Side 1 af 6
Clara Raphael/Mathilde Fibiger – 12 breve (3. brev)
Mathilde Fibiger udgav i 1850 12 breve, hvor hun udgiver sig for at være den fiktive person, Clara
Raphael. Brevene er et opbrud, hvor Mathilde Fibiger ønsker at bryde med datidens kønsroller. Jeg
vil her beskæftige mig med det 3. brev. På mange måder kan man sammenligne brevet med en
dagbog, da hun har valgt sig selv som modtager, og beretter om sine egne tanker og holdninger.
Ved at lade det tage form som et brev, virker det mere interessant og mere meningsfuldt for andre at
læse. Dog var det alligevel svært at få udgivet, og var nok ikke blevet en realitet uden finere
bekendtskaber (Johan Ludvig Heiberg, direktør for Det Kongelige Teater).
1. Brevets opbygning
Brevet er opbygget som en besvarelse af en række spørgsmål, som er karakteristisk for et brev. Det
virker helt troværdigt, som om der har været et foregående brev, hvori disse spørgsmål har været
stillet. Spørgsmålene er dog fiktive, og er et middel til at lede brevet ind på de emner, hun gerne vil
kommentere. Nogle af spørgsmålene stiller hun selv i brevet, men forsøger også at besvare dem.
Denne opbygning medvirker til at fastholde læserens interesse, da spørgsmålene gør, at man bliver
nysgerrig og søger svar. Inddelingen vil da se ud således:
1 – Opdragelse (s. 20, linie 5)
Her stilles spørgsmålet: ”Du undrer Dig over, at jeg lader til at tage Underviisningen paa en langt
mere prosaisk Maneer, end jeg havde til Hensigt.”. I dette afsnit fortæller hun om hendes erfaringer
som guvernante. Bl.a. at den bedste opdragelse er ingen opdragelse, og at man selv må nå frem til
sine svar, uden at få påduttet andres meninger og holdninger.
2 – Stuen (s. 21, linie16)
”Dernæst skal jeg besvare det mindre alvorlige Spørgsmål, om hvorledes min Stue er, og hvorfor
jeg ikke tidligere har gjort Dig bekjendt med den.”. Her fortæller hun om hendes stue, og hvordan
hun nu er tilfredsstillet efter den nye indretning. Hovedsageligt nok fordi hun har fundet sig til rette,
og nu er tilfreds med hvad hun har – også ud over stuen.
3 – M*’s skrifter (s. 23, linie 3)
”Til Syvende og Sidst vil Du vide, om jeg ingen Bøger har, som kunde erstatte mig Mangelen paa
Selskab.”. Her beskrives, hvordan hun har fundet lykken i tankens verden, gennem M*’s skrifter,
som hun er meget fascineret af. I dette afsnit bliver vi også klogere på Clara som person, da vi får et
klart indtryk af at hun er tilhænger af nyplatonismen.
Side 2 af 6
4 – Kvinde >< mand (s. 23, linie 25)
Her er der tilsyneladende ikke flere stillede spørgsmål, der kan besvares. Derfor begynder hun selv
at stille en række spørgsmål. Her vedrørende forholdet mellem kvinde og mand. Hun giver klart
udtryk for sin holdning gennem disse spørgsmål. Hun kritiserer bl.a. mændenes mange privilegier,
og udtrykker klart, at hun ønsker kvindefrigørelse.
5 – Dannelse (s. 26, linie 11)
Her berettes om frk. Sonnes besøg. Frk. Sonne er en dannet og meget formel dame. Hun bliver sat
som en modsætning til Clara, hvilket beskriver Clara som en oprører, der hjertens gerne vil
diskutere og søge svar på livet spørgsmål. Man kan tydeligt mærke den irritation disse dannede
personer vækker i hende.
6 – Selskabsliv, forfængelighed (s. 27, linie 26)
Her finder hun et ubesvaret spørgsmål: ”Ved at læse Det Brev igjennem, seer jeg, at et af Dine
Spørgsmaal endnu er ubesvaret: Hvorfor jeg slet ikke har omtalt det Indtryk, som det selskabelige
Liv, jeg i den senere Tid deeltog i, gjorde paa mig.”. Her fortælles først om et bal, men ledes så igen
over på diskussionen kvinde >< mand, hvor emnet forfængelighed er centralt. Her forholder hun sig
igen kritisk til mændene, idet hun siger at de bruger kvindens forfængelighed som et middel til at
tiltrække sig opmærksomhed. De beruser kvinder ved smiger. Hun mener at mændene på denne
måde undertrykker kvinderne, og stiller bl.a. spørgsmålet; hvorfor kvinders stilling i samfundet er
så sørgeligt.
