Analyse af "Andy Warhol: Grønt selvportræt" 1986

9. juni 2010

23:43

Analyse:

Tiden:

Popkunst eller pop art er en kunstretning der gør op med abstrakt ekspressionisme og søger mod den

Andy Warhol var en af de mest betydningsfulde kunstnere i 1960'erne USA og samtidig popkunstens store

ikon. Hans kunst var dobbelttydig i det den på samme tid hyldede den amerikanske forbrugskultur, men

samtidig forholdt sig kritisk til denne. Et af Warhols meget kendte citater lyder sådan her: "Alt er relateret

til overfladen, og der findes ikke noget bag den". Dette udtrykker fuldstændig Warhols opfattelser. Han ville

ikke gå ind i dybe analyser af nogen af sine værker eftersom han kun vil forholde sig til overfladen og det

visuelle udtryk. Warhol er i dag død, men hans kunstværker sælges stadig i milliondollarklassen. Helt op til

næsten 300 millioner danske kroner for hans selvportrætter.

Formalanalyse:

Dette portræt virker meget dynamisk i sin komposition eftersom billedet ligner et snapshot af en situation

hvor ansigtet, eller i hvert fald håret, er i bevægelse. Det ses ved at en hårlok stritter vildt skråt ud til

venstre i en fuldstændig unaturlig position. Det ser på ingen måde ud som om at dette er hårlokkens

naturlige statiske position, hvilket understreges af alle de små grønne prikker som ligner noget der er blevet

kastet ud fra hårlokken i forbindelse med en eller anden viften med hovedet hvor håret er fløjet vildt rundt.

Desuden skaber de mange forskellige hårlokker diagonale linjer der krydser hinanden på alle muligt måder,

hvilket også er med til at skabe en dynamisk komposition. Dette billede har altså en diagonalkomposition.

Billedet har en åben komposition idet ansigtet og blikket er vendt ud mod beskueren. Der er tale om en

hierarkisk komposition i og med at det er ansigtet der er i centrum og det man lægger mærke til, der er jo

ikke så meget ved at stirre på det sorte rundt om.

lys/mørke kontrast mellem det meget lyse grønne ansigt forrest og den kulsorte baggrund. Eftersom den

sorte baggrund fylder den største flade, så bliver det lyse ansigt altså fremhævet lidt og kommer til at virke

fremstående i forhold til den sorte baggrund. Vi ser billedet i normalperspektiv.

Lyskilden i dette billede kommer forfra, altså faktisk derfra hvor beskueren står, og det lyser lige direkte ind

på ansigtet. Dette kan ses ud fra egenskyggerne i ansigtet, bl.a. omkring næsen. Grunden til at man kan se

at lyskilden er lige ud for ansigtet er at skyggerne på hver sin side af næsen er stort set ens, hvilket indikerer

at lyset ikke er placeret overvejende til en af siderne, for så ville der have været forskel i skyggerne på hver

side. Der er altså tale om en lyskilde uden for billedrammen.

I en ikonologisk tolkning af dette billede er der meget relevant at kigge på udtrykket i Warhols ansigt. Det

stirrende blik i Warhols øjne immobiliserer hele ansigtet og får det til at fremstå som tomt og fraværende,

som om Warhol ikke er mentalt til stede, men er et eller andet sted langt ude i sine tanker. Det nymodens

udtryk "at stene" ville være en god betegnelse for Warhols tilstand på dette billede. For dem der ikke lige

ved hvad det vil sige at stene, så er det simpelthen når ens opmærksomhed pludselig og tilfældigt uden at

man lægger mærke til det, bliver fanget af et eller andet. Dette gør at man sidder og stirrer ubevægelig på

et punkt uden at blinke og uden at tænke overhovedet. Nogen siger at grunden til at man stener er at

hjernen holder pause.

I bedste "Warholånd" vil jeg sige at gengivelsesstrategien i dette billede er øjet. Det kan næsten ikke være

mere sikkert, eftersom Warhol kun fokuserede på overfladen.