget betænksom konge, idet vi får en indirekte
karakteristik af ham, hvilket ses på side 3, linje 3 (”men som en fornuftig mand besluttede han ikke
Side 2 af 3
at lade sig mærke med noget, siden jo hverken hun eller nogen anden havde opdaget bedrageriet.
Havde han derimod været en af de tosser, som det vrimler med her på jorden, ville han have båret
sig helt anderledes ad”).
Denne handling fortæller os altså, at han er en forsigtig og varsom konge, der godt kan lide at se
tingene an, før han drager forhastede konklusioner.
Historiens komposition er opbygget som en kronologisk fortælling, idet man følger historien fra
starten af problemstillingen til slutningen på problemstillingen. Miljøet for denne fortælling er
overvejende et adeligt miljø. Fortællingen foregår i en almindelig landsby, men historien udspiller
sig mere inden for det royale miljø.
Endnu et renæssancetræk ses i og med, at fortælleren er en alvidende fortæller, hvorimod læseren
førhen kun ville have fået indblik i fortællingen gennem direkte tale og handling. I denne historie
ser vi en indre synsvinkel for både kongen og hestepasseren, på side 1, linje 22 + side 3, linje 14
(”hvilket han altid så for en oversættes nåde”) (”Indvendig højlig opbragt og fortørnet, men
desuagtet i en tone, der intet røbede af den storm, der rasede i hans hjerte, svarede kongen”).
Endnu engang bliver de sat på lige niveau, hvilket er grundtanken i humanismen, som er det helt
nye i renæssancens tid.
Man er i renæssancen også begyndt at se forholdet mellem Gud og mennesket som noget personligt.
Det skal altså ikke længere være påtvunget at gå i kirke for at få tilgivelse for sine synder. Individet
begynder altså at bryde med autoriteterne, hvilket kommer til udtryk ved hestehjælperen, der vælger
at trodse autoriteterne, selvom han er bevidst om de mulige konsekvenser. Han er altså klar over, at
en handling, der tilsidesætter autoriteten, kan medføre døden. Dette var også den generelle
opfattelse hos befolkningen, der var bange for styrken af dommen fra Gud, hvis man skubbede ham
i baggrunden. Men i kontrast til truslen fra pestens død kan det ses som en klog beslutning at følge
sin drøm, da man nok ikke ville kunne gøre det i morgen.
Alle handlinger, der udøves i denne fortælling, har sin begrundelse i kærlighed, hvilket gør dette til
en overordnet tematik. Hestepasseren vil ligge med dronningen af ren og skær forelskelse.
Dronningen ligger med, hvem hun tror er kongen, også af kærlighed til denne. Og kongen beslutter
ikke at lave et større nummer ud af hele episoden for ikke at ydmyge dronningen i det offentlige.
Altså igen en kærlighedshandling.
Side 3 af 3
Som det fremgår af analysen foroven, vises der mange tidstypiske træk fra renæssancen. Især
tekststeder, der tyder på en indflydelse fra humanismen, fremgår hyppigt i fortællingen. Fokuset på
individet bliver desuden underbygget af den gavmilde brug af adjektiver i de direkte
personbeskrivelser.
Eftersom denne fortælling er skrevet under en kæmpe indflydelse af pestens død og ødelæggelse,
kan det tænkes, at hestepasserens mod til at udleve sin drøm er styret af frygten for ikke at få
chancen igen i morgen. Han forbereder sig også på at dø i historien, hvis han bliver opdaget, men
har fået det klarsyn, at han lige så godt prøve at få noget ud af det, inden han skal dø.
Hvis man skulle udlede én sætning af denne fortælling, ville det kunne være carpe diem. Hvis du
ikke lever dagen og livet til det fuldeste i dag, er det ikke sikkert, at det er en mulighed dagen efter.
Derfor styres hestepasserens mod til at ligge med dronningen af netop denne dødsangst.