1
Den politiske kandestøber
I 1722 grinte folket for første gang af komedien: ”Den politiske kandestøber”, skrevet af norske
Ludvig Holberg. Og det skulle ikke være første gang, for den dag i dag hører vi stadig komedien, og
vi griner stadig lige så meget af den. At en kandestøber fra den ene dag til den anden skulle blive
borgermester, havde ingen regnet med, men hvori ligger morskaben? Holbergs fornuftprægende
holdning og samfundskritik kommer til udtryk igennem hele komedien, og af den grund foregik
stykket uden for landets grænser, i Hamborg. Ikke nok med det var hans første opførte komedie,
betragtedes det også som værende en af de komedier, hvoraf læseren får mest udbytte. Og det er
det, der blandt andet er med til at gøre denne komedie både sjov og lærerig.
Herman von Bremen er en politisk interesseret kandestøber med store politiske drømme om en
plads i rådet som rådsherre. Det er disse politiske drømme, der er skyld i, at Antonius ikke må fri til
sin elskede, Herman von Bremens datter Engelke. Herman ser sig selv som en vigtig politisk mand,
og derfor vil han gerne have en svigersøn, der har studeret politik. I stedet for at tjene sine penge, og
udføre sin pligt som kandestøber, bruger han hver dag på at læse politiske bøger, og sammen med
11 andre i ”Collegium Polemiticum” snakker han om statssager og politiske emner. Her snakkes
der for eksempel om, hvem i rådet der burde blive udskiftet, og hvor meget nytte de alle ville være
til som rådsherre. De føler sig bedre, klogere og mere betydningsfuld end alle andre.
Holberg var en oplysningsmand, og de tre nøgleord, der beskriver oplysningstiden bedst, er det
fornuftige, det naturlige og det nyttige. Hvis bare folk bruger deres fornuft, kan de indse rigtigheden
STX 2.g
minimal, i forhold til den nytte han gør, som håndværker i det fag han er specialiseret i. Den nytte
en borgmester kan gøre som håndværker, er af samme størrelse. Enhver mand vil ingen nytte gøre,
hvis han ikke har de rette kompetencer, til det erhverv han vil foretage sig. Det er spild af evner, og
det burde det fornuftige menneske se. Der er lige så meget brug for en kandestøber, som en
borgermester, alle udfylder sin plads i samfundet, og samfundet fungerer bedst, når alle er på den
plads, hvor de gør mest nytte. Og som Herman selv formulerer det i moralen: ”thi når en
kandestøber til borgmesters embed løber, er som når statsmand blive vil i hast en kandestøber.”
(Akt 5, scene 8) Sagt med andre ord: ingen har evnerne til at skifte erhverv fra den ene dag til den
anden, hverken opad eller nedad i samfundet.
Desværre for Herman står det fornuftige i skyggen af storhedsvanvid, prestige og politiske griller.
2
Han er hverken til nytte som borgermester eller kandestøber. Han er nytteløs som borgermester, da
han ikke har evnerne, og ikke er født ind i det lag af samfundet, og hans ufornuft er skyld i, at han
forsømmer sit arbejde som kandestøber.
Geske derimod tænker fornuftigt, og er imod Hermans projekt. Hun tænker kun på, at der skal mad
på bordet, hvad enten Herman kan lide sit arbejde eller ej. Hun narres ikke lige med ét til ufornuft,
men Hermans glæde og det at hun ser lakajen gå fra deres hus, overbeviser hende, og Geske og
Herman ender i fælles ufornuft. Denne ufornuft gør dem hurtigt til grin både i de høje og i de lave
samfundsklasser. Herman fordi han reagerer overilet og ufornuftigt i sin nye uvante stilling. Han
lader succesen stige ham til hovedet, og handler i uoverensstemmelse med alt, vi vil kalde en god
borgmester, både fordi han hverken har erfaringen eller evnerne, og fordi han er mere interesseret i
facaden som borgmester end selve indholdet i posten.
Geske forandrer sig også, det går hende dårligt i den nye rolle som borgermesterinde, selvom hun
prøver, mislykkedes det. Geske forandrer sig til at blive kold, arrogant og hovmodig. Hun er en
snob, og alt hvad hun gør og siger, er så oplæst, at også hun bliver til grin. Også Antonius er,
ligesom Geske var i starten, imod Hermans projekt, og Holberg vurderer ham positivt, da han er
fornuftig, og sagtens kan se, at han ikke kan studere politik, for at måtte fri til Engelke, da han så
ville forsømme sit håndværk, og derfor ikke ville kunne forsørge familien.
