Indholdsfortegnelse
Abstract.................................................................................................................................................................. s. 1
Indledning....................................................................................................................................................... ..... s. 1
Absurdismen og eksistentialismen...................................................................................................... s. 2
Vi venter på Godot
- Samuel Beckett........................................................................................................................................... s. 5
- Kort resumé og introduktion til universet i 'Godot' .................................. ................ .................. s. 6
Analyse og fortolkning
- Profiler
- Vladimir og Estragon......................................................................................................................... s. 9
- Pozzo og Lucky................................................................................................................................... s. 9
- Portræt af mennesket......................................................................................................................... s. 10
- Menneskets forsøg på at skabe mening i et meningsløst univers............................................. s. 11
- Hvem er Godot?......................................................................................................................................... s. 12
Kvalme
- Jean-Paul Sartre....................................................................................................................................... s. 14
- Resumé og kort introduktion til Roquentins mentale udvikling.............................................. s. 15
Analyse og fortolkning
- Livet som farceforestilling..................................................................................................................... s. 16
- Kvalmen i ”Kvalme”…………………………………………………………………………………… s. 19
Sammenfatning, konklusion og kritik………………………………………………………….…s. 19
Litteraturliste og bibliografi
- Bøger............................................................................................................................................................. s. 22
- Internet......................................................................................................................................................... s. 23
- Billeder......................................................................................................................................................... s. 24
2
Abstract
This assignment will attempt to be a journey into the concept of absurdism by giving an account for
the historical development within the existentialistic, philosophical movement. Furthermore, I will
analyze and interpret the play “Waiting for Godot” by Samuel Beckett, putting special focus on the
religious interpretation of the story. This will be followed by a comparison with the novel “Nausea”
by Jean-Paul Sartre in order to show and explain the existentialistic and absurd elements which are
presented in both works.
Based on my interpretations of the texts I have come to the conclusion, that the surtain fact of
inevitable death makes all existence meaningless, thus reducing life to a mere pastime from
nothingness to nothingness. There is no meaning in life, but human beings are able to make up their
own individual purpose in life by creating their own values and perceptions of them selves and the
world around them, determining their special place in this infinite whirlpool of seemingly
indifferent existence.
Finally I shall put a critical and personal view on the existentialism, which is presented in both
texts.
Indledning
Mennesket har siden tidernes morgen gjort sig tanker. Tanker om livet, døden, verden og
mennesket. Tanker der har forsøgt at svare på nogle af de uhåndgribeligt store spørgsmål, som vi til
stadighed stiller os selv. Tanker der udforsker den menneskelige plads i universet, og det enkelte
individ i forhold til sig selv. Mennesket søger gennem filosofien endegyldige sandheder og svar på,
hvordan verden er skruet sammen, og hvordan vi fungerer i denne. Mange har tænkt, og mange er
uenige. Den absurde tankegang, og den eksistentialistiske filosofi, beskæftiger sig også med disse
spørgsmål, og begge har kommet med bud på, hvor mennesket er placeret i forhold til sig selv og
den mærkværdige verden, som vi nu engang eksisterer i.
Disse store tanker er ofte formuleret i form af poesi eller en anden skønlitteratur, og det er ved
fordybelse i disse tekster, at man kan få indblik i filosoffernes tankeunivers. Jeg vil i følgende
opgave kort se nærmere på rødderne til - og opblomstringen af - den eksistentialistiske filosofi i et
historisk perpektiv, og derefter analysere og fortolke Samuel Becketts absurde teaterstykke
“Waiting for Godot” samt Jean-Paul Sartres debutroman “Kvalme” i håb om, at kunne grave til
3
bunds i den eksistentialistiske og absurde tankegang.
- Den konkrete problemformulering:
Med udgangspunkt i Samuel Becketts “Waiting for Godot” redegøres der for begrebet “det
absurde”; endvidere ønskes en analyse og fortolkning af Beckett-teksten med særlig vægt på de
eksistentialistiske elementer. Dette perspektiveres til – og sammenlignes med – Jean-Paul Sartres
“Kvalme”.
Absurdismen og eksistentialismen
Absurdismen som vi ser den i dag, er en universel filosofi, der hævder at al eksistens i verden er
meningsløs, ligegyldig og dermed absurd. Mennesket er dømt til at være bevidst og tænkende i en
verden blottet for betydning eller højere hensigt. Mennesket søger forgæves at frembringe en
guddommelig orden, eller prøver at være det fuldkomne, normativt ideelle menneske, men ifølge
absurdisterne er der hverken nogen Gud (og hvis der så eksisterede en Gud, ville vi aldrig være i
stand til at forstå eller kommunikere med denne) eller universel menneskelig kultur, så overalt leder
man forgæves efter svar. Absurdismen har meget tilfælles med nihilismen og eksistentialismen,
men bør ikke forveksles med disse. De bygger på det samme grundlag, at der ingen mening er med
verden, men i modsætning til eksistentialismen og absurdismen benægter den nihilistiske tankegang
enhver form for mening eller betydning. Nihilismen kan dermed ses som en mere pessimistisk
anskuelse i og med absurdisterne og eksistentialisterne begge er enige om, at mennesket dog ved
ihærdige bestræbelser kan skabe sin egen mening, sit eget formål, og sin egen individuelle sandhed
om livets og eksistensens betydning og værdi.
Absurdismen og eksistentialismen har sine rødder hos den danske teolog og filosof Søren
Kierkegaard (). Det centrale i hans tanker om menneskets eksistens er, at mennesket er
frit. Mennesket er frit i og med, at det enkelte menneske kan forholde sig bevidst til sig selv. Vi er
ikke frie i den forstand, at vi eksempelvis kan bryde naturens love eller ændre på fortiden, men vi
kan reflektere og træffe valg uafhængigt af vores omgivelser – om vi så gør det eller ej, er en anden
sag. I modsætning til langt de fleste eksistentialister var Kierkegaard religiøs. Han opstillede en tese
om stadierne, mennesket kan gennemgå på livets vej, hvor det sidste og vigtigste stadie var 'den
religiøse dimension'. Søren Kierkegaard anses som fader til den eksistentialistiske tankegang, der
siden har spredt sig i mange forskellige fløje, hvilke primært har forkastet, at religiøs tro på nogen
4
måde kan spille ind som et betydningsfuldt element.
Da Friedrich Nietzsche, der paradoksalt nok var søn af en luthersk præst, i slutningen af 1800-tallet
lancerede de berømte ord ”Gud er død”, udsprang der langsomt en filosofisk tendens til at se bort
fra det overjordiske og himmelske liv, men derimod koncentrere sig om mennesket på Jorden,
mennesket fuldstændig løsrevet fra religiøse normer og kodeks. At Gud var ikke-eksisterende blev i
det 20. århundrede udgangspunktet for den moderne eksistentialisme.
