HHX 3. år
SRP – Den store depression
1
Den store depression
HHX 3. år
HHX 3. år
Vejleder: SNA/LK
SRP – Den store depression
2
Abstract
This assignment will tell about the Wall-Street crash of 1929, and the period after with the great
depression in the 1930´s. The depression started with the stock market crash of October 29
1929, better known as “Black Tuesday”. The assignment does also explain what happened before
the stock market crash. The causes of the depression are many, and they are all analyzed. Some
of these are rates, unemployment, deflation and the president from 1929 to 1933, Herbert
Hoover.
The changes with the democratic president from 1933 to 1945 Franklin Delano Roosevelt and his
New-Deal policy is one of the most important subjects in this assignment. I will compare the
great depression with the current financial crisis in the US. I am also telling about how to prevent
these financial crises. Finally, I am going to summarize the most important conclusions I have
made in this assignment.
SRP – Den store depression
3
Indholdsfortegnelse
Side 1 - Forside
Side 2 - Abstract
Side 3 - Indholdsfortegnelse
Side 4 - Forord og Indledning
Side 5-8 - Den store depression
Side 8-10 - Faktorer der forårsagede krisen
Side 10-13 - Roosevelts løsning
Side 13-17 - Sammenligning med Finanskrisen
Side 17-18 - Konklusion
SRP – Den store depression
4
Side 19 - Litteraturliste/Kildehenvisninger
Forord
Der er flere årsager til at jeg har valgt at skrive om ”Den store depression” her i mit
studieretningsprojekt. En af grundene er min interesse for økonomien i USA generelt, da den i
høj grad påvirker økonomien globalt. En anden grund er, at jeg siden jeg blev konfirmeret har
spekuleret i aktier og derigennem blevet dybt fascineret af aktiehandel. Derfor har jeg i længere
tid haft et ønske om, at finde ud af hvilke årsager der var til Wall Street krakket d. 29. oktober
1929. Filmen ”Cinderella Man” med Russel Crowe i hovedrollen, har også medvirket til at de
sociale problemer i kølvandet af krakket blev visualiseret og problematiseret. Dette har ikke gjort
interessen for emnet mindre.
Indledning
Jeg har tænkt mig at gribe opgaven an på den måde, at jeg først vil gør rede for børskrakket sidst
i 20´erne og dernæst krisen i USA i 30´erne. Jeg vil her starte med kort at kigge tilbage på hvilke
omstændigheder der påvirkede udviklingen i USA i 20´erne, heriblandt 1. verdenskrig og
situationen i Europa. Herefter redegøres der for hændelserne i oktober 1929, hvor børsen på
Wall-Street krakkede. Min redegørelse afsluttes med en beskrivelse af den fysiske og psykiske
tilstand blandt de amerikanske borgere under den efterfølgende store depression. I analysedelen
vil jeg nævne hvilke faktorer der forårsagede krisen. Her vil jeg komme ind på landbruget,
banksystemet, aktiespekulation mm. Derefter vil jeg komme ind på hvilke faktorer der påvirkede
den amerikanske økonomi mest. I analysedelen vil jeg slutte af med at redegøre for New-Deal
politikken, som var Roosevelts løsning på krisen, og derefter analysere på, om dennes politik og
hele hans fremgangsmåde kunne gøres anderledes. Den sidste del af opgaven er en
vurderingsdel. Her vil jeg vurdere, diskutere og debattere forskelle og ligheder med den
nuværende krise i USA. Det vil jeg gøre, ved blandt andet at undersøge de forskellige nøgletal fra
de 2 kriser, og herved vurdere om de forskellige data rent statistisk set ligner hinanden. Jeg vil til
sidst i opgaven komme med et bud på, hvad man skal gøre i fremtiden for at forhindre lignende
kriser som den store depression og finanskrise.
SRP – Den store depression
5
For at kunne være i stand til at løse hele denne opgave har jeg indsamlet information fra bøger
fra hovedbiblioteket og fra biblioteket på , artikler fra internettet og
relevant udleveret materiale og viden fra timerne i International Økonomi og Samtidshistorie.
Den store depression
I 1918 sluttede 1. verdenskrig efter mere end 4 års krig i skyttegravene. Mellemøsten, Europa og
store dele af Afrika og Sydøstasien var hårdt medtaget. USA derimod havde kun i begrænset
omfang deltaget i denne krig. Derfor havde de forholdsvis nemt ved at trænge ind på nye
markeder både i Latinamerika og Europa under krigen. Frem til 1920 oplevede USA en
højkonjunktur. I 1920 oplevede verden et kraftigt prisfald, som var en følge af produktionens
tilpasning til fredstidsproduktion.
1
I 1923 og frem til Præsident Calvin Coolidges afgang i 1929 var
der hyperinflation i USA. Den 4. Marts 1929 tog Herbert Hoover over som Præsident for USA.
Skaden var dog allerede sket. Økonomien var overophedet, og det var et spørgsmål om tid før
den amerikanske økonomi ville ligge i ruiner.
Den første person der forudså sammenbruddet var den amerikanske økonom Roger Babson. Til
den årlige nationale virksomhedskonference den 3. september 1929 forudså han: ”Før eller
senere vil der komme et sammenbrud, og det kan blive frygteligt ... fabrikker vil lukke ... folk
mister deres arbejde ... den onde cirkel vil rotere for alvor, og resultatet vil blive en alvorlig
virksomhedsdepression”.
2
Dagen derpå faldt aktiemarkedet med mere end 10 procentpoint.
