SRP om Borgerkrig i Rwanda i Historie A og Samfundsfag A

Abstract

This study investigates the background of the genocide committed in Rwanda and the medias’ part

in the genocide. Furthermore, it discusses the legal consequences and UNs’ part, which is

interesting because UN didn’t help at all. Through an analysis of historical sources, this study

shows why the massacres happened and hot they took place. Afterwards, it describes the

Convention on the Prevention and Punishment of the Crime of Genocide (CPPCG). This

description is used as a foundation of an estimation of which opportunities the UN have to enforce

the convention. At last, the study discusses whether the guilties of the genocide, have been

accountable for their acts. The study indicates that the genocide in Rwanda has been the most

effective ever. The killing of the 800.000 people was caused by the passiveness by the UN, who

couldn’t do anything because they were opposed by the Security Council. Some of the permanent

members of the council refused to declare the massacres genocide, which meant that the members

wasn’t hold to the CPPCG. When the massacres have ended, it showed up to be impossible for the

national tribunal in Rwanda, and the International Criminal Tribunal for Rwanda (ICTR) to

prosecute all the guilties inclusive the guilty states.

1. Indledning

Folkedrab er et begreb, som vi efterhånden har kendt til længe. Nazisternes jødeforfølgelser under

2. verdenskrig, som fik betegnelsen holocaust, hører til blandt de mere verdenskendte eksempler.

Sidenhen har begrebet været brugt flere gange, blandt andet i forbindelse med Bosnien, Cambodja,

Darfur og Irak. I 1994 blev der begået folkedrab i den afrikanske stat Rwanda, hvor den ene

befolkningsgruppe bestående af hutuer, dræbte omkring 800.000 fra den anden befolkningsgruppe

bestående af tutsier. Folkedrabet er sidenhen blevet kategoriseret som det mest effektive

nogensinde. Men hvordan er det muligt, at så mange mennesker dør på så kort tid, når vi har en

international organisation som FN, der burde forhindre dette? Og er der sidenhen blevet gjort

noget, for at hjælpe de overlevende tilbage mod en normal hverdag igen? Dette vil blive diskuteret

og vurderet i følgende opgave, hvor en historisk gennemgang, samt en redegørelse for forløbet

tjener til en forståelse af, hvilken udvikling Rwanda har gennemgået, og hvilke forhold ofrene måtte

leve under.

I det følgende, vil Borgerkrigen i Rwanda blive undersøgt, ved hjælp af en analyse af optrapningen

til konflikten, samt en grundig redegørelse for forløbet under folkedrabet. Under denne redegørende

del, vil opgaven også beskrive mediernes rolle før og under folkedrabet. Herefter vil opgaven

komme ind på de internationale regler omkring folkemord, hvorefter der vil følge en vurdering af

FN’s muligheder for at overholde disse, samt en beskrivelse af hvorfor FN ikke kom Rwanda til

undsætning. Derudover vil opgaven fokusere på efterspillet i Rwanda, med en diskussion om

hvorvidt de skyldige i folkedrabet er blevet dømt. Til sidst vil der blive konkluderet på hvad jeg

fandt ud af gennem denne opgave.

2. Optrapningen af konflikten i 1990erne

2.1 Starten på et folkemord

For at få en forståelse for hvad der indledte til konflikten i 1990erne, skal vi først starte længere

tilbage i historien. Rwanda var nemlig en belgisk koloni fra 1919 til 1962. Belgierne havde

favoriseret tutsierne igennem alt deres tid, så tutsier havde højere status end hutuer. En belgisk

embedsmand, Pierre Rykmans beretter i 1920erne om tutsierne: ”Tutusier er forudbestemt til at

regere. Alene deres smukke fremtoning er nok til at give dem stor prestige overfor de underlegne

racer, der omgiver dem.”

Denne opfattelse fra belgiernes side, var med til at skabe fjendskab

imellem de to folkeslag. Da uafhængigheden var på vej sidst i 1950erne, indledte hutuerne derfor et

oprør mod tutsierne, som resulterede i, at tusinder af tutsier blev dræbt, og omkring 200.000

flygtede til nabolandene Burundi og Uganda.

I 1973 blev Juvenal Habyarimana, som vat hutu,

valgt til præsident. Hans parti ”Den Nationale Revolutionære Bevægelse for Udvikling” Fra 1973

til 1992 var det eneste parti i landet præsidentens. Under præsident Habyarimana, flygtede stadig

flere tutsier til Uganda, hvor den efterhånden store flok tutsier dannede bevægelsen Rwandan

Patriotic Front (RPF), som i 1990 indvandrede og indledte en borgerkrig mod den rwandisiske hutu-

regering. RPF måtte se sig slået forholdsvis hurtigt, da Habyarimana havde valgt at hente hjælp fra

den franske regering. Da Rwanda i forvejen var et fransk-talende land, og Frankrig ønskede bevare

deres indflydelse i Afrika, støttede franskmændene op om den Rwandisiske regering, og lukkede

mere eller mindre øjnene for de drab, der blev begået på tutsier i starten af 1990erne. Indvandringen

medvirkede dog til at Arusha protokollen blev underskrevet, hvorved oppositionen og og RPF kom

med i ministerrådet.

Økonomien i Rwanda var meget dårlig, dels fordi at det var verdens tættest befolkede land, og dels

fordi der skete et sammenbrud i verdensmarkedsprisen på kaffe i 1989. Da 75% af Rwandas

eksportindtægter kom fra kaffe, så deres økonomiske situation meget svag ud. Det betød, at

Habyarimana kom under meget stort pres, da han var afhængig hjælpen fra verdensbanken og Den

Internationale Valutafond. Disse nægtede at yde hjælp til landet, før der blev indført demokrati. Da

Habyarimana ikke havde andet valg, underskrev han i 1993 Arusha Protokollen, som følge af et

pres fra både hjemlig og international side. Overordnet sikrede Arusha Protokollen demokrati i

Side. 16 Folkedrab i Rwanda, Charles Freeman

Side 18 Folkedrab i Rwanda, Charles Freeman

Rwanda. Denne aftale blev støttet af FN som indledte en støttemission (UNAMIR) ved at sende

2.500 mand til landet.

