Side 1 af 12
Den russiske revolution
Februar- og Oktoberrevolutionerne i 1917
Side 2 af 12
Indholdsfortegnelse
Indledning og problemformulering .................................................................................................. 3
Redegørelse for karakteren af Februarrevolutionen i 1917 ........................................................... 3
Ruslands sociale forhold ................................................................................................................... 3
Den folkelige opstand ....................................................................................................................... 4
Abdicering af Nikolaj II og indsættelse af den provisoriske regering .............................................. 5
Analyse af bolsjevikkernes rolle og betydning i perioden februar til oktober 1917 .................... 5
Petrograds sovjet ............................................................................................................................... 5
Den sovjetiske iscenesættelse ........................................................................................................... 6
Planlægningen af Oktoberrevolutionen ............................................................................................ 8
Vurdering af Oktoberrevolutionen som et statskup eller en folkelig revolution ......................... 9
Et mangeårigt optræk ........................................................................................................................ 9
En fredelig omvæltning ................................................................................................................... 10
Kilde- og litteraturliste .................................................................................................................... 12
Side 3 af 12
Indledning og problemformulering
Den russiske revolution, der over otte måneder i 1917 medførte en kolossal politisk omvæltning i
datidens Rusland, betød efterfølgende frem til Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens brud i
1991 en ny tilværelse for de knap 295 millioner sovjetborgere og ikke mindst også for omverdenen
som udenrigspolitisk sparrings- og forhandlingspartner, hvad enten det måtte omhandle støtten af
Bangladeshs løsrivelse eller modstanden mod udvidede fiskerigrænser
1
. Fra den folkelige
revolution i Petrograds kolde februar til Lenins indsættelse af det sovjetiske styre i oktober måtte
den russiske – og fra 1922, også øvrige sovjetiske – befolkning gennemleve et skift i både levevis
og politisk magtfordeling, der skulle have betydet nye tider for de lidende slavere, og som i dag
endnu har stor betydning for hele verdenssamfundet knap to årtier efter Sovjetunionens opløsning i
1991.
For at karakterisere begivenhederne fra Februar- og Oktoberrevolutionerne i 1917 ønsker jeg at
analysere karakteren af Februarrevolutionen med udgangspunkt i begivenhederne i Petrograd;
analysere bolsjevikkernes rolle og betydning mellem februar og oktober 1917; samt vurdere,
hvorvidt Oktoberrevolutionen med indsættelse af Vladimir Lenin og den sovjetiske regering kan
defineres som værende et bolsjevistisk statskup eller en egentlig folkelig revolution.
Redegørelse for karakteren af Februarrevolutionen i 1917
Ruslands sociale forhold
Rusland var i begyndelsen af år 1917 i en meget kedelig situation. En exceptionelt hård vinter
hærgede den daværende hovedstad Petrograd – i dag kendt under navnet Sankt Petersborg – hvor en
desperat og massivt voksende fødevaremangel medførte, at de almindelige russiske familier basalt
set ikke kunne klare sig til dagen og vejen.
2
Endvidere haltede den russiske nation væsentligt efter de større, industrialiserede lande i Vesten,
der teknologisk og økonomisk oprustede sin kapacitet; ikke mindst på baggrund af den netop
igangværende Første Verdenskrig, der medførte en kolossal udbygning i Vesteuropas efterspørgsel
og udbud for produktion af ny teknologi. Imidlertid måtte Rusland af udenrigspolitiske og
geografiske grunde se sig isoleret som sin egen lille platform for ny social elendighed med en
eksponentielt stigende arbejdsklasse, der uden beskæftigelse måtte stimulere egne behov uden en
indkomst. Omkring 80 % af befolkningen i Rusland var i år 1900 beskæftiget i landbruget, hvor
man måtte leve under elendige kår for at få den mindste chance for selvforsørgelse.