Tilliden til de skyhøje aktiekurser var faldende. Der kom dog en advarsel mere før børsen
krakkede reelt. Torsdag d. 24 oktober 1929 åbnede markedet med store salg og køb af aktier.
Der var så meget tryk på aktiehandlen den dag, at kurserne var forsinket i næsten en time.
Derfor udbrød der en stemning af panik og forvirring blandt aktieejerne, hvilket medførte et stort
fald på aktiemarkedet allerede før middag den pågældende dag. Over middag var der indkaldt til
et møde mellem landets 6 mægtigste bankdirektører og bestyrelsesformænd. De blev hurtigt
enige om, at noget måtte gøres for at stoppe den angst og skræk der havde sat kurserne i frit
fald. Det er aldrig blevet specificeret, hvilket beløb man indskød eller på anden måde forpligtede
sig til. Rygterne derimod svirrede fra at de havde indskudt alt fra 20-30 millioner dollars til i alt
1
”Samtidshistorie for Handelsgymnasiet” skrevet af H.E Gade(1978), Bergs Forlag – side 46
2
”Wall Street krakket” skrevet af Alex Woolf(2002), Forlaget Flachs. – side 20
SRP – Den store depression
6
240 millioner dollars.
3
Denne kapitalindsprøjtning på markedet havde den ønskede effekt.
Kurserne stabiliserede sig og markedet lukkede med et minus på ”kun” 12 procentpoint.
De følgende 5 dage blev der gjort en fælles indsats af forretningsfolk, bankledere og politikere,
inklusive den amerikanske præsident Herbert Hoover, for at berolige folk. Alle forsikrede, at
økonomien var sund, krisen ovre, og at alting var som før
4
. Mandag den 28. oktober udsendte
New York bankerne en pressemeddelelse der meddelte, at det ikke var deres ansvar at
opretholde et bestemt kursniveau eller beskytte nogens profit, som de havde gjort det 4 dage
forinden. Der var ikke længere nogen til at beskytte aktieejerne. Det fik igen aktiespekulanterne
til at panikke og industri-gennemsnittet var faldet fra kurs 299 til 261 inden dagen var omme. Det
var dog ingenting i forhold til hvad de havde i vente den kommende dag. Salget begyndte så
snart markedet åbnede, og der omsattes i enorme mængder aktier. Gentagne gange og i mange
papirer var der en overvældende mængde salgsordrer og slet ingen købere. Det fik en
amerikansk forfatter til at byde 1 dollar pr. aktie for en stor aktiepost, der oprindeligt var flere
100 dollars værd pr. aktie. Da der ikke var andre bud fik han den.
5
Salget blev ved helt indtil 5
minutter før lukketid, hvor et par mæglere begyndte at løfte hænderne og byde på aktier.
Omsider begyndte kurserne at rette sig en smule. Industri-gennemsnittet var ved lukningen den
29. oktober 1929 faldet med 43 procentpoint – samme niveau som et helt år tidligere i november
1928.
På sorte tirsdag var over 14 millarder dollars slået af aktiemarkedets værdi. Til sammenligning
var det samlede statsbudget i 1929 på godt og vel 3 millarder dollars. De førudnævnte krak var
dog kun begyndelsen. Industri-gennemsnittet på New York Stock Exchange var mere ellere
mindre i frit fald 3 år endnu. Efter en kort opblomstring i foråret 1930 begyndte aktiemarkedet
på ny at falde, og det fortsatte i en ond spiral indtil det i 1933 havde mistet 85% af sin værdi.
6
Økonomien gik hånd i hånd med aktiekurserne og det betød at den industrielle produktion faldt
med godt en tredjedel. I starten prøvede familierne rundt omkring i USA at holde fast ved deres
3
”Det store krak 1929” skrevet af John Kenneth Galbraith(1955), Gyldendal. – side 116
4
”Wall Street krakket” skrevet af Alex Woolf(2002), Forlaget Flachs. – side 24
5
”Det store krak 1929” skrevet af John Kenneth Galbraith(1955), Gyldendal. – side 125
6
”Kriser, krak & Kaviar” skrevet af Lars Tvede(2002), Børsens Forlag. – side 131
SRP – Den store depression
7
aktiver. Men som man kan se i film som ”Cinderella Man”, var det ikke muligt i længden i takt
med at den økonomiske situation blev forværret. Aktiver som maleren Picassos
”Middagsselskab” blev dengang solgt for 400 dollars. Idag ville maleriet på auktion kunne
indbringe flere millioner dollars. Bankerne ville ikke låne penge ud. De havde mistet millarder af
dollars under børskrakket, da mange investerede for penge, de havde lånt i banken. Derfor gik
mange banker fallit, og de der ikke gjorde, lukkede kassen i. Mange virksomheder bukkede under
og det gav en kæmpe stigning i ledigheden. I 1932 var arbejdsløsheden steget fra 1,5 millioner til
13 millioner. Det svarede til cirka 25% af den amerikanske arbejdsstyrke.
Det er meget sandsynligt, at Hoover, hvis ikke krakket og depressionen var indtruffet, ville være
husket som en god præsident. Herbert Hoovers popularitet var stor frem til 1930. Men da
depressionen brød ud, var han ikke i stand til at hjælpe sit folk ud af krisen. Hoover var af den
opfattelse, at folk måtte klare sig selv og ikke skulle være afhængige af regeringshjælp, heller
ikke de aller fattigste. Han mente, at sådan en hjælp ville gøre dem for afhængige af staten, og
svække folks vilje til at arbejde hårdt. Mange af de arbejdsløse var nu uden hjem, og var derfor
nødt til at søge tilflugt i de store skurbyer i fx Central Park i New York. De hjemløse kaldte
skurbyerne for ”Hoovervilles” efter den præsident, som de mente gjorde så lidt for at hjælpe
dem. I 1932 godkendte Hoover dog imidlertid et forslag, der gav pengelån til staterne til
nødhjælpsformål. Problemet var bare, at dette ikke hjalp de fattige væsentligt og var heller ikke
med til at stimulere økonomien.
