[navn fjernet] – 1.y 04-04-08 - Side 1 af 3
Simon Fruelund - Personlige
Novellen, vi har fået til opgave at analysere og fortolke, er en del af en novellesamling, Planer for
sommeren, fra 2002 af en dansk forfatter ved navn Simon Fruelund. Novellen udspiller sig i et sneklædt
landskab et ukendt sted, formodentligt ved vintertid i en mindre landsby i Norden. Novellen starter med
en dreng, Jakob, der er ved at samle brænde sammen i en kurv, hvorpå han hører to mænd, på vej hen
over en tilfrosset sø. Mændene begynder at fiske og Jakob trasker tilbage til sit hus, hvor han bor med
sin mor. Efter en kortfattet snak frem og tilbage om en ligegyldig ting bevæger Jakob sig op på
overetagen for at studere de to mænd ude på isen nærmere ved hjælp af sin fars kikkert. Allerede her
får man en indikation af, at drengen savner sin far utroligt meget, da han tilmed fastholder sit blik på et
billede af sin far, da han går op ad trappen. Jakob iagttager de to mænd ude på isen i utroligt lang tid, og
lægger mærke til mange af detaljerne i deres adfærd. Han sidder og stirrer ud af vinduet indtil moderen
kalder på ham, og de går ned og fortærer deres mad sammen i stilhed. Efter måltidet tænder Jakobs
mor en cigaret og sønnen begynder at tage ud af bordet. Da han er færdig med det, går han op på sit
værelse, og lægger sig i sin seng med alt tøjet på. Han vågner igen senere midt om natten, og kan høre,
at fjernsynet buldrer løs i stuen. Hans mor ligger sovende på sofaen med en avis slået op foran sig. Han
når hurtigt at skimme annoncen igennem, hvor der under Personlige er rammet en annonce ind, som
indeholder sætning ”Fri af tidligere forhold”. Jakob vælger at krølle avisen sammen, og lægge den ind i
bunden af kakkelovnen med lidt brænde henover, og tænker til sidst, at den på denne måde er klar til i
morgen.
Kompositionen i novellen er fuldstændig kronologisk, og den har ingen spring i tiden såsom flashbacks
eller lignende. Det gør det meget overskueligt for læseren at holde sammen på historien i novellen.
Spændingskurven i novellen er også forholdsvis plan, og der er ikke noget egentligt klimaks i novellen.
I fortællingen fremtræder der fire personer; de to fiskere, Jakob som 1.persons-fortælleren og Jakobs
mor. De 2 fiskere bliver stort set ikke beskrevet af forfatteren, men spiller alligevel en central rolle i
novellen, som jeg vil komme ind på senere. Der er fra forfatterens side blevet lagt utrolig meget vægt på
at beskrive personerne gennem deres handlinger, da det er meget sparsomt med dialoger mellem de
forskellige personer.
Jakob er en dreng, der bor alene i et lille hus sammen med sin mor. Han har et meget indholdsfattigt liv,
og har et savn af den ene eller anden slags til sin far, som fremgår af hans adfærd i seancen hvor han
iagttager de to fiskere med sin fars kikkert, og da han stirrer på et billede af sin far hele vejen op ovenpå.
[navn fjernet] – 1.y 04-04-08 - Side 2 af 3
Han har umiddelbart ikke noget at give sig til i sin fritid, og han spenderer blot tiden ved at kigge på
mennesker, der indgår i forskellige andre sociale relationer.
Jakobs mor får man derimod ikke så stor indsigt i. Hun sørger for sin søn, opfylder sin formelle
moderlige rolle og værner om ham, ligesom mødre plejer at gøre, men hun er ikke kontakt opsøgende.
Som et eksempel giver hun ved spisebordet sin søn det største af appelsinstykkerne, men hun spørger
ved andre lejligheder f.eks. ikke hvordan hans dag er forløbet. Hun er single, men samtidig interesseret i
at starte et nyt forhold via konktaktannoncer i avisen. Moderen mangler, ligesom Jakob selv, indhold på
det ene eller andet plan i sit liv. Hun har tv’et til at køre i baggrunden, men det interesserer hende
tydeligvis ikke, og hvad sønnen laver på sit værelse falder også uden for hendes interesse. Det er
anormalt for en mor, og det er derfor klart, at noget er galt i hendes liv – der er en eller flere væsentlige
mangler.
Novellen er skrevet på en forholdsvis underlig måde. Den bærer ikke præg af, at den er skrevet af en
person med mangler på dansk kundskaber, men samtidig er alle sætningerne ukomplekse, kortfattede,
og der gøres ikke brug af facetterede ord. Derimod bruger forfatteren utroligt mange billedlige
sammenligninger. Et eksempel på dette kunne være: ”Det lyder som når man puster i en flaske, blot
nogle toner højere.” (s.1, l.4-5) Det hjælper læseren til at danne det billede forfatteren stiler efter.
