Sproglig analyse og fortolkning af Blackout
En novelle af Jan Sonnergaard
Novellen”Blackout” af Jan Sonnergaard(1963-) er en del af novellesamlingen ”Jeg er stadig bange
for Caspar Michael Petersen” fra 2003. Jan Sonnergaard er en kendt dansk forfatter og novellist som
debuterede i 1997 med samlingen ”Radiator”. ”Blackout” beskriver en forvirret jeg-fortællers
natlige oplevelser med piller, stoffer og alkohol, og viser hvordan misbrug kan føre til en situation,
der ligger imellem virkelighed og drøm. Er han bevidst eller ubevidst? Er hans tilværelse sand eller
falsk? Og hvornår erkender han, at han er kommet for langt ud?
Sproget i den parataktiske tekst ”Blackout” er præget af den meget barnlige ”og, og, og”-skrive- og
talemåde. Novellen beretter om en jeg-fortællers oplevelser ved brug af en stor mængde
hovedsætninger, som kobles sammen af additiv- og adversativkoblinger. Konjunktionerne ”og” samt
”men” bruges flittigt i teksten, se fx følgende citat: ”og det gjorde ondt og jeg stoppede oven på en
bil og det rystede og jeg kikkede men jeg kune ikke se noget og…” (l. 8-9). Derved bliver teksten
nærmest opremsende i stedet for fortællende.
”De så det og de smed mig ud og jeg faldt og der kom grus i såret.” (l. 19) er et eksempel, hvor
sætningsbygningen er monoton, og hvor forfeltet,typisk for teksten, er udfyldt af subjekt.
I følgende citat ses et eksempel på den anderledes brug (eller mangel) af interpunktion, som ellers
har til formål at tydeliggøre teksten og dens fortolkning: ”og det fik mere og det blev morgen for alt
blev hvidt og der kom biler og mennesker på gaden men jeg var ved at besvime. en mand og han
spurgte om noget og kunne…” (l. 11-13). Manglen på tegnsætning giver en mere kompliceret tekst,
der udfordrer læseren til selv at finde sammenhæng mellem sætningerne.
Teksten har et meget logisk ordvalg, og det semantiske skema ”fuldskab og misbrug” er at finde
igennem hele teksten. Her ses nogle af ordene fra skemaet: ”drak elefanter, bølger, flashbacks,
svimmel, brækkede mig, væltede, elefantøl, øl, piller, dobecin, hovedpinen, græs”. Dette logiske
ordvalg giver en stor kohærens, da den overordnede indholdsmæssige sammenhæng er let at finde.
Den sproglige sammenbinding er derimod sværere at se. De enkelte sætninger er opbygget
uforståeligt, og selvom teksten gør stort brug af gentagelser og sætningskoblinger, så er variationen
i sproget på et minimum og formuleringerne er kryptiske. Læseren er ikke altid orienteret om hvor,
hvornår og hvordan ting sker. I følgende citat nævnes fx en cigaret som læserne ikke tidligere er
blevet præsenteret for: ”og jeg glemte cigaretten og den brændte ned mellem fingre og jeg tabte
den” (l. 9.10).
Teksten er på mange måder skrevet i et sprog, der går back-to-basic. Der er mangel på tegnsætning,
replikker, billedsprog, variation og så er der gjort stort brug af gentagelser.
Dog er der en enkelt metafor at finde, som går igennem hele teksten. Teksten veksler imellem
virkelighed og hallucinationer, og derved er metaforens 3. område bevidstheden. Der nævnes fx i
starten af fortællingen nogle flashbacks: ”og der var alt for meget i den for der kom flashbacks” (l. 4-
5). Generelt er der i teksten en sammensætning imellem det reelle og det billedlige. Fx kan der i
linje 16 læses at: ”kummerne med alle blomsterne og overfaldt mig og slog”. Man opfatter
fortælleren som et ynkeligt, sårbart og selvudråbt menneske, som tror at selv harmløse blomster og
hjælpsomme mænd overfalder ham. Man kan gå så langt som til at sige at han har
vrangforestillinger om både menneskene og genstandene omkring ham, og han hallucinerer både
ting og oplevelser.
