Studiekompasset.dkKlasse: HHX 3. år · Fag: Dansk A
Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2016 – Opgave 1
Stor
Man spår, at omkring halvdelen af alle de ægteskaber, der indgås i dag, ender i skilsmisse. Det vil sige, at 50
procent af landets familier skal indstille sig på, at forestillingen om en lykkelig kernefamilie med villa, vovse
og Volvo bliver knust. Det er nemt at inddrage børnenes behov som argument i en skilsmisse. ”Vi vil ikke
blive sammen for børnenes skyld” og ”børnene er gladest hvis mor og far er glade” er sætninger, som man
forestille sig komme ud af et tidligere ægtepars munde. ”Vi skændes aldrig foran børnene” er en anden
kliché. Men hvordan opleves en skilsmisse egentlig i børnehøjde? Anja Otterstrøm viser med sin novelle
”Stor”, fra samlingen En ikke ualmindelig bivirkning, 2012, at børn opfatter skilsmissesignaler i familien.
Også selvom skænderierne foregår bag kulisserne.
I ”Stor” følger vi Anna, gennem hvad der på ydersiden er en helt almindelig aften. Dette er dog muligvis
også aftenen, hvor Anna indser, at hendes forældre skal skilles. Annas mor og lillebroren Lukas er hjemme,
men Annas far er der ikke. Vi ser Anna læse lektier, spise aftensmad og besøge nabopigen Johanne.
Johanne fortæller, at hendes familie måske flytter til Afrika. Da Anna kommer hjem og er gået i seng, er
faren stadig ikke kommet hjem. Hun fortæller sin mor, at hun tror, at Johannes forældre skal skilles. Anna
er meget påvirket, og hun begynder at græde.
Novellen er fortalt af en tredjepersonsfortæller, der er personbunden til Anna. Fokus er altså på hende
gennem novellen, og handlingen opleves gennem hendes indre synsvinkel. Den fortalte tid strækker sig
over en enkelt aften, men giver alligevel et billede af, hvordan de fleste aftener må forventes at se ud
hjemme hos Anna og hendes familie. Novellen udspiller sig i en familie med mor, far og to børn. De ser ud
til at bo i et helt almindeligt middelklassehus, hvor børnene har et værelse hver, hvor der spises frikadeller
til aftensmad, og hvor man har et godt forhold til naboerne. Beskrivelserne og de aktiviteter, der foregår,
giver et indtryk af, at handlingen finder sted hjemme hos Hr. og Fru Danmark. Læseren kan altså se sig selv i
miljøet, der er realistisk og velkendt.
Selvom alt på ydersiden virker normalt, adskiller denne aften sig alligevel fra en almindelig hverdagsaften i
et dansk hjem. Dette ses dog ikke på sproget og beskrivelserne. Novellen indledes med, at Anna læser
lektier. Da hun støder på et ord, hun ikke forstår, går hun nedenunder med bogen. Det beskrives nu,
hvordan hun ”stoppede op på det sidste trin, da hun hørte et glas, der væltede. Morens hurtige skridt hen
over køkkengulvet og et skab, der blev smækket hårdt i. Hun satte sig på trinnet. (…) Hun læste teksten
igennem en gang til” (l. 12-20). Denne situation beskrives nøgtern og normalt, som om alt er, som det skal
være. Selvom fortælleren er personbunden til Anna, er det stadig overladt til læseren at finde ud af, at der
er noget galt. Anna stopper nemlig sin handling, fordi hun kan høre, at moren er i dårligt humør. Hun ved,
Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2016 – Opgave 1
at smækken med låger betyder, at hun skal holde sig på afstand. De neutrale beskrivelser går igen gennem
resten af novellen, og det er fortsat læserens opgave at finde frem til, hvad der foregår under overfladen.