3
I 1892
oplevede man en direkte hån fra Frankrig overfor den russiske, teknologiske retardation, hvor
franske finanskredse nægtede kapitalindskydning til Rusland pga. myndighedernes behandling af
1
Carlo, Antonio: Sovjetunionens politiske og økonomiske struktur , politisk revy, 1972, s. 8.
2
Salomoni, Antonella: Lenin and the Russian Revolution, s. 34
3
Hartley, L.: Den russiske revolution, s. 12
Side 4 af 12
det jødiske mindretal.
4
Endvidere opmønstrede der sig en massiv utilfredshed mod det politiske styre under ledelse af zar
Nikolaj II, hans zarina Alexandra og heler og rådgiver Rasputin
5
, der lod til at sætte al indsats mod
Vesten, hvor verdenskrigen udkæmpede sig på sit tredje år, mens Rusland måtte forfalde i en dyb
økonomisk og socialpolitisk krise. Befolkningen havde generelt set sig sure på russisk krigsførsel
siden krigen mod Japan om Manchuriet.
6
Den russiske krigsføring medførte, at man for at undgå en
forsvarspolitisk falliterklæring til mere moderniserede lande måtte konstant effektivisere hæren, der
uorganiseret og ineffektivt udgjorde en massiv statsøkonomisk postering, selvom opråbene om
verdenspolitisk fred blandt de russiske borgere bragede som kanoner.
Den folkelige opstand
Disse for befolkningen uacceptable levevilkår i levestandarden førte til, hvad vi i en historisk
kontekst kender som Februarrevolutionen, der havde sine hovedbegivenheder i Petrograd mellem d.
8.-12. marts ifølge den gregorianske kalender. I datidens Rusland benyttedes den julianske kalender,
der i sammenligning med den gregorianske af slagsen er tretten dage bagud, hvorfor denne opgaves
to revolutioner omtales som stedsværende i februar og oktober, selvom de i en vestlig kontekst
fandt sted i marts og november. Denne opstand begyndte for alvor d. 8. marts, hvor en række
arbejdere på en af Petrograds største fabrikker annoncerede en strejke for forbedring af arbejds- og
lønvilkår, hvilket resulterede i en nogenlunde fredelig kollision med zarens styrker, hvorefter
arbejderne blev fyrede.
7
Den følgende dag, d. 9. marts, var Kvindernes Internationale Kampdag, hvor man i lyset af
gårsdagens strejke og konfrontation med zarens styrker mødtes over hele Petrograd for at afholde
protestmøder, resulterede i en spontan folkelig opbakning til de afskedigede arbejdere.
8
D. 11.
marts, blot tre dage efter strejken, var næsten enhver industri og adskillelige andre forretninger
lukkede, hvor man fra arbejderklassens side mødtes til offentlige møder og gigantiske
demonstrationer, hvor man krævede en lang række sociale rettigheder, herunder et basalt krav som
rettigheden til ”fred, frihed og brød”.
Fra magtordenens side prøvede man gennem politiet at stoppe de massive folkemængders protest,
der resulterede i dødsfald på begge sider. Denne opgave viste sig dog hurtigt direkte umulig at
varetage, da de mange demonstranter og strejkende stormede og plyndrede politistationerne,
hvorved zar Nikolaj II måtte indsætte sine soldater for at opretholde ro og orden. At indsætte
militæret i dette spørgsmål viste sig dog hurtigt blot at være som benzin til et allerede oprustet bål,
da soldaterne vendte zaren ryggen og tilsluttede sig protesterne, hurtigt efterfulgt af politiet. Hele
4
Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 230
5
Lynch, Michael: Reaction and Revolution: Russia , 72
6
Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 238
7
Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 254
8
Salisbury, Harrison E.: Rusland i revolution, s. 107
Side 5 af 12
oprøret nåede sit maksimum d. 12. marts, hvor det meddeltes, at zaren havde hjemsendt
Statsdumaen, den lovgivende forsamling.
