1
Retorik og Politik
Retorik flytter stemmer. Men hvem vinder valget? Den arrogante? Den ophidsede? Den saglige?
Den nedgørende eller den positive? Er det personen, som fokuserer på de andres fejl og mangler og
glemmer egen politik? Hvis man ser på retorikken som læren om, hvordan man bedst muligt laver
en tale, handler det især om, hvordan man bedst muligt kommunikerer sine holdninger til et givent
publikum. Jeg vil sætte fokus på netop retorikken i Venstres og De Konservatives valgvideoer fra
folketingsvalget 2011. Fin optakt!
Formålet med en valgvideo er at vinde stemmer, formulere sine mærkesager kort og kontant og
dermed overbevise vælgerne om at stemme på dem. Der er selvfølgelig delte meninger om, hvordan
en valgvideo bedst opfylder dette. Alment gælder det, at valgvideoen skal fremme partiet og partiets
leders face – det vil sige den sociale værdi og andres opfattelse af en selv og i dette tilfælde partiet.
I De Konservatives valgvideo fra 2011 har de valgt ikke at bruge så meget tid på at opbygge deres
eget face, idet de bruger mere tid på at forsøge at krænke Socialdemokratiet (herefter S) og
Socialistisk Folkepartis (herefter SF) face.
Hvis man starter med at undersøge, hvordan de opbygger deres eget face, så vil man lægge mærke
til, at de kommer med mange stærke påstande. Den første påstand de kommer med er, at ”verden er
i krise”, hvilket de underbygger med flere eksempler såsom at ”aktiemarkedet skælver”,
”boligpriserne falder” etc. Påstanden er altså kun gyldig, idet de underbygger den med konkrete
eksempler. De kommer dog med flere påstande, som ikke bliver underbygget yderligere – såsom at
”det er den private sektor, som er grundlaget for vores velstand”. Man kan altså sige, at denne
påstand ikke er gyldig, idet den ikke begrundes. I en valgvideo er dette dog ikke nær så vigtigt, som
eksempelvis til en politisk debat, idet videoen er en form for ”appetitvækker”, hvorved seeren –
hvis denne er enig med partiet – vil undersøge påstandene og holdningerne grundigere og derved
finde begrundelserne for påstandene på anden vis. Det gælder desuden indenfor politik, at
argumentationen ikke skal forsøge at bevise, men i stedet overbevise. fint Dette forsøger De
Konservative at gøre ved hjælp af appelformerne. Et konkret eksempel på dette er, når de siger ”vi
kan ikke være bekendte at betale raske og rørige […] når samfundets svageste har brug for hjælp” –
i denne sætning henvender de sig først til logos og dermed samvittigheden, idet de siger ”vi kan
ikke være bekendte…”, hvorefter de henvender sig til følelserne, pathos, idet de benytter på
maleriske beskrivelser som ”samfundets svageste”. Modtageren bringes dermed i den ønskede
stemning – her kunne det eksempelvis være vrede og medlidenhed. godt
2
De Konservative har valgt at forsøge at styrke deres målsætninger ved først, at nævne, hvad de vil
og derefter komme med alternativet – nemlig hvad S og SF vil. Hvis man er enig med De
Konservative, vil alternativet virke helt absurd og derved styrke deres holdninger. De har desuden
anvendt nogle forskellige filmiske virkemidler til endvidere at understrege modsætningerne. Det
tydeligste eksempel på dette er, når Lars Barfoed siger ”Danmark står ved en skillevej”, hvor der i
baggrunden vises to pile i hver sin retning – en rød pil hvorpå der står ”S/SF” og en grøn pil med et
”C”. Dette understreger altså påstanden om en skillevej og forsøger samtidig at påvirke seeren til at
gå i den Konservative retning.
