
Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015 – Opgave 5
stedet for at moren trøster Julie, bliver det Julie, der skal vær den voksne for moren. Moren er tydeligt
frustreret og kan ikke håndtere sine eller Julies følelser. Derfor giver hun Julie en lussing, da Julie forsvarer
faren. Både moren og faren er altså fraværende, og familien trives ikke. Den eneste, der holder nogenlunde
sammen på familien, er storesøsteren Sarah. Hun ser ud til at have opgivet kontakten med faren, og det er
hende, der bryder ind, efter at moren har givet Sarah en lussing (02:33).
Modsat Sarah er Julie meget påvirket af forældrenes opførsel. På den ene side er hun en rebel, der opfører
sig dårligt og kaster sten efter biler. Da hun bliver irettesat af en bilist, rækker hun fuck til ham (00:56).
Seeren ser et nærbillede af Julie hvor hun smiler, og hun giver altså ikke udtryk for at fortryde sine
handlinger. Samme tendens ses efter hun har overtrådt søsterens grænser til koncerten, og hun er på vej
hjem i taxaen (24:04). Her ses Julie fra en halvnær beskæring, og igen er der ingen tegn på fortrydelse i
hendes ansigt. På den anden side er Julie skrøbelig, og hun er på mange måder et produkt af den måde,
hendes forældre behandler hende på. Da Julies far har meddelt, at han ikke henter hende, ser vi Julie sidde
under broen (01:28). Billedet er i total, og Julie ser derfor lille ud, som hun sidder blandt alt det grå. Det
viser, at Julie i høj grad stadig er et barn, der har brug for en omsorg, som hun ikke får. Billedbeskæringen
gør altså, at seeren får sympati for Julie, fordi hun ser meget lille ud i forhold til den verden, der omgiver
hende. Hun balancerer på kanten mellem at være barn og ung og vil f.eks. prøve Sarahs bh (02:56). Julie
skal altså gennemleve en udvikling fra barn til voksen, med alt hvad det indebærer af udfordringer, lyster
og frustrationer, samtidig med at hun skal kapere familieproblemerne derhjemme. Den centrale konflikt i
”Spidse albuer, blødende knæ” begynder, da Sarah fortæller, at hun rejser til London med Nicklas, hvor hun
vil være model. Julie reagerer med ordene ”du er sgu da for fed til at blive model” (04:34). Nærbilledet
inden denne udtalelse (04:15) viser, at Julie er chokeret og berørt af nyheden, og den hårde udtalelse er
derfor ikke et udtryk for, at hun ikke mener, søsteren kan blive model, men i stedet et udtryk for, at hun er
ked af situationen. Herefter bliver det Julies mission at overtage søsterens plads, så det i stedet er Julie, der
slipper væk fra livet i den ødelagte familie. For at gøre dette tilsidesætter Julie Sarahs følelser. Det
begynder allerede, da Julie første gang snakker med Nicklas. Hun er iført bikini og lægger rød neglelak på
tåneglene (07:50). Den røde farve symboliserer fare og viser, at Julie skal til at begive sig ud i noget dumt.
Virkemidlet ses igen, da Julie tager rød læbestift på inden koncerten (13:58). Igen symboliserer den røde
farve, at noget farligt skal ske, da det er til denne koncert, Julie og Nicklas næsten har sex, og hvor Julie
derved er tæt på at ødelægge forholdet til sin søster.
Dramaet, der udspiller sig mellem Julie, Sarah og Nicklas, viser, at Sarah har et forskruet syn på kærlighed
og tilhørsforhold. I hendes øjne er man bundet sammen af sex, der automatisk medfører kærlighed. Det
ses, da Julie er sikker på, at Nicklas vil tage hende med til London, fordi de næsten havde sex til koncerten.