
Dansk A HHX – Vejledende opgavesæt 1, Opgave 1 – august 2018
”Dekorerer mit hus!” og ”Den nye iPhone X!”
Mange årtiers konstante reklamestrøm har gjort de fleste forbrugere immune, derfor forsøger store
virksomheder i dag at markedsføre på nye måder. Simone Wulffs video ”Dekorerer mit hus!” fra hendes
YouTube-kanal, den 22. juni 2017, er influencer marketing, hvor HP har betalt Simone Wulff for at
reklamere for dem. Rasmus Brohaves video ”Den nye iPhone X!” fra den 3. november 2017 er ikke en
reklame, men har de samme genretræk som Wulffs video. Så ved at undersøge genretrækkene, kan vi
måske komme med et svar på, hvorfor Youtuberne har en gennemslagskraft, som virksomheder vil betale
for.
Simone Wulffs video har en spilletid på 4:59. Den er en reklame for HP’s fotoprinter Sprocket, men
præsenteres som et gør-det-selv projekt, hvor Simone Wulff laver en billederamme. Videoen har tre
scener. Den første varer til 3:40. Her filmes én lang scene med stationært kamera i normalperspektiv.
Scenen ændrer ikke indstillingen, men er tydeligt sammensat af forskellige klip.
I billedet er Simone Wulff i halvtotal, mens baggrunden er åbne tøjstativer med Simones tøj i farveorden.
Simone fremtræder med perfekt make-up og i modetøj. Hun fortæller i starten, at dagens video skal handle
om et kreativt projekt og sætter på én gang sig selv og sine følgere i centrum.
”Hey venner, hvad så, og velkommen til denne her video. I dag skal jeg lave noget
megaspændende, som jeg faktisk har glædet mig rigtigt meget til, fordi jeg elsker sådan noget med
kreative projekter og ting med sådan lidt mere betydning bag. Og det er netop det, vi skal lave i
dag. Jeg har nemlig teamet op med HP med deres nye printer, som er den her, som hedder
Sprocket. Det er sådan en cute lille billig printer, som du sætter til din telefon…” (0:00-15)
Simones åbningsreplik viser, at genren bygger på direkte kontakt til følgerne, der omtales som ”venner” og
bydes ”velkommen”, de inkluderes i et fælles projekt af Simones ”vi”. HP omtales ikke som sponsor, men
som del af fællesskabet med udtrykket ”teamet op”. Senere kalder hun printeren sin nye ven: ”Sprocket,
som pretty much bliver min nye bedste ven…” (3:08-10)
Begge citater er typiske for Simones sprog, med mange engelske ord og andre træk, som hører til et ungt
sprog: ”Så det bliver sådan et DIY, minder, cute projekt, jeg har tænkt mig at lave i dag. Og jeg glæder mig
faktisk herre meget, jeg tror, det er mega grineren, jeg tror det komme til at se mega nice ud” (0:50-0:57).
Med ordvalg som citatets ”cute”, ”mega”, ”nice”, ”herre meget” og ”grineren” har Simone en sprogtone,
som kan appellere til hendes målgruppe og få dem til at føle, at hun taler til dem som venner.
Videoen er et klart eksempel på influencer marketing. I begyndelsen står ”Reklame” i bunden af billedet og
i et par sekunder ses printeren og dens navn som grafik i venstre hjørne. produktet spiller ikke den
egentlige hovedrolle. Det markeres, da Simones håndbevægelser ser ud til at skubbe reklamebilledet ud af
videoen (0:14).