Fortælleren møder i slutningen det harmløse barn, hvilket kan læses i linje 23-24: ”der kom et barn
og han var mærkelig han lignede en djævel”. Også her ses, hvordan jeget ikke ser et ungt menneske,
men opfatter det som en ond psykotisk djævel. Barnet kan ses som et symbol på flere ting. Både
den uskyldighed som jeg-fortælleren har smidt væk, da han blev den misbruger, som han er i
teksten. Barnet er også et symbol på den bebrejdelse, som jeget pålægger sig selv, over at være
kommet så langt ud, som han nu er. Man kan faktisk tyde barnet, som en ung jeg-fortæller, der
konstant kigger bebrejdende på den person, der har ødelagt sin fremtid. Og han nøjes ikke med at
kigge: ”han så på mig og øjnene lyste ondt psykotiske ækle lille barn. så lille. men kikkede med så
store øjne.” (l. 26-27). Disse øjne er måske ikke direkte fordømmende, men de udtrykker en undren
over, hvordan det er gået så galt. En undren som fortælleren selv har undertrykt og fornægtet.
Derudover repræsenterer barnet også en ny erkendelse eller bevidsthed om den person, jeget er
blevet til og den situation han er i.
Barnet som symbol på selvbebrejdelse bevirker, at fortælleren ønsker, at barnet skal forsvinde,
hvilket ses i linje 28-29: ”gå gå gå gå med dig men han gik ikke og blev der og kikkede og gik ikke
Før jeg”. Virkeligheden er kommet for tæt på, og jeget ønsker stærkt at vende tilbage til
forestillingsverdenen. Nu hvor han har erkendt sit problem og bebrejder sig selv sin situation,
forlader barnet ham ikke. Bebrejdelsen og erkendelsen følger ham, hvor end han går.
Jeg-fortælleren gennemgår en udvikling, hvor han går fra en nærmest blind narkoman, til en
selverkendende person.
I novellen Blackout er de største modsætninger virkelighedens verden og narkomanens
vrangforestillinger. Teksten bevæger sig rundt i de realistiske og miljø-kritiske temaer, hvor både
misbrug, mangel på hjælp, ensomhed og erkendelse kan ses mellem tekstens linjer. Tekstens
realistiske situation er en narkoafhængig mand, som bevæger sig rundt i sin egen forestillingsverden
– forvirres af det barnlige sprog, og en ellers meget virkelig situation bliver til en blanding af fantasi
og illusioner.
Dette brud på realismen er en af Jan Sonnergaards kendetegn, og tiden hvor Blackout er skrevet er
generelt også præget meget af det realistiske. Men i modsætning til 1960’erne har man her fokus
på et lavere socialt miljø, og teksterne er næsten altid skrevet med et skævt perspektiv, fx som i
denne tekst hvor den barnlige skrivemåde, de kringlede formuleringer og dem manglende
tegnsætning sætter et skævt præg på fortællingen. Men realismen brydes ofte, især igennem
upålidelige jeg-fortællere. Fortælleren i denne tekst beretter sin historie, hvilket giver en hvis
pålidelighed, men der er noget tåget og ulogisk over jeget, som giver en vis usikkerhed omkring
hans pålidelighed.
Jan Sonnergaard beskæftiger sig hovedsageligt med en kritik af tilværelsens meningsløshed, og
fælles for hans persongalleri er, at karaktererne oftest ikke selv har indset den situation de befinder
sig i, ligesom denne jeg-fortæller ikke har indset, hvor langt han er ude før allersidst i teksten. Jan
Sonnergaards tidligere tekster har – ligesom denne tekst – ofte omhandlet enten sølle,
selvmedlidende eller kyniske personer, og derfor afviger hans tekster ofte fra fx Per Flys filmtriologi,
hvor figurerne ofte beskrives som tragiske helte. Disse to mænds værker sammenlignes dog ofte,
fordi de begge beskæftiger sig med det danske klassesamfund, som på trods af at mange benægter
det, stadig er opdelt.
Forfatteren Jan Sonnergaard er altså tydeligt at finde i denne novelle, hvor et sølle menneske er
kommet ud i en situation, hvor omtågethed og hallucinationer har fået overtaget. Tekstens temaer
har stor relevans i dagens globaliserede og moderne samfund, hvor individualismen stortrives.
Ensomhed, misbrugsproblemer og mangel på hjælpsomhed fra andre mennesker og fra samfundet
kan have en bagside . Teksten er på en vis måde både samfunds-kritisk og kritisk overfor individet,
og den viser, hvordan et menneske på grund af misbrug kan lande helt på samfundets bund, hvor
han end ikke i nødsituationer påkalder sig sine medmenneskers medfølelse.