Ud over dette har forfatteren lagt ekstremt stor vægt på de forskellige symbolske værdier, der fremgår i
novellen. Det giver konstant læseren noget at tænke og reflektere over. Han har undladt at bruge de
helt klassiske symboler som f.eks. duen, der symboliserer fred etc., men han har derimod valgt at
fokusere mere på nutidens symboler. Store dele af teksten ville ikke hænge episk sammen, hvis ikke det
var for symbol valget. Hvis man ser bort fra den symbolske betydning, giver det ikke mening, at de to
fiskende mennesker ude på søen bliver beskrevet så nøje. Men når det kommer ind i sammenhængen
med Jakob, der kigger udefra og ind i deres sociale forhold, hænger det hele godt sammen. Man forstår
som læser deraf, at Jakob står, udenfor nogle menneskelige relationer på nær sin mor, og kigger ind i et
fællesskab, der er så sammentømret, at der er overskud nok til at skænke kaffe til en kammerat først.
De taler også sammen. Mændene lader sig ikke genere af sne. De har noget for. De laver noget sammen
trods dystert vejr. Et andet eksempel på den symbolske betydning, Simon Fruelund lægger i forskellige
objekter, er messingskålen, der er beskrevet på side 1, linje 28-34. Moderen prøver i denne seance at
tage kontakt til sin søn, men Jakob tager blot åbenlyst fat i en messingskål, placeret i vindueskarmen, og
knuger den hårdt. Det fremgår så fra 1.personsfortælleren, at han har lyst til at vende sig rundt, men gør
det ikke, hvorefter moderen forlader rummet igen. Hvis man i dette tilfælde blot så messingskålen som
[navn fjernet] – 1.y 04-04-08 - Side 3 af 3
et tilfældigt objekt, kunne man have tilbøjelighed til at beskrive Jakob som en dreng med en nærmest
autistisk opførsel. Simon Fruelund giver derimod messingskålen en indirekte besjæling, og man
fornemmer som læser, at der knytter sig nogle helt bestemte minder til lige nøjagtigt denne
messingskål. På denne måde kommer beskrivelsen af Jakob nærmere til at ligne noget i retningen af en
traumatiseret dreng, i stedet for en autistisk. Da Jakob så umiddelbart bagefter går hen til trappen for at
stirre på et billede af sin far, får man en intuitiv fornemmelse af, at hans far på den ene eller anden
måde har forladt familien på tragisk vis. Denne kreerede fornemmelse følger forfatteren rigtigt godt op
på ved f.eks. på side tre linje 102-103 at gøre en appelsin til en klæbrig masse, der ikke vil synkes.
Normalt forbinder man appelsinen med en saftig forfriskende frugt, men med dette ordvalg indikerer en
så lille ting, som appelsin er, at noget er i harmonisk ubalance. Suppen giver også en tør lyd side2 linje
77. Suppe der ellers er væske. Måske et symbol på deres forhold. Et måltid plejer at være en dejlig
samling i familien, men her uden ord er det nærmest blot som ernæring for at overleve.
Tekstens overordnede budskab og det spørgsmål forfatteren prøver på at stille læseren er ifølge min
overbevisning: Hvad er det meningsfulde liv? Og hvor meget betyder sociale relationer i en ganske
almindelig dagligdag? Forfatteren prøver på at få sit budskab igennem ved at skildre den lille
indelukkede familie, som har lidt et tab i form af faderen. Moderen klemmer sønnens hånd (s.3 linje
111), men der er dog hverken nærhed eller yderligere øjen- eller verbalkontakt. De falder hver for sig i
søvn, uden at sige godnat eller udøve nogen form for anden kommunikation. Det er som om, de ikke har
ret meget sammen, og ingen af dem kan komme videre med et meningsfuldt liv. De har ikke de
menneskelige ressourcer i øjeblikket.
Sønnen ønsker ikke, moderen skal komme videre i sit liv med henblik på at finde en ny mand, da han
ved hvor meget det kan skade, at miste en nær. De burer sig derfor inde, og får dette indholdstomme
liv, jeg har beskrevet tidligere. Sammen med disse spørgsmål vedrørende det fyldige liv, kommer Simon
Fruelund også med en snært af et samfundskritisk perspektiv. Alle mennesker fejer kun for egen dør, og
ingen hilser eller kigger forbi nabohuset, som man ellers traditionelt gør i danske, såvel som andre
nordiske mindre landsbyer. Sønnen bruger en mulig fremtidig forpligtelse som optænding uden at
diskutere det med moderen. En naturlig og menneskelig opførsel ville have været at spørge hende om
hun savnede et fællesskab med en anden. At gå ind i en dialog om hvad der er vigtigt i livet og hvordan
de måske gerne vil udvikle sig. Men de tør måske slet ikke leve livet men kun være tilskuere?