1
Astronaut
- Michael Strunge
Det kræver lige så meget talent at skabe 2000 malerier og tegninger på 10 år som det gør, at udgive
11 digtsamlinger på syv år. Michael Strunge kan på samtlige punkter sammenlignes med Vincent
van Gogh; Strunge skabte et stort antal mesterværker i løbet af meget kort tid, van Gogh gjorde det
samme. Desuden siges det at van Gogh var maniodepressiv
1
, det var Strunge også.
Strunge blev født 1958 i Hvidovre og begik selvmord marts 1986. Hans død beskrives som
”punkkulturens endelig”
2
, så man kan sige, at han var punkkulturens stemme. For lige at kort
komme ind på punkkulturen, så opstod den i 80’erne med henblik på at gå imod normer og
uskrevne regler i samfundet, som f.eks. at gå klædt i pænt tøj. Her gjorde punkerne det, at de
klippede huller i tøjet, satte knappenåle o.l. på, netop for at være anderledes. Det var vel et råb til
samfundet om dets dybe forfængelighed. Kort sagt gjorde punkerne oprør mod det etablerede
system, men samtidig havde de også drømme og visioner om en bedre verden. En verden der ikke
er så forfængelig og en verden der tænker mere på kollektivet end på individualitet.
Strunge var, som nævnt, maniodepressiv og endte med, i en manisk opstemthed, at sprænge ud af et
vindue fra 4. sal med troen på at han kunne flyve.
Jeg vil gennem denne analyse og fortolkning af digtet Astronaut, udgivet i samlingen Verdenssøn i
1985 under pseudonymet Simon Lack. Endelig vil jeg også lave en perspektivering til Ikaros-
myten.
Digtet er bygget op omkring 2 strofer og 50 verslinjer, så det er forholdsvis et enkelt og klassisk
opbygget digt. Hvis man kigger på digtets grafiske lag, altså uden at have læst i det, lægger man
mærke til at flere verslinjer hænger sammen. Det er altså ikke bare lange sætninger på hver
verslinje. Som eksempel kan tages: ”Lad mig lande i et eller andet år | så vil jeg lytte | til jeg mister
talens brug.”
3
Disse 17 ord er fordelt på hele tre verslinjer. Han kunne sagtens have valgt at skrive
flere ord på verslinje 36 (”så vil jeg lytte”), da den faktisk er nøjagtig halv så lang som verslinje 35
er, men at han netop har valgt ikke at gøre dette, giver det en anderledes stil over digtet når man
læser det.
1
http://da.wikipedia.org/wiki/Vincent_van_Gogh
2
http://da.wikipedia.org/wiki/Michael_Strunge
3
Strofe 1 verslinje 35-38
2
Der er ingen rim i teksten, hverken enderim, assonans, allitteration etc., hvilket både er lidt synd, da
det ville have givet noget mere rytme til digtet, men samtidig gør det også digtet adskillende og
faktisk interessant.
En oplæsning af digtet trækker én med ned i selve digtet; man trækker ikke vejret eller holder pause
indtil der kommer et punktum. Så når man at vende ordene i hovedet i løbet af et minisekund før
man går videre på samme måde, men Strunges digte er komplicerede. Man skal læse dem op til
flere gange for at forstå indholdet. Sproget er dagligdagssprog, så det er ikke i udtalen, at man
kommer i problemer. Det er mere sprogets betydning – han koder nærmest sætninger. Han skriver
kun i billedsprog: ”Har ikke mere ilt til min respirator.”
4
Her er en metafor for, at han ikke kan klare
livet mere, han vil hellere dø end at leve. En respirator er jo bare en stor firkantet klods, der giver
kunstigt liv – det er også det han hentyder til her; at livet er kunstigt. Livet har, som en respirators
sider, grænser man ikke kan bryde. Strunge stræbte selv efter dette, at bryde grænserne, men blev
aldrig accepteret for hvem han var. Han var træt af folk kiggede ned på ham, ”Undskyld. Jeg hader
mig selv. | Er det godt nok nu, skal jeg skrige lidt?”