2.2 Mordet på Habyarimana

Det var da Juvenal Habyarimana var med flyet på vej hjem fra Tanzania, efter at have underskrevet

Arusha-protokollen, han døde. Onsdag den 6. april 1994 blev hans fly ramt af to missiler, lige før

det ankom til lufthavnen i Rwandas hovedstad Kigali. Man ved ikke med sikkerhed hvem der

affyrede missilerne. Regeringen hævdede, at det skulle have været tutsierne, der ville indlede drab

på hutuer. En mere sandsynlig mulighed er, at det var Habuarimanas evne folk der gjorde det. En af

præsidentens egne ministre, Francois Xavier udtaler: ”Så snart jeg hørte nyheden, var jeg med det

samme klar over, at præsidenten var myrdet af sine egne folk. De ville hellere se landet falde fra

hinanden end at miste deres magt og privilegier. De dræbte præsidenten for at kunne slagte alle

andre.”

Der er altså meget der peger på, at det var hutuer, der begik drabet. Regeringen havde

inden præsidentens død, i al hemmelighed dannet en gruppe ved navn Interahamwe (betyder ”de der

står sammen”) Interahamwe lærte hutuer, at tutsier var deres fjender, og havde også allerede dræbt

en del af dem. Præsidenten blev altså med stor sandsynlighed dræbt af sine egne, fordi han blev

betragtet som forrædder, da han indvilgede i at indføre demokrati i Rwanda. Da præsidenten var

væk, havde Interahamwe og resten af hutu-befolkningen nu frit spil til at indlede nedslagningerne af

tusindvis af tutsier.

3. Redegørelse for folkedrabet i Rwanda

3.1 Redegørelse

Rwanda er et lille land i Afrika, med indbyggere, hvoraf 84 % er hutuer og 15 % tutsier

Derfor var det ganske svært for tutsierne at stille noget op mod de mange hutuer, der ville dem til

livs. Samme dag som præsidentens død, 6. april 1994, begyndte ekstremistiske hutu-militser at stille

vejspærringer op i Kigali. De første hutuerne kastede sig over, var deres egne folk, som ikke

støttede dem. Oppositionspolitikere, modstandere af ekstremisterne og generelt folk, der kæmpede

for at bevare menneskerettighederne. Derefter fulgte ti belgiske soldater, der befandt sig i Kigali.

De næste mange dage, var det tutsierne der blev nedslagtet. Belgien havde i deres tid indført

Hele afsnittet bygger på artiklen ”Det 20. Århundredes mest effektive folkemord” af Ulla Johanne Johansen

Side 7 Folkedrab i Rwanda, Charles Freeman

Side 4-7 Folkedrab i Rwanda, Charles Freeman

https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/rw.html#People

identitetskort, hvorpå man kunne se om en person var hutu eller tutsi. Derfor var det ikke svært for

hutuerne, at finde frem til deres ofre, og i starten mødte de ikke meget modstand. Efter drabet på de

belgiske soldater, valgte Belgien straks at trække alle deres tropper ud af Rwanda. Den 21. maj

1994 fulgte FN trop, og trak næsten samtlige af deres 2500 mand ud. 270 soldater blev tilbage. Det

betød at hutuerne kunne foretage nedslagtningerne stort set uden modstand. Mange hutuer fik uddelt

mancheter, og fik ordre på at dræbe deres tutsi-naboer og famile. De der nægtede blev selv dræbt.

Mange øjenvidner har senere berettet om hvilket kaos der herskede dernede. Da myrderierne

startede, var der i alt 14 danskere i Rwanda. Niels Rechter, der boede med sin familie dernede

berettede senere til jyllandsposten om hvordan familien så drab på tutsier, hvor børn helt ned til 12

år dræbte jævnaldrende

Den 18. Juli blev folkemordet officielt stoppet. Den store del af RPF, der befandt sig i Uganda,

vandrede ind i landet, og kom den lille gruppe af RPF-soldater, der var blevet i landet efter oprøret

mod regeringen i 1990. RPF havde ikke ikke store vanskelgheder med at drive hutuerne og den

siddende regering på flugt. Mellem maj og juli vandrede mere end en million hutuer til nabolandet

Zaire.

Der var også mange, der vandrede til Ngara i Tanzania. Fælles for flygtningelejrene var, at

utroligt mange døde af sygdomme på meget kort tid.

Folkemordet i Rwanda forårsagede, at mere end 800.000 mistede livet, og omkring 2 millioner

flygtede ud af landet.

Efter at RPF havde stoppet folkemordet, begyndte den nye regering, ledet af

RPF, at genopbygge landet.

3.2 Det internationale samfund

FN’s tilbagetrækning af den fredsbevarende styrke, har sidenhen ført til stor diskussion, for det har

vist sig, at FN’s general for missionen i Rwanda, Romeo Dallaire, gentagne gange havde bedt FN

om at få flere soldater, og bedt om tilladelse til at gribe ind i konflikten. Da FN på daværende

tidspunkt var på en fredsbevarende og ikke fredsskabende mission, var de forhindret i at gribe

militært ind overfor hutuerne.

Belgiens daværende udenrigsminister havde lige før

nedslagtningerne besøgt Rwanda, hvor han konstaterede at situationen var meget kritisk. Han

anbefalede i den sammenhæng ligesom Dallaire, at den fredsbevarende styrkes mandat skulle

Side 29 folkedrab i Rwanda, Charles Freeman

Side 13 I skyggen af et folkedrab

ændres til fredsskabende.

Alligevel blev næsten hele styrken trukket ud efter drabene på de ti

belgiske soldater, hvilket betød, at hutuerne havde frit slag til at dræbe i omkring en halvanden

måned. I sommeren 1994 besluttede FN at sende 5.500 soldater til Rwanda, men projektet blev

meget forsinket på grund af manglende støtte fra USA, som nægtede at erklære drabene i Rwanda

for folkemord. Først sent i august ankom FN-styrken til Rwanda, men på dette tidspunkt havde RPF

vundet magten i Rwanda.