7
Dette lille initiativ var stort set det eneste Herbert Hoover
gjorde for at ændre tingenes gang. Han fastholdt stædigt, at velstanden lå lige om hjørnet og
krisen ville gå over af sig selv. Amerikanerne var ikke overbevist. Økonomien var ikke blevet
bedre i løbet af hans tid som præsident for de forenede stater.
I 1933 blev han derfor vippet af posten som præsident til fordel for demokraten Franklin Delano
Roosevelt. Under slogan´et ”a new deal” iværksatte Roosevelt en politik mod fattigdommen og
krisen. Udgangspunktet for den nye politik var konstateringen af, at krisen var en prisfaldskrise.
Prisfaldstendensen kunne man komme til livs, dels ved at fremkalde en øget efterspørgsel efter
varer, og dels ved at vareudbuddet mindskes. Efter sin tiltræden i marts 1933 iværksatte
Roosevelt et 100-dages program. Målet var at lindre den værste økonomiske nød, at reducere
arbejdsløsheden og at bringe en vis bevægelse i den økonomiske udvikling, og især overbevise
7
”Wall Street krakket” skrevet af Alex Woolf(2002), Forlaget Flachs. – side 35
SRP – Den store depression
8
amerikanerne om at Roosevelt og hans regering gjorde det rigtige. Et af hans første indgreb var
saneringen af bankvæsnet, som var en nødvendighed for at kunne vænne tilbage til normale
kreditforhold. Ud fra erkendelsen af, at et sundt bankvæsen var en forudsætning for
erhvervslivets udvikling, støttede regeringen med kapitaltilførsler de bedst konsoliderede
banker, som derefter kunne genoptage deres aktiviteter. Samtidigt blev der trykt flere
pengesedler og Roosevelt valgte at ophæve reglen med at man kunne veksle dollar til guld. Dette
var blandt andet med til at skabe en mild inflation, hvilket er positivt under en prisfaldskrise.
8
Da de 100 dage var slut begyndte den egentlige New-Deal politik. Hvad den politik indebar vil jeg
komme ind på senere i opgaven. Roosevelt fik, hvis ikke vendt, så stabiliseret krisen. De værste
konsekvenser af krisen blev fjernet, og den gennemsnitlige amerikaners levevilkår blev betydeligt
forbedret. Produktionen var igen steget til det dobbelte i 1936 efter at have nået bunden 4 år
tidligere. Præsident Roosevelts politik var blevet utrolig populær i størstedelen af den
amerikanske befolkning og det kom også klart til udtryk ved præsidentvalget i 1936, hvor
Roosevelt vandt med et stort flertal i ryggen. At krisen ikke helt var væk så man, da der i 1937-
1938 viste sig nye afmatninstendenser.
9
Produktionen faldt igen med 25% over det år.
Arbejdsløsheden steg også fra 5 millioner ledige til hele 12 millioner i samme periode fra 1937 til
1938. På dette tidspunkt medførte oprustningerne imidlertid et nyt økonomisk opsving.
Opsvinget fortsatte årtiet ud og helt ind i 2. verdenskrig.
Faktorer der forårsagede krisen
I snart 80 år har man diskuteret, hvad det var der var årsagen til den store depression, og hvilke
elementer der fik boblen til at briste. Der er ingen tvivl om at bankerne bar en stor del af skylden
for at børsen krakkede på Wall Street i 1929. Bankerne blev uden tvivl grebet af de brølende
20´ere hvor den amerikanske industri sprudlede efter 1. verdenskrig. I den periode var stort set
alle kreditværdige, og bankerne lånte ud til højre og venstre. Samtidigt blev en ny betalingsform
indført, afbetalingshandlen. Denne måde at betale på, gjorde det muligt at udskyde
betalingsdatoen, og derfor var der ikke nødvendigt for køberen at have penge i købsøjeblikket.
Dette gjorde derfor også erhvervslivet og bankerne mere følsomme overfor krisen da den kom,
8
”Samtidshistorie for Handelsgymnasiet” skrevet af H.E Gade(1978), Bergs Forlag – side 53
9
”Samtidshistorie for Handelsgymnasiet” skrevet af H.E Gade(1978), Bergs Forlag – side 54
SRP – Den store depression
9
fordi der var mange der ikke var i stand til at betale tilbage. Der er ingen tvivl om, at der dengang
var tale om at økonomien var overophedet. Hvis man tager et kig på nøgletallene for den
amerikanske økonomi, er det tydeligt, at det ikke hang sammen og at det kun var et spørgsmål
om tid før højkonjunkteren ville få en ende.
Produktionen i USA var allerede omkring 1. verdenskrig oppe på et højt niveau. Dette niveau
fortsatte langt ind i 1920´erne hvor Europa rent faktisk var kommet nogenlunde på fode igen.