5
. Han ved at han bliver kigget ned på, fordi han
er anderledes, men ved ikke hvordan han skal tilfredsstille folk, så de i det mindste vil acceptere
ham. Punkerne var jo noget nyt i 80’erne og folk tænkte naturligvis ikke godt om dem. Men det er
ikke sådan at han direkte i Astronaut signalerer til folk om at acceptere ham. Han skriver jo ikke
”oh lad mig være, oh accepter mig”, han gentager det bare igen og igen med nye ord og sætninger.
Det er som om at han spinder et hjul for hver sætning, og når sætningen så er færdig, er hjulet igen
hvor det blev spindet fra. Dog skriver han ”Åh, lad mig brænde sammen med mørket.”
6
Han beder
til folk om, hvis ikke acceptere, så i det mindste bare at lade ham være, så han kan leve sit liv som
han vil.
”Jeg er i mit rumskib | og har knust mit ur”
7
er en metafor for at hans tid er gået i stå. Han ved ikke
hvorfor han lever. Uret betyder selvfølgelig tid, men det er også et symbol for hans liv. At han er i
sit rumskib og har knust sit ur vil sige at, han er høj på stoffer, helt op til himlen, men han kan ikke
gøre noget fordi hans ur er knust – tiden er gået i stå, livet er gået i stå.
”Jeg håber jeg er skør | men ved jeg kun er forstenet”. Han håber på at han er skør, men han ved kun
at han er stivnet som en forstening. Altså, når vi ser en forstening i hverdagen uden beskrivelse på,
begynder vi at danne fordomme vedrørende forsteningen – Strunge ved folk har fordomme mod
4
Strofe 1, verslinje 19
5
Strofe 1, verslinje 7-8
6
Strofe 1, verslinje 20
7
Strofe 1, verslinje 4-5
3
ham. Han kender godt sandheden; han synes bare ikke, at folk skulle dømme hinanden ud fra det
ydre. Så forsteningen er et symbol på folks fordomme mod Strunge selv.
”Sjov at være kunstig | og arte sig med stil, | at gøre jord til drøm.”
8
Det er sjovt at være høj på
stoffer og gøre livet til en drøm. Er man høj, er man kunstig – man gør ting, for det meste ting man
ikke ville gøre, på en anderledes måde og man gør livet til drømmen. Den drøm man har om,
hvordan livet i virkeligheden burde være efter ens mening.
Strunge har også modsætninger med i digtet, hvilket giver den effekt at man tænker mere over den
underlagte betydning. Man koncentrerer sig om de gemte ord mellem linjerne.
”… være en start. | … at slutte.”
9
Start og slut er modsætninger. ”Det suser i mine ører af tomme
rum.”
10
Det er umuligt at noget skal suse i ørerne hvis der ingenting er. ”…et A-missil | …en
lighter.” Et stort yderst farligt våben kontra en lille, næsten harmløs, lighter.
Den franske filosof Voltaire sagde: ”Poetry is the music of the soul”. I så fald så var Strunges bånd
slidt op, han følte ikke at han kunne komme nogen vegne. Han var som et dyr buret inde; buret inde
af sine egne tanker og følelser. Han var en ægte punker, han ville være anderledes. Og det var han.
En god beskrivelse på Strunge kan være digtet ”The Rose That Grew From Concrete”
11
– trods
punkernes adskillelse i samfundet blomstrede Strunge op som en inspiration for mange sjæle. Tupac
Shakur, som har skrevet digtet, blev ligesom Strunge set ned på af mange. De bedømte ham fra
mediernes dækning over ham; han fik ikke en chance for at vise det geni han i virkeligheden var.
Han var også selv digter, men han var også skuespiller, rapper og social aktivist. Folk så kun det
ydre, som de også gjorde ved Strunge. De kendte ikke til den indre flamme der brændte. Tupac
døde også i en meget ung alder af kun 25.
Strunge følte sig forbandet. Forbandet, med kun døden som udvej, den endelige udvej, ”Sidste
melding: | jeg rammer om lidt | alle tiders nederste punkt”
12
, og ellers stofferne som midlertidige
udveje. ”Jeg skammer mig ikke eller er stolt | over at I kender min narkomani.”