Hvorfor FN ikke var i stand til at hjælpe Rwanda mens de var i nød, vil

jeg vurdere senere i min opgave.

4. Redegørelse for mediernes rolle

Medierne i Rwanda spillede både før og under krigen en meget stor rolle. Specielt radioen blev

brugt til at køre hadefuld propaganda mod tutsier. De manipulerede hver dag med befolkningen, ved

at fortælle dem, at tutsierne planlagde at undertrykke og dræbe hutuerne. Hutuerne blev derfor

anbefalet at gribe til våben, for at forsvare sig selv. For at begribe, hvor afgørende en rolle medierne

havde, kan vi kigge på nogen af de domme ICTR afsagde i december 2003. Tre journalister blev

nemlig dømt for at have inspireret til folkemordet i Rwanda. De tre journalister, der var hovedmænd

bag henholdsvis avisen Kangura og radiostationen RTLM (Radio Television des Libre Mille

Collines) blev dømt meget hårdt. De to blev dømt til livsvarigt fængsel, og den sidste fik 35 års

fængsel. Dette citat fra retssagen ved ICTR viser klart, hvor afgørende medierne har været: ”You

were fully aware of the power of words, and you used the radio – the medium of communication

with the widest public reach – to disseminate hatred and violence … Without firearm, machete or

any physical weapon, you caused the death of thousands of innocent civilians.”

I 1990 ejede 1 ud af 13 personer i Rwanda en radio. Pga af den svage økonomi, var det stort set kun

personer i Kigali der havde muligheden for at læse avis. Derfor foregik meget af informationen til

befolkningen gennem radioen. Den nationale radiostation Radio Rwanda havde alle årene fungeret

som regeringens talerør til befokningen. I årene før 1990, blev der aldrig sat spørgsmålstegn ved

radioens troværdighed og neutralitet, men efter RPS’s indvandring i 1990 ændrede dette sig. Når

radioen kom med oplysninger om borgerkrigen, forholdte den sig nu ikke længere neutralt. Citater i

min kilde viser, at radiostationen forsøgte at vende hutuerne mod tutsierne, og da RPS’s egen

radiostation Radio Muhabura blev etableret, advarede Radio Rwanda mod denne radiostation, der

Det 20. Århundredes mest effektive folkemord, Ulla Johanne Johanson

Afsnittet bygger på side 47-53 i I skyggen af et folkedrab

ICTR 2003 sag nr 99-52-T. I skyggen af et folkedrab side 47

ifølge dem kun ønskede at bringe deres land tilbage til 1930’erne, hvor belgierne favoriserede

tutsierne. I 1992 blev Radio Rwanda for første gang brugt til at igangsætte angreb på tutsier. Dette

førte til, at oppositionspartierne, krævede at radiostationen ikke længere skulle være under

regeringens kontrol. Dette lykkedes ikke, det eneste oppositionspartierne opnåede, var at få 15

minutters taletid om ugen på landets nationale radiostation. I 1991 blev en ny presselov vedtaget,

som tillod private medier. Det betød at antallet af aviser steg stort. Mange journalister benyttede sig

af deres ytringsfrihed til at kritisere regeringen, men disse journalister blev anholdt og deres

redaktioner lukkede. Dette er altså et bevis på at der allerede i 1991 blev foretaget kraftige

indskrænkelser af ytringsfriheden for tutsier og modstandere af regeringen. Samtidig med at de

private medier voksede, støttede regeringen stadig visse medier. Det mest kendte eksempel er

avisen Kangura, som trykte De 10 hutu befalinger også kaldet hutuernes 10 bud, som var 10

praktiske instruktioner om hvordan udryddelsen af tutsierne skulle foregå. Ca. samme tid som

Arusha Protokollen blev underskrevet, blev radiostationen RTLM oprettet. De var i modsætning til

Radio Rwanda fuldstændig uformelle, og kørte tydeligt en såkaldt hate propaganda mod RPF og

tutsierne. RTML blev meget populær blandt hutuer. De brugte meget historiske fakta for at give

hutuerne et negativt billede af tutsierne. Revulotionen i 1959, hvor Rwanda blev selvstændigt og

hutuerne fik magten, blev brugt som et eksempel på at alle skulle gøre en fælles indsats, for at

denne magt de havde vundet, ikke skulle gå tabt. Radiostationen døbte også tutsierne kakerlaker

hvilket blev et meget populært, nedsættende synonym for tutsi. RTLM havde altså stor succes med

at køre hadepropaganda mod tutsierne, men det var ikke den eneste måde de hjalp med til

nedslagtningerne. Stationen blev nemlig også brugt til at efterlyse folk der skulle dræbes, eller

offentliggøre adresser på folk der skulle slås ihjel. F.eks. afslørede de på et tidspunkt gemmestedet

for formanden for et oppositionspartiet PSD. Politikeren blev dræbt et par timer efter udsendelsen.

RPF krævede også RTLM lukket 10 dage efter folkemordets begyndelse, men dette var et krav som

regeringen afviste.

Medierne har med alt tydelighed haft en meget afgørende betydning for især regeringens

muligheder for at tale til folket, og spredningen af budskabet om at tutsierne ville dræbe hutuer.

RTLM var det mest afgørende medie til folkedrabet. De havde tre vigtige funktioner idet de

opfordrede folk til at bruge vold mod tutsier, de gav ordre til at nævne navne på folk som skulle

forfølges og de støttede op om regeringens handlinger, hvilket var medvirkende til at regeringen

havde folkets opbakning. Hvis RTLM var blevet forbudt i tide, ville disse tre funktioner ikke have

medført så store konsekvenser som de gjorde.

5. Begrebet folkemord

De seneste 100 år, er det anslået at mere end 0 har mistet livet pga folkedrab/folkemord.

