[navn fjernet] 3A 5/12/10
Side 1 af 4
Analyse af Den tredje, hver måned
Novellen ”Den tredje, hver måned” er skrevet af Jan Sonnergaard, og hører inde under novellesamlingen
”Sidste søndag i oktober”. Novellesamlingens hovedtema er mennesker, som bliver behandlet dårligt af
enten familien eller samfundet. Novellesamlingen indeholder 11 forskellige noveller som alle har det
samme overordnede tema. Novellesamlingen ”Sidste søndag i oktober” blev udgivet i 2001 af forlaget
Gyldendal.
Historien handler om en mand, som er pensionist der bor alene i en lejlighed. I novellens start bliver der
grundigt fortalt, hvordan manden rydder op, støvsuger, vasker og pudser alt i hele lejligheden, så den er
helt pletfri. Han fortæller, hvordan han har glædet sig til denne dag, fordi dette var dagen som brød
rutinen i dagligdagen. Han er specielt glad for denne dag, den tredje i hver måned. Det bliver fortalt at
manden er tidligere alkoholiker, hvis børn ikke vil se ham længere, også på trods af at han har lagt flaskerne
på hylden. Mens manden går og rydder op i sin lejlighed, hører han noget barnegråd nede fra Grøndals
Parkvej, og derfor går han over til hans altan og venter på at høre om der kommer mere gråd. Vores
hovedperson begiver sig ud af hans lejlighed og møder på sin vej hans gode ven kioskejeren, som er travlt
beskæftiget med at fjerne nogle racistiske tegn fra hans bil. Pensionisten har ondt af kioskejeren, men nøjes
blot med at sige god dag. Vores hovedperson møder også barnet, hvis gråd han kunne høre oppe fra
lejligheden. Vores hovedperson kan instinktivt ikke lide dette barn, da det er overvægtigt, rødhåret og
meget grimt. På trods af at den lille pige fortæller ham, at hun ikke kan finde sin far, vælger han ikke at
hjælpe hende med at finde hendes far. Han føler egentlig, at der burde være nogen som tog hånd om den
lille pige – men han lader alligevel være. Senere hen ser han igen den lille pige, som dog har fundet sin far,
men pigen bliver slået af faren og igen er vores hovedperson en kujon, og undlader at hjælpe ved at
komme med en masse undskyldninger. Da han kommer hjem igen fra hans indkøbstur, ringer han til en
taxa og beder den om at køre ud til en bestemt adresse. Adressen bliver brugt som bordel.
Jan Sonnergaard er født den 15. august, 1963 i Virum. Han behandler meget genren realisme i hans tekster.
I hans noveller er han ikke bange for at tage kontroversielle emner op, og han er kendt for at kunne
beskrive skæve befolkningsgrupper meget præcist. Et fællestræk mellem denne novelle og hans øvrige
noveller er, at personerne ikke selv kan indse hvilken situation de er i. I ”Den tredje, hver måned” vil
hovedpersonen ikke indse at han har været alkoholiker, da han holder sig hårdnakket til hvad en bartender
en gang har sagt: ”At man først er rigtig alkoholiker, når man bliver syg af det. Og fortsætter alligevel. Og
økonomien ryger. Og konen skrider. Og børnene holder op med at ville se én. Og man alligevel bliver ved.”
[navn fjernet] 3A 5/12/10
Side 2 af 4
Han vil ikke erkende, at han var alkoholiker, da hans økonomi er i orden. Hovedpersonen vil ikke indse at
han har tabt alt ved hans drikkeri.
Denne novelle har mange træk, som stammer fra realismen. Novellen er en hverdagsfortælling, hvor der
ikke sker så meget i fortællingen, mens den mere omhandler hvad der ikke sker. Realismen fortæller ofte
meget om de valg personerne i historien tager og mest af alt hvilke valg de ikke tager. I ”Den tredje, hver
måned” undrer man sig over hvorfor hovedpersonen ikke hjælper denne pige med at finde sin far, eller
hvorfor han ikke bryder ind overfor faren. Det er netop de beslutninger, som hovedpersonen vælger som
danner et billede af hvem han/hun er. Dette er en fortælling, som er meget realistisk på grund af at de
hændelser, som forekommer i novellen slet ikke er unormale og derfor kan os læsere sagtens relatere os til
den. Ydermere overrasker slutningen også læseren.
Novellen strækker sig over en eftermiddag, og foregår i et boligkvarter i Vanløse. Handlingen foregår
hovedsageligt i lejligheden og på Grøndals Parkvej, hvor han møder kioskmanden og den lille pige. I
fortællingen er der ikke nogle specielt flinke eller høflige mennesker, selv vores hovedperson viser flere
gange nogle dårlige sider, fx ved tegn af hans manglende empati overfor den lille pige. Dette er et meget
typisk træk fra realismen, hvor langt de fleste personer er ulykkelige eller usympatiske på forskellige måder.
Jeg vil vurdere miljøet til ikke at være et godt sted, og dette underbygger jeg ved iagttagelserne fra
novellen, hvor der er ingen som hjælper den stakkels lille grædende pige eller stopper faren da han slår
pigen. Ydermere er den ellers venlige kioskejer blevet udsat for racistisk hærværk mod hans elskede bil.