De Konservative gør brug af aggressivt face-work, idet hele situationen er rettet mod, at den
daværende opposition skulle tabe ansigt, hvorved deres forbedres. De fremhæver derfor alt, hvad de
er uenige i, mens de optoner kritik og fremhæver fejl og mangler ved modstanderne, hvilket også
kaldes omvendt høflighed (ja, og ”syndebuk-kneb”, se arket om argumentationskneb). Deres
ordvalg skifter samtidig fra at være positivt ladet til at være negativt ladet. I opremsningen af hvad
S og SF vil, bliver ord som regning, gældsætning, katastrofe, afgifter og tvang brugt – ord som
sætter gang i negative associationer hos modtageren. Den aggressive face-work bruges da også ofte
i politisk retorik, da politikerne ønsker at fremstå bedre end modstanderne. Risikoen ved den
aggressive face-work er dog, at man risikerer selv at miste ansigt, da krænkelsen i nogle tilfælde
opleves som værende hensynsløs. Den aggressive face-work kaldes i dag også for
”skræmmekampagne”, når det benyttes under en valgkamp, og netop dette år (2011) blev denne
form for valgkampagne i særdeleshed benyttet. Vi påstår alle, at skræmmekampagner ikke virker,
da vi sagtens mener, at vi kan gennemskue, at kampagnen benytter sig af ganske massive
overdrivelser, når det kommer til udlægningen af modkandidatens politik. Men hvorfor skulle de
ikke virke? De Konservative får i dette tilfælde skabt nogle associationer i hjernen hos de vælgere,
som endnu ikke har besluttet sig. Associationerne vil da lagres i vælgerens underbevidsthed og i
sidste ende risikere at få stor indflydelse på vælgerens endelige beslutning. Denne påstand kan
underbygges af det faktum, at folketingsvalget dette år fik en anden slutning end forventet, idet man
havde spået, at S og SF ville vinde stort og ende i en flertalsregering. Det er vel ikke uden grund, at
de led massiv tilbagegang efter lanceringen af den daværende regerings skræmmekampagne. De
Konservatives valgvideo virker dog ikke helt efter den egentlige hensigt – at vinde stemmer – idet
de i en så høj grad fokuserer på at krænke deres modstanders face, at de selv mister anseelse.
3
Det daværende regeringsparti Venstre har valgt at fremstille sine mærkesager på en markant
anderledes måde end De Konservative, idet De Konservative valgvideo sætter meget fokus på
modstandernes forskelligheder fra deres. Venstres valgvideo er i højere grad holdningsregulerende
(mener du handlingsregulerende eller holdningsudtrykkende?), men samtidig også informerende da
de selvfølgelig informerer om deres mærkesager. Venstre bruger mange sproglige og filmiske
virkemidler til at påvirke seeren. I videoen er det ikke kun Lars Løkke Rasmussen, som er i fokus,
da de indleder videoen, med spørgsmålet ”hvorfor stemmer du Venstre?”, hvorefter flere forskellige
personer fortæller, hvorfor de stemmer Venstre. Det er ikke tilfældigt, hvad de siger, idet de hver
især præsenterer Venstres mærkesager. Det virker mere troværdigt for modtageren, når det er
”almindelige” mennesker, som udtaler sig – de er sig selv og udtaler sig på baggrund af egen
erfaring – de anvender derfor ethos. I modsætning til De Konservative har Venstre udelukkende
valgt at arbejde på deres eget face, idet de fremhæver alle de gode ting ved sig selv. Derudover
bruger de meget positivt ladede ord såsom ”super-sygehuse” og ”verdensklasse”. Lars Løkke
henvender sig meget til pathos i form af værdiladede ord og maleriske beskrivelser – han siger
eksempelvis, at ”jeg er glad for og stolt af, at det er lykkedes”, ”… mennesker bliver helbredt, som
ellers ikke ville blive helbredt”. Afslutningsvis siger han i videoen, at ”alt det særlige har gjort os
danskere til verdens lykkeligste folk” – han ønsker at sætte os i en bestemt lykkelig stemning,
hvilket underbygges af baggrundsmusikken, som også spiller meget på følelserne.