Samtidigt med at produktionen bare steg og steg blev priserne bare lavere og lavere. Dette
skyldes samlebåndsproduktionen i amerikansk industri der gav et stort økonomisk udbytte pr.
beskæftiget arbejder, men det medførte også at arbejdsløsheden steg. Derfor står man pludselig
tilbage med et samfund hvor udbuddet er kæmpe stort og hvor efterspørgslen er faldende
grundet stigningen i arbejdsløsheden. I USA er man sin egen lykkes smed og der var derfor intet
økonomisk sikkerhedsnet, hvis man blev arbejdsløs. Derfor kunne de arbejdsløse ikke opretholde
et forbrug der bare mindede om et niveau som dengang de havde arbejde. Efterspørgslen fra
Europa var også stoppet fuldstændigt. De europæiske lande havde købt mange varer i USA siden
1. verdenskrig. Derfor opstod der valutamangel, hvilket betød at USA i 1920´erne havde tappet
Europa for guld. Dette tvang de europæiske lande til at prøve at gøre sig så selvforsynende som
muligt. Derfor blev der i mange europæiske lande oprettet valutakontorer, der havde til opgave
at føre kontrol over, at der ikke blev importeret flere varer fra USA, end højst nødvendigt.
Aktiemarkedet gav generelt i 1920´erne store afkast. Det fik mange amerikanere til at spekulere
på aktiemarkedet for lånte penge. I 20´erne blev de såkaldte holding firmaer meget populære.
Problemet var bare at disse firmaer ikke havde nogen produktion, og deres eneste opgave var at
producere aktier. Det førte til mere aktiespekulation, da det pressede aktiekurserne højere op,
hvilket fik krakket til at slå hårdere end ellers. På sorte tirsdag fik det hele en rystende afslutning.
Aktiekurserne styrtdykkede, og panikken bredte sig hurtigt og formuer gik simpelthen tabt på
krakket. Det fik bankerne til at stå tilbage med en kæmpe gæld, der senere gjorde at flere banker
gik konkurs. Bankkrakkene gjorde også, at en del sunde virksomheder måtte bukke under, hvilket
betød at den amerikanske befolkning mistede tilliden til pengemarkedet, hvilket videre betød at
flere banker blev illikvide og derfor så de sig nødsaget til at indgive en konkursbegæring. Der var
dog enkelte banker der fik en hjælpende hånd i form af kapitaltilførsler fra Roosevelts regering.
Før Roosevelt gav en hjælpende hånd til de bedste konsoliderede banker, var bankerne ikke
SRP – Den store depression
10
interesserede i at låne penge ud. Det betød at den gennemsnitlige amerikaner ikke længere
kunne låne penge i banken, og derfor måtte gå fra hus og hjem.
Et andet vigtigt punkt når man skal analysere årsager til den store depression, er forskellen
mellem landbruget og industrien op gennem 20´erne. Den store produktion gjorde at
lagerbeholdningerne både i industrien og i landbruget havde hobet sig op i løbet af 20´erne.
Landbruget i amerika havde ikke oplevet en økonomisk fremgang der bare lignede industriens
fremgang en smule. Det betød at jordværdien i perioden fra faldt fra 108 dollars til 76
dollars pr. acre.
10
1 acre svarer til cirka 4 kvadratmeter. I 1929 var lagrene hos landmændende
allerede fyldt, da de skulle til at høste. I de foregående år var kornet ikke blevet solgt, da det ikke
var muligt sælge kornet til lønsommelige priser. I årene op til 1929 havde det været gode høstår,
og dette år var ingen undtagelse. Derfor var landmændende nødt til at realisere en stor del af
deres kornbeholdning fra de sidste par år. Det gav et kæmpe udbud af korn, der tvang
kornpriserne i bund. Krisen begyndte så småt at brede sig til byerne. Landbruget havde ikke
længere brug for varer fra industrien, og sammen med overproduktionstendenserne i industrien
gjorde det, at også priserne på industrivarer faldt. Virksomhederne var nu tvunget til at
producere mindre end ellers. Det gjorde at man nu var nødt til at afskedige en stor del af
arbejdsstyrken. Arbejderne i byen havde nu ikke noget arbejde, og derfor ingen penge til at
forbruge. Økonomien gik fuldstændigt i stå, og der blev ikke gjort noget de næste 3 år for at
stimulere den igen.
Roosevelts løsning
Da Herbert Hoover i starten af 1929 tiltrådte som præsident, sagde han: ”Vi er et lykkeligt folk.
Det viser statistikken. Vi har flere biler, flere badekar, flere oliekaminer, silkestrømper og
bankkonti end noget andet folk på jorden”
11
. Han kunne på det tidspunkt ikke se hvordan det
skulle være muligt ikke at blive lykkeligere, i kraft af den stigende produktion. Den store
depression så dagens lys alligevel, og Hoover valgte at forholde sig passivt. Som den overbeviste
liberalist han var, fastholdte han stædigt, at erhvervslivet selv kunne overvinde krisen. Denne
ideologi virkede ikke overbevisende på vælgerne i 1933 hvor der igen var præsidentvalg. De
10
”Samtidshistorie for Handelsgymnasiet” skrevet af H.E Gade(1978), Bergs Forlag – side 47
11
”Det 20. århundredes verdenshistorie” skrevet af C. Syskund & B. Söderberg(1997), Systime. – side 62
SRP – Den store depression
11
seneste 3 år havde ikke været gode for amerika, og de befandt sig på daværende tidspunkt dybt
inde i den store depression. Derfor skiftede vælgerne Herbert Hoover ud med Franklin Delano
Roosevelt. Roosevelt var af den opfattelse, at statsmagten skulle gribe aktivt ind og derved prøve
at stimulere økonomien med en aktiv finanspolitik, også kaldt New-Deal politikken. New-Deal
politikken startede med et 100-dages program. I disse 100 dage var målet at reducere
ledigheden og prøve at sætte gang i den økonomiske udvikling. Udgangspunktet for politikken
var konstateringen af, at den nuværende krise var en prisfaldskrise. Måden man kunne komme
denne prisfaldstendens til livs, var ved at forsøge at øge efterspørgslen, og samtidigt prøve at
dæmpe udbuddet af varer. Allerede den 6. marts 1933, 2 dage efter Roosevelt havde overtaget
kontoret fra Hoover blev dollarens guldindløselighed ophævet. 3 dage senere lukkede han
bankerne i USA i 8 dage. Bankernes økonomi skulle nærsturderes og alle deres lig i lasten i form
af kæmpe ikke indfriede udlån skulle frem i lyset. Efter de 8 dage var det kun de banker som
kunne fremvise deres solvens(kreditværdighed), der fik lov at åbne igen.
