Barokkens æstetik
Blandt barokkens kendetegn finder man blandt andet overdrevne, mørke og til dels bizarre
symboler og skrivemåder. Man mente, at mennesket var overfladisk, materielt og at kunst bare var
kunst. Det lyder i virkeligheden en anelse deprimerende, men så snart man kender til barokkens
verdenssyn og livsanskuelse, kan tidens kunst være utrolig spændende på grund af dens
overdrevenhed og mange symboler. Jeg vil i min artikel belyse barokkens vigtigste kendetegn
igennem en analyse af billedet ”Vanitas” af David Bailly, 1651.
Der kan drages en parallel mellem barokkens og postmodernismens æstetik, og derfor vil jeg til
sidst i min artikel sammenligne David Baillys billede med billedet ”Marilyn Monroe, Vanitas” af
Audrey Flack fra 1977.
“Vanitas” af David Bailly er et selvportræt af kunstneren med en statisk komposition. Han ses lidt
skævt fra siden, men med hans blik rettet imod beskueren. I venstre side af billedet, hvor han er
placeret, er kompositionen statisk pga. de lodrette akser, som bl.a. ses på stolen, han sidder på, og
linjerne der tegnes, hvor malingen på væggen går fra grå til hvid og igen fra hvid til grå. Fra Baillys
arm peger en pind i en skrå akse hen imod bordet. Dette er en slags overgang fra det statiske til det
dynamiske, som vi finder i alle de genstande, der er placeret på og omkring bordet. Der ses en
antitese imellem mandens statiske komposition og den dynamiske.
Dynamikken findes bl.a. i de organiske former i form af runde billeder i stedet for firkantede og
små figurer med bløde, organiske former. Men det, der gør billedet mest dynamisk, er alle tingene
der roder og på den måde skaber uro.
Billedet ses en anelse i fugleperspektiv, så det er muligt for beskueren at se så mange af
genstandene på bordet som muligt. I forgrunden ser vi nogle ting, som er rodet sammen, som bl.a.
indebærer nogle halskæder, et dødningehoved og nogle visne roser. I mellemgrunden ses
kunstneren, nogle billederammer, statuer og en kvindeskikkelse. Baggrunden består af væggen,
nogle få billeder og et gardin, der falder ned fra loftet i højre side af billedet.
Lyset kommer ind fra venstre side og lyser det meste af Baillys hoved op. Dette sætter ham i
kontrast til kvindeskikkelsen. Derfor skilles han fra døden, da hun er et spøgelse.
Billedet er malet i varme farver, men noget der adskiller sig er Baillys tøj, som er mørkeblåt. Idet
hans tøj er malet med en kold farve, afskiller han sig fra resten af billedet, altså alle tingene på
bordet som symboliserer vanitas, som betyder ”vi skal alle dø”.
Grunden til at han er malet til at skulle stå i kontrast til alle disse genstande, er at man i barokken
forskellen mellem den materielle, kødelige og forgængelige havde et dualistisk verdenssyn. Her ses
verden og det evige, åndelige Himmerige.
Især fokuseres der på forskellen mellem denne forgængelige verdens ydre, flotte overflade og den
indre tomhed. Dette er vist i billedet i form af en sæbeboble – det smukke ydre som ødelægges på et
splitsekund, for indeni at finde en tomhed.
Livet er kort og overfladisk. Tomt og indholdsløst som sæbeboblen. Dette vises også i form af
vanitas-symboler, som ses i overdreven stil i dette billede, som f. eks dødningehovedet, timeglasset,
visne blomster og et spøgelse. Alle sammen tegn på forgængelighed.
Derudover ses der også en lille æske med et spejlblankt låg, som står åbent ved siden af lysestagen
med det slukkede lys. Dette er sat ind for at bedrage beskueren igennem optiske virkninger. Man
dyrkede nemlig illusionen i barokken.
I modsætning til renæssancen, hvor mennesket var i centrum, som f. eks ses i ”Mona Lisa”, hvor
hun er placeret i midten af billedet, fordi vi skal lægge mærke til hende, er Bailly placeret ude i
siden af billedet. Det er ikke meningen, at vi skal nærstudere ham. Han er der formegentlig bare,
fordi det er et selvportræt. Det er meningen, at vi skal se alle disse symboler på lige netop
forgængeligheden, og de er bestemt ikke skjult for os. De springer nærmest i øjnene på os, når vi ser
billedet, og billedet er malet således, helt bevidst, fordi barokkens kunst ”bare” skulle være kunst,
og alle disse detaljer i billedet var et mål i sig selv.
Barokken minder om postmodernismen i æstetikken. De to perioder har det til fælles, at kunsten og
arkitekturen er bevidst om, at det er kunst. Kunsten bryder med det ordinære, konventionelle og
farveløse. Detaljerne er et mål i sig selv. Der hævdes i postmodernismen, at virkeligheden er blevet
fortrængt af forfalskninger – altså at virkeligheden ikke findes mere.
Dette ses i det postmodernistiske billede ”Marilyn Monroe Vanitas”, hvor mange af de samme
symboler som i David Baillys billede gengives, som f. eks stearinlyset, timeglasset, blomsterne og
spejlene. Man kan sige, at billederne derfor betyder nogenlunde det samme, men der er nogle
væsentlige forskelle lagt i symbolernes betydning.
Hvor alle symbolerne i Baillys ”Vanitas” symboliserer døden og forgængeligheden ved slukkede
lys, visne blomster osv., er disse genstande opsat helt modsat i Audrey Flacks billede. Her er
stearinlyset tændt, der er et billede gengivet i spejlet i stedet for en tom refleksion, roserne er friske,
timeglasset er ikke løbet ud, og der er masser af brusende ”pangfarver”. Billedet sætter sig altså lidt
i kontrast til det kedelige og død-symboliserende ”Vanitas”, som David Bailly malede.
Barokkens æstetik bunder altså i en dyb vanitas-symbolik og en pompøs, overdreven og svulmende
stil. Den viser en mørk side af menneskets verdenssyn, men der kan drages paralleller imellem den
og postmodernismens æstetik. Selvom de kan virke som modsætninger i den ovenstående analyse,
så har de stadig de samme hovedtræk, som skal minde beskueren om, at kunst bare er kunst, og at
der ikke er noget så konventionelt som virkeligheden.