Jean-Paul Sartre og Albert Camus var begge i eliten indenfor den fransk-eksistentialistiske
opblomstring. Jean-Paul Sartre betragtes ofte som faderen til den moderne eksistentialisme, og da
jeg vil beskæftige mig med ham senere i opgaven, skal jeg derfor ikke opholde mig yderligere ved
ham her. Sartres tankevirksomhed i 1930'ernes Paris blev i høj grad påvirket af vennerne Simone de
Beauvoir og Albert Camus, men med tiden ville Camus vise sig at bryde ud fra den dengang
konventionelle eksistentialisme, idet han blev en af hovedskikkelserne indenfor det absurde.
Udgivelsen af ”Den Fremmede” og ”Sisyfos-myten” i 1942 udpenslede hans særlige variant af den
eksistentialistiske tankegang. I ”Den Fremmede” følger vi en mand, der opfatter verden som
aldeles ligegyldig. Han slår en dag ved et tilfælde - og ja, det lyder umuligt og er i særdeleshed
absurd - en mand ihjel, og dømmes til døden. Dog angrer han aldrig rigtig, og samtidig smerter det
ham heller ikke, at han skal dø. Essayet ”Sisyfos-myten” forklarer indirekte meningen med den
livsværdi, som forvirrende kommer til udtryk i ”Den Fremmede”, idet Camus præsenterer den
polære dualisme, som den menneskelige verden består af: glæde og sorg, mørke og lys, liv og død.
Mennesket forholder sig relativt til alting. Man genkender ikke lyset, hvis man kun har levet i
mørke, og ligeledes kan man ikke definere lykken, hvis ikke man har oplevet sorgen. Han
fremhæver denne polaritet for at forstærke sandheden om, at vi alle skal dø. Og hvis vi alle skal dø,
hvilken mening er der så med noget af det vi gør i livet? I ”Sisyfos-myten” fremstilles et paradoks;
Sisyfos har fået som straf, at han i al evighed skal skubbe en enorm sten op ad et bjerg, for derefter
at se den trille ned igen og være tvunget til at begynde forfra. Den værst tænkelige straf, da den er
blottet for formål og særdeles absurd.
Denne straf er givet ham af guderne, fordi han har levet et lidenskabeligt liv til fordel for kun ham
selv, og gennem tiden er han kommet til at træde på et par fødder hist og her. Sisyfos må nu
omfavne den kolde skyggeside, som hans varme og lyse liv har bragt ham. Når han fortvivles over
meningsløsheden i sit evige og nyttesløse arbejde med stenen, længes han indirekte efter sin fortids
lykke. Camus' pointe eller hensigt med denne historie er dog at understrege, at siden alt er uden
betydning, er myten om Sisyfos universel og gælder for alle. Vi render alle rundt med ligegyldige
5
og absurde opgaver og gøremål, men når opgavens absurditet accepteres og anerkendes, bliver
tilværelsen en lukket verden. Eftersom der umiddelbart ikke er mere mening i at gøre det ene frem
for det andet, handler det om at indleve sig i sine handlinger uden at sammenligne og relatere. Det
handler om at leve i nuet og sin egen isolerede verden, og selv tilvejebringe nøjagtig den betydning
i livet man ønsker. Det handler om at lære at leve lykkeligt hånd i hånd med omverdenens
kvalmende absurditet.
Og det er her, at absurdismen og eksistentialismen adskiller sig gevaldigt fra nihilismen og den
direkte pessimisme: verden og livet skal tildeles betydning og mening. Der er ingen forudbestemt
hensigt med, eller værdi af, tilværelsen og omgivelserne. Men hvor en nihilist i denne situation
ligeså godt kunne tage livet af sig selv, vil absurdisten og eksistentialisten ikke benægte, men
snarere lovprise, værdien af den illusionære og subjektive mening – altså det indhold vi individuelt
tildeler vores liv og vores handlinger.
Det absurde og eksistentialistiske er dog ikke et element, der kun eksisterer i den ældre litteratur;
den absurde tankegang er så vedkommende, at den stadig strømmer i nutidens værker. En der er
værd at nævne, er den amerikanske forfatter Paul Auster, der på mange måder fører faklen videre.
Hans værker indeholder væsentlige eksistentialistiske og nihilistiske elementer. I ”The Invention of
Solitude”, der er et selvbiografisk essay, fortæller han om sine oplevelser i Paris i , de
tanker han gjorde sig der, samtidig med at han skrev digte, essays og oversatte franske poeter og
forfattere som Sartre, Mallarmé, Dupin og Blanchot, og om hvordan den ”franske filosofi”
påvirkede hans kunstneriske tankegang og inspiration. I sin krimi-trilogi ”The New York Trilogy”
skinner mange af de eksistentialistiske overvejelser igennem. Gennemgående i både ”City of
Glass”, ”Ghosts” og ”The Locked Room” står begrebet identitet stærkt til debat. Hvem er jeg?
Hvem er du? Hvem er vi? Hvad og hvorfor er vi? Disse dybe og uhåndgribelige spørgsmål bliver
blandt andet fremhævet ved Paul Austers idéer om menneskets plads i verden, sprogets
indholdsmæssige uholdbarhed og den endeløse tilfældighed, der berører ethvert individ, og
indkapsler det i et ofte mystisk og absurd univers.
Absurdismen som en litterær strømning havde dog ikke en ligeså lang levetid som
eksistentialismen, men absurdismen viste sig at brillere indenfor drama, og blev hurtigt integreret i
teaterets verden. Det absurde element blev blandt andet så populært, fordi det ofte bevirkede, at
teateroplevelsen blev drejet 180 grader i forhold til publikums forventninger. Karakteriseret ved
manglende realistiske personroller og situationer, samt med en ophævelse af den traditionelle tids-
og stedfornemmelse, konfronteres tilskueren ofte med anonyme og navnløse personer, som i
6
modsætning til normale fiktionsstykker ikke undergår nogen forandring. Begivenheder og
handlinger er ofte fuldstændig udenfor den rationelle tankegangs rammer, og har en lettere
uhyggelig, surrealistisk eller drømmende kvalitet. Samtaler og monologer virker som uforståelig
eller som løsrevet nonsens, der ingen relevans har for historien.
Mange af disse mærkværdigt kunstneriske redskaber fremstår ofte som humoristiske elementer,
men nedenunder den umiddelbare glæde gemmer der sig en smerte; et bedrøvet virvar af
besynderligt, menneskeligt fordærv, der under den absurde overflade udforsker temaer som
ensomhed og isolation, individets manglende evne til at kommunikere med omverdenen i en
meningsfuld kontakt, og den skrøbelige problemstilling om livet og døden.
De absurde dramastykker er ved første øjekast oftest uforståelige, og virker blottet for meningsfuldt
indhold, men det specielle ved den dramatiske absurdisme er, at historien er meget åben for
fortolkning. Den absurde fiktion undersøger mennesket i mærkværdige situationer, men denne
sættes sjældent i et dømmende perspektiv; vurdering af helhedsoplevelsen er en opgave, der er
overladt til tilskueren.
Det måske mest berømte og roste absurde teaterstykke er værket ”Vi venter på Godot”, som er
Vi venter på Godot
Samuel Beckett
Samuel Beckett (13. april, 1906 – 22. december, 1989) blev født i Foxrock nær Dublin.
