Studieretningsprojekt – Musik A, Engelsk A
[navn fjernet], 3.d –
elorgel, hihat, bas og akustisk western-guitar. Sidste vers er en gentagelse af det første, og Natalie
Maines er ladt tilbage med guitarens arpeggio-akkorder med reverbeffekt. Guitaren slutter i en
plagal halvslutning på dominanten (Db) som ikke opløses til tonika, men til subdominanten (Cb).
Slutningen ”skuffer” yderligere, ved at tertsen er erstattet af sekunden - man får ikke forløsning
eller en ”komme-hjem-følelse”. Dette er nok heller ikke meningen, at man skal få, når man hører
nummeret. Gruppens formål er at komme med et statement: ”I'm not ready to make nice” - at
informere lytterne om, hvilke følelser og handlinger der har været indblandet i tiden efter Bush-
episoden og samtidig at provokere – og derfor ”giver de ikke op” eller slår sig til ro, ved at slutte
nummeret i tonika.
HVORDAN UDFORDRER DIXIE CHICKS
COUNTRYMAINSTREAMKULTUREN?
Dixie Chicks prikker hul på ballonen. De deler vandene og tvinger countryfans til at tage stilling.
Men at countrymusikken havde bygget sig større, stærkere og mere konservativ og patriotisk end
nogensinde før, gør ”forræderiet” så meget større. Moderne country er en blanding af alle mulige
genrer og stilindtryk, og derfor er nummeret ikke specielt redefinerende. Dixie Chicks var
mainstream før Bush-udtalelsen, fordi de overholdt reglerne. Dixie Chicks var forrædere; de brugte
countrymusikken til noget, man ikke måtte. Countrymusikken har før set protestsangere, men aldrig
har en gruppe så populære som Dixie Chicks gjort noget så kontroversielt. Dixie Chicks var elsket
af mange fordi de var unge, dygtige musikere, som spillede deres forældres generations musik - de
realiserede forældrenes drømme. De appellerer til ungdommen i modsætning til mainstreamkulturen
som appellerer til voksne. Derudover er de kommet frem i en tid, hvor massemedierne spiller en
meget stor rolle, man tager på store turneer, der er tv, internet. I gamle dage kunne radiostationerne
kontrollere, hvad der var populært, men man kan ikke kontrollere internettet. Derfor lykkedes det
ikke at boykotte pigernes karriere.
Alt væltede, fordi de tillod sig at have en mening. Udtalelsen var kontroversiel i USA, og især i
Sydstaterne. I dokumentaren ”Shut up and sing”
26
, som følger Dixie Chicks i tiden efter episoden,
26 Shut up and sing: Barbara Kopple & Celia Peck, Cabin Creek Films, USA, 2006
Side 22 af 29