9
Abdicering af Nikolaj II og indsættelse af den provisoriske regering
Mikhail Rodzianko, der var daværende formand for et af det russiske parlaments to kamre,
Statsdumaen, sendte i oprørets hede et telegram til zar Nikolaj II, hvori han kort beskriver de
anarkistiske tilstande i Petrograd og opfordrer zaren til at danne en ny regering, hvis man vil undgå
et fatalt kollaps af Rusland, mens statsminister Golitsin ligeledes bør træde tilbage
10
. Nikolaj lader
dog til at ignorere dette telegram, men bliver tvunget til at tage toget til Petrograd d. 15. marts, da
hans børn er blevet smittet med mæslinger. Nikolaj, der havde beordret toget til hovedstaden,
indser, at toget føres at styrker, der nægter at adlyde hans ordrer, hvorved Nikolaj i stedet føres til
byen Pskov. Her mødes han med sine generaler og flere repræsentanter fra Statsdumaen, der
opfordrer zaren til at træde tilbage, hvilket han – under nogen modvilje – indvilliger i.
11
Nikolaj tilstræber sig dog, at hans bror, storhertug Mikhail Alexandrovich, overtager tronen.
Mikhail nægter dog at overtage tronen, såfremt der ikke i en demokratisk valgt regering er fuld
konsensus om dette
12
; dette lader ikke til at være tilfældet under de givne omstændigheder, der er
omklamrede af en vis grad af panik. Nikolaj, der nu efter sin abdicering kendes som ”Nikolaj
Romanov” genforenes med sin familie i Petrograd og sendes i husarrest. Mikhail, der ikke ønskede
at besætte den forhadte post, underskrev i kraft af sit embede som storhertug og bror til den nyligt
abdicerede zar en suverænitetsoverdragelse til en ny provisoriske (midlertidig, red.) regering, hvis
formål var at gennemføre et demokratisk valg til et nyt grundlovsgivende parlament, hvor man
sidenhen fra parlamentarisk side i kraft af en ny grundlov skulle bestemme den kommende
regeringstype, mens den provisoriske regering indtil da skulle varetage de centrale politiske
nødvendigheder.
13
Dette markerede slutningen på det russiske monarki og zardømme gennem
mange århundreder.
9
Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 256
10
Salisbury, Harrison E.: Rusland i revolution, s. 110
11
Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 256
12
Salisbury, Harrison E.: Rusland i revolution, s. 119
13
Salomoni, Antonella: Lenin and the Russian Revolution, s. 37
Side 6 af 12
Analyse af bolsjevikkernes rolle og betydning i perioden februar til
oktober 1917
Petrograds sovjet
Som en ny politisk statsmagt erstattes zardømmet af den provisoriske regering, der fungerer som
tværpolitisk samlingsregering i forlængelse af den gamle Statsduma, der traditionelt repræsenterede
det russiske borgerskab, i knap otte måneder indtil Oktoberrevolutionen, hvor den fra d. 15. marts
til 21. juli var ledt under Georgy Lvov
14
og sidenhen fra juli af socialrevolutionære Alexander
Kerensky
15
. Lvov var tilknyttet det borgerlige, monarkisk-konstitutionelle Kadetparti, der gik ind
for en vestlig form for demokrati i stil med det, man kendte fra Storbritannien. Den nye regering lod
til at have tilsluttet sig stor international opbakning, da bl.a. USA d. 22. marts anerkender den nye
regering og bliver efterfulgt to dage senere af Storbritannien, Italien og Frankrig.
Lvov, Kerensky og resten af den provisoriske regering måtte fra starten se sig nødsagede til en
accept af en befolkningsopfattelse, der mere eller mindre sidestillede regeringen med den øverste
sovjet i Petrograd.