Som søn af en sygeplejerske og en omkostningsberegner ved et byggeri, havde han en protestantisk
opvækst i middelklassen. Da han fyldte 14, begyndte han på Portora Royal School, den samme
skole som den berømte forfatter Oscar Wilde også havde gået på. Beckett blev underviser på Trinity
College, Dublins dramaskole, men blev hurtigt træt af det trivielle mønster i sit liv, så han
besluttede sig for at opgive posten, og tage på en rejse gennem Europa. Han rejste igennem Irland,
England, Frankrig og Tyskland mens han skrev digte, historier og udførte mindre småarbejde af
forskellig art for at kunne klare til dagen og vejen. På denne oplevelsesrejse har han uden tvivl mødt
forskellige skæve personligheder, der senere blev integreret i nogle af de unikke roller i hans
værker. Hans egentlige forfatterskab begyndte dog for alvor først efter hans deltagelse i
7
modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Blandt mange af stykkerne, digtene og novellerne
stod ét af hans værker særligt ud. I 1953 blev ”Waiting for Godot / Vi venter på Godot” for første
gang opført, og dramastykket blev rost til himmelen af langt størstedelen af både kritikere og
teatergængere. Med den blev Samuel Beckett den første absurde dramatiker, der opnåede
international berømmelse; ”Vi venter på Godot” var helt unik og banebrydende i både dens teknik
og indhold. Og til publikums store glæde var stykket ikke den eneste genialitet, som udgik fra
Becketts hånd. Efterfølgende skrev han ”Slutspil”, et teaterstykke der stemningsmæssigt og
indholdsmæssigt minder meget om stilen i ”Vi venter på Godot”. Også her høstede Beckett applaus
og anerkendelse fra dramaentusiasterne.
Gennemgående i Becketts filosofiske og absurde værker finder man markante brud med de
traditionelle, dramaturgiske elementer, da han i sit fiktive, drømme-agtige univers med største
elegance frit vender op og ned på, hvad man som traditionel teatergænger forventer af plottet,
karaktererne, sproget og slutningen.
Kort resumé og introduktion til universet i 'Godot'
“Waiting for Godot” (eller 'Godot', som jeg til tider vil kalde den) bliver ofte kaldt stykket, hvor
intet sker – to gange. “Waiting for Godot” handler om de to vagabonder/landstrygere Estragon og
Vladimir (Gogo og Didi), der under et nøgent træ ved en landevej i et øde landskab venter på en
mand ved navn Godot, som efter sigende vil kunne frelse dem fra deres problemer. Men hvad de
rent faktisk ved om hr. Godot er meget begrænset: de vil ikke kunne kende ham af udseende, og de
er hverken sikre på hvor eller hvornår, de skulle mødes med ham. Men på trods af den forvirrende
tvivl omkring hele deres situation, er de fast besluttede på at vente indtil deres frelser kommer. Og
det er denne ventetid, som “Waiting for Godot” kredser om. Estragon og Vladimir bruger deres
ventetid på flygtigt at mindes gamle dage, usammenhængende diskutere dette og hint, og endvidere
foreslå hvad de yderligere skal bruge deres tid på inden Godot vil komme.
“Estragon, sitting on a low mound, is trying to take off his boot. He pulls at it with both hands, panting. He gives up,
exhausted, rests, tries again. As before.” (Første afsnit på første side – s. 9 – af første akt)
Dette er en fortræffelig start på historien, da den giver udtryk for meningsløsheden i hans
handlinger. “As before” markerer jo netop at Estragon har forsøgt sig, med samme resultat, og
udfører nu handlingen igen - hvad skulle han ellers få tiden til at gå med? Dette følger efter:
8
“ESTRAGON: (giving up again). Nothing to be done.”
“VLADIMIR: (advancing with short, stiff strides, legs wide apart). I'm beginning to come around to that opinion. All
my life I've tried to put it from me, saying, Vladimir, be reasonable, you haven't yet tried everything.
And i resumed the struggle (...)” (s. 9)
“Waiting for Godot” er et udtryk for livets meningsløshed i dens mange ansigter. Håbløsheden,
meningsløsheden og tidsfordrivet er værkets centrale temaer. Dette postulat kræver en analyse af
teksten, og analysen kræver en redegørelse for historiens plot.
Dramaet er delt op i to akter. De starter begge om aftenen ved landevejen, hvor Estragon og
Vladimir befinder sig ved et træ. Selve scenen bevirker en forstærkelse af den intethed, den tomhed,
som senere vil komme til udtryk i Gogo og Didis tidsfordriv. Første akt kan groft opdeles i 3 dele:
samtalen om Jesu korsfæstelse og de to tyve, ankomsten af Pozzo og Lucky, og ankomsten af
Godots sendebud. Først taler Gogo og Didi om deres åndelige smerter, og sidenhen
problemstillingen ved de to tyve, der korsfæstes sammen med Jesus. Denne samtale leder deres
flygtige tanker og ord hen på forslaget om at hænge dem selv. Men eftersom de ikke har et ordentlig
reb, dropper de idéen. De snakker om Godot og deres aftale med ham. De leder efter mad i deres
lommer, og finder gulerødder og roer i Didis. Men når nu den pinlige stilhed her og der indtræffer,
reagerer Gogo ved at foreslå: “Skal vi gå?”, hvortil Didi svarer: “Nej, det kan vi ikke”, hvorefter
Gogo undrende spørger: “Hvorfor ikke?”. Hertil kommer det velkendte svar: “Vi venter på Godot.”
Pludseligt høres et Luckys skrig, og Pozzo kommer ind på scenen med sin slave Lucky. Gogo
forveksler godsejeren Pozzo for at være den længe ventede Godot, men må skuffes. Pozzo gør holdt
på sin tur, og nyder mad og vin i selskab med Gogo og Didi. Lucky “tænker”; han holder en lang,
poetisk, usammenhængende tale til underholdning for Gogo og Didi. Pozzo og Lucky forlader
stedet. Efter noget tid kommer en dreng med bud fra hr. Godot. Han tiltaler Didi “hr. Albert” og
siger, at hr. Godot ikke kan komme i dag, men at han med sikkerhed vil komme i morgen. Til slut i
første akt bliver Gogo og Didi enige om at gå, men rører sig ikke ud af stedet.
Anden akt begynder næste dag, samme sted, samme tidspunkt. På det træ, der i første akt var
nøgent, er der nu sprunget 4-5 blade ud. Ellers er situationen nøjagtigt den samme; Gogo husker
ikke rigtig begivenhederne fra forrige dag, og meget tyder på, at de vil få en tilsvarende dag i deres
venten på Godot. Dog kan Didi godt huske gårsdagens møde med Pozzo og Lucky, og de bruger
lidt af deres overflod af tid på at spille deres roller. Didi opfordrer Gogo til at prøve at få sine
9
støvler på igen, men Gogo hævder, at støvlerne på scenen ikke er hans, og til forbavselse passer
støvlerne. Noget tid går med tilfældig adspredelse og snak. Pozzo og Lucky kommer ind, og der er
sket en stor forandring: Pozzo er blind, falder ind i Lucky og ned på jorden, og råber om hjælp.