I ”Stor” ses det hurtigt, at Anna ikke er en helt almindelig pige. Fysisk er hun stadig et barn. Det ses bl.a. på
den måde, hun snakker med Johanne på. Da Johanne fortæller, at hun og hendes familie måske rejser til
Afrika, reagerer Anna med ordene ”det tror jeg ikke på” (l. 156). Denne afvisning viser, at hun har en alder,
der gør, at hun ikke kan rumme oplysningen. Havde pigerne været ældre, havde Anna sandsynligvis
reageret med uddybende spørgsmål eller et mere reflekteret svar. Annas alder afsløres også, da hun kigger
på ”dukkerne, som hun ikke havde leget med længe” (l.81-82). Selvom det er lang tid siden, hun har brugt
dem, er dukkerne stadig på værelset. Det viser, at Anna stadig har en alder, hvor det kan forventes, at hun
leger med dukker. Ser man på Annas mentale alder, er hun dog langt ældre. Hun varetager flere
voksenopgaver, og har fået en morrolle for sin lillebror. F.eks. er det hende, der løfter broren ned på
legetæppet efter aftensmaden. Det er også Anna, der forsøger at give ham hagesmæk på, selvom han ikke
har lyst. Selvom de fleste forældre ligesom Anna ville insistere på, at lillebroren skal bære hagesmæk,
vælger Annas mor at sige ”lad ham bare” (l. 29). Det vidner om, at det er Anna, der er den ansvarlige og
den voksne i familien. Således afspejler Anna titlen ”Stor”. Anna er nemlig den store, og hun er presset til at
tage mere ansvar og være mere moden, end man egentlig bør være i hendes alder.
Moren er tydeligt mærket af hendes dårlige forhold til faren, der afsløres af, at faren ikke kommer hjem til
aftensmad. Hun formår ikke at skjule sin sindstilstand for sin datter. Det ses bl.a. da hun ”kiggede ud af
vinduet, mens hun tørrede hænderne i en klud. Hun kiggede ikke på noget. Ikke på andet end sine egne
tanker, i hvert fald” (l. 30-33). I denne situation virker hun skrøbelig og fraværende, og det ser Anna. Hun
fungerer ikke som mor for sine børn, hvilket kan ses af den måde, Anna ser på hende. Fra Annas synsvinkel
får læseren beskrevet morens ”spinkle ryg” (l. 61-62), og senere hvordan ”hun lignede et stykke udskåret,
sort karton” (l.204-205). Disse beskrivelser fortæller, at moren er sart og trist, og hun fremstår lille og
barnlig i forhold til Anna. Johannes familie er, modsat Annas, billedet på den velfungerende kernefamilie.
Hjemme ved hende ”duftede af hjemmebag” (l. 114-115), og ”der stod en hel bageplade med kanelsnegle
på køkkenbordet” (l. 121-123), som de to piger gerne må spise. Det står i kontrast til Annas hjem, hvor
frikadellerne er brændte. De hjemmebagte kanelsnegle skaber en hyggelig atmosfære i Johannes hjem.
Familien holder sammen, hvilket understreges, da Johanne fortæller, at ”både far og mor” (l. 134) og hende
selv måske skal flytte til Afrika. Da hun gør det tydligt, at de alle tre rejser, bliver det klart, at
familiedynamikken i hendes familie er anderledes end hjemme hos Anna.
Selvom ”Stor” følger Anna, ved læseren ikke noget om hendes far. Han er fraværende og bliver ikke
beskrevet. Johannes far fremstår succesfuld, og i Afrika bliver han ”måske endda chef over nogle
Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2016 – Opgave 1
englændere”, og de får ”et kæmpe hus og tjenere. Og en gartner” (l. 140-142). Også fædrene er altså
modsætninger. Kontrasten mellem Annas og Johannes familie tydeliggør problemerne i Annas familie og
viser, hvilket billede Anna spejler sig i. I Johannes hjem ændrer Annas adfærd sig, og her er der plads til, at
hun kan agere som det barn, hun er. Hun sidder på trappen med Johanne og spiser de kanelsnegle, moren
har bagt, og hun skal ikke udføre pligter eller passe på sin lillebror.
