1
Fornuft eller lyst?
Hvis man tror at seksualitet er forbeholdt det moderne menneske, så kan middelalderens trylleviser
vise sig at være en øjenåbner. Undertrykt seksualitet, pubertet, forlovelse og forførelse spiller store
roller i datidens store ”hits” og fascinationen af disse emner kommer til udtryk gennem trylleviserne,
en stor undergenre af folkevisen. Disse viser blev skabt af middelalderens ukendte skjalde og
digtere, og brugt til at underholde folk ved selskaber. Mange af disse mundtligt overleverede viser
blev først skrevet ned 200 år efter deres opståen, da det kom på mode blandt adelen at samle dem i
poesibøger, og de findes af den grund i mange forskellige versioner. Trylleviserne adskiller sig fra
ridderviserne og andre folkeviser, ved at indeholde et overnaturligt element, som ofte fungerer som
symbol på en indre splittelse eller ubeherskede psykiske kræfter hos visens hovedperson. Et
eksempel på en sådan tryllevise er ”Lindormen”.
”Lindormen” omhandler pigen Ingerlil, som sidder i sit kammer, og spiller på sin guldharpe.
Pludseligt kommer en lindorm skridende ind, og beder hende være sin kæreste/kone, men Ingerlil
vil ikke. Hun siger højt, hvordan hun dog skulle kunne elske en grå og led lindorm, når hun dagen
forinden havde haft besøg af en from og blid kongesøn. Da lindormen så går sin vej, følger hun dog
efter, bleg i hovedet, og møder sine to søskende på en bro. De spørger hende, hvordan det kan være
at hun følger med lindormen, og Ingerlil svarer så, at det er hendes ublide skæbne. Den nat sover
hun så med lindormen og om morgenen er han blevet forvandlet om til en kongesøn.
”Lindormen” er en episk tekst, der består af 12 vers med hver to strofer og et påklistret omkvæd,
som ikke har noget med handlingsforløbet at gøre. Den er kronologisk fremadskridende,
fortællerholdningen er objektiv, fortælleren er behavioristisk og personernes handlinger er
adfærdsbeskrivende. Man hører hverken noget om tanker eller følelser hos personerne. Dette er
typiske folkevisetræk, og tilstedeværelsen af lindormen og den magiske forvandling gør, at vi ved,
at vi har at gøre med en tryllevise. Vi kan også give et forsigtigt bud på visens alder, da dens
indhold af to strofer er typisk for de ældste folkeviser.
Kun i enkelte strofer rimer versene, nemlig strofe 2 (skind, ind), 3 (fin, min) og 7 (bro, to). Dette
kan skyldes at folkeviser bestod i mundtlig overlevering, indtil de blev skrevet ned. Men i mange år
blev de kun sunget, og derfor kan teksten have ændret sig en smule, hvis sangeren ikke har kunnet
huske et enkelt ord eller to. Rim kan være gået tabt på denne måde, fordi det glemte ord så blev
erstattet med noget andet, og senere skrevet ned. Der bliver også brugt gentagelser, nemlig i strofe
2
4-5 og 11-12, hvor hun gentager at lindormen er grå og led, og prinsen from og blid. Den ydre tid er
ca. , mens den indre tid forløber over en dag.
”Lindormens” handlingsforløb er også typisk for en tryllevise, og forløber over modellen:
Barndom → Forlovelsessituation/pubertet → Ny familie.
Ingerlil er et overbeskyttet, rigt pigebarn (guldharpe, kappe), som er kommet i den farlige
forlovelsesalder, hvor hun skal gennemgå forandringen fra barn til voksen. I visens første strofe
hører vi, at hun sidder i ”bure”, altså i sit kammer og spiller på en guldharpe.
Hun har altså haft en tryg, sikker og beskyttet opvækst og blive pludseligt konfronteret af en
lindorm, som vover, endda selvsikkert, at bede hende om sin hånd i ægteskab. Lindormen står i
stærk kontrast til smukke Ingerlil, og bliver beskrevet som ”led” og ”grå”, og hvis sociale status
selvfølgelig er lavere end Ingelils. Dette ved Ingerlil godt, og indgår i en højlydt diskussion med sig
selv, hvor hun argumenterer for, at lindormen ikke er god nok til hende, og slet ikke i
sammenligning med den kongesøn, hun dagen inden havde besøg af. Den flotte kongesøn ville nemt
blive accepteres af samfundet og Ingerlils familie, mens Lindormen ville blive det modsatte, og af
denne grund finder Ingerlil ham ny, spændende og forbudt, selvom hun prøver at fortrænge disse
følelser. Lindormen fungerer her som en erotisk frister, som skal lokke Ingerlil ud af barndommen
og ind i den næste fase, nemlig forlovelsessituationen. Ingerlils fascination af Lindormen gør også,
at hun følger efter ham da han går, selvom hun er bleg i ansigtet af frygt. Hun er ved at tage sine
første selvstændige skridt, og skal vælge imellem sine lyster (lindormen) og fornuften
(kongesønnen) og løsrivelsen fra sine forældre og barndommen gør hende bange.
