Dansk A HF – Skriftlig eksamen – 1. december 2016 – Opgave 1
Ude af sit gode skind
Der findes et utal af forskellige kroppe. Nogle er lange og tynde, nogle er små og tykke, nogle er firkantede,
nogle er runde, nogle er hvide, sorte, røde eller gule. Og så findes der alle dem, der er en blanding af de
førnævnte, og her bliver det først rigtig svært at finde hoved og hale i de forskellige kropstyper. Det er nu
engang sådan, at man er født til den krop, som man har. Selvfølgelig spiller livsstil en rolle, og det har
indflydelse på kroppen, om man går i solarie og derfor bliver mørkere og mere rynket i huden, eller om
man spiser så meget, at maven langsomt vokser ud over buksekanten. Selvom man har en vis magt over,
hvordan kroppen skal fremstå, er der dog ting, der er svære at ændre. Benenes længde forbliver den
samme, og det samme gælder for armene. Alligevel bliver mennesker verden over og gennem alle tider ved
med at gøre et ihærdigt forsøg på at ændre egen krop. Måske derfor har kroppen været et populært emne i
den senmoderne litteratur. Én af dem, der bringer kroppen på bane, er Svend Åge Madsen, der med
novellen ”Ude af sit gode skind” fra novellesamlingen Mellem himmel og jord (1990) giver et eksempel på,
hvordan kropssyn påvirker os.
”Ude af sit gode skind” handler om en mand og en kvinde, der sidder ved siden af hinanden til en fest.
Manden er tiltrukket af kvinden og vil have hendes opmærksomhed. Han fortæller hende derfor, at han har
lavet en opfindelse, der gør, at man kan bytte kropsdele med de mennesker, man møder på sin vej. Han
erklærer også, at han natten forinden har drømt, at han ude i fremtiden møder én, der har byttet sig frem
til alle mandens egne kropsdele. Efter dette byder kvinden op til dans. Novellen fortælles af en
tredjepersonfortæller, men fra mandens synsvinkel. De betragtninger som tredjepersonsfortælleren gør
sig, svarer altså til, hvad manden tænker. Læseren får hverken oplyst mandens eller kvindens navn. De har
lige mødt hinanden, og på intet tidspunkt udveksler de navne, hvilket kan tyde på, at de, ligesom læseren,
ikke kender hinandens navne. De er fremmede for hinanden. Når læseren ikke kender karakterernes navne,
kan det tolkes sådan, at karaktererne repræsenterer helt almindelige personer, som kunne være hvem som
helst. Kvinden skal altså ikke ses som én specifik kvinde, og mandens selvbevidste tanker kan forstås som et
udtryk for den selvbevidsthed, der gemmer sig i os alle.
”Han er fyldt med bumser og hendes hud er ufattelig glat” (l. 1). Sådan indledes novellen. De to eneste
betydelige karakterer i novellen introduceres, og læseren ser, at de er meget forskellige. Normalt handler
de første og mest overordnede beskrivelser af folk om deres højde og drøjde eller om deres øjenfarve. I
dette tilfælde handler beskrivelsen dog om karakterernes hud. Fra første linje af er der altså fokus på
detaljer i udseendet, der ikke er reduceret til et spørgsmål om at være pæn eller grim, men hvor man i
stedet kigger på selv de mindste detaljer. Hovedpersonen beskrives yderligere som klodset og ikke pæn af
Dansk A HF – Skriftlig eksamen – 1. december 2016 – Opgave 1
udseende. Han vælter et glas vand, og hans flyveører ”bliver ildrøde” (l. 14). Manden virker til at være
usikker på sig selv som følge af hans udseende. Det ses af, at han er sikker på, at ”ethvert indtryk af ham vil
være blæst ud af hendes hukommelse” (l. 3-4), når kvinden forlader bordet. Han tror altså ikke, at han er en
person, man lægger mærke til på nogen positiv måde. Man får indtrykket af, at han især er flov over sine
ben, fordi det er dem, som han siger, at han vil bytte væk. Helst ”til et par ben der er længere end” hans
egne (l. 59). Han prøver at fange kvindens opmærksomhed med en brugt scorereplik, da han siger, at ”det
er et underligt sammentræf (…) at [de] kom til at sidde sammen” (l. 20-22). Her mister kvinden interessen,
og det er derfor sandsynligt, at manden delvist har ret med hensyn til hans fysiske fremtræden. Kvinden
virker nemlig ikke til at være fysisk tiltrukket af ham, og hun kigger væk.
