I
2. En sammenligning af uddragene fra Karen Blixens Den
STX 3.g
Robinson Crusoe og Den afrikanske Farm - to verdenskendte
fortællinger udgivet i vidt forskellige århundreder. Alligevel
dækker de eet fælles emne, som har vakt stor interesse i
henholdsvis det 16. og 18. århundrede; eventyret og
oplevelsen.
I Daniel Defoes roman berettes om en mand, Robinson, som
gennem sin ungdom søger en eventyrlig og udfordrende
tilværelse, han føler den samme rodløshed som Karen Blixen.
Karen Blixen søger i Den afrikanske Farm ligeledes
uforglemmelige og indholdsrige oplevelser, som kan give hende
mere end det, hun modtager i sin hverdag hjemme i Danmark. Her
ender lighederne mere eller mindre mellem de to
personligheder. Robinson Crusoe skræmmes gang på gang af
resultatet af sine rejser, mens Karen Blixen tager imod sin
nye, anderledes tilværelse med åbne arme, og hun har en evne
til at vende en uheldig og krævende situation til en mere
givende oplevelse.
I begge udsnit af respektive historier har man med en løvejagt
at gøre, hvor det hos Karen Blixen handler om hendes egen,
farmens og de indfødtes overlevelse. I Robinsons tilfælde
drejer det sig kun om hans egen eksistens. Dette ses, da hans
første indskydelse er, at lade Xury skyde løven i stedet for
selv at tage udfordringen op. Da Robinson alligevel selv
skyder løven, risikerer han på ingen måde livet. Havet mellem
II
skibet og fastlandet fungerer som en livline – Robinsons sejr
er sikret endnu før kampen begynder.
Karen Blixen derimod har en helt anden livsopfattelse. I
tekstudsnittet står det skrevet, ″Frei lebt wer sterben
kann.″, hun er ikke bange for løvejagten, som venter hende og
Denys Finch Hatton senere på aftenen. Det, at risikoen for at
dø er der, bekræfter livet. At livet er skrøbeligt, gør det
kun mere attraktivt, og Karen Blixen mener ikke, at livet er
noget værd, hvis man ikke hvert øjeblik føler, at man kan
miste det. Hvis ikke hun risikerer livet ved at skyde løverne,
dør en del af hende alligevel, fordi livet bliver tomt og
indholdsløst at leve. På den måde følges livet og døden ad. Et
andet af Karen Blixens mottoer, som ligner det ovenstående, er
"Det er ikke nødvendigt at leve - det er nødvendigt at sejle″,
som omtaler samme emne som før. Et liv indeholder mange
muligheder og valg, og vi har valget, om vi vil være tilskuere
til tilværelsen eller deltagere.
I et digt fra Karen Blixens tid i Afrika skriver hun om Gud,
som maler et maleri af vort liv ″Saa dybe skygger laegger han
som ingen anden maegter fordi han derved opnaa kan vaeldige
Lyseffekter.″(Balladen om mit Liv) Her ser man atter, hvordan
Karen Blixen opfatter livet. Der er forskellige
kontraster(lyseffekter) i vort liv, dårlige og gode
oplevelser, og uden de dårlige ville de gode begivenheder ikke
være noget værd.
I modsætning til Karen Blixen får Robinson Crusoe til gengæld
ikke meget ud af sin løvejagt. Han efterlader et indtryk af
skuffelse, da der i teksten står skrevet ″...jeg var ked af at
have spildt tre ladninger krudt og kugler på et væsen, vi ikke
kunne bruge til noget.″ Han ser ikke oplevelsen i sig selv som
III
en gave, men tager naturen for givet og glemmer de virkelige
værdier, den indeholder. Et sted i Daniel Defoes roman
fortælles følgende om Robinson: ″Kort sagt, erfaringen lærte
ham at indse, at alle gode ting her i verden kun er gode, hvis
vi kan bruge dem.″ Naturen i sig selv har ingen værdi, dyrene
og omgivelserne er bare kulisser til en triviel og materiel
tilværelse. Materiel er netop, hvad oplevelsen ender med, da
Robinson i sidste ende får glæde af dyreskindet.
Crusoes indstilling minder meget om tiden, som bogen er
udgivet i, oplysningstiden. Mennesket vil oplyses, og det vil
lære gennem rejseskildringer og hverdagsoplevelser.