12
Dette skabte endelig
den fornødne tillid til banksystemet. I de bare 100-dage formåede man at skabe en mild inflation.
At stoppe for dollarens guldindløselighed skabte nemlig en lille prisstigning, fordi dollarens værdi
faldt. Derudover trykte staten i denne periode også flere penge, hvilket igen var med til at skabe
en stigning i inflationen. Efter slutningen på de 100-dage begyndte den egentlige New-Deal
politik. Roosevelt var af den opfattelse, at det eneste den amerikanske befolkning havde at
frygte, var frygten i sig selv. Med det mente han, at hvis amerikanerne blev ved med at gemme
pengene i deres huse og grave dem ned i haven, så ville USA ikke kunne komme ud af krisen.
Derimod skulle de igen turde at forbruge og begynde at sætte deres penge i banken.
New-deal bestod af en masse reformlove, økonomiske hjælpeprogrammer, og agenturer, der
skulle være med til at genoprette økonomien. Som sagt var det vigtigt for Roosevelt, at få
reguleret produktionen og på samme tid få hævet priserne. Til dette formål blev der oprettet
Agricultural Adjustment Act, som blev forkortet AAA. AAA var en slags komite der skulle styre
produktionsplanlægningen. Den havde til formål at hæve priserne på landbrugsvarer ved at
reducere produktionen. Dette blev gjort ved at foretage køb af gammel korn, som man derefter
destruerede og ved at give landmændene penge for at lade være med at bruge deres marker til
12
”The Great Depression & The New Deal” skrevet af Erik Rauchway(2008), Oxford University Press. – side 58
SRP – Den store depression
12
at producere landbrugsvarer.
13
Der blev også igangsat en masse byggeprojekter over hele USA.
Skoler, udbygning af infrastrukturen, socialt boligbyggeri, lufthavne, broer og dæmninger var
bare nogle af de offentlige investeringer der blev sat i gang. Det blev en meget dyr affære og der
måtte optages lån for at kunne gennemføre dem. Derimod havde disse byggeprojekter en positiv
effekt da man fik en pæn stigning i bruttonationalproduktet og fik skabt en masse jobs til de
arbejdsløse.
I 1935 vedtod kongressen også en social tryghedslov, som markerede et vendepunkt i
amerikansk politik, da den var det første skridt i retning af en velfærdsstat. Gamle og arbejdsløse
fik et socialt sikkerhedsnet, hvor der blev dannet pensionsfonde og en arbejdsløshedsforsikring.
Derudover fik virksomhederne forbud mod at fyre ansatte fordi de organiserede sig i
fagforeninger og de kunne heller ikke nægte at forhandle kollektivt med de ansattes valgte
repræsentanter.
14
Derfor steg antallet af medlemmer i organisationer blandt industriarbejdere til
over det dobbelte i løbet af få år. Alt i alt mener man at New Deal var med til at skabe omkring 6
millioner jobs, det svarer til et fald i arbejdsløsheden fra næsten 25% i 1933 til under 10% sidst i
1936. Man fik også vendt det faldende bruttonationalprodukt fra til stigninger fra
15
Regeringen forsøgte i 1937 at bringe balance i budgetterne, ved at holde igen med de store
offentlige udgifter, som man havde set de seneste par år. Grunden til dette, var at de forenede
stater i 1936 havde et underskud på hele 4,6 milliarder dollars. Denne spareplan har mange
keynesianere brugt til at forklare, hvorfor man i 1937 og i 1938 oplevede en mindre recession.
Økonomen John Maynard Keynes var af den overbevisning, at man i tider med recession skulle
overbudgettere. Det vil sige at staterne skal bruge flere penge end de normalt ville gøre for at
stimulere økonomien. Derimod skulle man i tider med højkonjunktur underbudgettere, altså
bruge færre offentlige midler på at stimulere økonomien. På den måde mente han, at man kunne
undgå en overophedning af økonomien og samtidig undgå en stor økonomisk krise, som man så
under den store depression. Roosevelts mål med New-Deal politikken var stabilisering af
13
”The Great Depression & The New Deal” skrevet af Erik Rauchway(2008), Oxford University Press. – side 78-82
14
”Det 20. århundredes verdenshistorie” skrevet af C. Syskund & B. Söderberg(1997), Systime. - side 63
15
”The Great Depression & The New Deal” skrevet af Erik Rauchway(2008), Oxford University Press. – side 55
SRP – Den store depression
13
priserne. Keynes var uenig og mente i stedet, at man skulle gå ind og stabilisere beskæftigelsen
og den samlede indkomst gennem statsbudgettet. Keynes fik et møde sat i stand med præsident
Roosevelt, så han kunne overbevise ham om rigtigheden af hans teorier. Mødet blev langt fra
nogen succes, og efter mødet betvivlede de begge hinandens helbredstilstand.