Kvinden bliver udelukkende beskrevet med positive vendinger gennem novellen, og hun er mandens
modsætning. Hendes hud er ikke blot glat, men ”ufattelig glat” (l. 1), og selv hendes rynke i panden er
”køn” (l. 17). Fordi noget så banalt og uskønt som en rynke i panden beskrives som smuk, ses det, at
manden ser hende som værende uopnåelig og skøn udover det sædvanlige. De ydre beskrivelser af hende
er udelukkende detaljer, og læseren ved ikke, om hun er høj eller lav, eller hvilken hår- eller øjenfarve hun
har. Det eneste, læseren ved, er, at hun er utroligt smuk. Det bliver derfor op til læseren selv at skabe et
billede af hende.
”Ude af sit gode skind” er primært bygget op af dialog. Novellen indeholder få forklarende sætninger, der
danner et billede af, hvad manden tænker og føler, men derudover foregår alt handling gennem dialogen.
Den minimalistiske skrivestil stiller krav til læseren om selv at forestille sig den givne situation. Samtidig gør
den lange dialog, at karaktererne har mulighed for at udtrykke sig gennem andet end udseende. Det er især
manden, der taler i dialogen, og kvinden kommer kun med få kommentarer. Gennem sin fortælling om den
fiktive opfindelse får manden udtrykt sine betænkeligheder ved sin krop. Det ses f.eks., da han nævner, at
han gerne vil bytte sig til ”et par ben der er længere” (l. 59). Her fortæller han indirekte, at han synes, at
hans egne ben er for korte. Den mest positive reaktion, som han har på sin egen krop, er, da han peger på
sin næse efter at have sagt, at han har byttet sin næse ”til én med et lille knæk, som jeg synes er ganske
sjov” (l. 61-62). Her udtrykker han, at han ikke hader sin næse, men synes, at den er finurlig. Det bemærkes
dog bagefter, at hans næse ”naturligvis ikke kan måle sig med hendes” (63-64), og han føler sig altså stadig
kropsligt underlegen.
Kvinden reagerer på mandens historie ved at byde ham op til dans, ”hvis du da kan danse med de der
stylter under dig” (l. 94). Hun spiller med på historien om, at manden har byttet sine ben til en lang model,
og samtidig giver hun ham accept, fordi sætningen udtrykker, at hans ben er lange nok. Hendes interesse er
blevet draget af historien, og hun optages af manden på trods af hans udseende.
Dansk A HF – Skriftlig eksamen – 1. december 2016 – Opgave 1
I mandens drøm har han mødt én, der har samlet alle hans kropsdele og nu ligner ham, som han så ud,
inden han begyndte at bytte sine kropsdele væk. Da han ser dette, oplever han, at hans hår ”rejser sig på
den isse jeg for øjeblikket benytter mig af” (l. 72), og ”sveden løber ned ad den rygrad jeg har byttet mig til
tidligere den samme dag” (l. 73-74). Mandens reaktion viser, at han er utilpas ved situationen. Ham, der har
byttet sig til mandens oprindelige kropsdele, har været så fascineret, at han har villet ligne opfinderen. Det
kan tolkes som udtryk for, at kropssyn er en meget individuel størrelse, der ikke udelukkende handler om
det ydre. Dobbeltgængeren vil ikke have opfinderes kropsdele, fordi han havde de længste ben eller den
perfekte næse, men fordi han er betaget af opfinderes ideer. Novellen sætter altså også fokus på indre
kvaliteter som kreativitet og personlighed.