Dette får os læsere til at reagere negativt overfor miljøet.
Hvis man går tættere på hovedpersonen, får man en sjov fremstilling af ham. Først får man et hyggeligt
indtryk af ham, hvordan han sirligt går og rydder op og glæder sig til denne dag. Man ved ikke hvad der skal
foregå, men man forestiller sig han eventuelt kunne få besøg af familie eller venner, da han rydder meget
op i lejligheden. Men ligeså snart han bevæger sig ud af lejligheden, får man et totalt nyt billede af ham.
Han reagere meget underligt på nogle af de situationer, som jeg før har nævnt og han viser sig som en
kujon i mine øjne. Udover den kujonagtige opførsel bliver der også fortalt om hans forhold til hans familie.
Der er ikke nogle af hans børn, som vil besøge ham, men det har vores hovedperson ikke lyst til at forholde
sig til. Der nævnes også, at han er holdt op med at drikke og at børnene er blevet voksne nu, og mellem
linjerne betyder det at han var alkoholiker, mens hans børn voksede op, og det har sikkert givet børnene en
skidt opvækst.
[navn fjernet] 3A 5/12/10
Side 3 af 4
Dette bringer mig videre til hovedpersonens forskellige måder at reagere på det grædende barn. I
lejligheden, hvor man ser hans ”gode” side da han hører barnegråd, virker han meget engageret og
bekymret, og han prøver aktivt at finde ud af hvor gråden stammer fra. Men da han så senere møder det
grædende barn, ændres hans sindstilstand fra at være bekymret til en slags irritation overfor pigen. Han vil
lige pludselig ikke hjælpe barnet, da han ikke føler at det er hans ansvar at gøre det. Han synes pigen er
utrolig grim og hendes overvægt generer ham tydeligvis meget. Han tænker selv ” Og han vidste med sig
selv, at han ikke kunne lide det lille barn. Det var ham instinktivt imod.”
Teksten fremstiller, som også fornævnt, hovedpersonen tvetydigt. Glansbilledet om den hyggelige
pensionist i lejligheden bliver ødelagt, ligeså snart han bevæger sig ud på gaden. Her bliver han ikke
fremstillet specielt pænt, og der er flere gange læseren bliver overrasket over, hvor antipatisk en tankegang
denne ældre pensionist holder for sig selv. ”Og han havde det som om det grimme, lille barn var lige i
nærheden. Som om det ville i kontakt med ham. Sådan havde han det. Lige indtil han kom ind i Prima, hvor
han købte 500 g kaffe og en kvart piskefløde, og 20 Prince. Så var det som om problemet ikke var der
længere. Og det var en lettelse”. Denne hovedperson tillader sig ligefrem at blive lettet over at problemet
om den lille pige, ikke er hans længere. Dette er et meget usympatisk træk. Til sidst får man muligvis også
det meste usympatiske træk nævnt. Her finder man ud, at hovedpersonen tager til ludere en bestemt dag
hver måned.
Hvad er så det vigtigste i denne novelle? Det vigtigste tema i denne novelle, som også er gennemgående for
mange af de ting som bliver gjort eller nævnt er forsømmelse, hvordan han forsømmer sin pligt som
voksen om at hjælpe børn, hvis de er i problemer, om hvordan han forsømte sin pligt som forælder, da han
drak som yngre. Et sidetema som fortællingen også handler om, kunne være sociale klasser, hvordan en
tørlagt alkoholiker lever sit ensomme liv, hvor det eneste spændende han oplever, er når han tager på
bordel en gang om måneden.
Man kan spørge sig selv, hvilken hensigt Jan Sonnergaard havde da han skrev denne novelle. Jeg tror, han
ville fortælle om ensomme, eller på andre måder dysfunktionelle menneskers historie, hvordan de lever,
hvilke ting optager deres hverdag og mest af alt – hvordan reagerer de, når de bliver konfronteret med en
konflikt. Denne novelle giver et meget realistisk bud på, hvordan en pensionist, som er blevet frosset ud af
sin familie og uden venner, lever. Hvis man altså ser bort fra det med luderne.
Jeg kan perspektivere denne fortælling til Herman Bangs ”Irene Holm”, hvor fortællingen handler om en
danselærer som turnerer rundt i landet, og lærer børn at danse. Det er ikke så meget handlingen, som kan
[navn fjernet] 3A 5/12/10
Side 4 af 4
kædes sammen med ”Den tredje, hver måned” men mere skrivestilen, om hvordan folk lever ensomt i det
meste af sit liv, og har svært ved at indse det selv. Derudover føler jeg også, jeg kan se en forbindelse i og
med at begge historier er hverdagsfortællinger, hvor de begge er meget realistiske. I begge kan man let
sætte sig ind i hvad hovedpersonen tænker, og hvorfor personen gør som han/hun gør.
Afslutningsvis vil jeg sige, at novellen er rigtig godt skrevet og jeg kan godt lide twistet mellem ”den flinke
pensionist” og ”den konfliktsky tørlagte alkoholiker”. I novellen sker der faktisk ikke så meget, men jeg
synes klart det er det som ikke sker, som er det interessante inden for realisme.