16
Det er ikke til at vide hvordan det ville have påvirket USA idag hvis Roosevelt ikke havde indført
New-deal politikken. Faktum er at fra 1929 til 1933 var økonomien i USA kun blevet dårligere og
dårligere. Efter Roosevelt trådte til rettede økonomien sig, og man begyndte lige så langsomt at
kunne se en ende på depressionen. Det er svært at vurdere om økonomien havde rettet sig selv
alligevel, men på daværende tidspunkt var der intet, der tydede på at tilstanden ville ændre sig.
Derfor er jeg af den overbevisning, at Roosevelt gjorde det mest hensigtsmæssige, da han valgte
at føre en meget lempelig finanspolitik. Dette gjorde han for at stimulere økonomien, der mildest
talt var gået i stå under Herbert Hoover. Ud fra statistikker fra den tid gik det også kun fremad
for den amerikanske økonomi efter han trådte til. Prisfaldstendensen, også kaldt deflation fik
man ændret til inflation. Derudover fik man også skaffet et stort antal nye arbejdspladser, så de
fattigste som boede i små skure kunne flytte ind i egnede boliger.
Jeg er enig med keynes teori om, at det tilbagefald man så i 1936 og 1937 skyldes regeringens
spareplan. Spareplanen var så omfattende, at mange af de 6 millioner mennesker der havde fået
job de seneste par år simpelthen blev fyret igen. Det var især de mange og store byggeprojekter
der havde skaffet de arbejdsløse arbejde. Da disse projekter ikke blev ved med at eksistere var
det indlysende, at man blev nødt til at afskedige, da der ikke var arbejde nok alle . Den måde han
kunne have undgået det på, var ved at spare over en længere årrække, så man ikke fik en masse
arbejdsløse på samme tid. Arbejdsløsheden var med til at skabe panik og angst for at forbruge i
hele samfundet. Hvis regeringen ikke længere havde råd til investeringer, ville det efter min
mening have haft en bedre effekt, at stifte en større udlandsgæld, da det på dette tidspunkt
galdt om at få USA ud af depressionen så hurtigt som muligt. Koste hvad det ville. USA kom for
alvor først ud af depressionen i forbindelse med 2. verdenskrig, hvor der var arbejde til alle der
var i stand til det.
16
”Kriser, krak & Kaviar” skrevet af Lars Tvede(2002), Børsens Forlag. – side 134
SRP – Den store depression
14
Sammenligning med Finanskrisen
Det er utrolig mange ligheder med tanke på den nuværende finanskrise i USA. Der er dog også et
par enkelte forskelle jeg vil starte med at nævne. En negativ forskel er, at aktiemarkedet globalt
da finanskrisen startede omkring april 2008, tog et større fald end ved børskrakket i 1929. Som
nedenstående figur viser, har kurserne dog rettet sig igen og de er nu på niveau med kurserne fra
krisen i 1930´erne.
17
Dette skyldes formentlig, at de forskellige regeringer rundt omkring i verden i denne nuværende
finanskrise har været bedre til at reagere med forskellige hjælpepakker. Disse hjælpepakker
skulle være med til at stimulere økonomien. Den 17. februar 2009 skrev Barack Obama under på
en hjælpepakke, hvis formål var at stimulere den amerikanske økonomi. Hjælpepakken havde en
samlet værdi på 789 milliarder dollars. Aftalerne i pakken er blevet indgået indenfor et år efter,
at man første gang havde hørt tale om en finansiel krise. Til sammenligning skulle der gå 4 år før
der blev handlet ved krisen i 30´erne. Dette kan være en af grundene til, at man ser at
aktiemarkedet har rettet sig igen. Dette er en af de positive forskelle ved den nuværende krise i
forhold til den store depression. Derfor tror jeg ikke, at denne nuværende krise bliver så slem i
USA. En anden grund er, at arbejdsløshedstallene slet ikke når de samme højder som i 30´erne.
Dengang var arbejdsløsheden på omkring 25 % da den var højst. Idag er ledigheden på omkring
10%, og de nyeste tal fra november viser samtidigt at der bliver færre og færre arbejdsløse i USA.
17
http://www.voxeu.org/index.php?q=node/3421
SRP – Den store depression
15
Renten er også en vigtig faktor for økonomien. Tilbage i 1930 gjorde FED(amerikanske
nationalbank) ikke nok for at pumpe penge ud i til befolkningen. Renten blev alt for hurtigt
hævet da økonomien viste tegn på forbedring, og det var med til at forlænge depressionen.
Under den nuværende finanskrise, har FED taget ved lære af fortidens fejl. Allerede omkring
årsskiftet 08/09 sænkede den renten til omkring 0%. Intet tyder også på at det vil ændre sig
væsentligt før USA er kommet sig fuldstændig over krisen.
Tiden op til krisen i 30´erne, har en del ligheder med tiden op til den nuværende finanskrise. I
årene op til bankkrakket havde amerikanerne oplevet en højkonjunktur som aldrig før.
Økonomien endte med at blive overophedet, og det er noget af det samme man oplevede op til
den nuværende krise. Det hele begyndte med terrorangrebet i USA for syv år siden, som førte til
et chok og en midlertidig lukning af Wall Street. På grund af frygt for en afmatning sænkede
centralbanker verden over renten for at holde forbruget på et normalt niveau. Den rente forblev
kunstig lav de efterfølgende år og boostede dermed forbruget. Priserne var presset op på et
niveau der ikke var realistisk. Eksempelvis var boligpriserne i USA alt for høje, og mange
amerikanere udnyttede den friværdi de havde i huset, til forbrug og investeringer. Derudover
havde amerikanere anvendt de såkaldte subprimelån. Subprimelånene var lån givet til
amerikanske boligkøbere med lav kreditværdighed. Mange af dem var skruet sammen, så
låntagerne de første år ikke havde de store udgifter, men så pludselig rammes af en høj månedlig
ydelse. Kort sagt havde bankerne lånt for mange penge ud til for dårlige betalere. Det gav
bagslag, da boligmarkedet vendte i løbet af 2006 og 2007, og låntagerne blev ude af stand til at
betale deres ydelser.