Man kan tydeligt se hvordan Mathilde Fibiger har samlet sit stof, ved først at bestemme hvilke
emner hun vil komme ind på. Hun har da opbygget det på en sådan måde, at brevet bliver ledt ind
på disse emner gennem spørgsmålene. Formålet i brevet er klart at få ytret sine tanker og
holdninger, da hun går lige i gang med sagsfremstillingen. Der er altså ingen indledning og det
virker lidt som om, at denne bare er prioriteret væk.
Sagsfremstillingen er opdelt i underpunkter, som før inddelt. Hun slutter af på et på et plan, hvor de
tidligere diskuterede konkrete emner hæves til et højere niveau i en afslutning der indeholder mange
religiøse elementer og bærer præg af nyplatonisme.
Side 3 af 6
2. Retorikkens pentagram.
Alle elementer i pentagrammet skal spille
sammen, for at en tekst er retorisk vellykket.
Det handler om at få formidlet et budskab(et
emne) fra afsender til modtager i en given
situation. Sproget og formen har selvfølgelig
også stor betydning i denne sammenhæng.
I dette brev ses det retoriske pentagram
tydeligt. Brevets afsender er den fiktive Clara Raphael – altså Mathilde Fibiger. Brevet er rettet mod
denne samtids helt almindelige mennesker, og ved at angive sig selv som modtager, signalerer hun,
at hun også blot er et helt almindeligt menneske. Ved at forme det som et brev udtrykker hun, at
hun vil sende et budskab, hvorimod en dagbog havde været tilstrækkelig, hvis hun bare ville skrifte
hendes tanker.
Mathilde Fibiger har valgt en stil, der gør at alle kan følge med. Hun bruger mange spørgsmål, og
henvender sig meget til læseren. Afsenderen fremstilles ikke overlegen, men i øjenhøjde med
almindelige mennesker. Hun holder hele tiden stilen på et middelplan, der hjælper til at formulere
budskabet fra afsender til modtager.
3. Retorikkens appelformer
En overordnet vurdering af måden budskabet formidles på, er at der er brugt en blanding af de
forskellige appelformer. En skiller sig dog ud, da appelformen logos benyttes mest. Brevet bygger
altså hovedsagligt på fornuft. Gennem gode argumenter får Mathilde Fibiger hendes holdninger til
at fremstå fornuftige, så læseren sidder tilbage med en følelse af, at hendes udsagn må være det
eneste rigtige. Dette er meget typisk for den argumenterende/analyserende genre som denne type
brev er.
Andre appelformer spiller i mindre grad ind, men har stadig stor betydning for formidlingen af
budskabet. Ethos spiller ind, på den måde hun forsøger at vinde læserens tillid. Hun virker generelt
meget tillidsfuld, idet hun er fornuftig, men også det at Clara fremstilles som en helt almindelig
person på lige fod med alle andre. Man vil naturligt i højere grad have tillid til en person der
befinder sig på samme plan som man selv gør.
Side 4 af 6
Man kan også finde spor af pathos i brevet. Det ses fx, i diskussionen om forholdet mellem mand
og kvinde, hvor hun henvender sig til den kvindelige læser. Der laves et skel mellem mand og
kvinde, og man mærker meget klart afsenders følelse af kvindelighed. Især når emnet
forfængelighed omtales. Det frembringer en følelse af kvindelighed hos læseren, og samtidig en lyst
til at tage kampen op mod mændene.
4. Argumentation
Da den mest benyttede appelform er logos, bygger argumentationen også generelt på fornuft og
erfaring. I første del af brevet om opdragelse, fremsætter Clara den påstand, at den bedste
opdragelse er ingen opdragelse. Denne påstand finder hun frem til ved at samle sine egne erfaringer
og bruge sin fornuft. Først opsættes en modpåstand som hun så har til sinde at modbevise: ”Du vil
sige, at Sandheden er eens for os Alle.” (side 21, linie 1). Til dette skriver hun denne begrundelse:
”Ja, Sandheden er én, men den opfattes forskjellig af de forskjellige Naturer; saa hvad der er sandt
for mig, kan gjerne være falskt for den, som betragter Sagen fra et andet Standpunkt.”. Virkningen
ved først at opstille en modpåstand, er at ”modparten” ikke har mulighed for at komme med nye
argumenter i et brev, hvilket øger troværdigheden. Denne troværdighed og den fornuftige
begrundelse gør at argumentationen virker, selvom vi ikke har nogen dokumentation.