16
Sovjetterne var råd eller forsamlinger, der via direkte valg skulle fungere som
et slags ”tryout” for demokratiet i Rusland, hvor man i alle byer og landsbysamfund som arbejder,
bonde eller soldat organiserede sig i sin lokale sovjet. Den største af disse befandt sig således af
demografiske grunde i Petrograd. Sovjetterne begyndte at opstå under den første russiske revolution
i 1905 og blev forbudt det følgende år med oprettelse af den første duma,
17
hvorefter de officielt set
ikke længere eksisterede indtil zardømmets endeligt. Sideløbende med den provisoriske regering
tiltog sovjetten i Petrograd sig en bestemmende magt i sammenligning med den imperialistiske
magt, zaren havde bedrevet, hvor man med flere venstrefløjsgrupperinger – her med bolsjevikkerne
og mensjevikkerne som de centrale – fungerede som en politisk dobbelmagt med et nogenlunde
bredt befolkningsmandat i modsætning til den dumakonstituerede regering.
18
Den sovjetiske iscenesættelse
Kerensky stod dog med fødderne på begge sider af indflydelsens bræt. Både som regeringsleder,
men også som medlem af Petrogradsovjettens eksekutivkomité, hvor han som repræsentant for de
socialrevolutionære, der primært organiserede bønderne,
19
havde en stor politisk indflydelse, om
end noget splittet. På baggrund af sovjettens opråb måtte Kerensky og regeringen komme med en
række indflydelse, hvor man sikrede alle russiske borgere de samme borgerlige rettigheder og
tilknyttede pligter, en afskaffelse af dødsstraffen, effektivisering af retsplejen, m.v.
20
14
Salisbury, Harrison E.: Rusland i revolution, s. 124
15
Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 258
16
Bryld, Carl-Johan: Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens sejr og sammenbrud, s. 47
17
Hartley, L.: Den russiske revolution, s. 20
18
Bryld, Carl-Johan: Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens sejr og sammenbrud, s. 47
19
Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 256-257
20
Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 257
Side 7 af 12
Sovjetterne over hele Rusland påtog sig således rollen som lønmodtagerens vagthund overfor
regeringen, der i starten blev opfattet som værende borgerlig og skævvredet i forhold til
befolkningssammensætningen. Man foretog dog på baggrund af denne opfattelse visse
udskiftninger i kabinettets sammensætning i maj 1917, hvor flere socialistiske ministre blev
udpegede.
21
Sovjetternes rolle var således at fungere som befolkningens talerør for borgerlige og
politiske rettigheder (eller måske nærmere, tilkomster), mens regeringen skulle arbejde for en
decideret brødfødning af befolkningen i kraft af den stadigt eksisterende fødevaremangel. I en af
sine første erklæringer vedtog Petrogradsovjetten, at alle de russiske militærenheder skulle
underlægges sovjetten og således modtage ordrer derfra.
Kerensky, der som fremtrædende medlem af Statsdumaen, havde arbejdet kraftigt for abdiceringen
af Nikolaj II, fremrykkede i modstrid med befolkningens ønske endnu større midler til den russiske
deltagelse i Første Verdenskrig, hvor man indledte en massiv offensiv mod Tyskland og Østrig-
Ungarns styrker; en begivenhed kendt som ”Kerensky-Offensiven”.
22
Dette resulterede for de russiske styrker i en fiasko, hvorved befolkningens opbakning til den
tilsyneladende funktionelle regering led et massivt nederlag. Den provisoriske regering måtte nu
lide under forsøg på politiske magtovertagelser og infiltrationer fra hele det politiske spektrum,
fortsat især fra Petrogradsovjetten, hvor man måtte kæmpe med tab og nedgradering af de politiske
institutioner.
Vladimir Uljanov, bedre kendt under sit dæknavn ”Lenin,” havde siden 1887 været organiseret i
diverse revolutionære fraktioner, hvori han helt kæmpede for en afskaffelse af den russiske
regeringsform
23
som en reaktionær politisering i sine unge dage efter sin brors, Aleksandrs, død.