Med ”Ude af sit gode skind” viser Svend Åge Madsen altså, at udseende har en vigtig indflydelse på
menneskers selvværd. Kroppen er det fremtrædende tema i novellen, men der fokuseres på flere
forskellige aspekter af kroppen. Kroppens betydning ligger ikke blot i det ydre. Det ses af, at kvinden siger,
”du er god nok som du er” (l. 91), til manden. Gennem historien har han givet udtryk for sin kropslige
usikkerhed, men kvinden synes, at han er god nok, fordi han indeholder mange kvaliteter såsom
opfindsomhed og humor, og hun synes ikke, at hans udseende er lige så mangelfuldt, som han selv synes.
Til slut smiler kvinden ”på den måde som er helt hendes egen” (l. 95). Her understreges det, at smilet er
charmerende, fordi det kendetegner kvinden og hendes måde at være på. Der er altså ikke bare tale om
objektiv skønhed, men om en skønhed der er kædet sammen med personlighed. Kropstematikken
understøttes af titlen, ”Ude af sit gode skind”. At være ’ude af sit gode skind’ er et fast udtryk, der betyder,
at man er vred eller irriteret. Titlen giver mening, hvis man tager udtrykket bogstaveligt. Manden er i
drømmen ude at sit eget gode skind, og selvom det i starten er spændende for ham, ender han til slut med
at savne sine egne kropsdele. Hans krop ender med ikke at være en hindring for kontakt med kvinden.
Novellen understreger, at kroppen ikke blot handler om de forskellige legemsdele. For tanker, humor og
kreativitet er også en del af kroppen.
Manden i ”Ude af sit gode skind” har nogle helt tydelige meninger om, hvad en flot krop er, og hans egen
krop lever ikke op til disse standarder. Denne form for kropsbevidsthed omtaler Birgitte Tindbæk i artiklen
”Kroppen i litteraturen” fra august 2012. Her fortæller hun, hvordan kropsidealet har ændret sig fra det
pumpede 80’er ideal til det ultra tynde kropsideal i nutiden. Det har fået et emne som spiseforstyrrelse ind
i litteraturen, som viser de udfordringer og den smerte, mennesker oplever på baggrund af deres negative
kropssyn. Manden i ”Ude af sit gode skind” falder langt hen ad vejen ind under den kategori, som Birgitte
Tindbæk præsenterer. Han er ekstremt utilfreds med sit udseende og drømmer lige frem om at bytte
kropsdele med andre, der ser bedre ud. Alligevel er manden ikke nødvendigvis er præget af det
standardiserede kropsideal, som gælder i resten af samfundet. Havde kvinden været beskrevet med
Dansk A HF – Skriftlig eksamen – 1. december 2016 – Opgave 1
formuleringer som ’slanke fingre’, ’lyst bølget hår’, ’velformet krop’ eller lignende, havde læseren fået en
klar fornemmelse af, at han var underlagt mediernes kropsideal. Men i og med at det er de helt små
detaljer som kvindens rynke i panden og hendes næse, der beskrives, bliver kropsidealet mere individuelt.
Kvinden kommer ikke nødvendigvis direkte fra en modeopvisning hos Victoria’s Secret, men er smuk på sin
helt egen måde. Derfor bliver det den individuelle skønhed, der hyldes, frem for den standardiserede
skønhed som Birgitte Tindbæk beskriver. Manden er tæt på at være i den form for selvskadende smerte,
som er fokus i ”Kroppen i litteraturen”. Han er tydeligvis utilfreds med sin krop og hviler ikke i den, men
leger med tanken om at bytte legemsdele med andre. Drømmen viser dog, at der er håb. I løbet af novellen
får han selvindsigt nok til at se, at han trods alt er gladest for sit eget skind. Novellen udstiller det ekstreme
kropsfokus i senmoderne tid men viser også, at kroppen har meget mere at byde på end mediernes
skønhedsidealer. Litteratur som ”Ude af sit eget skind” kan spejle vores ekstreme kropsfokus, men den kan
også vise os, at det er muligt at tænke anderledes om kroppen.