18
Da huspriserne faldt, stod mange amerikanere tilbage med en kæmpe gæld, som de ikke var i
stand til at betale tilbage til banken. Bankerne mistede derfor en masse penge på boliglån.
Bankerne fik problemer. Det skabte panik og folk valgte at tage pengene ud af banken, ligesom
man så i 30´erne. Der er dog den væsentlige forskel at amerikanerne i 1930´erne ikke havde
indskydergaranti. Indskydergaranti er hvor at man har sikkerhed for de penge man sætter i
banken op til et bestemt beløb. Dette beløb er i EU netop blev forhøjet til 50.000 euro under
denne krise. Derfor er der ikke nær så mange, der tager deres penge ud af banken i forhold til
tidligere. Generelt har vi under den nuværende krise en meget større offentlig sektor, der virker
18
http://borsen.dk/okonomi/nyhed/138077/
SRP – Den store depression
16
stabiliserende på økonomien. Centralbankerne er samtidig også meget mere aktive i dag, end de
var dengang. Derudover er der i dag en række internationale organisationer, som fx WTO, der
skal forhindre, at lande beskytter egne industrier mod udenlandsk konkurrence ved for eksempel
at hæve tolden, som det var tilfældet i USA i 1930'erne.
En bemærkelsesværdig lighed er, at det var republikanere der var præsidenter, da de 2 kriser
brød ud. Spørgsmålet er om, det er et tilfælde, eller om de rent faktisk bærer en del af skylden
for de 2 kriser? Herbert Hoover og George W. Bush formåede aldrig rigtig at hjælpe økonomien i
den rigtige retning. Herbert Hoover kunne ikke nå at gøre så meget for at forhindre børskrakket i
1929, da han først blev præsident et par måneder før. Da krisen til gengæld brød ud, formåede
han på ingen måde at ændre på tingenes tilstand, og depressionen blev kun værre mens han var
præsident. George W. Bush havde heller ikke vist sit værd da finanskrisen i 2008 brød ud. I de
sidste 5 måneder han var præsident, mistede mere end 2 millioner amerikanere jobbet. Da dette
skete havde han siddet som præsident i snart 8 år, og har derfor haft masser af tid til at forhindre
det. Det skal dog siges, at Bush har gennemført hjælpepakker i sin tid som præsident, og har
generelt ført en meget ekspansiv finanspolitik hvor han har prøvet at regulere økonomien via en
voldsom vækst i det offentlige forbrug. Den har ikke haft nogen stor positiv virkning på
økonomien. USA´s statsgæld er under Bush steget med 5000 milliarder dollars, til næsten det
dobbelte. Den forøgede statsgæld er et resultat af krigene Irak og Afghanistan, som har været
ufattelig dyr for amerikanerne.
De 2 efterfølgere til de førnævnte præsidenter har begge været demokrater. I begge tilfælde har
det lykkedes dem at reagere poltitisk, så man også har kunnet se en positiv reaktion i samfundet.
Roosevelt formåede med sin New-Deal politik at få USA på ret køl igen, og der var bestemt bedre
tider på vej. Da det amerikanske folk valgte Roosevelt som præsident, forventede de handling.
De fik masser af handling. Mange jobs blev skabt og man fik igen tro på banksystemet, hvilket er
utrolig vigtigt under en økonomisk krise. Da Barack Obama trådte til i januar 2009, var USA´s
økonomi mildest talt dårlig. Stigende arbejdsløshed og faldende produktion var bare nogle af de
få problemer Obama stod overfor. Allerede en måned senere skrev han under på en økonomisk
stimulerende hjælpepakke, til en værdi af hele 789 millarder dollars. Det har været svært indtil
for nyligt at se om pakken overhovedet har haft en positiv indflydelse på økonomien, men nu
begynder de forskellige nøgletal at vende så småt. Bruttonationalproduktet er fra 2. til 3. kvartal
SRP – Den store depression
17
2009 gået fra at være i minus til at være i plus. Derudover har de nyeste tal omkring
arbejdsløsheden været positive. For første gang siden finanskrisen brød ud har man i november
2009 oplevet, at der er blevet færre ledige end måneden før. Derfor kan man konkludere at en
demokratisk præsident igen har fået stabiliseret økonomien, og nu må fremtiden så vise om han
er i stand til også at vende den.
Kan man så derfor sige, at den demokratiske økonomiske politik med mange reguleringer, kan
forhindre økonomiske kriser? Der er noget der historisk tyder på, at hvis der ikke er nogen form
for regulering, altså statslige indgreb, så vil man hyppigere se en finansiel krise. Op til krisen i
30´erne havde den liberale markedsøkonomi fuldstændig frie tøjler og man så ikke skyggen af
regulering, og det var formentlig det der var med til at starte depressionen. Til gengæld mener
de der beskytter de borgerlige-liberale værdier, at det var for meget politisk regulering op til
finanskrisen, og at dette faktisk er årsagen til, at vi netop gennemgår den værste recession i
årtier. CEPOS som er en uafhængig tænketank, der fremmer et Danmark baseret på frihed,
ansvar, privat initiativ og en begrænset statsmagt. De går ind for blandt andet fri konkurrence og
frie markeder, og er tilhænger af global frihandel og imod statsstøtte til erhvervslivet. De er
naturligvis enige i, at for meget regulering er årsagen til finanskrisen. Direktør i CEPOS, Martin
Ågerstrup siger blandt andet: ”Der er gode argumenter for, at krisen i USA i høj grad skyldes for
meget politisk indblanding, snarere end for lidt. For eksempel har amerikanske politikere ud fra
et ønske om at udvide andelen af boligejere tvunget bankerne til at yde lån til huskøb til
personer uden kreditværdighed og yderligere subsidieret sådanne lån”.