Ingerlil møder derefter sine søskende på broen, og bliver igen konfronteret med kravene fra det
samfund hun bor i. De spørger, hvorfor hun er sammen med lindormen, (hvordan er du kommen i
lindeworm-leg?) og hun svarer derefter, at det er hendes ublide skæbne og at den er skrevet i hendes
højre hånd. Hun føler altså, at hun bliver nødt til at følge sin skæbne og gøre, hvad der føles rigtigt
for hende, og er nu rigtigt trådt ind i forlovelsessituationen; hun har brudt med de lænker der holdte
hende fast til sin barndom og har valgt at gå sin egen vej, selvom det ikke er den, hun ønskede den
var. Det er ikke et tilfælde at dette skete på en bro. Broen er nemlig et kendt symbol fra folkeviser,
som symboliserer bruddet med barndommen.
I de sidste strofer af tryllevisen hører vi, at Ingerlil sover med Lindormen, som bliver forvandlet til
den fromme og blide kongesøn om morgenen. Hun fulgte sin skæbne, på trods af at hun ikke anede
hvad den ville bringe hende, og derved løste hun problemstillingen og overskred den faretruende
3
forlovelsesalder, og nåede sikkert frem til den sidste fase i tryllevise-modellen, nemlig Nyt hjem og
fandt den gode lykke. Hun bliver altså belønnet for vellykket at have brudt med sine forældre og for
at have gået sine egne veje og taget sin skæbne i egne hænder.
Lindormen er af stor betydning i denne tryllevise. Ingerlil er en teenager, og som alle teenagere har
hun seksuelle drifter. Disse drifter er dog blevet undertrykt gennem en overbeskyttet barndom og
pga. samfundets normer. Hvis man anvender Jungs teori om menneskets psyke på denne folkevise,
viser det sig, at Ingerlil har undertrykt en del af sig selv, sin indre mandlighed, anima, og at denne
undertrykkelse af sine indre drifter/personlighed, indhenter hende symbolsk, i form af lindormen.
Man kan enten tolke visen som om, at lindormen virkeligt er en orm, som først forvandler sig til
prinsen efter at Ingerlil har overgivet sig selv til sin indre mandighed, eller at hun bare ikke kan se
prinsen, da hendes egne lyster overskygger alt.
Ingerlil møder simpelthen sin undertrykte side i symbolsk form, og først da hun giver sig helt hen
til sin seksuelle side og stopper undertrykkelsen af sit anima, kan hun slappe af og nyde sin
kongesøn som voksen, moden kvinde. Grunden til, at hun ikke valgte prinsen den første dag, da han
kom og bejlede, er at han på det tidspunkt ikke opfyldte de ubevidste indre krav hun havde – han
var bare from og god. Da han kom i form af lindormen, som symbolet på sin egen undertrykte
seksualitet, kunne hun ikke stoppe sig selv, selvom hun var rædselsslagen over denne nye og
ukendte del af sit liv. Han var ikke mere from og god, han ville have sex. Lindormen kan altså
tolkes som et fallos-symbol. Hvis hun ikke havde fulgt sine ubevidste lyster, var lindormen blot
fortsat med at hjemsøge hende og kunne have medført, at hun aldrig ville blive i stand til at bryde
helt ud af barndommen.
”Lindormen” er en typisk tryllevise. Den har alle de rette elementer, nemlig det overnaturlige væsen,
lindormen, den magiske forvandling, fra orm til prins og den svære overgang fra barn til voksen.
Den har også en morale, nemlig at man skal følge sin skæbne, da den, lige meget hvor grum den ser
ud, er det bedste for en selv. Den giver også et godt indblik i, hvordan man på den tid så på
seksualitet og ægteskab, selvom digteren af denne vise, nok ikke har skrevet den for at fortælle
noget om præcis disse emner, men bare har villet give udtryk for sin tids samfundsopfattelse og
nogle af de svære perioder i livet.
4
I dag er situationen lige modsat når det kommer til sex – vi bliver bombarderet med noget mere end
blot seksuelle hentydninger i medierne og overalt, hvor vi går, og folk kan få depressioner i jagt på
den perfekte krop. Om middelalderens eller nutidens syn på det seksuelle er mest sundt for
menneskets psyke, kan være op til den enkelte person at vurdere, men hvis man går rundt med en
idé om, at man i middelalderen ikke kendte til seksualitet eller de medfølgende komplikationer – ja,
så spørg bare Ingerlil!