1
Chefen
I Astrid Saalbachs novelle ”Chefen” fra 1985 fra novellesamlingen ”Månens ansigt”, føres læseren ind i en
minimal situation på en arbejdsplads på en helt almindelig hverdag, som pludselig forandrer og skaber
konsekvenser for hovedpersonens liv.
Astrid Saalbach ligger meget vægt på at udtrykke en persons angst for det fremmede og forandringer,
menneskers ensomhed og isolation.
Hvis man lægger ud med at kigge på tekstens komposition, er den simpel og lineær – dvs. den er kronologisk
opbygget, men starter dog ”in medias res,” hvor man hører om en vis fru Lund, som kommer tilbage med to
kopper kaffe. Det fortæller altså os som læsere, at der er sket noget før denne handling.
Fortællertypen er 3. persons fortæller, personal i forhold til Lotte og Chefen, objektiv og skjult – man hører
ikke fortællerens egen mening til de forskellige situationer. Herudover er teksten mest præget af den ydre
synsvinkel med kun en smule indre syn, eksempelvis s. 1/221 linje 18-20. Her hører man om, hvordan Lotte
tænker om hendes forrevne negle – hun skjuler og skammer sig over dem.
Det, at Saalbach har valgt at lægge vægt på det ydre i hendes tekst gør, at læseren er tvunget til at tænke
mere over handlingen for at skabe en sammenhæng i teksten – det er altså op til læseren selv at drage egne
konklusioner og tolkninger ind i teksten.
Fremstillingsformerne i Astrid Saalbachs tekst er også enkel. Der er ikke så meget variation i teksten. Den
mest brugte fremstillingsform er beretningen – altså, den refererende, som benyttes til at give læseren en
hurtig oversigt over begivenhederne og handlingerne i teksten (eksempelvis s. 1/221, linje 16-20).
Den anden meget brugte fremstillingsform er dialog eller også kaldt scenisk fremstilling, hvor personernes
replikker gengives direkte. Et eksempel i teksten, er de første par linjer i novellen (s. 1/221, linje 3-7), hvor
Lotte og fru Lund har en samtale sammen.
Der bliver altså ikke beskrevet ret meget i teksten – ingen detaljerede scener i teksten. Det er også et af
virkemidlerne fra afsender til modtager, da læseren bliver tvunget til at skabe et indtryk af personerne kun
ved hjælp af deres replikker og handlinger.
Noget andet Astrid Saalbach har lagt vægt på i forhold til fortælleteknikker i sin novelle er sammenligninger.
Et godt eksempel på en sammenligning er på første side linje 12, hvor Saalbach sammenligner det grønne
gulvtæppe på gangene på arbejdspladsen med stier af græs. Det giver læseren en association af natur og
frihed.
Hovedpersonen i novellen er Lotte, da det er hende, som bliver udsat for en konfliktsituation – hun bliver
fyret fra hendes arbejde, da der er besparelser til fordel for en anden medarbejder, som har arbejdet der
længere tid.
Noget af det første man hører om Lotte, er, at hun tegner kruseduller og flyvende fugle (s. 1/221, linje 16).
Det giver læseren en fornemmelse af, at Lotte forsøger at slå tiden ihjel, tidsfordriv i form af
2
krusedulletegningerne. Samtidig får man en idé om, at Lotte tænker på nye muligheder, nye horisonter,
frihed i form af de flyvende fugle, som hun tegner. Det giver læseren associationer om, at Lotte højst
sandsynlig drømmer om frihed og nye muligheder. Hun ønsker at komme ud fra denne isolation, som hun
lever i.
Dernæst hører man, at Lotte har en tendens til at bide negle, og at hun forsøger at skjule det for
omverdenen (s. 1/221, linje 17-20). Dette er også et af de symboler på, at man er træt eller ulykkelig over, at
man ikke føler sig fri. Derudover berører det menneskers selvforståelse, skamfuldhed og irritation.
En helt tredje handling, som fortæller om Lottes personlighed, er, at hun taber sin blyant ud af hånden, da
hun sidder på chefens kontor (s. 1/221, linje 27). Dette er også et klart symbol på, at Lotte ikke er i ro – hun
er ustabil, ukoncentreret.
En stor kontrast til Lotte er Chefen og fru Lund. De beskrives som konservative, perfektionistiske og
omsorgsfulde. Et af de markante steder i teksten især i forhold til perfektionisme, er, da chefen sidder og
taler med Lotte, hvor han derefter tørrer noget usynligt støv af bordet (s. 1/221-2/222, linje 28-1).
Sidst i novellen (s. 2/222, linje 32-34) hører man, at Chefen føler, at hans højre hånd er klistret efter at
have trykket Lottes hånd efter fyringen. Dette er et symbol på, at Chefen føler sig skyldig, og går dermed ud
og vasker skylden væk.
Chefen bliver fremstillet som den sikre, som ikke ønsker forandringer. Dette ses eksempelvis s. 2/222 linje
20-21, hvor Chefen fortæller Lotte at fru Lund har været på arbejdspladsen i længere tid, og det bliver en
argumentation for, at det er fru Lund, som har mest ret til at beholde jobbet.
I forhold til modsætninger og kontraster i teksten er det relevant at kigge på nogle semantiske skemaer i
teksten. Det ene skema har ord som fx fugle, rødder, lyseblå, sne, bjerge, himlen, morgen, grønne, stier, græs
osv. Disse ord giver associationer om natur og frihed.
Det andet semantiske skema er derimod ord som fx papir, blyant, nederdel, skrivemaskine, kaffe,
gulvtæppe, gangene sekretær, blok, lampe, støv, bord, arbejde, nystrøgen skjorte, sæbe, mørke træpaneler.
Her ser man nogle helt andre ord end det forrige skema, som giver en følelse af indelukket arbejdsplads.
Det er tydeligt at disse ord i de to forskellige semantiske skemaer er knyttet bevidst til nogle bestemte
personer i novellen. Eksempelvis s. 2/222 linje 27-31, hvor ordene fra skemaet med følelsen af indelukket
arbejdsplads, tilknyttes til Chefen. Dernæst i samme eksempel ses ordene fra skemaet med associationerne
om natur og frihed. Disse ord sættes i forbindelse med Lottes tanker.
Ud fra denne analyse kan man konkludere, at der findes nogle modsætningspar i denne tekst – nemlig
Chefen og Lotte – arbejdsplads og frihed, som fører læseren hen mod hovedessensen i teksten. Dermed må
hovedessensen være forholdet mellem chef og medarbejder. Et forhold mellem konservatisme og
liberalisme.