Derfor er det 20. århundrede af eksperter blevet kaldt folkedrabets århundrede. Dog er folkemord

langt fra at et nyt fænomen, det er noget man har kendt til i lang tid, som den amerikanske psykolog

og sociolog William James skrev i 1910: ”historien er et blodbad”

Det er heller ikke kun i få dele

af verden man kender til det, da folkemord har fundet sted på næsten alle kontinenter.

Det er helt

klart, at der aldrig i et århundrede har været så mange mennesker, der har mistet livet som følge af

folkedrab, men det er svært at svare på hvorfor. En mulig forklaring, kunne være mediernes

fremkomst, som var tilfældet i Rwanda. Derudover har verden også oplevet en opblomstring i

nationalismen, som kan være endnu en grund.

5.1 Raphael Lemkin

Raphael Lemkin forbindes med at være den person, der var ophavsmand til begrebet folkemord.

Han var en polsk advokat, som måtte flygte ud af Polen som følge af 2. verdenskrig. Han undgik

selv nazisterne, men en del af hans familiemedlemmer døde pga holocaust. Det inspirerede ham i

1944 til at skrive bogen Axis Rule in Occupied Europe, hvor han opfandt begrebet genocide. Ordet

var kombineret af det græske ord genos, som betyder race eller slægt, og det latinske ord cide, som

betyder at slå ihjel. I bogen definerede han begrebet således: “By 'genocide' we mean the

destruction of a nation or of an ethnic group… It is intended rather to signify a coordinated plan of

different actions aiming at the destruction of essential foundations of the life of national groups,

with the aim of annihilating the groups themselves”

Hele afsnittet bygger på side 47-53 i skyggen af et folkedrab

Hvad er folkemord? – en søgen efter sandhed, Eric Markusen

5.2 FN’s Folkedrabskonvention

Efter 2. verdenskrig og folkedrabet på de mange jøder, blev folkedrabskonventionen i 1948

vedtaget af FN. Meningen med konventionen var, at ved at definere folkedrab juridisk, kunne man

undgå at flere folkedrab ville forekomme. Folkedrabskonventionen er inddelt i 19 artikler, som

udgør et retsligt grundlag for folkedrab. Jeg vil her fremhæve nogle få af de vigtigste:

Article I: The contracting parties confirm that genocide, whether committed in time of peace or

in time of war, is a crime under international law which they undertake to prevent and

to punish.

Article II: In the present convention, genocide means any of the following acts committed with

intent to destroy, in whole or in part, a national, ethnical, racial or religious group, as

such: (A) Killing members of the group. (B) Causing serious bodily or mental harm to

members of the group. (C) Deliberately inflicting on the group conditions of life

calculated to bring about its physical destruction in whole or in part. (D) Imposing

measures intended to prevent births within the group. (E) Forcibly transferring

children of the group to another group.

Article III: The following acts shall be punishable: (A) Genocide. (B) Conspiracy to commit

genocide. (C) Direct and public incitement to commit genocide. (D) Attempt to

commit genocide. (E) Complicity in genocide.

Article VI: Persons charged with genocide or any of the other acts enumerated in article III shall

be tried by a competent tribunal of the state in territory, of which the act was

committed, or by such international penal tribunal as may have jurisdiction with

respect to those Contracting Parties which shall have accepted its jurisdiction.

I artikel II kan vi se, at det er defineret hvilke grupper, der er omfattet under

folkedrabskonventionen. Derfor er der altså ikke tale om folkedrab, men nærmere en krænkelse af

menneskerettighederne, hvis der bliver begået massemord mod grupper der ikke er henholdsvis

nationale, etniske, racemæssige eller religiøse. Det er i henhold til konventionen heller ikke kun

deciderede mord, der defineres som folkedrab. Hvis en gruppe f.eks bliver påført så svære

livsbetingelser, at de ikke kan overleve, er der også tale om folkedrab.

http://www.un.org/preventgenocide/adviser/key.shtml

6. FN’s rolle i forbindelse med folkedrab

Som tidligere nævnt, har FN’s deltagelse i Rwanda været under kritik. Forklaringen på FN’s tøven,

skal findes ved, at der er visse problemer ved formuleringerne i folkedrabskonventionen. Først og

fremmest, skal mord begået mod grupper kategoriseres som folkdrab, for at FN skal gribe ind. Når

der er tale om folkedrab, er det internationale samfund hurtigere til at skride ind, og derfor er mange

lande forsigtige med at bruge begrebet folkdrab. Det er vigtigt både for både under og efter drabene,

om der bliver konstateret folkedrab. Ved folkedrab, bliver de overlevendes lidelse mere anerkendt,

og derudover bliver gerningsmændene også hårdere straffet.

Da konventionen blev underskrevet, var det med en masse kompromiser og undtagelser for at alle

ville underskrive. Alle disse lange forhandlinger skyldtes, at medlemslandene højst sandsynligt

frygtede at de selv ville blive anklagede for folkedrab. Folkedrabskonventionens artikel II og III er

derfor lidt mangelfulde, fordi Rusland og USA kun underskrev på den betingelse, at konventionen

blev udformet efter deres interesser, så de ikke kunne dømmes for folkemord. Som vi ved i

forbindelse med Rwanda, greb FN ikke ind da det var nødvendigt, fordi at visse lande ikke ville

kalde det for folkedrab. Dette er et emne jeg vil undersøge nærmere i næste afsnit.

Et andet problem er, at dømme gerningsmandens hensigt. For at dømme nogen for folkedrab, skal

det være beviseligt, at vedkommende har haft til hensigt at udslette en af de førnævnte grupper. Et

eksempel er holocaust, hvor der foregik et enormt folkedrab på jøderne. Sidenhen har det været

umuligt at bevise, at Hitler har givet ordre til at et sådan folkedrab skulle iværksættes. I

folkedrabskonventionen står formuleringen ”helt eller delvis” direkte i forbindelse med

ødelæggelsen af en gruppe. Der er igen problemer ved tolkningen af konventionen, da det er

umuligt at vide, om der er tale om folkedrab, hvis man kun udsletter en lille del af gruppen

6.1 Problemer ved folkedrabskonventionen

I dette afsnit, vil jeg benytte mig af de fire før omtalte artikler i folkedrabskonventionen, da disse

artikler er en meget vigtig del. Ved at kigge på de ca 65 år konventionen har været i brug, vil

vurdere om FN har – og har haft - mulighed for FN at overholde den.

