1
Analyse og fortolkning af ”Pikken står på alle fyre i Yokohama”
Incest, alkoholmisbrug og forældresvigt er nogle af de temaer, som billedkunstner Malin Biller
tager op i uddraget ”Pikken står på alle fyre i Yokohama”, som stammer fra hendes billedfortælling
I skovens dybe stille ro fra 2012. I tegneserien benytter Biller sig af sit eget navn, Malin, om
fortællingens hovedperson. Hermed bliver det muligt at diskutere, om værket handler om
kunstnerens egen barndom, og om det er med til at nedbryde skellet mellem det offentlige og
private i kunsten?
”Pikken står på alle fyre i Yokohama” handler om pigen Malin, der holder af at fortælle
skræmmende spøgelseshistorier til de andre børn på fritidshjemmet. Malin mener selv, at hun har
en evne til at se ting, som andre ikke kan, fx spøgelser og de døde, og det er disse uhyggelige syn,
hun får afløb for gennem sine fantasifulde historier. De uhyggelige historier kan dog også have
noget at gøre med, at Malin ikke har det nemt derhjemme. Hendes mor er ofte bortrejst, og så
bliver hendes far ubehagelig; han drikker ”voksensodavand” og læser pornoblade. Engang imellem
kommer Malins far ind til hende i sengen og gør ting ved hende, som hun ikke må fortælle sin mor
om. Mens faderen gør Malin fortræd, forsvinder hun væk i sin egen fantasiverden; en verden, hun
deler med sin mor, og som de bruger til at komme væk fra hverdagens problemer.
Malin Billers værk er en såkaldt billedfortælling i stil med tegneserien. Værkets fortælling
formidles altså både gennem en serie af billeder samt gennem tekst i form af talebobler og en
fortællerstemme, der tilsammen skaber en sammenhængende historie. Tegneserier er som regel
en genre, vi forbinder med børn og barnlige sjæle, men i dette tilfælde er det tydeligt, at
målgruppen snarere er unge og voksne mennesker. Fortællingen kommer ind på alvorlige emner
som fx incest og forældres svigt af børn, der bestemt ikke egner sig som højtlæsning for de
mindste. Biller bruger altså en genre, vi normalt forbinder med skægge historier for børn, til at
formidle en alvorlig og grusom fortælling. På baggrund af det uskyldige og barnlige kommer de
alvorlige emner blot til at træde endnu tydeligere frem, og læseren bliver på den måde ekstra
fanget af historien.
Uddragets hovedperson og fortæller er som sagt Malin, der er en pige med en livlig fantasi.
Historien fortælles fra Malins perspektiv; læseren følger hendes liv og hverdag, og de tilhørende
tekststykker er fortalt gennem hendes stemme: ”Jeg elskede at underholde de andre børn med
gruopvækkende spøgelseshistorier (…) Det var nu nok mest mig selv, jeg skræmte”. Malin har en
evne til at se ting, de voksne ikke kan forstå, fx genfærd og spøgelser. I starten har Malin ikke
noget imod at færdes mellem disse væsener; det er først, da de voksne fortæller hende, at det,
hun ser, ikke findes, at hun bliver bange. Dette kan tolkes sådan, at børn skal lov at have deres
fantasiverden i fred. Malin befinder sig trygt og godt mellem de overnaturlige væsener, som hun
kan snakke med. Først da de voksne blander sig og fortæller, at spøgelser ikke findes, bliver
genfærdene til noget uhyggeligt og unaturligt, som skræmmer Malin.
2
Fortællestilen i uddraget er præget af, at historien er fortalt gennem et barns perspektiv. Når
faderen drikker, fortæller Malin, at han drikker ”voksensodavand”, og faderens pornofilm
beskrives på lignende vis gennem et barns sprog: ”… damer med stort hår og for meget sminke,
der brugte enorme tissemænd i stedet for slikkepinde”. Og når moderen er ude at rejse, hører vi,
at ”far krammede mig lidt for længe, men det måtte jeg ikke sige til mor”. Her antydes det, at
Malin bliver seksuelt misbrugt af sin far, men det fortælles aldrig direkte. Denne indirekte
fortællemåde præger hele historien, og er med til at vise, at den er fortalt af et barn. Et barn, som
måske ikke helt forstår, hvad der foregår, og som forbliver loyal over for sin far, fordi hun godt
ved, at det vil ødelægge familien, hvis hun fortæller det til sin mor.
Billederne i fortællingen er som sagt bygget op som en tegneserie. Illustrationerne er tegnet
temmelig urealistiske – som et barn ville have gjort det – med små kroppe, store hoveder og
hugtænder. Fortællingen er holdt i sort/hvid, og der er altså ingen gennemtrængende farver til at
pynte på historien, som vi ellers er vant til i tegneserier. Manglen på farver giver en dyster og
uhyggelig stemning, som passer godt sammen med handlingen. I scenen, hvor faderen kommer
ind til Malins seng, og hvor det antydes, at han misbruger hende, sker der et skift i fremstillingen.
Fra at have fire-fem billeder på en side ser vi nu en serie på mange små billeder, der gør det svært
at tyde, hvad der egentlig sker. Også perspektivet ændres, så vi i stedet for et normalperspektiv får
close-ups af faderens ene øje eller Malins næse. På andre billeder er vi så tæt på motivet, at vi slet
ikke kan se, hvad der foregår. Denne måde at opleve tingene gør, at vi ser situationen på samme
måde som Malin. Læseren ser op i lampen og faderens ansigt, som om vi selv lå i sengen. På den
måde kommer vi helt tæt på historien og får endnu lettere ved at identificere os med Malin.
