Danmarks kamp om retten til Nordpolen 25/09 - 2014
[navn fjernet], 3.v
STX 3.g
1
Danmarks kamp om retten til Nordpolen
Indledning:
I forbindelse med et forløb i den naturgeografiske undervisning, omhandlende Nordpolen og
Danmarks havbundsundersøgelser, er dette samlet i en slags undre opgave, hvor der er blevet
stillet spørgsmål til elementer i denne proces. Disse spørgsmål er forsøgt besvaret på den
bedst mulige måde, for at give et fyldestgørende billede af hvordan Danmark kæmper og
retten til bestemte dele af Nordpolen.
Hvorfor undersøger danske forskere havbunden på Nordpolen:
Kort sagt handler sagen om, at Danmark har fået, af FN’s havretskommission, lov til at
indleverer krav om retten til havbundsområder udfor Færøerne og Grønlands kyst. Dette krav
skal falde senest 16 december 2014. I den forbindelse skal Danmark, i samarbejde med
Grønland og Færøerne udfører en række komplicerede undersøgelser af havbunden, for at
finde ud af om de vil kunne kræve retten til fem interessante områder i og omkring
Nordpolen.
Hvilke områder drejer sagen sig om:
De områder som Danmark, Grønland og Færøerne, under fællesbetegnelsen Kongeriget
Danmark, kæmper for at gøre karv på, et områder nord og et syd for Færøerne, med en
samlet størrelse på 587.000 km
2
og to områder omkring Grønlands nordkyst og et på den
sydlige spids, på samlet 250.000 km
2
. Under disse områder er dele af Nordpolen inkluderet.
Hvad siger FN’s Havretskommissions regler:
Havretskommissionen har fastlagt meget klare regler for hvordan havbundsområder kan
blive fordelt og forvaltet. Kommissionen giver kyststater ret til at gøre krav på et områder der
Danmarks kamp om retten til Nordpolen 25/09 - 2014
[navn fjernet], 3.v
2
er ligger max 200 sømil fra landet kyst (ca. 370 km. ). Denne zone skal landet som sagt kunne
bevise at de kan gøre krav på vha. Undersøgelser. Kommissionen kan så ved godkendelse af
disse undersøgelser give kyststaten ret til området og give den en ”eksklusiv økonomisk
råderet” over området, forkortes EEZ – ”Exclusive economic zone”. Denne ret giver landet lov
til at udnytte ressourcer på og under havbunden, ud til 200 sømilegrænsen, men ikke i det
havet på området.
Hvordan opdeles havbunden:
Disse retningslinjer og regler der beskrives i dette afsnit er de generelle regler på opdelingen
af EEZ. Der kan opstå særtilfælde i forbindelse med disse opdelinger og der vil der blive
opdelt efter tilfældet. Det er vigtigt at skrive sig bag øret, når man arbejder med disse
opdelinger.
Hvis et lands krav om ret til et bestemt havbundsterritorium er blevet godkendt, starter
projektet med at afgøre hvor stort et område landet kan gøre krav på.
Man starter med at fastlægge en basislinje. Denne linje ligger oftest ved lavvandslinjen på
landets kyst.
Man trækker fra basislinjen en afstand på 200 sømil ud i vandet. Derefter afgør man vha.
Undersøgelserne hvor denne linje vil komme til at ligge på havbunden. Hvis denne linje ligger
midt på kontinentalsoklens skrænt, afgør man hvor langt soklens skrænt er, indtil man
rammer soklens ”Foot of Slope” (FOS), som er kontinentalsoklens fod – her trækkes der en
linje. Yderkanten af kontinentalskolen kan yderligere bestemmes ved hjælp af to linjer
”Hedberglinjen” og ”Gardinerlinjen” .
Hedberglinjen er en linje der kan trækkes i en afstand af 60 sømil fra FOS. Denne linje må
trækkes hvis man kan finde punkter på havbunden (Sedimenter etc.), der forbindes til FOS.
Gardinerlinjen er en linje der må trækkes ud til det punkt på havbunden, hvor tykkelsen af
sedimenter under havbunden, stadig når en tykkelse, der svare til 1% af Hedeberglinjen (60
sømil.). Forklaring: 60/100 = 0.6 sømil. 0.6 sømil = 1.111,2 meter. Altså må Gardiner linjen
trækkes ud til punktet på havbunden, hvor sedimenterne i havbunden stadig overstiger
Danmarks kamp om retten til Nordpolen 25/09 - 2014
[navn fjernet], 3.v
3
1.111,2 meter. Det er ved kombinationen af disse forskellige linjer, at man finder én
kombineret linje, der har til formål at have den yderligste position fra basislinjen.