Når der tales om ulighed og kønsroller argumenteres der mest i form af banaliteter. Der stilles
spørgsmål som disse: ”Er det med Rette at de halve Mennesker ere udelukkende fra al aandelig
Beskjæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af ringere stof end Mændene?”. Når man bliver
stillet disse spørgsmål, er det de færreste der ville mene at mænd skal have flere muligheder og
privilegier end kvinderne. Igen virker det som helt almindelig sund fornuft.
5. Sprog
Sproget i brevet er meget varierende. Nogle steder findes eksempler på hverdagssprog, hvorimod
sproget andre stedet er fint. De forskellige emner tager i betragtning, passer sproget nu meget godt.
Da hun fortæller om stuen bruges mest hverdagssprog, da hun fortæller om M*s skrifter og tankens
verden bliver sproget meget spirituelt, og da der tales om dannelse og frk. Sonne passer sprog og
indhold også godt sammen. I dette afsnit er der brugt mange fremmedord i forhold til resten af
brevet. Bl.a. ”conversation” og ”inclinationer”. Dette afspejler meget godt situationen og frk.
Sonnes dannelse og overlegenhed i forhold til Clara.
Side 5 af 6
Generelt er sproget fint, men jeg tror det er ret normalt for et brev på denne tid. Stilen er på et
sådant niveau at de fleste ville kunne forstå det, hvilket det er nødt til at være, når det er hensigten,
at så mange som muligt skal læse det. Og som før nævnt henvender hun sig meget til læseren
gennem sproget. Bl.a. vha. af de mange spørgsmål i brevet.
Alligevel skriver hun ikke hele tiden tingene helt konkret. Da hun skriver om hendes stue, og
hvordan hun er tilfreds med den nye indretning, er det måske ikke helt konkret hendes stue hun har
affundet sig med, men derimod sig selv og sine omgivelser. Hun skriver: ”Nu har jeg tilgivet
Kjøkkenhaven at den ikke er en Skov, Ænderne at de ikke ere svaner og endelig Kjæret at det ikke
er en Sø, som med sine blikende Bølger kunde fortælle mig om de Danskes Vei til Roes og Magt.”.
Ud fra dette kan man konkludere, at hun har opnået et mere afslappet forhold til livet, samt
tilfredshed med sig selv og tingene som de nu engang er. Hun pakker det altså lidt ind vha. sproget.
Værdiladet ordvalg er mest set i afsnittet om ligestilling mellem mænd og kvinder. Kvindens liv
beskrives som ”fattigt” og ”indholdsløst”. Samtidig bruges stærke ord relateret til religion. ”Eller
har Vorherre skabt os af ringere Stof end Mændene?” (s. 24, linie 2).
Til sidst ophøjes sproget i takt med indholdet. De foregående diskussioner kommer nu op på et højt
og religiøst plan som en afslutning. Her bruges meget stærke ord, og modsætningspar som gud og
satan. Her er også en sammenligning: ”Som Slyngplanten, der støtter sig til den mægtige Eeg,
skulde vi støtte os til Gud”. Dette er med til at understrege og forstærke meningen.
6. Samlet vurdering/perspektivering
Dette 3. brev viser klart hvad Mathilde Fibiger kæmpede for. Hun stiller en masse spørgsmål i
brevet, der viser at hun søger svar og vil diskutere, hvilket jeg tror, er noget der er med til at give
brevets dets effekt.
Mathilde Fibiger viser i brevet, hvordan hun har udviklet sig. Vi hører om hende gennem hendes
holdninger, og hun fortæller, hvordan hun har udviklet sig og finder svar i tankens verden. Hun
skriver tit ”Du undrer dig over.., Du vil sige.., Du vil vide..” osv. Da hun skriver til sig selv, som
hun tilsyneladende ikke har den samme holdning som, viser det hvordan hun har gjort op med et
fortidigt jeg. Opråbet beskriver, hvordan hun har gennemgået ændringer, og nu ønsker hun at andre
også skal gennemgå de ændringer og skifte holdning ligesom hende. Hun ønsker et nybrud, helt
specifikt at ændre kvindens datidige rolle i samfundet.
Side 6 af 6
Brevene var et af de første opråb om kvindefrigørelse, og skabte stor offentlig debat. Brevet havde
altså en stor effekt, hvilket ikke er overraskende, da det retorisk har mange stærke virkemidler og er
meget gennemtænkt.