Barokhaverne præger kulturen, og det naturlige holdes
indespærret, hvilket vi f.eks. ser hos Holberg, hvor han
beskriver de menneskeskabte kornmarker og vinmarker som det
skønneste landskab nogensinde set, mens bjergene
karakteriseres som hæslige.
Robinson prøver at civilisere livet på den øde ø, og da han
møder Fredag, prøver han ligeledes at lære ham, hvordan man
forholder sig i den vestlige kultur. Robinson føler et behov
for at have magten, og fordi angsten for at miste livet gør
ham svag, vælger han sikkerheden ved at skyde løven.
Robinson beskriver den naturlige natur helt uden følelse,
derimod beundrer han alt, hvad han selv gør ved naturen, som
f.eks. hans egen hytte og indhegning. Han kan på ingen måde
identificere sig med naturen, og om løverne bruger han ord som
″skrækkeligt uhyre″, ″bæst″ og ″væmmelig″.
Karen Blixen bevæger sig i udsnittet fra Den afrikanske Farm
fra at være levende til at føle sig mere levende.
Lommelygten er et symbol på det liv, hun adderer til sit
allerede indholdsrige liv. Den lyser en hel ny, ukendt verden
IV
op. Hun ser Afrika om natten, og den måde hun beskriver den
på, minder meget om en transcendensoplevelse. Ikke en
transcendens, som den hun oplever senere i bogen, da hun
flyver over Afrikas sletter med Denys Finch Hatton, men mere
en begyndende transcendens. Eller også tror man, at man
oplever en transcendens, indtil man oplever den næste, som er
mere intens og mere grænseskridende. På den måde kan man måske
kun opleve én transcendens livet igennem, og er den sidste
transcendens så døden?
Karen Blixens opfattelse af naturen, da hun tænder
lommelygten, er så indtrængende, at man føler, hun suger hele
naturen omkring sig til sig. Lommelygten er som en åbenbaring,
″Den indeholder hele verden″. Når Karen Blixen har beskrevet
den for os, er der ikke et uset eller urørt sted tilbage. Hun
ikke bare er i naturen, hun er naturen. Derfor udtrykker hun
en meget stor respekt overfor den, bl.a. ved at sige at hun
ikke synes, at det er en god tone at bruge Stryknin til løver.
Da Denys Finch Hatton og hende selv konfronteres med løverne
den aften, føler hun sig et øjeblik som løven selv, da den
rammes af geværets kugle falder ud af lyscirklen. Hermed
″falder″ den ud af Karen Blixens verden og dermed hele naturen
– den er død.
Blixen forestiller sig løverne som to gode venner, det dagen
før havde sat sig det samme store eventyr i hovedet. Her
identificerer hun sig med dyrene, idet hun og Finch Hatton
selv leder efter eventyr og lever frit, som dyrene også gør.
Øjeblikket efter skuddene og løvernes død hersker en
ubeskrivelig stilhed, som bekræfter forestillingen om et
uendeligt stort kontinent omkring dem.
V
Stilheden afbrydes af de indfødtes fest og sange. Livet (og
døden) besvares med livet, regnen stopper som symbol på en ny
fase i livet. Karen Blixen forstår pludselig den afrikanske
kultur gennem naturen, hun får en indsigt i den, som Crusoe
ikke kommer til at oplever. Der hersker en storhed over det
afrikanske folk, når de en stille nat forvandler omgivelserne
til en fest, der skal hylde livet.
Robinson Crusoes relation til naturen minder på sin vis om et
ægteskab. Det er bygget op af forbud, og han føler ingen
frihed i den. Kærlighedens hjemsted er ikke, som Karen Blixen
selv udtrykker det, i ægteskabet, men i friheden, derfor føler
Robinson ingen nærhed til naturen.
Karen Blixens forhold til naturen ligner mere en
kærlighedsaffære, hun er fri og ikke bundet af noget, ligesom
forholdet til Denys Finch Hatton.
De er, som på mange andre løvejagter, en enhed, og der er
noget næsten tiltrækkende og næsten erotisk over deres
løveoplevelser. De ser sig selv i dem, og træder ind i naturen
og føler sig som en del af naturen, når de sammen nedlægger en
løve.