I modsætning til De Konservative er Venstres påstande langt fra lige så kraftfulde, idet de ikke i så
høj grad fortæller, hvad de vil gøre i fremtiden, men hvad de har gjort i fortiden – eksempelvis: ”vi
har holdt arbejdsløsheden lavere end den tidligere socialdemokratiske regering”. I denne sætning
forsøger de desuden at krænke Socialdemokraternes face (dette er den eneste gang, de nævner den
daværende opposition). Netop fordi de ikke åbenlyst bryder høflighedspincippet, virker det i højere
grad efter hensigten, idet Venstre i lavere grad kommer til at virke hensynsløse. Igen vil denne
påstand lagres i det ubevidste, hvilket kan medføre at nogle vælgere vil tænke på denne sætning, når
Socialdemokraterne eksempelvis taler om arbejdsløshed. Venstres valgvideo afspejler på ingen
måde den stil, de ellers lagde i valgkampen, idet de igangsatte den meget berygtede
skræmmekampagne mod Helle Thorning Smidt og Villy Søvndal.
Når man du har set Venstres valgvideo, sidder man du tilbage med én sætning i hovedet: ”Det
betyder noget!”. Denne sætning husker vi, fordi de har gjort brug af anaforer, altså sproglige udtryk,
hvor man gentager ord eller sætninger. Lars Løkke Rasmussen siger eksempelvis ”sund økonomi
[…] det betyder noget” etc. Herefter nævner han adskillige eksempler efterfulgt af ordene ”det
4
betyder noget”. Den daværende statsminister har desuden gjort et godt indtryk, hvilket er vigtigt.
Kropssprog og toneleje er vigtigt i kommunikationen, idet man mener at 38 % af det, man ubevidst
opfatter under samtale er toneleje, mens kropssproget er 55 % (hvor har du denne spændende- og
vigtige – oplysning fra?). Lars Løkke har et særdeles åbent kropssprog gennem hele videoen,
hvilket ses ved at han bruger hænderne, når han taler. Det fremstår tydeligst, når han taler om ting,
som gør ham glad, hvilket han understreger ved at smile – desuden zoomes der længere og længere
ind på ham under videoen, indtil man til sidst ser ham helt tæt på.
Minerva-modellen (udviklet af Henrik Dahl) fremstiller fire farver, der repræsenterer fire
livsstilsgrupper. Den kan altså bruges til at inddele personer i forskellige ”segmenter”, som
beskriver deres måde at tænke på. Hvis man undersøger modellen, vil man finde ud af, at de to
partier henvender sig til ”de blå”. Disse personer arbejder hårdt i det private erhvervsliv (som De
Konservative eksempelvis fremhæver). De ”blå” danskere er da også den gruppe med flest penge
mellem hænderne, hvorved økonomi er en vigtig mærkesag – økonomi er da også de to partiers
gennemgående fokusområde. Hvor De Konservative i højere grad henvender sig til ”de blå”,
henvender Venstre sig i lige så høj grad til ”de violette”. Denne gruppe er meget selvstændige, men
de føler ingen særlig tilknytning til det store samfund, hvorved en stor del helt bliver væk fra
stemmeurnerne. Disse vælgere er derfor meget vigtige, da de kan ændre mening helt frem, til de
sætter krydset.
Modellen kan altså hjælpe partierne til at finde ud af, hvordan de skal tilrettelægge deres valgkamp,
sådan at de lettest kan få overbevist vælgerne til at stemme på netop dem. JA, fint med
målgruppeanalysen, men den bør kobles til de konkrete valgvideoer. Hvor ser du målgruppen
afspejle sig i videoerne?
En valgkamp vil altid være fyldt med forsøg på at fremstille sine politiske modstandere i et negativt
lys. Med andre ord vil alle politikere gøre brug af politisk spin, aggressiv face-work eller omvendt
høflighed. Med deres retorik, kommunikation og spin forsøger de at påvirke vælgerne, til at stemme
på netop dem. Men politikerne skal passe på, for det kan give bagslag og skade mere end gøre gavn
i sidste ende.