I slutningen af novellen konfronterer Anna sin mor med mistankerne om, at Johannes forældre skal skilles. I
virkeligheden er det dog nok sine egne forældre, Anna mener. Hun er bare for bange for dette til at tale om
det. Det viser, at hun på trods af sin voksne opførsel stadig er et barn, der har svært ved at tale om så svært
et emne, som en skilsmisse er. Da Johanne lige har fortalt om sin lykkelige familie, kan læseren udelukke, at
Anna faktisk tror, at Johannes forældre skal skilles. Det er også usandsynligt, at Anna ville græde, hvis det
blot var Johannes forældre, som det hele handlede om. Selvom Anna ikke ser sine egne forældre skændes
direkte, har hun altså gennemskuet, at deres ægteskab snart falder sammen. Det har hun, fordi hun
ubevidst sammenligner sin familie med Johannes. Anja Otterstrøm fortæller med ”Stor”, hvordan børn kan
gennemskue voksne, selvom de prøver at gemme deres problemer. Flere steder i novellen peger hun frem
mod denne konklusion. F.eks. med sætningen ”hun forstod jo godt meningen” (l. 20). Denne sætning er på
overfladen knyttet til den bog, Anna læser, men kan i overført betydning også omhandle forældrenes
situation, som hun allerede har gennemskuet. Det samme gør sig gældende, når hun ser, at frikadellerne
er sorte på den ene side, og altså ikke er, hvad de ser ud til at være på overfladen. For ”selvfølgelig
opdagede hun sådan noget” (l. 38-39). Også denne sætning peger frem mod, at hun opdager forældrenes
hemmelighed.
Hvis halvdelen af alle danske ægteskaber skal opløses, må man regne med, at nogle børn tager skade i
processen. Det er sket for Anna, der på trods af sin unge alder skal være stor og opføre sig som en voksen.
Hun er fanget mellem et ønske om at være et barn, der spiser kanelsnegle og leger med Johanne, og et krav
fra hendes forældre om at være den voksne, der tager sig af sin lillebror. Anna gennemskuer forældrenes
skilsmisse, selvom de ikke inddrager hende direkte. Hun er også kvik nok til at se, hvor skrøbelig hendes
mor er blevet. Samtidig spejler Anna sig i Johannes kernefamilie, og ser, hvordan den er anderledes end
hendes egen. Annas fortælling bringer således et budskab om, hvordan børn påvirkes negativt af en
skilsmisse, og den tegner et billede af en skilsmisse fra et barns øjne. Selvom forældre normalt forsøger, at
blande deres børn udenfor forældres problemer, viser Anja Otterstrøm altså, at børneøjne og -ører
opfatter mere, end forældre går og tror.
Et tema, som Otterstrøm tager fat på, er, hvordan voksne bliver børn, og børn bliver voksne i en skilsmisse.
Pludselig er det børnene, der, som vist i novellens titel, skal være de store, og de bliver pålagt et stort
Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2016 – Opgave 1
ansvar, uden at de har deres forældre at støtte sig til. Forældrene er nemlig blevet de skrøbelige. Dette
tema er dog ikke en selvfølge i litteratur om skilsmisse eller splittelse i familie. Sammenligner man f.eks.
”Stor” med Henrik Ibsens drama ”Et dukkehjem” fra 1879, finde man store forskelle. Ligesom ”Stor”
handler ”Et dukkehjem” om en familie i opbrud. Nora forlader sin mand Helmer og deres tre små børn,
fordi hun har følt sig som en dukke og været underlagt Helmer. Selvom der i begge tekster er tale om en
splittelse mellem mor og far, har ”Stor” og ”Et dukkehjem” dog vidt forskellige budskaber. ”Et dukkehjem”
er skrevet i en tid, hvor kvindefrigørelse så småt kom i fokus. Det ses derfor delvist som noget positivt, at
Nora forlader sin familie. Kvinden er i tidens rampelys, og begivenhederne ses fra hendes synsvinkel.
Kvinden skal ikke være afhængig af manden. I ”Stor” er synsvinklen en anden, og sympatien ligger ikke
længere hos kvinde, men hos børnene. Det gør de to tekster meget forskellige, men fortæller også, at
”Stor” er repræsentant for en anden tid end ”Et dukkehjem”. ”Stor” er skrevet i 2012, og viser, hvordan
synet på skilsmisse er i denne periode. Kvinder har nu samme rettigheder som mænd, og derfor er
medlidenheden flyttet til børnene. Det er en periode, hvor opmærksomheden er rettet mod de små, og
børnenes vilkår spiller en vigtig rolle. En sammenligning med ”Et dukkehjem” viser altså, at budskabet i
”Stor” er typisk for den tid, novellen er skrevet i.