13
Her indrømmer
han direkte sin narkomani. Den narkomani der har ført ham så langt, at han ikke længere kan se
hvad han skal leve for. Men han er ligeglad med folk, han fortæller selv sandheden om hvem han er.
”Jeg har ikke noget tøj | og kan ikke finde lyset.” Han er nøgen, hans kød er blevet spist af
8
Strofe 2, verslinje 38-3 (side 2)
9
Stofe 1, verslinje 17-18
10
Strofe 2, verslinje 27
11
Et digt af Tupac A. Shakur. Skrevet på side 5
12
Strofe 2, verslinje 11-13 (på PDF. filen)
13
Strofe 2, verslinje 3-4 (på PDF. filen)
4
samfundet og fordomsfulde mennesker, og han kan ikke længere se det lys, det gode liv, som var
meningen han skulle gå i mod og nå.
Han vil op, helt op til rummet hvor der ingen tyngde er. Ingen mennesker og ingen fordomme.
Ingenting overhovedet! Han vil et sted hen, hvor man kan være sig selv, hvor man ikke behøver en
facade. Et sted hvor man ikke skal leve op til folks forventninger. Det er derfor titlen er Astronaut.
Strunges tematik var ofte by, nat, drøm, krop og digt. Det er disse han har skrevet en billedtæt
poesi om. Hans digte er som nævnt meget metaforrige. Et digt fra Strunge er som ét stort puslespil,
der skal samles brik for brik.
’Højt at flyve, langt at falde’, ’Hybris-nemesis’, ’hovmod står for fald’. Det er alle samme udtryk
for én ting, nemlig at man ikke skal prøve at hæve sig over andre hvis man ikke er mere end andre,
og det er vi jo ikke; vi er alle lige. Er vi ikke!?
Når du har begået hybris får du måske en smule nydelse før nemesis kommer til dig, også falder du.
Og du falder langt. Du flyver højt i momentet, indtil det er over. Ikaros begik hybris da han, i færd
med at flygte fra kong Minos, ville flyve helt op til guderne for at ligestilles med dem, men så
smeltede varmen fra solen voksen på hans vinger, og han falder dybt og drukner. Han trodsede
faderens ord om ikke hverken at flyve for højt eller for lavt. Strunge tog stoffer så han kunne
komme op at flyve, få noget nydelse før han igen ville falde dybt. Måske dybere end gangen før han
gjorde det. Måske falder han dybere for hver gang han gjorde det. Strunge skriver i ’Væbnet med
vinger’: ”… nok er virkeligheden uflyttelig og labyrintisk, men man kan håbe på, drømme om eller
fantasere om at flyve bort. Nogle vil måske sige flygte bort…”
14
Strunge prøvede at flygte bort fra
virkeligheden, men kom altid tilbage til den mod sin vilje.
Ikaros-myten er, ligesom Syndefaldet, en faldmyte; det var Strunges liv også. Han kom fra tid til
tid, når han tog stoffer, op på det niveau han gerne ville være på, men så faldt han igen med et brag.
Et brag der skabte dyb klang i Strunges sind; en så dyb klang, at den kun ville forsvinde ved at han
skrev poesi. Friedrich Nietzsche siger: ”I cannot fly until I have learned to stand and walk.” Strunge
havde lært at stå og gå, men folk lod ham aldrig flyve. Strunges sidste ord var netop ”nu kan jeg
flyve.” Det er jo som et liv der går spildt, når der findes et så stort talent og folk bare udrydder dem.
Det ses i perioder i historien, at sådanne talenter kommer frem, men aldrig bliver anerkendt mens de
lever. Og når folk så har indirekte eller direkte dræbt dem, så anerkendes de. Det er spild af liv, som
det er spild af energi at opbygge fordomme.
14
S. 2 i PDF.-filen du lagde ud
5
The Rose That Grew From Concrete:
Did you hear about the rose that grew from a crack
in the concrete?
Proving nature’s laws wrong it learned to walk
without having feet.
Funny it seems but by it keeping its dreams
it learned to breathe the fresh air.
Long live the rose that grew from concrete
when no one else even cared!