Fem fra en Ærtebælg
STX 1.g
Fem fra en ærtebælg er et tingseventyr skrevet og udgivet af Hans Christian Andersen i 1855.
Eventyret handler om fem ærter med hver deres forskellige personligheder, og om hvordan disse
ikke kun kan påvirke deres egen skæbne, men også andres.
Historien kan deles op i to afsnit. I den første del bliver vi introduceret for de fem ærter i bælgen,
som ikke synes at vide så meget andet end, at verden tilsyneladende er grøn. Imidlertid bliver
verden i bælgen gul, og en skønne dag revner ærtebælgen, så ærterne for første gang står ”ansigt til
ansigt” med den virkelige verden udenfor den beskyttende bælg.
I det andet afsnit dukker to andre personer op; en gammel kone og hendes syge datter. Datteren er
meget syg, og moderen, der i forvejen har mistet et barn, er både bekymret og sorgmodig. Heldigvis
skærer historiens genre, eventyret, igennem, og fortællingen ender lykkeligt, idet datteren finder ny
energi og livskraft, da én af ærterne fra bælgen slår ord og vokser op lige udenfor hendes vindue.
Fortællingen forløber over en længere periode, fra ærterne modnes i bælgen, til de skubbes ud, og
hver især skydes videre gennem en begejstret drengs hyldebøsse. Derefter følger vi perioden, fra det
bliver forår, og ærten skyder op, medens den syge pige gennemgår udviklingen fra syg til rask.
Efter at være sluppet ud fra bælgen træder de fem ærter i karakter. Dette kommer til udtryk via
deres meget forskellige personligheder.
Den første ært er fuld af begejstring og gå på mod;
”Nu flyver jeg ud i den vide verden! Tag mig om du kan! (s. 53 l. 8)”
Den næste ært er selvglad og har store planer om at flyve helt op til solen, da kun dette ville være
”den rette bælg” til en ært af dens kaliber;
”Jeg,” sagde anden, ”flyver lige ind i solen, det er en rigtig ærtebælg og meget passende for
mig.”(s. 53, l. 10)
Nummer tre og fire fra ærtebælgen er overbeviste om, at de vil bringe det videst. Dog er de
indforståede med, at de vil sove, hvor de kommer, hvilket kunne signalere dovenskab. Altså er
ærterne temmelig naive for måske ikke at sige en smule overfladiske, hvis de tror på et liv, hvor
man kan drive det vidt ved blot at sove;
”Jeg sover hvor jeg kommer,” sagde de to andre, ”men vi triller nok fremad!” og så trillede de
først på gulvet, før de kom i hyldebøssen, men de kom der. ”Vi bringer det videst”.
(s. 53, l. 13)
Den sidste ært derimod er ydmyg, skæbnetro og villig til at indrette sig efter omstændigheder, hvor
end Vorherre beslutter, at den skal lande;
”Ske hvad der må!”(S. 53, l. 21)
Inde i det lille tagkammer bor den fattige kone, som må tjene til dagens brød ved at pudse
kakkelovne, og hendes syge datter.
Den fattige kone besidder mange af de samme karaktertræk og kvaliteter som den sidstnævnte ært.
Også hun er skæbnetro og ydmyg over for guds magt. Hun er sønderknust over, at hendes datter er
dødeligt syg, og da hun allerede i forvejen har mistet et barn, finder hun situation en anelse
urimelig, dog mister hun, selv i denne svære tid, ikke sin tro og hengivenhed til gud;
”Hun går til sin lille søster!” sagde konen. ”Jeg havde de to børn, det var svært nok for mig at
sørge for de to, men så delte Vorherre med mig og tog den ene til sig; nu ville jeg nok beholde den
anden, jeg har tilbage, men han vil nok ikke have dem skilte ad, og hun går op til sin lille søster!”
(s. 53, l. 28)
Det videre forløb i historien kan samles i én linje; ”Man ridder, som man sadler”. Som følge af
deres karaktertræk og ønsker af livet får hver ært den skæbne, som den fortjener.
Den første ært som var begejstret for livets muligheder, og som så gerne ville ud i den vide verden
fik ikke meget andet at se end indersiden af en duekråse, hvor den lå lige så forladt som Jonas i
hvalfisken. (s. 55, l. 17)
De to dovne ærter, som insisterede på at ville drive det videst, endte også som duefoder, hvilket
H.C. Andersen beskriver; ”er at gøre solid nytte” (s. 55, l. 19), idet de bevirker til at opretholde
naturens fødekredsløb, men hvilket samtidig ikke kan forstås som at drive det vidt.
Den selvoptagne ært, der som en anden Ikaros bare måtte røre solen, fik da også en ganske trist
skæbne. Dog er ærten ikke selv i stand til at se, hvor lavt den er sunket.
Den bilder sig selv ind, at den i rendestenen ligger og bliver så dejlig tyk, at den til sidst vil revne af
det, og at dette skulle være det videste, en ært kunne drive det. Så selvoptaget og fascineret af ”at
være den mærkeligste blandt ærter” er den, at den end ej opdager, at rendestenen holder på den, og
at den overhovedet ingen kontrol har med sit eget liv;
”Jeg bliver så dejlig tyk!” sagde ærten. ”Jeg revner af det, og videre tror jeg ingen ært kan drive
det, eller har drevet det Jeg er den mærkeligste af de fem fra ærtebælgen!”
(s.56, l. 3)
”Jeg holder på min ært” sagde rendestenen.
