Anders Fogh Rasmussens nytårstale

- d. 1. januar 2002

»Lad os gøre det 21. århundrede til frihedens århundrede – præget af samarbejde, fred og respekt

for det enkelte menneskes liv.« Sådan skriver Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale tirsdag d. 1.

januar år 2002. Idet følgende vil jeg analysere denne og herunder gøre rede for hans

hovedsynspunkt, argumentation og sproglige virkemidler. I forlængelse af redegørelsen vil jeg give

min egen mening om nytårstalen.

Anders Fogh Rasmussen gør i øvrigt meget ud af at hylde USA som skaber af et samfund bygget på

»personlig frihed, demokrati, menneskerettigheder og religiøs tolerance« (l. 27), hvilket er de ideer

som hele den vestlige verden har taget til sig. Det gør han i sin beskrivelse af terrorangrebet den 11.

september: »Det gjorde ondt at se dette angreb på hjertet af den nation, som hele den frie verden

skylder så meget« (l. 17). Han gør det klart idet, han mener vi sammen med USA »kompromisløst

skal bekæmpe terrorismen. Den kamp mod det onde skal USA ikke stå alene om. (l. 37).

Yderligere ligger Anders Fogh Rasmussen stor vægt på den 1. juli, hvor Danmark overtager

formandskabet i EU. Hvor Danmarks mål er optagelse af de central- og østeuropæiske lande. Han

mener at optagelse af landene kan give dem »det sidste skub fremad« (l. 71) og dermed give dem en

Generelt er Anders Fogh Rasmussens hovedsynspunkt, at det 21. århundrede skal være »frihedens

århundrede«, og derved rive sig løs fra »de totalitære ideologiers århundrede« (l. 91), det 20.

århundrede. Der 21. århundrede skal være et århundrede som bygger på fælles ansvar, men med

»personlig frihed til selv at vælge mellem forskellige løsninger« (l. 114). Han kommer med en

række ideer og mål for det 21. århundrede, som han sammenligner med det 20. århundredes. Dette

kan sættes op i følgende modsætningsmodel:

Venstres leder, Anders Fogh Rasmussen mener altså, at »den enkelte skal have større frihed til at

forme sit liv« (l. 182). At mennesket kommer før systemet.

Anders Fogh Rasmussen bruger i høj grad historisk argumentation, hvilket han gør til en slags

argumentation for de værdier han tror på, i sin sammenligning af det 20.- og det 21. århundrede.

Desuden bruger han flere steder lighedsargumenter: »Jeg kan bruge et billede fra...« (l. 221) og linie

26: »...har vi bygget vore samfund på tilsvarende værdier...«. Han bruger derudover diverse frygt-

og trusselsargumenter: »Vi skal kompromisløst bekæmpe...« (l. 37) samt »der er tendenser til et

eksperttyranni...« (l. 197). Han bruger ligeledes den omvendte argumentation, lykkeargumentation:

»Ved at få de nye demokratier med...« (l. 78). Dertil bruger han et enkelt sted ekspert

argumentation, hvor han referer til den danske filosof, K.E. Løgstrup.

emotiver til at beskrive terrorangrebet den 11. september, hvilket kommer til udtryk i følgende citat:

»USA er udpeget som fjende af alverdens terrorgrupper. Der er ikke tilfældigt. For USA

repræsenterer alt det, som religiøse fanatiker og herskesyge tyranner frygter og foragter.

Regeringslederen bruger i personlige udtalelser pronomenet »jeg«. F.eks. »Jeg sender mange tanker

til danske soldater og politifolk...« (l. 53). Mens han i politiske udtalelser bruger pronomenet »vi«.

F.eks. »Vi vil sætte mennesket før systemet.« (l. 181). Med »vi« mener han regeringen og Venstres

folketingsgruppe. Når han bruger »vi« viser han derfor at det ikke kun er ham der mener sådan, men

også hele hans bagland – han står altså ikke alene med sin holdning. Når han bruger pronomenet

»jeg« gør han sin udtalelse mere personlig, og dermed talen mere folkelig.

århundredes sandfærdigheder. Jeg er langt hen af vejen enig i Anders Fogh Rasmussens

iagttagelser, men jeg mener dog ikke det 20. århundrede har været så slemt som han gerne vil gøre

det til. F.eks. »totalitære ideologier, i hvis navn mennesker blev undertrykt og dræbt for en påstået

højere sag.« (l. 92). At han gør det 20. århundrede så slemt skyldes selvfølgelig, at han ønsker at

vise befolkningen, at den nye regering går ind for forandring. Skjult i talen ligger, at han gerne vil

gøre op mod den tidligere regering. Derfor vil der, hvis man generaliser tilstrækkeligt, kunne

tilføjes følgende punkt til modsætningsmodellen.

Anders Fogh Rasmussen kommer mange steder ind på det enkelte menneskes frihed, hvilket gør at

nytårstalen kan sammenlignes med den tidligere læste artikel af Frank Dahlgaard: »Barnepige-

politik gør unge til pjok«. Frank Dahlgaard opfordrer her til at forældre under konfirmationstalen

husker konfirmanden på »at enhver er sin egen lykkesmed«. Det samme gør Anders Fogh

Rasmussen indirekte når han taler om dets enkelte menneskes frihed.

Statsministeren indleder sin tale med at beklage tragedien den 11. september, hvilket må betegnes

som et af talens obligatoriske afsnit, idet alle vestlige landenes nytårstaler formentlig har indeholdt

Alt i alt er talen et solidt stykke retorik, men kan ikke betegnes som hverken et politisk- eller

retoriskmesterværk.