Den før så arrogante og åndeligt robuste Pozzo er blevet sin diamentrale modsætning – en svag og
ynkelig mand. Gogo og Didi diskuterer om de skal hjælpe ham. Endelig beslutter Didi sig for at
hjælpe Pozzo, falder dog ned ved siden af ham, hvorefter Gogo forsøger at hjælpe Didi på fødderne,
men ligeledes falder ned. Her ligger de alle, tilsyneladende ude af stand til at rejse sig. Efter at Didi
i irritation slår Pozzo, kravler denne væk, og de to vagabonder kalder ham tilbage. Dog reagerer han
ikke på navnet Pozzo, og Gogo prøver både med navnet Abel og Cain, hvortil Pozzo begge gange
svarer: “Help”. Efter Gogo da indser, at han er hele menneskeden, foreslår han at de rejser sig op,
og det gør de så uden problemer. De finder ud af, at ligesom Pozzo er blevet blind, er Lucky blevet
stum. Pozzo husker dem ikke, ligesom Gogo ikke klart husker dem. Før Pozzo og Lucky forlader
scenen, fortæller Pozzo om sit nyerhvervede syn på tiden:
“POZZO: (suddenly furious) Have you not done tormenting me with your accursed time! It's abominable! When!
When! One day, is that not enough for you, one day like any other day, one day he went dumb, one day I went blind, one
day we'll go deaf, one day we were born, one day we shall die, the same day, the same second, is that enough for you?
(Calmer.) They give birth astride of a grave, the same light gleams an instant, then it's night once more.” (s. 89)
Denne replik er central for hele stykket, da den netop forstærker den frustrerende opfattelse af liv og
død, der ultimativt kan drive selv den mest fattede person til vanvid. Vi bliver født ind i en verden,
vi ved med sikkerhed at, vi vil dø før eller senere, og vores tildelte tid i eksistensen er blot en
smertelig overgang fra intetheden og videre til intetheden.
Efter Pozzo og Luckys exit falder Gogo i søvn. Da Didi føler sig ensom, vækker han Gogo, som
fortæller at han drømte, han var glad. De snakker, og lige efter at Gogo igen døser om, kommer
drengen endnu en gang, kalder igen Didi “hr. Albert”, men benægter at det var ham, der aftenen før
bragte dem bud fra Godot. Han siger igen, at Godot ikke kan komme i aften, men vil komme i
morgen. Drengen forsvinder, og Gogo vågner. De overvejer igen muligheden om at hænge sig selv,
tester Gogos bælte (det eneste middel, de kan bruge), som brækker, hvorefter hans bukser falder
ned om anklerne. Gogo og Didi bliver igen enige om at gå, men rører sig ikke ud af stedet. Stykket
slutter.
Et vigtigt eksistentialistisk element i 'Godot' er tanken om det gentagne og det cykliske. Der er et
1
0
utal af eksempler på dette i stykket, og det medvirker i høj grad til at understrege temaet om det
håbløse og komisk meningsløse. At historien slutter, hvor den i princippet kunne have startet, er
med til at give det stærke indtryk af den intethed, som rent geografisk omgiver hovedrollerne, men
også den tomhed som hersker inde i dem selv.
Analyse og fortolkning
Profiler
Vladimir og Estragon
Didi og Gogo er to spøjse størrelser, der fra start til slut i deres forhold fremstår komiske, og deres
kælenavne er da også typiske franske klovnenavne, hvilket forstærker deres ofte humoristiske
opførsel. De har haft en lang historie sammen, hvilket ses når de snakker om gamle dage, og deres
venskab er efterhånden så indgroet, at det næsten kan betragtes som et gammelt ægteskab: De mere
eller mindre hader hinanden på flere tidspunkter, hvorefter de sekunder senere lidenskabeligt kan
omfavne hinanden. De er så vant til hinanden, at de har brug for hinanden; de har kun hinanden.
Selvom Gogo i slutningen af første akt overvejer at skilles fra Didi, bliver tanken hurtigt forkastet:
“ESTRAGON: Wait! (He moves away from Vladimir.) I wonder if we wouldn't have been better off alone, each one for
himself. (He crosses the stage and sits down on the mound.) We weren't made for the same road.
VLADIMIR: (without anger). It's not certain.
ESTRAGON: No, nothing is certain.
VLADIMIR: We can still part, if you think it would be better.
ESTRAGON: No, it's not worth while now. “ (s. 53-54)
I sidste ende handler deres venskab vel egentlig om ensomhed; når de nu alligevel skal vente på
Godot, er det langt nemmere at fordrive tiden med en anden . Deres afhængighed af hinanden ses
også tydeligt og forståeligt i problematikken med selvmordet. Hvis grenen eller rebet ikke holder
for dem begge, vil én være efterladt og alene. Én ville være ladt tilbage i den næsten uudholdelige
ventetid. Og at de ikke engang vælger at prøve selvmord som en løsning, er et af de elementer, der
fortæller, at vi har med en absurd og ikke en nihilistisk historie at gøre. Selvom verden, deres
1
1
venskab og deres venten ikke tilbyder særlig stor mening, har de vænnet sig til det. Og selvom hele
deres situation er smerteligt absurd, er det de står med i hænderne nu til syvende og sidst det eneste,
de har.
Pozzo og Lucky
Forholdet mellem slaveejeren og slaven er tydeligt en karikatur fra det øjeblik, de præsenteres på
scenen. Den frembrusende, arrogante, selvglade og råbende mand Pozzo træder frem, og den
ydmyge Lucky ses, mens han i lænke bærer alle Pozzos medbragte værdier. Den dominerende og
knævrende overfor den underdanige og stille. Den opmærksomhedskrævende herre med sin magt
og autoritet, og slaven der underkastende kender sin plads. Pozzo fremstår i både Gogo og Didis
øjne som en tyran, men ligesom deres eget forhold er forholdet mellem Pozzo og Lucky heller ikke
så ligetil. På trods af at Pozzo påstår, at han helst vil af med sin slave fremfor at beholde ham, er
han på sin vis en smule afhængig af ham og finder ham endda smuk. Udover at Lucky letter Pozzos
daglige byrder ved at adlyde sin herres befalinger, har Lucky også en æstestisk værdi for Pozzo:
“POZZO: Guess who taught me all those beautiful things. (Pause. Pointing to Lucky.) My Lucky! (...) But for him all
my thoughts, all my feelings, would have been of common things. (Pause. With extraordinary vehemence.) Professional
worries! (Calmer.) Beauty, grace, the truth of the first water, I know they were all beyond me. (...)” (s. 33)
“POZZO: (sobbing.) He used to be so kind . . . so helpful . . . and entertaining . . . my good angel . . . and now . . . he's
killing me.” (s. 34)
Det fremstår tydeligt, at Lucky ikke kun er en ubetydelig slave og et nyttigt værktøj, men at han
også har en stor betydning for Pozzo. Luckys højlydte tænken og hans poetiske udfoldelser har haft
indflydelse på Pozzo, og Lucky er sikkert med årene på mange måder blevet hans blidere og mere
eftertænksomme og følsomme halvdel. Selvom Pozzo tiltaler og behandler Lucky som et svin, er
der et dybere aspekt i deres forhold.