(s. 56, l. 10)
Men den sidste ært derimod, som var ydmyg og skæbnetro, gik det vel. Ikke nok med at den lille
ært under besværlige forhold bliver til en smuk blomst (til dels samme tema som i ”Den grimme
ælling”), resulterer den også med formodentlig at redde et menneskeliv, idet den syge pige bliver
rask. Altså påpeges der i denne historie, at det at drive det vidt ikke nødvendigvis betyder at føre sig
selv frem i verden, men derimod at gøre gavn for andre, som ærten belyser både den fattige moder
og hendes syge datters liv blot ved sin tilstedeværelse.
Også gensidig kærlighed fremstilles i historien, da også ærten har brug for den fattige kones
omsorg, da hun giver den en pind at vokse sig stor op ad. Pointen er, at næstekærlighed er en dyd,
og det at tilsidesætte sine egne behov til fordel for andre er en værdi.
Med nutidige øjne synes teksten på trods af, at den rummer mange gode værdier og moraler, dog
også at bære elementer af janteloven. Sammenlignet med ”Klods Hans, skrevet samme år (1855),
fremstilles ydmyghed i ”Fem fra en ærtebælg” meget anderledes, for end ikke at sige lige modsat
”Klods Hans”.
Disse to eventyrer kan begge beskrive sider i H.C. Andersens personlig. På den ene side var han en
Klods Hans, der havde opnået stor succes på trods af, at han kom fra fattige kår. Men på den anden
side var Andersen også en mand, der havde indfundet sig med at være blevet latterliggjort i sin
ungdom og derfor havde vænnet sig til at forholde sig ydmygt.
Eventyret er et kunsteventyr med tingseventyr som underkategori. Det karakteristiske ved et
kunsteventyr sat i forhold til det traditionelle folkeeventyr er, at kunsteventyret har én kendt
forfatter og ofte foregår i dennes samtid. Folkeeventyr derimod, et eksempel på disse er de tyske
brødrene Grims indsamling fra starten af det 19. århundrede, defineres ikke i tid og sted og har
ingen forfatter, idet de er vandrehistorier.
Altså kan vi ud fra dette konkludere, at ”Fem fra en ærtebælg” må foregå i H.C. Andersens samtid.
Dog skrev H.C. Andersen ofte inspireret af folkeeventyrerne. Den mest direkte inspiration der er at
finde i denne tekst, er måden hvorpå den fattige kvinde og hendes syge datter får oprejsning.
Folkeeventyrerne handler netop ofte om, at den fattige men snu bonde let kan snyde den rige og
magtfulde herremand. Denne forestilling stammer tilbage til ”folkeeventyrets alder” i den feudale
middelalder, hvor eventyressensen for de fleste fattige og stavnsbundnes vedkommende var
ønsketænkning og hverdagseskapisme.
Den syge pige, som hverken synes at kunne leve eller dø (s. 53, l. 27), men som får det bedre
fremstilles som et mirakel. Dette mirakel er endnu et mirakel i sig selv; en blomst der skyder på
ufrugtbar grund. Altså har H.C. Andersen overført folkeeventyrets fortælling om middelalderens
fattigste, til et kunsteventyr der beskriver én af 1800-tallets fattigste grupper; den enlige mor og
hendes barn.
”Fem fra en ærtebælg” henter dog ikke kun inspiration fra folkeeventyret. Som tidligere nævnt
beskrives skæbnetro som en af, hvis ikke den vigtigste værdi i historien. Denne opfattelse kan
perspektiveres til de gamle græske og nordiske myter, hvor skæbnetro anses som den vigtigste og
mest afgørende egenskab. I den græske mytologi gjaldt det om at indrette sig efter gudernes orden,
og ikke gå imod disse, da dette kunne resultere i gudernes misundelse. Endnu en gang kan vi
perspektivere til den ”gode gamle” danske lov, der indledes med; ”Du skal ikke tro’ du er noget…”.
Set gennem denne teori begår de fire andre ærter hybris, idet de forsøger at redegøre, hvad de selv
ønsker af livet i stedet for blindt at følge deres lod og rammes derefter af nemesis – straffen for
deres bestræbelser.
Men dette betyder imidlertid ikke at myte og eventyr er en og samme ting – dette er langtfra
sandheden. Myten behandler de store emner som jordens skabelse og undergang, kaos og kosmos
og er ofte knyttet til religionen, og er altså med andre ord, noget man troede på tidligere. Myten
søger at afmystificere vores eksistens, men set igennem nutidige øjne med al vores videnskabelige
og teknologiske viden har den dog ofte modsat effekt. Også derfor kæder vi i dag begrebet ”en
myte”, sammen med noget der ikke er troværdigt, og som er meget sagnomspundet.
Eventyret appellerer som tidligere nævnt til en anden del af vores fantasi, nemlig den del som nyder
den gode historie, frem for den endegyldige sandhed myten oprindeligt skulle fremlægge.
Når man læser eller hører et eventyr, er det med visheden om, at det er fiktion, på trods af at mange
starter med ”der var engang”.
Den dag i dag drømmer vi stadig om eventyr, og af denne særlige genre udledes også, ”at noget kan
være eventyrligt”, hvilket må anses som én af de ypperligste beskrivelser.
De fleste mennesker ser en myte som noget mystisk, måske lidt skræmmende, hvorimod ordet
eventyr klinger lyst, og giver os associationer til det gode liv med tapre riddere og fagre møer.