19
Derfor er jeg også
overbevidst om, at uanede mængder reguleringer er skidt for økonomien, men på samme tid
skal man passe på med, at give de frie markedskræfter alt for frie tøjler, da dette ofte ender med
en økonomisk krise. Der er endnu ikke fundet den rette kombination, så vi konstant kan have en
god stabil økonomi, og det er ikke sikkert man nogensinde finder det.
Konklusion
Frem til børskrakket på Wall-Street i oktober 1929 havde man i USA oplevet en højkonjunktur,
heraf navnet de brølende 20´ere. Højkonjunkturen skyldes at man kunne producere mere end før
pga. samlebåndsproduktionen. Det var samtidigt muligt, at afsætte denne støre mængde varer til
19
http://www.cepos.dk/publikationer/kommentar/enkelt-visning-kommentar/artikel/finanskrise-skyldes-for-meget-
politisk-regulering-1/
SRP – Den store depression
18
Europa, der stadig led efter 1. verdenskrig. Aktierne var også alt for høje, i forhold til hvad de
reelt var værd. Bankerne lånte penge ud til investeringer i aktier, og sammen med de såkalte
holding virksomheder trak de kurserne op.
Sidst i oktober krakkede børsen på Wall-street og sendte USA ud i en depression, der skulle vise
sig at vare i næsten et årti. Under denne depression, steg arbejdsløsheden kraftigt. Når
arbejdsløsheden steg, faldt forbruget, hvilket fik arbejdsløsheden til at stige yderligere. Hele den
amerikanske befolkning var stærkt påvirket. Mange mennesker boede i de såkaldte
”Hoovervilles”, som er skurbyer. Grunden til at de hed ”Hovervilles”, skyldes den daværende
republikanske præsident Herbert Hoover. Fra 1929 til 1933 sad han som præsident, uden at
forsøge at ændre slagets gang. Derfor blev han i 1933 afløst af demokraten Franklin Delano
Roosevelt. Roosevelt formåede med sin New-Deal politik at få stabiliseret krisen, og forhindrede
derved en yderligere forværring af krisen. New-Deal politikken gik ud på at skabe arbejdspladser
og stoppe prisfaldstendenserne i samfundet. Dette lykkedes ved at ophæve dollarens
guldindløselighed, lave omfattende offentlige investeringer og skabe tillid til banksystemet. De
økonomiske nøgletal blev forbedret, og den amerikanske befolkning kunne så småt flytte ud af
skurbyerne. I forstod man at depressionen endnu ikke var ovre, da man oplevede en
mindre recession. Recessionen skyldes regeringens spareplan. Roosevelt kunne ikke leve med
endnu et år hvor man overbudgetterede, og han forsøgte derfor at få de offentlige finanser til at
balancere. Økonomien rettede sig dog igen året efter, og økonomien blev forbedret videre ind i
2. verdenskrig.
Den nuværende krise, minder en del om krisen i 30´erne på den måde at, årene op til var præget
af højkonjunktur. Den liberale markedsøkonomi havde fået frie tøjler, og der var generelt meget
lidt regulering. Der er dog ikke særlig sandsynligt at krisen lige nu udvikler sig, og bliver så slem
som den store depression. Federal Reserve og regeringen har været aktive fra krisens
begyndelse, hvilket er en stor forskel sammenlignet med krisen for 80 år siden. Nu er
spørgsmålet bare hvor længe finanskrisen varer endnu. Vi har formentlig oplevet den værste
krise, og holder nationalbanken og regeringen den aktive linje hele vejen igennem, er USA
formentlig ude af finanskrisen i 2011.
SRP – Den store depression
19
Litteraturliste/Kildehenvisninger
Bøger:
”Kriser, krak & Kaviar” skrevet af Lars Tvede(2002), Børsens Forlag.
”Det store krak 1929” skrevet af John Kenneth Galbraith(1955),
Gyldendal.
”Wall Street krakket” skrevet af Alex Woolf(2002), Forlaget Flachs.
”The Great Depression & The New Deal” skrevet af Erik
Rauchway(2008), Oxford University Press.
”Det 20. århundredes verdenshistorie” skrevet af C. Syskund & B.
Söderberg(1997), Systime.
”Mellemkrigstiden og 2. verdenskrig” skrevet af Johan Bender &
Hans-Kurt Gade(1987), Munksgaard.
”Samtidshistorie for Handelsgymnasiet” skrevet af H.E Gade(1978),
Bergs Forlag
Film:
”Cinderella Man” instrueret af Ron Howard(2005), Universal
Pictures
Artikler:
http://www.videnskab.dk/content/dk/sporg_videnskaben/hvad_er
_forskellen_pa_finanskrisen_nu_og_i_1930erne
http://www.voxeu.org/index.php?q=node/3421
http://www.cepos.dk/publikationer/kommentar/enkelt-visning-
kommentar/artikel/finanskrise-skyldes-for-meget-politisk-
regulering-1
http://borsen.dk/okonomi/nyhed/138077/