Portræt af mennesket
I 'Godot' bærer alle fire karakterer bowlerhatte, der fungerer som et tænke-instrument; alle fire er
dramaturgisk bundet sammen og danner et portræt af den menneskelige sindstilstand. Deres væren
og gøren, og deres egenskaber, repræsenterer hver især en del af hvad, der tilsammen danner et
billede af “the everyday man”. Estragon er den indelukkede, forvirrede og humørsvingende type,
Vladimir er den mere intellektuelle, ræsonnerende og fattede type, Pozzo er den selvoptagede,
1
2
griske og gerrige type, og Lucky er den undertrykte og forfaldne type. Alle disse fire typer kan
komprimeres på forskellig vis, og tilsammen kan de danne, hvad man forstår ved mennesket. Det
kan alle vel nikke genkendende til, men selvom det er en simpel observation, kan man rent
psykoanalytisk overføre de fire personer som symboler på Jungs fire arketyper: Jeg'et, skyggen,
persona'et og animus'et/anima'et. Jeg'et eller Ego'et er den øverste psykologiske instans af kontrol
og autoritet, som repræsenteres af Pozzo. Skyggen, som repræsenteres af Lucky, er den diamentrale
modsætning til det bevidste og det egocentriske, idet den indeholder de undertrykte sider af Jeg'et.
Luckys monolog i første akt virker som en manifestation eller udløsning af de undertrykte følelser,
som netop Pozzo finder smukke. Ved fri fortolkning leder Estragons navn tanken hen mod det
kvindelige kønshormon østrogen, hvilket tildeler ham anima'et, den kvindelige del af manden.
Dette forklarer hans humørsvingninger og utilregnelige følsomhed, som står i kontrast til Vladimirs
rationelle (og nogen ville måske endda sige maskuline) persona, som repræsenterer den sociale
rolle, vi alle påtager os ved Jeg'ets kontakt med omverdenen. Det understøtter Vladimirs tendens til
at være den mere overbærende og forsonende karakter.
Beckett har skabt et billede af den menneskelige situation: Pozzo og Luckys tab af syn og hørelse i
anden akt tyder på et forfald. Mennesket er i fordærv, og den menneskelige tilstand er blot en
ubehagelig cyklus af gentagen intethed, der aldrig slutter. Men på trods af det venter Estragon og
Vladimir. De venter på Godot, som aldrig kommer.
Menneskets forsøg på at skabe mening i en meningsløs verden
Universet i 'Godot' er i særdeleshed absurd, og sproget i stykket er specielt med til at forstærke den
absurde stemning. Gogo og Didis lange og næsten halvhjertede samtaler er et udtryk for at slå den
smertefulde ventetid ihjel. De når aldrig rigtig frem til noget i deres konversation, og læseren eller
publikum må ofte rynke næse, idet han/hun ikke forstår relevansen ved deres substansløse ord og
replikker, der går igen og igen. Det meste af rollernes kommunikation fremstår komisk, men det er
som sagt et virkemiddel, der ligeledes forstærker både det cykliske element i historien, men
samtidig også følelsen af håbløs meningsløshed i denne store og tomme verden. Samtaleemnet
kredser mærkbart ofte om døden, hvilken latterliggør eksistensen. Som Pozzo siger på side 89, når
hans blindhed fremtvinger et nyt syn på tiden og eksistensen, fødes mennesket overskrævs på en
grav. Ligemeget hvordan vi former vores liv, ligemeget hvad vi gør eller ikke gør, vil vi ultimativt
dø, og vores tid i denne verden er derfor blot en smertelig overgang fra intet til intet. Der er ingen
1
3
objektiv eller forudbestemt mening med livet, hvis man bekender sig til den ateistisk
eksistentialistiske overbevisning. Selvom det ikke fremstår tydeligt udfra historien, kan 'Godot',
som jeg ser det, meget vel have et budskab - netop dét at man i ventetiden, altså eksistensen, må
skabe sin egen mening og betydning, og ikke være afhængig af ydre påvirkninger. Man må kreere i
stedet for blot at snakke om det. Det er i hvert fald hvad jeg kunne forestille mig, at Beckett blandt
andet har lagt i den. Og dette er i særdeleshed et eksistentialistisk træk
Hvem er Godot?
Der er mange teorier om, hvem Godot er, eller rettere hvad han symboliserer. Selvom Samuel
Beckett har været meget hemmelighedsfuld med hensyn til spørgsmål om stykkets mening og
budskab, og ofte har forkastet mange af de populærer fortolkninger, er den religiøse fortolkning af
'Godot' en af de mest anvendte blandt både publikum og studerende. Og dette er ikke uden grund.
For det første peger selve navnet i retning mod det religiøse, da “God” er det engelske ord for
“Gud”. Selvom stykket er skrevet på fransk, hvor det franske ord for Gud hedder “Dieu”, skal man
ikke glemme at Beckett trods alt er irer, og at Luckys rolle også hedder “Lucky” i den franske
originaludgave. Det påsatte franske suffiks “-ot” antyder, at der her er tale om en lille gud. Med
andre ord bliver Gud fra start af tildelt en lidt bespottende, men dog humoristisk størrelse. Det
ligger i luften, at Gud allerhøjst vil kunne bibringe en lille eller minimal hjælp til Estragon og
Vladimir, der her kan ses som symbol for hele menneskeheden. Menneskeheden der i livet venter
på guddommelig frelse fra den eksistentielt smertefulde ventetid, og mennesket der venter på
frigørelse fra denne absurde og meningsløse verden. Gogo og Didi ved at Godot vil kunne frelse
dem, de ved blot ikke hvordan de skal frelses, og de snakker ikke om fra hvad, de skal frelses.
Ligesom troende i dag siger, at herrens veje er uransagelige, og at mennesket umuligt er i stand til at
forstå Guds vilje, får vi en følelse af, at Godot ikke blot er en magtfuld mand. Han er et
uhåndgribeligt begreb, en almægtig og frelsende figur – præcis ligesom Gud. Og nu bliver drengens
rolle tydeligere: drengen, der kommer med budskab fra Godot, må enten være Jesus eller en engel,
da disse to er de eneste, der ifølge kristendommen er i stand til at formidle Guds ord, og være
mellemleddet mellem Gud og mennesket. At drengen dog fortæller, at han har en bror, som Godot
tæver, er forvirrende. Måske er drengene så også et symbol for Abel og Kain (hvilke også nævnes i
stykket, da Estragon kalder på den hjælpeløse Pozzo, nederst s. 83), hvor den ene tilgodeses fremfor
den anden.