24
Med en dyb næring til den marxistiske verdensopfattelse begyndte Lenins politiske spire. Han
udvandrede i 1895 fra Rusland for at sprede det kommunistiske budskab til Vesteuropa, hvor han
bl.a. nåede at besøge et schweizisk kurbad,
25
hvorefter han med favnen fuld af illegal, revolutionær
litteratur hjemvendte til Rusland og blev forvist til en mørk celle i zarens fængsel, hvorefter han
blev forvist til eksil i Sibirien. Han udvandrede til Vesteuropa, her især Schweiz, men også
kortvarigt Danmark, i
26
, hvor han ønskede at bidrage til den socialistiske bevægelse ved
at sammenfatte et nyhedsbrev, der skulle distribueres rundt i Rusland. Lenin skulle senere spille den
største personrolle i Oktoberrevolutionen i 1997.
Et af de største partier i datidens Rusland under revolutionen anno 1917 var Socialdemokratiet.
Navnet kan misforstås i en nymoderne, vestlig sammenhæng, hvor man henviser til det parti baseret
på den demokratiske socialisme. Det russiske socialdemokrati var et marxistisk parti grundlagt i
21
Bryld, Carl-Johan: Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens sejr og sammenbrud, s. 47
22
Salisbury, Harrison E.: Rusland i revolution, s. 134
23
Rosenfeldt, Niels Erik: Lenin – en revolutionær fundamentalist, s. 21
24
Rosenfeldt, Niels Erik: Lenin – en revolutionær fundamentalist, s. 19
25
Rosenfeldt, Niels Erik: Lenin – en revolutionær fundamentalist, s. 34
26
Lynch, Michael: Reactions and Revolution: Russia , s. 22
Side 8 af 12
1898,
27
der måtte arbejde i eksil og illegalt mod styret. De socialrevolutionære, der fastholdt, at
socialismen måtte være baseret på kollektivistisk fordeling af jord for bønderne
28
blev – så at sige,
overhalede – af Socialdemokratiet, der fastholdt, at man ud fra en europæisk vinkel måtte basere
revolutionen på arbejderklassen. Da revolutionen først kunne finde sted i et rent kapitalistisk
samfund, måtte den først finde sted i Central- og Vesteuropa og sidenhen i Rusland, der var en
mellemstørrelse mellem de to ideologiske udformninger.
Socialdemokratiet dannede ramme for en lang række ideologiske placeringer på venstrefløjen, hvor
uenigheden, om hvorvidt man skulle benytte gradvise reformer eller en samfundsomvæltende
revolution til opbygning af det socialistiske samfund var altoverskyggende i partiets første leveår.
To centrale fløje organiserede sig fra den alrussiske kongres i 1903 i partiet, hvor hhv. Julij Martov
og Lenin stod som nøgleperson for hver sin fløj. Martov mente, at revolutionen skulle være bredt
funderet, hvorved partiet skulle overgå til at finde sig en identitet som masseparti, således alle
revolutionen var baseret på alle arbejderes skuldre, hvor man var i stand til at søge politiske
kompromisser med andre partier.
29
Lenin var dybt uenig i dette synspunkt og fastslog, at partiets og
den revolutionære bevægelse for afskaffelsen af den provisoriske regering skulle være baseret på et
topstyret og elitært plan,
30
hvor arbejderklassen skulle rette sig ind fra øverst befalende. På den
alrussiske kongres i 1903 fik den leninistiske fraktion flertal for dette synspunkt, hvorved denne
bevægelse fik navnet ”bolsjevikkerne” – dvs. flertalsmænd – mod Martovs nederlagslidende
mindretalsmænd – ”mensjevikkerne”.
31
Dette markerede begivenheden for opdelingen af partiet i de
to grupperinger; det bolsjevistiske parti er nu en realitet.
Lenin udvandrer grundet politisk forfølgelse til Vesteuropa i 1906, hvor han primært opholder sig i
Schweiz til 1917.
32
I revolutionens hede rejser han med finansiel støtte fra Tyskland med tog via
Danmark og Sverige til Petrograd. Tyskland gav en andel af fem millioner mark til Lenin og
bolsjevikkerne, således Lenin kunne transporteres tilbage til Rusland, da man fra tysk side vidste, at
Lenin gennem en uundgåelig magtovertagelse ville stoppe den russiske krigsførsel.