Afsnittet er bygget omkring oplysninger fra http://folkedrab.dk/sw50650.asp og side 5 Folkedrab af Ole Steen

Hansen

Artikel I: Bekræfter at medlemslandene skal skride ind overfor folkedrab, hvad enten det er begået

i fredstid eller krigstid. En ikke særlig stærk formulering, som medlemslandene har formået at

komme uden om nogle gange. Hvis man kigger på Cambodja i 1970’erne, Irak i 1980, Rwanda i

1990’erne og Sudan i det nye årtusinde, kan man se at man se at konventionen enten ikke er blevet

overholdt, eller at den er blevet omfortolket. Fælles for disse fire eksempler er, at der ved

allesammen er begået folkedrab, hvor FN slet ikke, eller kun delvist skred ind og hjalp.

Artikel II og III: Omhandler den juridiske definition af folkedrab, og hvilke grupper, som skal

beskyttes. Hele konventionen tog udgangspunkt i Raphael Lemkins tanker om folkedrab og en FN

resolution, dengang den blev forhandlet. I konventionen står det klart, at FN skal skride ind overfor

overgreb på nationale, etniske, religiøse eller racemæssige grupper. Det er værd at bemærke, at der i

FN resulotionen også ønskede at beskytte politiske grupper mod folkedrab også, og at der oven i

købet var et flertal for, at politiske grupper skulle medtages i konventionen.

Grunden til at

politiske grupper ikke blev medtaget alligevel, var at især Sovjetunionen var inde og true med at de

nægtede at skrive under, hvis den blev taget med. Dette skyldtes, som jeg også tidligere nævnte, at

bla. Sovjetunionen handlede efter egne interesser. Flere politiske grupper var nemlig allerede på

daværende tidpunkt blevet jaget af den sovjetiske regering, som ikke ønskede at

folkemordskonventionen kunne dømme dem for dette. USA truede også med ikke at underskrive.

Raphael Lemkins definition af folkemord inkluderede også kulturelt folkemord, som betød

ødelæggelse af en kultur, og ikke nødvendigvis drab på personer. Her frygtede USA, at dette kunne

dømme dem for eksempelvis deres behandling af indianere. Derfor blev kulturelt folkedrab heller

aldrig medtaget i konventionen.

Artikel VI: Handler om, at en person der har begået folkedrab, skal stilles for en kompetent

domstol. Efter konventionens opstandelse vedtog man, at der skulle oprettes en international

domstol. Den nationale domstol kunne ikke kaldes kompetent, idet det var de siddende magthavere

der styrede den, derfor ville gerningsmændene aldrig blive retsforfulgt. FN anerkendte i FN-

resolution 260, at der var behov for en international domstol.

FN nedsatte en komité til at komme

med et forslag om hvordan sådan en domstol skulle se ud. I 1951 kom komitéen med et udkast, men

den politiske opbakning for domstolen var forsvunden. Man kunne ikke komme til enighed om

hvordan den skulle udformes, og der var ikke tilstrækkelig politisk vilje, derfor blev domstolen

Side 111 http://www.diis.dk/graphics/Publications/DNV/2008/2/DNV2008_2_FNs_folkedrabskonvention.pdf

Side 112 http://www.diis.dk/graphics/Publications/DNV/2008/2/DNV2008_2_FNs_folkedrabskonvention.pdf

aldrig oprettet. Det betød altså, at man fortsat straffede folkedrab ved nationale domstole helt indtil

1998, hvor den internationale straffedomstol endelig blev oprettet.

Det vil altså sige, at der i 50 år

eksisterede en lov, uden en kompetent domstol til at dømme efter den.

Man kan altså ud fra disse artikler sige, at folkedrabskonventionen ikke er så pålidelig som den

burde være. Derfor har det også været meget svært for FN at overholde konventionens regler

omkring folkemord, da der enten har været politisk modvilje fra medlemslandene, eller der

simpelthen ikke har været mulighed for at dømme de skyldige ved en kompetent domstol.

6.2 FN svigtede Rwanda

Som tidligere nævnt, havde FN en stor del skylden for de mange drab i Rwanda. Nedslagtningerne i

Rwanda er et rigtig godt eksempel på, hvor svært det var for FN at stille noget op, fordi de blev

modarbejdet. Jeg vil i det følgende forsøge, at give en detaljeret beskrivelse af, hvorfor FN ikke

støttede tutsierne mere.

Da Arusha-protokollen blev underskrevet, havde FN omkring 1000 soldater i landet. Derfor kan

man sige, at det er helt sikkert, at FN kendte til de folkedrab der blev begået allerede der. Lederen af

missionen Romeo Dallaire advarede FN om at der foregik drab på civile, og den daværende

general-sekretær Boutros Ghali sendte den 30. marts 1994 en rapport til sikkerhedsrådet, hvor han

forklarede situationen.

Sikkerhedsrådet foretog sig ikke andet end at nedtone rådets engagement i

Rwanda. Efter Habymarianas død og drabet på de 10 Belgiske soldater, krævede sikkerhedsrådet, at

Dallaires styrke blev nedskåret til 270 mand. Han har senere udtalt i et interview med amnesty i

vinteren 2002: ”I was ordered to withdraw by Boutros Ghali about seven, eight days into it.. and I

said to him, 'I can't, I've got thousands' -by then we had over 20,000 people-'in areas under our

control”

FN var altså skyld i, at de 20.000 rwandesere, der var under styrkens beskyttelse, ikke

længere var sikre. Nødhjælpsorganisationerne i Rwanda frygtede sidst i april, at 200.000 var blevet

dræbt. Den Afrikanske enhedsorganisation OAU krævede også at en ny FN styrke blev sendt til

landet. Derfor anbefalede generalsekretæren den 13. maj, at man sendte en styrke på 5.500 mand til

til Kigali.

