[navn fjernet] 3.b
STX 3.g
Dansk Opgave 2, Roman – 4/11 2013
Roman
Merete Pryds Helle tager os med på en rejse igennem 90’ernes minimalisme og genregrænser i
denne novelle ved navn Roman fra sin novellesamling Imod en anden ro, fra 1990. Minimalismen
giver indirekte læseren en stor rolle, hvilket man ikke kan undgå at blive opmærksom på, da man
bliver tvunget til selv at skabe sammenhæng i de omstændigheder og detaljer, der bliver skabt. Her
er det ikke historien, der er i fokus og er interessant, men det, der bliver fortolket af læseren.
Denne novelle omhandler Privatdetektiven Zoe, der bliver hyret af Grace til at finde det hemmelige
ord. Trivialforfatteren har stjålet det, og det kan tryllebinde alle, der lytter til det. Titlen på novellen
er meget aktuel, da mange ting tyder på, at det lige nøjagtig er en roman. Novellen er delt op i 14
meget små kapitler, hvori kun det væsentligste er beskrevet. Det er meget atypisk for en novelle, der
sædvanligvis ville være skrevet uden kapitler.
Allerede i første kapitel, bliver vi introduceret for genren – en kriminalroman. Der er dog mange
ting, der tyder på, at denne kriminalroman ikke er helt, som de er flest. Plottet er besynderligt og der
er ikke særlig meget samtale. I de efterfølgende kapitler 2,3 og 4 bliver vi desuden præsenteret for
flere surrealistiske træk; en trivialforfatter der, som den eneste, har blå øjne, en hummer i silkesnor
og Zoes kælevaskebjørne, der holder til i hendes lejlighed. Det hele tyder altså på, at forfatteren
Merete Pryds Helle gør novellen eksperimenterende ved at lege med genregrænserne og tillægge
novellen mange urealistiske tilføjelser.
Hovedpersonen Zoe bliver i det første kapitel beskrevet som en barsk type. Hun ryger, drikker
whisky og går med læderjakke. I hendes jagt på det hemmelige ord, går hun ind på Sams bar for at
lede efter trivialforfatteren, men da hun kun ser en digter med brune øjne, tager hun sig en sjus, som
vi kan se i slutningen af kapitel tre. I kapitel fem bliver vi introduceret for Zoe og Graces’ forhold,
da Zoe ”trækker Grace ind til sig”. Derudfra kan vi se, at de formodentlig er elskerinder. Herefter
springer novellen 14 dage, og Zoe har stadigvæk ikke fundet det hemmelige ord.
I kapitel syv, kommer Zoe på sporet af trivialforfatteren, da hun sidder på Sammys bar. Servitricen
fortæller hende, at digteren, der tidligere sad der, med brune øjne, fortæller trivielle historier, men
der ligger en hemmelighed bag hvert ord. Zoe er her sikker på, at det må være ham. I dette kapitel
kan vi desuden også se en provokerende del i Zoes personlighed. Hun ser igen hummeren i en snor,
[navn fjernet] 3.b
Dansk Opgave 2, Roman – 4/11 2013
og bestiller i trods en skalddyrssalat (Kapitel 7, linje 2). I kapitel otte og ni, går handlingen for alvor
i udbrud. Zoe og Grace bliver bekræftet i deres mistanke om, at det var digteren fra Sammys bar,
der havde det stjålne ord, og jagten går i gang. Zoe får fat i manuskriptet, men Grace forsvinder, da
hun løber efter digteren. Efter fire dage, får Zoe et opkald fra Grace. Her kan vi også se, at Zoe er
en besynderlig person. Hendes elskerinde, Grace, har været forsvundet i fire dage, men hun har ikke
ledt efter hende. Da Grace ringer, siger Zoe:
”Hvor helvede har du været henne, det er fire dage siden du fulgte efter ham. Skulle han til verdens
ende eller hvad?”(Kapitel 11, linje 4)
Tidligere i kapitel otte, havde Zoe også glemt en aftale med Grace. Grace er altså blevet taget til
fange af digteren, som forlanger det hemmelige ord tilbage. Zoe er smart. Hun pakker nogle
playboy numre ind i brunt papir, og afleverer det i stedet for manuskriptet, og hun får Grace tilbage.
Da de kommer hjem, siger Grace: Endelig hjemme. Zoe svarer med:
”Hjemme? spørger Zoe. - Nåja, hvis du vil flytte ind, er det da i orden for mig.”(Kapitel 13, linje 3)
Zoe er altså ikke særlig romantisk anlagt, og Grace har nok ikke en større betydning for hende.
Senere har de dog en romantisk aften sammen, da ”musikken spiller, maden brænder på og de små
dyr vender sig bort”(Kap. 13, linje 7). I det sidste kapitel, er Grace forsvundet, da Zoe vågner.
Ligeledes er det hemmelige ord, som lå i vaskebjørnenes bur. Zoe sukker, skyller en sjus ned, og
går ned og spiser hummerpaté på Sammys bar.