33
Han
ankommer således d. 16. april til Petrograd, hvor han dagen efter præsenterer sine Aprilteser.
34
I
disse teser manifesterer han, hvorledes al militær og politimæssig magt, jord og statslige apparater
med øjeblikkelig virkning bør tilkomme sovjetterne. Som en højst uventet og kærkommen støtte
dukker Lev Trotskij frem i dagens lys
35
; Lenin og Trotskij, der siden den første revolution i 1905
havde været i totterne på hinanden, forenes nu under den bolsjevistiske bevægelse. Teserne, der selv
for bolsjevikkerne virkede en smule radikale, vakte en del uro over Lenins udmeldelse, men Lenin
svarede på dette ved at kritisere sine partifæller for handlingslammelse og mangel af politisk vilje.
27
Bryld, Carl-Johan: Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens sejr og sammenbrud, s. 36
28
Bryld, Carl-Johan: Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens sejr og sammenbrud, s. 36
29
Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 224
30
Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 226
31
Lynch, Michael: Reactions and Revolution: Russia , s. 24
32
Salisbury, Harrison E.: Rusland i revolution, s. 98
33
Salisbury, Harrison E.: Rusland i revolution, s. 126
34
Salomoni, Antonella: Lenin and the Russian Revolution, s. 40-41
35
Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 259
Side 9 af 12
Planlægningen af Oktoberrevolutionen
Da Lvov endnu var regeringsleder i juli 1917, måtte bolsjevikkerne tilslutte sig Lenins Aprilteser
for at skabe en vedvarende kontinuitet i propagandaen, hvor dette fra regeringens side ses som
værende et forsøg på et statskup, selvom dette formentlig ikke har været hensigten fra hverken
Lenins eller bolsjevikkernes side. Regeringen nedkæmper denne opstand blandt arbejderne, og
bolsjevikkerne må gå under jorden, hvorved Lenin i tumulten flygter til Finland.
36
En udmattet Lvov trækker sig tilbage og posten som regeringsleder gives videre til den hidtidige
justitsminister Alexander Kerensky. Efterfølgende vælges Trotskij d. 19. september som præsident
for Petrogradsovjetten, som nu er underkastet bolsjevistisk formandskab.
37
Lenins flugt til Helsinki
bør ikke ses som en bremseklods for den snarlige revolution, men som en garanti for hans sikkerhed
under forberedelserne dertil.
Lenins modstand mod Kerensky-regeringen og den dertilhørende planlægning af
Oktoberrevolutionen var i høj grad taktisk intelligent. Hvor Februarrevolutionen i moderne kontekst
som sådan ikke var en revolution, men mere et statsligt og befolkningsmæssigt sammenbrud, kan
man sige, at Lenin lige siden sin politisering i 1887 havde arbejdet mod det afkast, han senere fik i
Oktoberrevolutionen. Gennem en gradvis overtagelse af statsorganerne og deres opgaver i kraft af
embederne hos den alrussiske kongres og i de russiske sovjetter, tiltog Lenin og den bolsjevistiske
bevægelse sig en gradvist øget magt, der dannede endeligt grundlag for den senere magtovertagelse
og afsættelse af den provisoriske regering.
36
Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 258
37
Bagger, Hans og Nørretranders, Bjarne: Ruslands historie – reformer og revolution , s. 259
Side 10 af 12
Vurdering af Oktoberrevolutionen som et statskup eller en folkelig
revolution
Et mangeårigt optræk
Lenin og den bolsjevistiske bevægelse havde på grund af zardømmets inkompetence og brud af
løfter siden den forrige revolution i Rusland i 1905 et massivt fundament for gennemførelse af en
revolution, hvor tanken om en ny revolution nu havde bevæget sig til en konsensuspolitik, hvor man
ikke længere sagde ”hvorfor,” men ”hvordan”. Bolsjevikkerne, der således fra februar til oktober
1917 havde grebet magten i landets største sovjetter, stod således for mange som et tydeligt
alternativ til den siddende provisoriske regering, hvor mindre venstrefløjsgrupperinger, såsom de
socialrevolutionære og mensjevikkerne, måtte se sig undertrykte på den alrussiske kongres.