1
4
Her bør der samtidig ses en klar sammenhæng mellem Estragon og Vladimir og de to tyve, der
sammen med Jesus også blev korsfæstet, hvor kun den ene tyv blev frelst i døden. Hermed antydes
det i historien, at hvis Godot endelig skulle komme, ville det absurd nok kun gavne én af de
ventende vagabonder. Måske gør dette sig ubevidst klart for Vladimir, da han ved samtalen med
drengen til slut i anden akt blot siger:
“VLADIMIR: Tell him . . . (he hesitates) . . . tell him you saw me and that . . . (he hesitates) . . . that you saw me.” (s.
92)
I stedet for at inkludere Estragon, som han gør ved slutningen af første samtale med drengen:
“VLADIMIR: Tell him . . . (he hesitates) . . . tell him you saw us. (...)” (s. 52)
Men Godot kommer ikke, og han vil aldrig komme. Jeg tror, at Beckett viser et billede af
menneskeheden som er blevet blind. Ikke kun via Pozzos forvandling i anden akt, hvor han er
blevet blind bogstaveligt talt, men også gennem Estragon og Vladimir. De venter og venter, selvom
Godot og frelsen aldrig vil komme. De er blinde overfor realiteterne. De spilder deres liv ved at
vente på noget, der aldrig kommer. I hvert fald ikke af sig selv...
Som jeg sagde i starten af dette afsnit, er der dog mange bud på, hvad 'Godot' egentlig vil fortælle.
Flere mener, at stykket er et poetisk billede af den historiske situation, som gjorde sig gældende
omkring 1950'erne. Efter Anden Verdenskrig så verden meget anderledes ud. I løbet af krigen døde
et umådeligt stort antal mennesker, og endnu flere flygtede fra deres hjem af skræk og rædsel. Byer
blev bombet til støvede ruiner, og verden blev konfronteret med den frygtelige sandhed om
koncentrationslejrene, som var tyskernes løsning på jøderne, bøsserne og de politiske fanger. Ansigt
til ansigt med så unægteligt et bevis på rendyrket ondskab blev mange overmandet af følelsen af
total pessimisme og hjælpeløshed. Og chokket efter sandheden om den absurde og umenneskelige
ondskab blev ikke formildet af tanken om realiteten ved atombomber, og muligheden for en
fremtidig atomkrig, der i teorien potentielt ville kunne udslette hele menneskeheden. Og det er
næsten for absurd til at bære!
Ved nærmere eftertanke tror jeg dog alligevel ikke at 'Godot' kan tolkes som værende udelukkende
et stykke, der udtrykker kritik overfor religion. Det er for entydigt at give hr. Godot titlen “Gud”,
for jeg tror nærmere, at Godot skal symbolisere hvad som helst, mennesket håber kan frelse dem og
bibringe deres liv mening. Om dette ideal så er Himmerriget, det perfekte samfund eller det
1
5
fuldkomne liv skal jeg ikke kunne sige. Godot er objekt for menneskets håb i en nihilistisk
ligegyldig og absurd verden. Men dette mål er ikke noget der kommer af sig selv, det er ikke noget
man opnår ved at vente på det eller snakke om det. Mennesket skal skabe sin egen frelse.
Endvidere tror jeg, at det netop har været Becketts formål og ønske at skabe sådan et fortryllende
dramastykke, der er så åben for fortolkning. Det er også derfor, han har sørget for at indkapsle
historien i det absurde univers; han ophæver den taditionelle tids- og stedfornemmelse, aktionerne
og samtalerne i historien er ulogiske, ofte umiddelbart uforståelige for læseren, og begivenhederne
har en drømme-agtig og uvirkelig kvalitet. Selvom historien antyder et menneskeligt fordærv, og
berører emner som ensomhed, manglen på frugtbar kommunikation og problemet ved livet og
døden, lader Beckett ikke sine aktører fremlægge en morale, og han sørger for, at tilskueren eller
læseren ikke får historiens indhold serveret på et sølvfad, for der er ingen højere instans, der skal
fortælle hvad man skal synes, hvad man skal tænke og allersidst, hvad man skal gøre. Stykket er så
åbent for fortolkning fordi, det netop er meningen at tilskueren eller læseren selv skal danne sin
egen mening om stykket, selv skal fortolke, og ikke blot fra start til slut skal vente på moralen –
vente på Godot!
Uanset hvad Beckett har lagt af tanker i “Waiting for Godot” og uanset hans formål og budskab
med historien, er det stadig ubenægteligt, at Estragon og Vladimir ikke udvikler sig. De sætter
stadig sin lid til frelseren Godot, og de venter stadig kedsommeligt i tidens leg. Det blot et af de
absurde elementer i fortællingen. Der sker ikke nogen ændring, ingen af karaktererne får indsigt i
nogen livsbekræftende mening. Men hvad sker der, når man indser det absurde, og endnu vigtigere,
hvad sker der når man affinder sig med den og erkender den? Kan man overhovedet? Disse
spørgsmål leder mig videre til sidste del af min problemformulering, videre til Jean-Paul Sartres
berømte, eksistentialistiske værk “Kvalme.”
Kvalme
Jean-Paul Sartre
Jean-Paul Sartre (21. juni, 1905 – 15. april, 1980) så dagens lys i den betagende franske hovedstad
Paris, hvor hans opvækst var ganske konventionel. Ifølge ham selv en lykkelig opvækst, præget af
traditioner og borgerlige værdier. Ironisk og atypisk er det dermed, at Sartre, som kød og blod af det
franske borgerskab, med tiden udviklede sig til at blive blandt de største kritikere af det. Stort set
1
6
hele vejen igennem hans relative store forfatterskab skinner hans enorme afsky for borgerskabet og
dets tilsyneladende ufattelige evne til stædigt at vedligeholde og værne om dets selvbedrag, tydeligt
igennem, selvom den samfundsklasse, som han jo faktisk selv tilhører, netop er offeret for hans
hvasse kritik. Efter gymnasiet indledte Sartre sin uddannelse i filosofi på en af Frankrigs
prestigefyldte ”Grandes Écoles” ved navn ”École Normale Supérieure”, hvilken resulterede i, at han
blev gymnasielærer og underviste på adskillige gymnasier. I 1938 publicerede han sit første
skønlitterære værk ”Kvalme”, om hvilket han på side 32 i biografen ”Selvportræt” selv har udtalt:
”Jeg er af den opfattelse, at ud fra et egentligt litterært synspunkt er det det bedste, jeg har lavet.”
Under Anden Verdenskrig blev han indkaldt som soldat i den franske hær, men blev tilfangetaget af
tyskerne og var krigsfange et lille års tid.
Efter sin tilbagevenden til hjemlandet var hans tid som gymnasielærer lige ved at være ved vejs
ende, og efter krigens afslutning beskæftigede han sig udelukkende med sit forfatterskab, der
indeholder en bred vifte af forskelligartede genrer: Filosofiske tekster, romaner, noveller,
teaterstykker, filmmanuskripter, biografier og både litterær og politisk kritik. I 1943 skrev han
mesterværket ”Væren og Intet”, hvilket i eftertiden er blevet anset som hans absolutte hovedværk
indenfor det filosofiske felt. Jean-Paul Sartres nyskabende, ateistisk eksistentialistiske måde at
anskue verden på har haft stor indflydelse på talrige grene af eftertidens åndelige strømninger.