I dette handlingsforløb, der strækker sig over 14 kapitler, ville man som læser tro, at der skete en
udvikling. Det er i denne historie ikke tilfældet. Zoe starter med at være lidt barsk, ret
provokerende, og temmelig ligeglad med omverdenen. Efter 14 kapitler er hun stadig lidt barsk, ret
provokerende og nærmest endnu mere ligeglad med sin egen tilværelse. I forløbet er der fokus på
både kriminalsagen, men også Zoe og Graces’ forhold. Igen bliver man snydt som læser. I kapitel
13 har de en romantisk aften, og man tror, at er alt godt nu. I det efterfølgende kapitel er Grace
skredet, og novellen har en meget åben slutning.
Den fortale tid i novellen er to uger og 5 dage, altså 19 dage. Fortællertempoet er meget højt, da der
sker mange ting på kort tid, uden at vi som læsere får meget at vide. Novellen er fortalt af en
personbundet 3.personsfortæller, som er bundet til Zoe. Fortælleren beskriver begivenhederne i
novellen ud fra hendes synspunkt. Det vil sige, vi kender ikke til de andre personers følelser. Vi ved
[navn fjernet] 3.b
Dansk Opgave 2, Roman – 4/11 2013
ikke, hvordan Grace havde det, da hun var tilfangetaget, eller hvorfor hun forlod Zoe i slutningen.
Læserne kender kun Grace ud fra hendes replikker og handlinger. Selvom fortælleren er bundet til
Zoe, får vi dog ikke meget at vide om hende og hendes personlighed. Et af de steder, hvor vi kan se,
at fortælleren er bundet til hende og kender hendes tanker, er i kapitel syv, hvor der står:
”Zoe grynter blot og kigger ud ad vinduet. Men inden i hende er der vished, han må være den
rigtige.” (Kap. 7, linje 9).
Jeg vil som læser vove at påstå, at der ikke er noget tema i denne novelle. Ej heller nogle vigtige
pointer, eller prangende konklusion. Hele novellen er præget af 90’ernes minimalisme, fyldt med
huller og ufuldstændige handlinger. Det kommer til udtryk på mange forskellige måder i novellen.
Bl.a. er hele kriminalroman-genren overhovedet ikke gennemført. Historien bliver til en slags
antitekst, da læserens forventninger slet ikke bliver indfriet. I en normal krimi er der et let
tilgængeligt plot, man finder forbryderen, han kommer i fængsel og alt er godt. I denne ”krimi” er
der et meget vanskeligt plot, og selv efter flere gennemlæsninger er det umuligt at forstå. Desuden
er den åbne slutning også meget ulig en sædvanlig krimi, da læserne forventer en opklaring af
forbrydelsen, og derefter en ”happy ending”. Den personbundne 3.personsfortæller er også et godt
eksempel på minimalismen i novellen. Selvom den følger Zoe, er det begrænset, hvor meget
læserne får at vide om hende. Vi bliver nødt til, selv at gætte os til hendes følelser og tanker.
Ligeledes skal vi selv gætte os til resten af karakterenes tanker. Her er det specielt Grace vi selv må
danne en personkarakteristik af. Det er kun et begrænset antal oplysninger vi får om hende, og
dermed bliver hun til en lidt mystisk karakter. F.eks. skal vi selv tænke os til, hvorfor hun pludselig
er væk i slutningen. Alle de huller i novellen lægger op til, at læseren selv skal formidle en
konklusion og et plot i historien.
Tidligere i vores danskforløb har vi læst andre minimalistiske noveller. Her i blandt er Simon
Fruelunds bog: Borgerligt tusmørke. Fruelund mestrer også den minimalistiske realisme, der især
kommer til udtryk i Borgerligt tusmørke, hvor det også er op til læseren selv, at udfylde de
manglende huller. Uden læserens eget engagement kan Borgerligt tusmørke, og denne novelle,
Roman, let komme til at virke kølige. Hensigten er dog det modsatte – at det buldrer og brager når
man dykker ned under overfladen. Ligeledes har vi læst to noveller af Helle Helle: Globryllup og
Hedebølge. Helle Helles noveller er ligesom Fruelunds minimalistiske, hvor alt det overflødige er
skåret væk, og de er svære at tolke. Det er læseren der skal gøre arbejdet – præcis som i Roman af
Merete Pryds Helle.
[navn fjernet] 3.b
Dansk Opgave 2, Roman – 4/11 2013
Her er det altså svært at formulere en konklusion – da konklusionen er helt forskellig fra læser til
læser! Denne novelle, fyldt med huller og mangler, kan være et eksempel på, hvordan Pryds Helle
måske har haft det. En verden fyldt med mangler, hvor sproget ikke længere kunne opveje det. Hun
bruger novellegenren til at udforske de minimalistiske virkemidler, der tilkendegives heri. Hun
skaber nogle irrationelle miljøer, der peger på alt andet end realisme, men i stedet en oprigtig og
åbenhjertig bearbejdelse af virkeligheden, og ved novellens overfladiske handlinger, tvinges vi
læsere til at gøre det samme.