Opbakningen til Lenin var stadigt voksende i perioden fra februar til oktober 1917. Det var ikke
blot blandt arbejderne og byboerne, at bolsjevikkerne fandt støtte, men også på landet havde en
venstredrejning fundet sted, hvor et nyt proletariat også i mange havde floreret. Gennem en endnu
stigende kapitalistisk landbrugsmonopolisering var langt størstedelen af de agrikulturelle
produktionsmidler centrerede omkring kæmpe farme under kapitalistisk styre, hvor småbønderne
med ineffektive jordbrug, der gav dårlige afkast, måtte se sig tvunget til at fungere som dagplejere
for de kapitalistiske godsejere, der fungerede som landbrugets bourgeoisi, mens man gennem en
dybdegående koncentrationsproces fusionerede landbrug, hvorved ejerprofitten voksede ekspansivt.
Lenin fungerede derfor som fortaler for en massiv landbrugs”reform,” hvor man dybest set ønskede
at fratage godsejerne og kapitalisterne deres jord uden erstatning og på kollektivistisk vis fordele
midlerne mellem proletariatet.
38
Lenins brede opbakning i starten af det russiske efterår i 1917 var således bredt funderet i en
manifestation af soldater, der tilsluttede sig Den Røde Garde og de tilhørende delfraktioner,
bønderne, der krævede en omfordelende jordreform, og arbejderne, der efter mange års
fordelagtiggørelse af borgerskabet grupperede sig i sovjetterne sammen med de to fornævnte
grupper.
En fredelig omvæltning
Den egentlige Oktoberrevolution adskiller sig fra sin søsterrevolution otte måneder tidligere ved at
være en nogenlunde ikke-blodig statsomvæltning. De bolsjevistiske styrker begyndte natten mellem
d. 6. og 7. november at besætte store dele af Petrograd ved bevæbnet at besætte centrale
infrastrukturelle knudepunkter, telegrafstationen, elværket, statsbanken, m.m. Knap et døgn senere
forberedte Den Røde Garde efter mandat fra den alrussiske kongres en invasion af Vinterpaladset,
hvor den provisoriske regering befandt sig. Garden tiltrængte sig uden opmærksomhed fra paladsets
beskedne antal vagter adgang, hvorved man således kunne foretage statskuppet, selvom det dog var
38
Carlo, Antonio: Sovjetunionens politiske og økonomiske struktur , s. 111n
Side 11 af 12
lykkedes Kerensky at undslippe.
39
Den provisoriske landbrugsminister Maslov beskriver begivenhederne fra arrestationen: ”En
bevæbnet hob af soldater, matroser og civile anført af Antonov Ovsejenko væltede ind i rummet. De
råbte trusler og sagde vittigheder. Antonov arresterede os alle i revolutionens navn, og gik herefter
over til at skrive navnene op på alle tilstedeværende”.
40
Den provisoriske regering er således faldet, og statsmagten tilkommer nu bolsjevikkerne. I januar
1918 forefindes valg til den grundlovsgivende forsamling, hvor de socialrevolutionære får størst
opbakning.
41
Dette forfalder ikke i bolsjevikkernes interesse, hvorved Folkekommissærernes Råd,
som den nye regering navngives, opløser forsamlingen gennem den sovjetiske eksekutivkomité.
Verdens første socialistiske stat er nu en realitet.