Fem af sikkerhedsrådets medlemmer nægtede fra begyndelsen at stille tropper til

rådighed. USA’s repræsentanter fik besked på at de ikke måtte forbinde det der skete i Rwanda med

Side 113 http://www.diis.dk/graphics/Publications/DNV/2008/2/DNV2008_2_FNs_folkedrabskonvention.pdf

Side 127, Forenede nationer i en splittet verden

http://www.thirdworldtraveler.com/Heroes/Gen_Romeo_Dallaire.html

Side 128, Forenede nationer i en splittet verden

folkemord, men skulle kalde det for ”handlinger der kan indebære folkemord”. At USA ikke

ønskede at tale om folkemord, således at situationen i Rwanda ikke faldt ind under

folkemordskonventionen, viser USA’s frygt for at blive tvunget til at udstationere tropper i Rwanda.

FN-aktionen blev ikke til noget i første omgang, fordi så mange modarbejdede den. Blandt andet

hævdede den amerikanske FN-ambassadør, at en operation i Rwanda ville blive for dyr. General-

sekretæren kritiserede medlemslandene, ved at kalde dem for handlingslammede, men ingenting

skete. Senere har Ghali udtalt: “The failure of the United Nations - My failure is maybe, in

retrospective, that I was not enough aggressive with the members of the Security Council.”

Dad et

i midten af juni blev fastslået, at 500.000 havde mistet livet, tilbød Frankrig at sende en styrke til

Rwanda. Kun 10 ud af 15 medlemslande I sikkerhedsrådet støttede dette, da Frankrig tidligere

havde støttet den rwandisiske hutu regering. Man mistænkte Frankrig for kun at varetage egne

interesser dernede. FN godkendte dog det franske indgreb, men efter kun en måned efter måtte man

konstatere at det ikke havde hjulpet. Derfor krævede den franske premierminister, at FN-tropper

skulle afløse de franske soldater.

Med flere måneders forsinkelse rykkede FN ind i Rwanda, men

det var først efter at den tutsi-dominerede oprørshær RPF havde fordrevet hutuerne og deres

regering. Derefter rykkede den fredsbevarende styrke ind, efter måneders forsinkelse.

Altså kan man sige, at det meste af verden overlod Rwanda til sig selv mens flere hundredetusinde

blev dræbt. Lederen af styrken i Rwanda, Romeo Dallaire, forsøgte inderligt at hente flere tropper

og general-sekretæren, forsøgte – en smule tøvende – også at hjælpe med at få tropper sendt til

Rwanda. En stor del af skylden, skal altså derfor placeres hos sikkerhedsrådets medlemslande.

Mange af disse modarbejdede nemlig det faktum, at der var tale om folkedrab i Rwanda, hvilket var

skyld i at folkedrabskonventionen ikke kunne overholdes og Rwanda få øjeblikkelig hjælp.

6.3 Aktør- og arenaopfattelserne af FN

For at få en forståelse for i hvor stort et omfang FN kan hjælpe små lande som f.eks. Rwanda, er det

nødvendigt at vide, hvor stor opbakningen til FN er verden over. Jeg vil i det følgende beskrive den

globale opfattelse af FN, samt kort vurdere FN’s muligheder for at skabe fred i verden på baggrund

af dette afsnit.

FN har siden dens opstandelse i 1945 været udsat for megen kritik. Der har været tendens til, at

enten går lande uden om FN, eller også varetager de egne interesser. Ud over eksemplet som vi

http://www.brainyquote.com/quotes/authors/b/boutros_boutrosghali.html

Side 130, De forenede nationer i en splittet verden

kender med Rwanda, har der været flere eksempler på at FN har forholdt sig for passivt, og ikke

forhindret udbruddet af forskellige krige. Senest har vi set, at USA gik ind i Irak, uden

sikkerhedsrådets opbakning. Derudover, havde FN stort set ingen del af æren for at den kolde krig

ophørte. Til sidst, var FN forhindret i at gribe ind i Kosovo, da omring en million albanere var

tvunget til at flygte, fordi Rusland, der er et af de fem lande med vetoret, nægtede at bakke op

omkring det. Derfor måtte albanerne reddes af NATO. Alligevel tror vi stadig på, at FN kan og vil

være med til at gøre vores verden bedre. Denne tro bunder i at verden udvikler sig mere og mere i

retning af et internationalt samfund, hvor stater hjælper hinanden, selvom de ikke er direkte

involverede i en konflikt. Der findes to synsvinkler på udviklingen mod det internationale samfund.

Den realistiske, hvor verden opretholder anarki, men nu med meget mere samarbejde mellem

staterne, i stedet for at hver stat kun er præget af egeninteresser. Staterne er dog stadig de afgørende

aktører. Den idealistiske handler om, at anarkiet delvist ophæves, hvor internationale organisationer

så går ind og overtager rollen som aktører. Her er egeninteresser erstattet af fællesinteresser. Da

begge tolkninger styrker det internationale samfund, betyder det at FN vil få en større betydning,

men på to forskellige måder. Man vil kunne opfatte FN’s rolle som arena eller som aktør. Med FN

som arena, betyder det, at staterne stadig er aktører og varetager deres egne interesser. FN skal

bruges til at løse uoverensstemmelser og stadfæste fælles principper. Med FN som aktør, skal

organisationen have sin egen militære styrke, der kan rykke ud og fungere som fredsskabende i

stedet for fredsbevarende.

I forbindelse med Rwanda, fungerede FN udpræget som arena, da de var meget afhængige af

staternes beslutninger. Et medlemsland som Frankrig, varetog egne interesser, og gik ind i Rwanda

uden om FN. Styrken, der var udsendt af FN, fungerede også udelukkende som fredsskabende.