For at begrænse havbundsområdet et land kan kræve retten, kan man fastlægge yderligere to
linjer – 350 sømils linjen og en linje der ligger 100 sømil fra havdybden på 2.5 km. Disse to
linjer må ingen kombineres, så man opnår den linje, der ligger længst muligt fra basislinjen.
Måden hvorpå man afgøre om man enden skal bruge formellinjen, som er produktet af
hedberg-og gardinerlinjen, eller begræsningslinjen, som er produktet af 350 sømilslinjen og
100 sømilslinjen fra 2.5 km. Havdybden, er ved at afgøre hvilken en af de to der ligger tættest
på basislinjen. Hvis formellinjen ligger tættere på basislinjen end begrænsningslinje, skal
denne bruges. Men omvendt skal begræsningslinjen bruges, hvis formellinjen går udover den
og dermed er længerer væk fra basislinjen, end begrænsningslinjen.
Det sidste der er at nævne i denne sag, er at der gælder særregler, i tilfælde af at der inden for
det krævede havterritorium ligger oceanrygge. I disse tilfælde bliver de før omtalte linjer
(Formellinjen og Begrænsningslinjen) sat ud af kraft og man inddeler området efter
anvisninger fra havretskommissionen, ved optrækning af linærer linjer, der ikke må overstige
60 sømil.
Der er vedlagt en billedelig illustration, af reglerne, som bilag, længerer nede i opgaven.
Hvordan undersøger man havbundsforholdene på Nordpolen:
Når man skal undersøge havbundsforholdene, og i dette tilfælde kontinentalsoklen i
forbindelse med Grønland og Færøerne, kan man benytte nogle forskellige metoder. Disse er
adskiller sig fra hinanden i udførsel og det produkt de giver.
Gravimetri:
- Ved denne metode benytter man sig af de forskellige materiale der findes i
undergrunden har forskellige massefylde og derved forskellig tiltrækningskraft
(”tyngdeacceleration”). Det vil altså sige at et materiale som eksempelvis salt, som er
Danmarks kamp om retten til Nordpolen 25/09 - 2014
[navn fjernet], 3.v
4
lettere end kalk, vil give et anderledes udslag i målingerne og man kan derudfra
kortlægge et nogenlunde billede af hvordan havbunden ser ud. Dette kan benyttes til
efterforskning havbundens struktur, men også om der er evt. Tilstedeværelse af olie i
undergrunden.
Magnetometri:
- Denne metode gør brug af forskellige bjergarters jernindhold. Grundfjeld har
eksempelvis et større indhold af jern, end kalk og kan derved give udslag ved måling
derpå. Måden man gør dette på er ved at føre en stor magnet over området og måle på
de kræfter der påvirker denne. Dette er en god metode til at undersøge større
områder, men giver også en ringe deltaljegrad.
Seismik:
- Indenfor denne metode bruger man lyde og hydrofoner til at afslører havbundens
udformning. Man bruger en kilde der udsender lyde, det kan eksempelvis være en
luftkanon, som vil blive reflekteret tilbage af havbunden og op fanget af hydrofoner.
Humlen ved denne metode er nemlig at de forskellige jordlag reflekterer
luftkanononens lyd forskellige og man kan ved opfangelsen af havbundes tilbagekast af
lyden, få et ultralydsbillede af havbunden. Dette er en metode der giver et produkt med
stor detaljegrad og er langt hen ad vejen at fortrække, ved de undersøgelse der
fortages på Nordpolen.
Når man har undersøgt havbunden med disse metoder kan man også bruge en sidste metode.
Den går ud på at man i simpleste forstand henter dele af havbunden op til overfladen og
derefter undersøger og analyserer den. Dette kan give endnu et praj om hvordan havbunden
ser ud og hvilke sedimenter der befinder sig i overfladen. Dette er i sammenhæng med de
andre metoder en meget detaljesikker udarbejdelse af en forstand på en havbund.
[navn fjernet], 3.v
Danmarks kamp om retten til Nordpolen 25/09 - 2014
[navn fjernet], 3.v
5
Illustration af Formellinjen ud fra Hedberglinjen og Gardinerlinjen.
Illustration til udformningen af begrænsningslinjen, ud fra 350 sømillinjen og 100 sømillinjen
fra 2.5 km. Dybden.