Selvom denne revolution i det russiske efterår 1917 er væsentligt mindre blodig end
søsterrevolutionen i februar, legitimerer det ikke hændelserne fra et demokratisk synspunkt, der
ville være åbenlyst til vurdering af, hvorvidt der er tale om et reelt statskup eller en revolution med
folkelig opbakning. Et sympatisk forsøg på demokratisk opbygning kan påpeges ved de direkte valg
til sovjetrådene; denne demokratiske tendens stopper dog således her, da sovjetterne ikke juridisk
set er bundet til statsorganet, som den provisoriske regering med Statsdumaens mandat er. Ved den
gradvise udlicitering af statsorganer til Petrogradsovjetten registrerer vi således en privatisering og
personlig interesseopfyldelse gennem statsapparatet: korruption.
Dette gør os imidlertid ikke klogere på, hvorvidt Oktoberrevolutionen var folkelig eller et decideret
bolsjevistisk statskup – men det hjælper dog på helhedsforståelsen heraf, da vi samtidig må opveje
denne problemstilling med bolsjevikkernes historiske selviscenesættelse.
Vi må således acceptere, at den provisoriske regerings mandat ikke er det bedste – det er blot det
mindst dårlige. En sådan regerings inkompetence kan ikke med demokratiske øjne være grundlag
for en voldelig afskedigelse. Jeg kan således konkludere, at man ved at tage udgangspunkt i Den
Røde Hærs militære besættelse af statsorganerne d. 6.-7. november og Folkekommissærernes Råds
opløsning af den grundlovsgivende forsamling kan kendetegne den russiske revolutions
oktoberhalvdel som værende udtryk for et bolsjevistisk statskup, der harmoniseres med Lenins
tanke om en elitær styring af det socialistiske samfund.
39
Bryld, Carl-Johan: Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens sejr og sammenbrud, s. 51
40
Gilbert, Adrian: Den russiske revolution, s. 5
41
Salomoni, Antonella: Lenin and the Russian Revolution, s. 53
Side 12 af 12
Kilde- og litteraturliste
Den russiske revolution, Adrian Gilbert, 1995, oversat fra engelsk til dansk af Ole Steen Hansen,
1995, Forlaget Flachs, ISBN 6-3
Den russiske revolution, L. Hartley, 1980, oversat fra engelsk til dansk af Asger Baarstrøm, 1982,
Carlsen, 1. udgave, 1. oplag, ISBN 3-0
Den russiske revolution – hvad skete der egentlig?, Jelena Dobrovolskaja og Jurij Makarov, 1985,
oversat fra russisk til dansk af Anne Lund, 1987, Forlaget Sputnik, ISBN 2-6
Den Russiske Revolution og Sovjetunionen – Kommunismens sejr og sammenbrud, Carl-Johan
Bryld, 2004, Systime, 1. udgave, 1. oplag, ISBN 1-2
Lenin – en revolutionær fundamentalist, Niels Erik Rosenfeldt, 2008, Høst & Søn, ISBN 978-87-
Lenin and the Russian Revolution, Antonella Salomoni, 1993, udgivet på engelsk i 2004, Arris
Books, ISBN 3-2
Reaction and Revolution: Russia , Michael Lynch, 2005, Hodder Education, 3. udgave,
ISBN 8589-5
Rusland i revolution, Harrison E. Salisbury, 1978, oversat fra engelsk til dansk af Ole Schierbeck,
1979, Politikens Forlag, 1. udgave, ISBN 5-8
Ruslands historie – reformer og revolution , Hans Bagger og Bjarne Nørretranders, 1983,
2. udgave, 1992, Politikens Forlag, ISBN 7-3
Sovjetunionens politiske og økonomiske struktur , Antonio Carlo, 1972, oversat fra tysk
til dansk af Lotte Holm, Viggo Holm Jensen og Ebba Mow, oversat fra italiensk til dansk af Uffe
Bergh, 1975, politisk revy, 1. oplag, ISBN 09
Folkedrab.dk – temaside af Dansk Institut for Internationale Studier om Sovjetunionens historie:
http://www.folkedrab.dk/sw53706.asp
Besøgt d. 29. november 2009 – udskrift vedlagt.