Resumé og kort introduktion til Roquentins mentale udvikling
”Kvalme”, der som sagt er Sartres første skønlitterære værk, omhandler historikeren Antoine
Roquentin, der uden held forsøger at skrive en historisk bog om en afdød fransk diplomat ved navn
de Rollebon. Han bor i den lille franske provinsby Bouville, hvor livet slæber sig afsted med sine
frokoster på små snuskede caféer, adspredt læsning på det lokale bibliotek, og hvileløs vandren
rundt i Bouvilles mørke gader. Altså med andre ord en helt igennem triviel og monoton tilværelse.
Han ejer ikke en eneste ven. Autodidakten, den homoseksuelle humanist, der anvender biblioteket
til sit selvstudie, er stort set den eneste mandlige bekendte, han har. Og kærlighedslivet kunne
virkelig også bruge en meget kærlig hånd. Françoise, værtinden på en hyppigt anvendt café, besøger
han ved lejlighed, hvor de går i seng sammen knapt nok talende med hinanden. Og så er der Anny,
hans gamle kæreste eller elskerinde, som han endnu elsker, men som ulykkeligvis ikke gengælder
hans kærlighed. Det kan altså uden videre fastslås, at Antoine Roquentin er en ensom mand. Herom
skriver han selv: ”Jeg lever alene, fuldstændig alene. Jeg taler ikke med nogen, aldrig; jeg modtager intet, jeg giver
1
7
intet.”(s. 14)
Men hændelsen med den famøse sten, hvor han føler stenens eksistens trænge sig på (s. 10, s. 19),
starter hele lavinen, og han begynder stadigt oftere at føle en ikke blot fysisk, men også stærk
psykisk kvalme ved hele tilværelsen. Som dagene går, kredser Roquentins tanker stadig mere
omkring denne kvalme i forsøg på at komme den til livs eller afsløre, hvad den vil fortælle ham.
Hans totale overflødighed i forhold til denne verden går lidt efter lidt op for ham, og han indser, at
verdens absurde væren, selve dens meningsløse eksistens, hele tiden har været årsag til kvalmen.
Denne indsigt i meningen med livet og verden, eller rettere sagt mangel på mening, kaster
Roquentin ud i et virvar af kompliceret tankespind. For bare at finde en lille smule hold i sit liv, må
han tilføre om end ikke en direkte mening, så dog en tilsyneladende årsag og en eventuel glæde ved
at være i live. Ved romanens slutning løftes sløret for Roquentins løsning på sit problem, og hans
tilflugt viser sig at være forfatterskab: han beslutter sig for at skrive en roman. På den måde vil han,
så vidt som det nu er muligt, kunne fastholde et meningsfuldt liv midt i en absurd verden og en
frygteligt påtrængende eksistens. ”Så ville jeg måske kunne genkalde mig mit liv uden afsky”(s. 209), lader
Sartre ham skrive på den sidste side. En udvej fra kvalmen og angsten er således at skue i
forgrunden, men om Roquentin er i stand til at realisere dette nye håb om forløsning, er endnu
ukendt for publikum.
Når man læser ”Kvalme”, og samtidig er bekendt med Sartres karakteristiske form for
eksistentialisme, rejses følgende spørgsmål: Hvorvidt er Sartre og Roquentin én og samme person?
Svaret må være et forsigtigt ja, og romanen kunne dermed kaldes en selvbiografi, selvom
handlingsforløbet i romanen fremstilles som almindelig fiktion. At ”Kvalme” er skrevet som
dagbog, er sandsynligvis et bevidst valg, hvor Roquentin bliver talerør for Sartre. Dette både i
relation til personligt at skildre hans egen sjælelige livshistorie, men også, på næsten didaktisk vis,
til at udbrede hans filosofi, den ateistiske eksistentialisme. Og måske har Roquentin endda været
Sartres ejendommelige psykoanalytiske måde at komme gennem sin eksistentielle krise på. Hvem
ved?
Et andet bevidst valg fra Sartre, er hans brug af stednavne, der fungerer som selvstændige
virkemidler i historien. F.eks. kan byen Bouville oversættes til ”Mudderby”, hvilket forstærker
Roquentins syn på hele tilværelsen i den. Gaden nedenfor hans hotelvindue hedder ligeledes Rue de
Mutilés, som kan oversættes til ”Lemlæstelsesgade/De Lemlæstedes Gade”, hvilket er et endnu
bedre eksempel på, hvordan Sartre maler Roquentins sindsstemning ind i omgivelserne. Når
Roquentin på side 21 tænker tilbage på sin glade ungdom, nævner han Rue de la Gaîté, eller på
dansk ”Munterhedensgade/Muntergade”. Der er flere af disse subtile detaljer i bogen, som på
1
8
underfundig måde forstærker helhedsindtrykket.
Analyse og fortolkning
Livet som farceforestilling
Hovedtemaet i ”Kvalme” er tilværelsens fuldstændige meningsløshed set gennem ateismens optik.
Eksistentialismen, og i særdeleshed den moderne, har formået at isolere ikke blot mennesket som
sådan, men også det enkelte menneske, fra resten af verden. Der findes ingen overordnet
”masterplan”, ingen Gud, ingen sand fælles menneskelig adfærd, heller ingen pejlemærker. Idet
Gud ikke eksisterer, er man sin egen Gud, sin egen skaber, sin egen dommer, og frem for alt sit eget
ansvar.
Tilværelsens meningsløse absurditet kan i bogstaveligste forstand gøre hvem som helst tosset. Og
når der ingen mening er med noget som helst, er det ganske naturligt at tvivle på alt.
Ingenting er givet på forhånd, og alting kan vise sig at være bedrag. Og bedraget er helt klart en
meget substantiel del af ”Kvalme”. Bedraget optræder i romanen på flere forskellige måder. Det
mest centrale er selvbedraget. Herudover figurerer en anden relevant form for bedrag, som jeg har
døbt ”rolle-bedraget”. Hermed menes de unaturlige roller, vi påtager os overfor verden og vores
medmennesker, men skam også overfor os selv. Det bedrag der gør os til skuespillere i livets
kunstige teater, og udstyrer os med hver vores selvskrevne manuskript i baglommen. Det skal dog
være et manuskript, som er acceptabelt overfor tilskuerne og de medspillende aktørerer i rollespillet.
Ellers ville idéen jo være gået tabt. Om denne type bedrag står der blandt mange andre eksempler:
”De vil gå i seng med hinanden. De ved det. Hver især ved, at den anden ved det. Men eftersom de er unge, kyske og
anstændige, eftersom hver især vil bevare agtelsen for sig selv og den anden, eftersom kærligheden er en stor poetisk
ting, som man ikke må kyse bort, går de flere gange om ugen på baller og i restauranter for at fremføre deres små
rituelle og mekaniske danse…” (s. 133).