Henrik er også imod Herman, og gør grin med ham og er kritisk overfor Hermans foretagende, lige
indtil den dag, Herman bliver borgmester, og Henrik bliver udnævnt lakaj. Han er dog en af de
eneste, der holder en lidt ironisk distance til den store begivenhed. Dette kan vises med et par
citater: "Han er Pokker heller, det var jo et Fandens spring af en Kandestøber", "Lakai! Saa
avancerer jeg ikke nær så meget". Henrik kan beskrives som bjergsom, da han er optaget af penge,
og straks ser sin egen fordel. Anneke er positiv overfor udnævnelsen. Hun er naivt glad, og græder
af glæde. Stik modsat af hende er Engelke. Hun er som Antonius den eneste der forbliver fornuftig
efter udnævnelsen.
Nok har Herman læst sine politiske bøger, men dette er ikke nok til at kunne udøve en meningsfyldt
politik. Herman formulerer det selv i moralen således: ”et er et søkort at forstå, et andet skib at
føre.” (Akt 5, scene 8) Og det er jo sandt, at forstå et søkort og sejle et skib er to vidt forskellige
ting, og kun med den nødvendige erfaring kan man lære at sejle et skib.
Selvom alle mennesker er født med en fornuft, skal den vækkes og udvikles, og dette bliver den
gennem erfaring. Alle mennesker lærer de fleste ting ved erfaring, og hele livet igennem erfarer vi
3
nye ting, og lærer nye ting. Et lille barn stikker for eksempel kun fingeren i et brændende stearin lys
én gang. Forskerne mener, at menneskets fornuft først er udviklet, når de når alderen 29, men jeg
mener dog, man stadig kan udvikle sin fornuft derefter.
Hvorvidt Herman skal lære af erfaring eller ved straf, bestemmes af de to rådsherre Abraham og
Sanderus. De vil straffe Herman fordi han kritiserer regeringen og øvrigheden, men endnu bedre
synes de det ville være at ydmyge ham, ved at få ham til at tilstå sin udygtighed. Ved at straffe
Herman med fængsel, som Geske frygter det vil gå ham, er der en risiko for, at det vil sætte Herman
i en martyrrolle, og det er ikke meningen. Abraham og Sanderus´ spil er en ukendt forudsætning og
det er denne lille leg, der genvinder Hermans fornuft, og hjælper til at få Herman tilbage til sin rette
plads i samfundet. Det går hurtigt op for Herman, hvor ringe det står til i den nye stilling. Han
bliver fortvivlet, og opgiver. Heldigvis for Herman var det hele snyd, og han ånder lettet op. Derud
af kommer hans morale, hvor det lyser ud, at denne er skrevet af et fornuftigt og nyttigt menneske.
I 1700-tallet gik der mode i politisk engagement. Især de lavborgerlige, håndværkerne, mente at de
sagtens kunne gøre det bedre end de bestemmende. Dette er der dog ikke noget usædvanligt i, da
det også findes i vid udstrækning blandt sofatilhængere i 2005
Holbergs helt klare kritikpunkter og oplysningstidens nøgleord skinner meget kraftigt igennem i
denne komedie. Han kritiserer håndværkerne for at overvurderer sig selv, når de dybest set ikke
aner, hvad de taler om. Det eneste de tænker på, er deres egen nytte i stedet for alles nytte. Holbergs
mål med komedien er bl.a. at ramme projektmagerne, der hele tiden kommer på nye ideer til egen
fordel som ”de politiske håndværkere”. Holberg foragter det kunstige, som når en uerfaren mand
kommer i højsædet uden fornuft bagved. Han kritiserer hastige forandringer, på en måde som jeg
ville bruge udtrykket ”skomager bliv ved din last” om, bare i en noget fordrejet udgave. Derfor gør
han de lavborgerlige til grin med deres overflødige, ubrugelige engagement i politik. En gnist af
Holbergs klassesamfund levet stadig i bedste velgående den dag i dag, men dog ikke så tydeligt som
i 1700-tallet.
Ved at få os til at grine af denne komedie, gør Holberg os klogere. For hvad er det egentlig, vi
griner af? Ved nærmere eftertanke er det jo egentlig egen dumhed. Og det er det, Holberg vil,
nemlig vække vores fornuft og eftertanke, ved at vise os egen dumhed og andres dumhed, og det
gør han ved at oplyse os, ved at gavne og fornøje os.
Vi griner, for vi ved det hele, og hvor er Herman og Geske dog dumme.