6.4 Sammenfatning

Man må konstatere, at der er flere eksempler på, at FN har haft svært ved at håndhæve de regler, de

selv fastsætter. Folkedrabskonventionen er i høj grad et af disse eksempler. Alene det faktum, at der

findes mange tilfælde af folkedrab, hvor FN ikke har grebet ind, er bevis nok på at der er problemer

med både FN og konventionen. For at konventionen skal være effektiv, er der visse formuleringer,

som skal laves om, det er især i de artikler, der er nævnt i dette afsnit. Derudover, har de fem

permanente medlemmer af sikkerhedsrådet vist sig at handle for meget efter egne interesser, til at en

international organisation som FN kan fungere optimalt. Da FN blev oprettet og

Side 97-100 global politik, Hans Branner

folkedrabskonventionen underskrevet kort tid efter, var det med henblik på at FN skulle fungere

som aktør. Sidenhen har det forholdt sig således, at FN har ageret som en arena i mange tilfælde.

Gennemgangen af FN’s rolle i forbindelse med Rwanda, er et glimrende eksempel på, at

folkedrabskonventionen er noget, der skal arbejdes videre på, for at opnå et acceptabelt resultat.

7. Det retslige efterspil i Rwanda

Efter de 800.000 drab i 1994, var der nu en masse – især tutsier – der hungrede efter retfærdighed. I

dette afsnit vil jeg ved først at give en baggrundsviden for emnet, diskutere om de skyldige o

forbindelse med folkedrabet, er blevet stillet til ansvar for deres handlinger.

7.1 Rwandas eget retssystem

Det Danske Institut for Menneskerettigheder IMR påbegyndte et program, der skulle hjælpe

Rwanda igennem den hårde tid, efter de voldsomme massakrer. Planen var, at IMR skulle hjælpe til

med at etablere et holdbart retssystem i Rwanda, således at landet kunne komme videre, og komme

af med begreber som ”etnisk identitet” eller ”gruppeidentitet”. Man måtte erkende, at der var meget

store problemer forbundet med, at få retssystemet op og køre. Nogle af disse problemer var, at

antallet af tiltalte var sat til mellem 250.000 og 700.000, at staten manglede ressourcer til at betale

de overlevende erstatning, at den nye regering ønskede at retsforfølge enhver, som var mistænkt i

forbindelse med folkedrab, og at der simpelthen ikke var ressourcer til at udføre denne

retsforfølgelse.

På en international konference Kigali, vedtog man, at alle der var mistænkt for at

have begået forbrydelser, der var strafbare ifølge loven, skulle retsforfølges. I 1996 da loven blev en

realitet, var der allerede mere end 80.000 personer, der sad varetægtsfængslet. Denne strategi, som

inkluderede masseanholdelser, var ikke så populær blandt de internationale

menneskerettighedsorganisationer. For at de 80.000 som sad varetægtsfængslet kunne retsforfølges,

var den eneste måde at en stor del af dem skulle tilstå, hvilket ikke skete, da de ikke havde tillid til

myndighederne. Man måtte erkende, at strukturer for retssystemet skulle lægges om, hvilket

resulterede i oprettelsen af de såkaldte. Gacaca-domstole i 2001. Disse domstole er mere effektive,

da det er almindelige rwandere, der besætter embederne. Derfor begyndte antallet af indsatte langt

om længe at falde. Under bilag ses en tabel over resultaterne for retsopgøret frem til 2003. Tabellen

Side 81-82, i skyggen af et folkedrab

viser, at domstolene med tiden er blevet mildere i deres bedømmelse, da procentdelen af dødsdømte

og livtids-domme er faldet.

7.2 ICTR

Under folkedrabet, hvor 800.000 blev dræbt, mistede Rwanda en stor del af deres juridiske elite.

Folkedrabet efterlod ikke andet end 237 rwandiske dommere og 14 advokater. FN måtte erkende, at

Rwanda manglede ressourcer til at retsforfølge gerningsmændene, derfor vedtog de i 1994

oprettelsen af ICTR (International Criminal Tribunal for Rwanda). ICTR’s rolle skulle være, at

skabe retfærdighed for de efterladte, samt genopbygge landet så tragedien aldrig kunne gentage sig.

Til trods for at der var international enighed om at oprette ICTR, har organisationen modtaget

meget kritik, specielt fordi at RPF aldrig blev anklaget for at at nedkæmpe hutu regeringen. ICTR’s

FN mandat, betød at de havde større juridisk indflydelse end de nationale domstole. Det var den

rwandisiske regering, der som de eneste stemte imod resolutionen der vedtog ICTR, meget

utilfredse med. F.eks. måtte ICTR ikke idømme nogen dødsstraf, derudover havde ICTR sæde i

Tanzanias hovedstad Arusha, hvilket medførte at den rwandisiske befolkning beskyldte domstolen

for ikke at følge med i hvad der skete i Rwanda. Til sidst blev domstolen beskyldt for at arbejde for

langsomt. Efter oprettelsen af ICTR gik der omkring et år, før de første otte personer blev anklaget

og yderligere to år før retssagerne begyndte. I 2004 havde domstolen gennemgået sammenlagt 23

retssager.

7.3 Diskussion om de skyldige er blevet dømt

Det er umuligt at dømme alle skyldige i forbindelse med så voldsomme massakrer, som det var

tilfældet i 1994. Det har hele det internationale samfund måttet erkende, efter nedsætningen af

ICTR, der kun kunne medføre et håb om forsoning mellem tutsier og hutuer. Når man snakker om

at placere skyld og ansvar, handler det heller ikke kun om at dømme de hutuer, der udførte drabene.

Et land som Frankrig havde en meget uheldig rolle under folkedrabene. Ud over at stille tropper til

rådighed for hutu-regeringen, forsynede og trænede Frankrig også hutu militæret selv efter at

folkedrabene var startet.