Derudover kan den afbrudte serie af enkeltbilleder forstås som Malins oplevelse af situationen.
Faderens overgreb er for voldsomt til, at hun kan kapere det i sin helhed, er derfor er hun nødt til
at tage oplevelsen ind i små bidder. De mørke billeder ind i mellem kan betyde, at Malin
simpelthen lukker øjnene – for ikke at se faderen og for at lukke den grusomme virkelighed ude. Vi
ser da også, hvordan en lille engel – med Malins ansigtstræk – i slutningen af billedserien stiger op
fra sengen og flyver ud af vinduet. Samtidig går billederne helt i sort og bliver mindre og mindre.
Det kan tolkes, som at Malin her forsvinder helt ind i sin fantasiverden. Hun forlader sin egen krop
og svæver ud i universet, fordi det er den eneste måde, hun kan slippe væk fra faderens overgreb.
Også her ser vi, hvordan temaet omkring virkelighed og fantasi bliver virkeligt. Malins virkelighed
er så forfærdelig, at hun flygter ind i sin fantasiverden. Også temaet om barn og voksen er klart i
fortællingen. Vi ser, hvordan faderen med sine overgreb ødelægger Malins barndom. Og ikke kun
hendes virkelighed – men også hendes fantasi. Pludselig er Malins fantasiverden hjemsøgt af
farlige genfærd og spøgelser, som gør hende bange. Sammenstødet mellem barn og voksen ses
ikke kun i fortællingens indhold, men også i dens form. Som sagt ser vi, hvordan tegneserien, som
vi normalt forbinder med noget barnligt og sjovt, bliver rammen for en grusom fortælling om
incest og misbrug. Og hvordan den uskyldige ramme får historiens alvor til at træde endnu klarere
frem.
3
Diskussion
I sin billedfortælling bruger Malin Biller sit eget navn om sin hovedperson, og til slut i værket
omtales det som en del af et terapeutisk forløb. Hermed giver Biller altså læseren indtrykket af, at
I skovens dybe stille ro er et autentisk værk, der beskriver virkelige begivenheder fra hendes
barndom. Og Biller er ikke den eneste, der bruger sine værker til at udviske det skel mellem det
offentlige og private, som vi er vant til, er til stede i litteraturen. Herhjemme har forfattere som
Erling Jepsen (Kunsten at græde i kor), Knud Romer (Den som blinker er bange for døden) og
senest Yahya Hassan (Yahya Hassan) skrevet om deres egen svære barndom i deres værker.
Men er det virkeligheden, forfatterne beskriver? På sin hjemmeside beskriver Malin Biller selv sit
arbejde som ”halvt selvbiografisk (…) virkelighed krydret med lidt løgn”.
i
Hermed antyder
forfatteren selv, at det kan være problematisk at sætte et direkte lighedstegn mellem hendes
fortællinger og virkeligheden. Kan vi være sikre på, at hun er blevet seksuelt misbrugt af sin far?
Eller at moderen har været så fraværende i hendes barndom, at hun ikke har kunnet tage sig af sin
datter? Denne tendens kaldes ”performativ biografisme”, hvor forfatteren konstruerer et billede
af sig selv i sine værker, som herefter ’opføres’, performes, på kunstnerisk vis. Vi ser altså det
udsnit af forfatterens virkelighed, som hun vælger, at vi skal se, og værkerne bliver en
selvfremstilling som del af en kunstnerisk praksis.
Ikke desto mindre er der et betydeligt etisk problem forbundet med dette, da Biller gennem sin
fortælling kommer til at hænge sin familie ud. Misbrug af børn er en alvorlig anklage, der kan få
store konsekvenser for en familie. I Norge har en lignende diskussion været oppe i offentligheden,
efter at Karl Ove Knausgård i sine seks selvbiografiske romaner Min kamp har beskrevet, hvordan
hans far tyranniserede ham og hans lillebror gennem hele deres barndom. Hans familie svarede
med et åbent brev i en stor, norsk avis, som blev gengivet i Kristeligt Dagblad 16. januar 2010:
”Det er en bog fuld af insinuationer, usandheder, fejlagtig beskrivelse af personer, ren udlevering,
der helt klart bryder med norsk lov på området”.
ii
Mange forfattere i dag skriver altså ud fra deres eget privatliv, og det ser ud til, at læserne er vilde
med det. I artiklen fra Kristeligt Dagblad antyder en forfatter, at vi som læsere elsker den slags
bøger, fordi vi får følelsen af, at vi gennem dem kommer helt tæt på virkeligheden og forfatteren.
Det gør, at vi i endnu højere grad føler os fanget ind af deres historie og på den måde kan
identificere os med den. Samme tendens kan siges at gøre sig gældende i den bølge af reality-
shows, som i disse år vises på tv. Paradise Hotel, Big Brother og De unge mødre giver seerne en
fornemmelse af, at virkelige og dramatiske begivenheder (”reality”) udspiller sig for åben skærm. I
virkeligheden er der dog ikke meget virkelighed over udsendelserne, hvor deltagerne er castede,
og begivenhederne følger et tilrettelagt manuskript. Som læsere og seere elsker vi fornemmelsen
af at være vidne til virkeligheden, men vi må huske på, at værker som disse kun viser et lille udsnit
af den verden, forfatteren eller produceren ønsker, at vi skal se.