Derfor har Rwandas regering også beskyldt 33 franske politikere og

militærfolk for at være medansvarlige i folkemord. Rwandas justitsminister Tharcisse Karugarama

udtaler: ”Rapporten er et meget seriøst forsøg på at kaste lys over sagen og få de involverede stillet

Side 82-85, i skyggen af et folkedrab

Side 95-98 I skyggen af et folkedrab

Fransk medansvar for folkemordet i Rwanda, Information 07/08-08

for en domstol”

Den danske ekspert Bjørn Møller skønner dog, at der ikke vil ske noget ved det,

da Frankrig er medlem af EU og permanent medlem af FN.

Ligesom at Frankrig ikke bliver dømt,

vil der ligeledes ikke ske noget med lande som USA og England, der ikke direkte kan beskyldes for

folkemord, men bærer en del af den moralske skyld, idet de modarbejdede FN da de ville hjælpe.

USA og England har dog erkendt, at de ikke gjorde det nødvendige for at forhindre

uhyrlighederne.

Det er til sidst værd at diskutere, om ICTR burde have gjort mere ud af, at dømme

RPF for ikke at fremstå partiske. RPF har med garanti begået grove overtrædelser af loven for

krigsforbrydelser, da de invaderede Rwanda og jog regeringen på flugt.

Menneskerettighedsorganisationer har kritiseret tribunalet for dette, da de mener at alle forbrydelser

bør straffes, ligegyldigt hvem der har begået dem. Man kan også vælge at se på det således, at

folkedrab er den værste forbrydelse over dem alle, og måske derfor bør retsforfølgelsen af folkedrab

prioriteres højere end retsforfølgelsen af krigsforbrydelser. Det er måske forklaringen på ICTR’s

valg om ikke at dømme RPF.

8. Konklusion

Folkedrabet i Rwanda i 1994, bunder i landets historie som Belgisk koloni fra 1919 til 1962. Det

belgiske styre favoriserede tutsierne, hvilket førte til at det store hutu-flertal har kørt en tutsi-

fjendtlig politik lige siden afkolonialiseringen. Derfor har hundredtusinder af tutsier flygtet til

nabolandene indtil 1994, hvor det hele kolliderede med mordet på præsidenten Juvenal

Habyarimana. Medierne har vist sig at være meget afgørende for folkedrabet. Som regeringens

talerør til folket, og med direkte opfordringer til drab på civile, har radioen haft en kæmpe rolle for

mange af drabene. Efter denne redegørende del, bevæger opgaven sig ind på et mere

diskuterende/vurderende niveau, hvor jeg har startet med at vurdere FN’s rolle, og dets muligheder

for at håndhæve reglerne for folkemord. Reglerne for folkemord står beskrevet i

folkedrabskonventionen, som er udarbejdet ud fra polakken Raphael Lemkins ideer og tanker.

Konventionen blev vedtaget i 1948 af FN. Det må ud fra opgaven konkluderes, at FN ikke har været

i stand til at overholde de regler, som de selv har vedtaget i folkedrabskonventionen. Specielt i

forbindelse med Rwanda, som er et godt eksempel på, at FN ikke har handlet rigtigt. Problemerne

skyldes især, at permanente medlemmer af sikkerhedsrådet som Rusland og USA stillede visse krav

da konventionen skulle underskrives, for at sikre at de ikke kunne retsforfølges for folkedrab.

Fransk medansvar for folkemordet i Rwanda, Information 07/08-08

Rwanda snart glemt, Information 08/08-08

Derudover har FN ikke haft mulighed for at dømme gerningsmændene for folkedrab, ved en

kompetent domstol i mange år, da den internationale straffedomstol først blev oprettet i 1998. FN

handlede i forbindelse med folkedrabet i Rwanda som en arena, hvilket vil sige, at staterne

udpræget handlede individuelt. Den sidste del af opgaven, er brugt på at diskutere om de skyldige er

kommet til at stå til ansvar for deres handlinger. Herunder har jeg også behandlet ICTR’s rolle. Jeg

er nået frem til, at det ikke er alle der er kommet til at stå til ansvar for deres handlinger. Nok er

rigtig mange hutuer blevet fængslet og dømt, men ud fra den store mængde det antages der er

skyldige, er det ikke en ret stor del. Derudover har de passive lande, der ikke ydede den nødvendige

hjælp ikke stået til ansvar, selvom de dog har erkendt at de begik en fejl. Til sidst har vi Frankrig,

der havde en meget uheldig rolle under folkedrabet. Selvom Rwandas nuværende regering har

beskyldt franske toppolitikere for at have en del af skylden, er der ikke sket noget og det kommer

der højst sandsynligt heller ikke til. Dermed må man konkludere, at det retslige efterspil ikke har

fungeret så godt som man kunne ønske, da det altid vil være umuligt at retsforfølge folk i så stort et

omfang.

9. Kildehenvisninger

Bøger:

Branner, Hans. Global politik. 1. Udgave, Columbus 2007

Freeman, Charles. Folkedrab i Rwanda. Flachs, 1998

Hansen, Ole Steen. Folkedrab. Flachs 1999

Linell, Jesper, i skyggen af et folkedrab. Diis, 2004

Olsen, Gorm Rye og Lars Udsholdt. Forenede nationer i en splittet verden. 1. Udgave, Columbus

1997

Artikler:

Hansen, Jesper Løvenbalk. Fransk medansvar for folkemordet i Rwanda. Information 07/08-08

Hansen, Jesper Løvenbalk. Rwanda snart glemt Information 08/08-08

Johansen, Ulla Johanne. Det 20. Århundredes mest effektive folkemord ....

Markusen, Eric. Hvad er folkemord? – en søgen eftersandhed

Internetsider:

https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/geos/rw.html#People

http://www.un.org/preventgenocide/adviser/key.shtml

http://folkedrab.dk/sw50650.asp

http://www.diis.dk/graphics/Publications/DNV/2008/2/DNV2008_2_FNs_folkedrabskonvention.pdf

http://www.thirdworldtraveler.com/Heroes/Gen_Romeo_Dallaire.html

http://www.brainyquote.com/quotes/authors/b/boutros_boutrosghali.html