Dette eksempel demonstrerer glimrende, hvordan det falske skuespilleri fungerer i aktion. De to
unge turtelduer påtager sig søgte roller, selvom de udmærket er bevidste om, at den anden kan
gennemskue skuespillet og tilmed selv spiller med. Hvorfor så ikke bare kvitte denne grinagtige
parodi?, spørger Sartre indirekte gennem Roquentins tanker. Et andet eksempel på rollespil
1
9
beskriver Roquentin således i dagbogen:
”…om søndagen ved denne tid kan man i Bouville se et udsøgt skuespil, men man må ikke komme alt for lang tid efter
højmessens afslutning”(s. 54)
Det er da også komisk med en hel bys borgere spankulerende rundt på en enkelt gade; mændene
skal løfte på hattene, kvinderne nikker pænt med deres fine smukkeserede hoveder. Smil bliver
uddelt ”en masse”, men husk, dog kun til de rigtige (fine) mennesker. Denne form for bedrag, rolle-
bedraget, finder man et utal af eksempler på i ”Kvalme”, hvortil Sartre lader Roquentin vise sin
fulde foragt. Som før nævnt er selvbedraget det mest centrale bedrag i bogen, men rolle-bedraget
kan faktisk anbringes under samme kategori. For eftersom mennesket ifølge Roquentin ene og alene
selv vælger at leve i disse hule roller, er det jo kun dem selv de bedrager. Det er ikke de andre, der
ligesom dem selv, er indgået på skuespillets præmisser. Selvbedraget bemægtiger sig dermed rollen
som marionetfører, rolle-bedraget agerer som kulisse, og menneskene leger marionetdukker i deres
tilsyneladende stærke modvilje mod en højere indsigt og selverkendelse.
”Det rigtige hav er koldt og sort, fuldt af dyr; det skråner ned under denne tynde, grønne hinde, som kun er gjort for at
bedrage menneskene”(s. 148).
Selvfølgelig er dette atter et eksempel på det kollektive selvbedrag. Menneskene betragter havet og
ser, at det er grønt og smukt. På den måde det fremgår af teksten, falder det dem ingenlunde ind, at
havets overflade jo kun er grøn og smuk, fordi solen skinner på den. Under overfladen gemmer der
sig noget, mennesket hverken ønsker at kende eller vide af. Og deri gemmer bedraget sig.
At Roquentin føler, at der er en ufattelig dyb kløft imellem sig selv og resten af menneskene, er der
vist ingen tvivl om. Kvalmen er et psykosomatisk tegn på, at han gennemskuer, at alle de værdier,
som mennesket går rundt og tror, er gældende, i virkeligheden er totalt formålsløse. Han kan
begribe livets absurditet i alle tings væsen i modsætning til de andre.
Han forstår meningsløsheden og prøver af al magt at affinde sig med den. Men at finde en harmoni
mellem sit kaotisk forvirrede indre, og den kaotisk formålsløse verden hvori man er fremmed, er
ikke en let affære. I den tid læseren kender Roquentin, har han bestemt ikke et solskinsforhold til
sig selv. Han går så langt som til at tvivle på sin egen menneskelighed.
”Var jeg ikke simpelt hen et skinvæsen?”(s. 105)
2
0
”…i spejlet oven over dyrlægens kranium ser jeg et umenneskeligt ansigt glide forbi”(s. 34)
”…de betragter min ryg med forbavselse og afsky; de troede, at jeg var som de, at jeg var et menneske, og jeg har
bedraget dem”(s. 147)
Krise eller ej - Roquentin bør vide, at han er et menneske ligesom alle andre, og ligeså meget som
alle andre. Ikke desto mindre føler han sig anseeligt anderledes end dem. Det er kvalmende ulideligt
for ham at tænke på alle disse mennesker, som i deres inderste tillægger deres liv betydning, og som
mener at kende verdens væsen, dens bestanddele og dens kulører. Alt sammen er én stor løgn for
ham; alt er intet andet end vedtagne begrebsdefinitioner, som bestemt ikke holder i den verden, han
selv er i stand til at se. Og derfor er han prisgivet meningsløsheden. Så selvfølgelig ved han godt på
et eller andet plan, at han er gjort af samme stof som dem, men alligevel kan det ikke forhindre ham
i at undre sig over mennesket inde i sig selv. Angsten og kvalmen, som grundet erkendelsen fylder
ham til bristepunktet, vil ikke på magisk vis forsvinde i den blå luft. Tværtimod er det en
grundstemning, han ikke kan komme af med. Han har opdaget menneskets skræmmende frihed og
dermed det ansvar, han pludselig står med i hænderne. Og med mindre han kan skrue tiden tilbage
og ændre hvad det var, der gjorde, at han fik øje på friheden bag bedragets camouflerende slør, vil
han ikke kunne skille sig af med angsten.
Kvalmen i ”Kvalme”
For Roquentin opstår kvalmen, da han begynder at fornemme døde tings eksistens trænge sig på.
Og det menes helt bogstaveligt talt:
”…jeg kvæles: eksistensen gennemtrænger mig fra alle sider, gennem øjnene, gennem næsen, gennem munden…”(s.
150)
”Tingene er ikke skabt, for at vi skal røre ved dem. Det var bedre, om man sneg sig ind imellem dem og undgik dem
mest muligt”(s. 146).
Han føler sig fremmedgjort overfor verden og dens meningsløse ting på en skræmmende ny måde.
Kvalmen er altså symptom på hans evne til at gennemskue den totale tilfældighed og ikke mindst
meningsløshed i livet. Det generelle menneske får ikke kvalmen, fordi det ikke kan indse, at alt er
uden formål. Selvbedraget bliver med andre ord næret af mangel på indsigt. Vi er ikke skabt med en
2
1
bestemt hensigt, vores liv er omsonst, og selv vores død er ligeledes uden betydning. Det er søreme
ikke så mærkeligt, at indsigten i livets mangel på mening medfører angst. Det vi nærer angsten for,
er paradoksalt nok intet, for hvis der var et objekt for angsten, ville det ikke være angst, men
derimod frygt. Angsten melder sig også, fordi man bag verdens bedrag finder en næsten ubegrænset
frihed. Og frihed skaber uanede muligheder, hvilket igen kan skabe angst. Det kan de fleste vel også
nikke genkendende til. Angsten og kvalmen er derfor tegn på, at de, der nærer disse følelser, kan se
igennem en del af selvbedraget. Kvalme og angst kan ikke direkte forbindes, men de går hånd i
hånd med henblik på den eksistentielle selverkendelse.
Efter læsningen af ”Kvalme” kan læseren dårligt undgå være ladt tilbage med tvivl på
meningen med egen eksistens. Sartre og Roquentin formår at fremlægge livets meningsløshed på en
fantastisk rammende og troværdig måde.
Sammenfatning, konklusion og kritik
Waiting for Godot” og “Kvalme” er begge værker, som formidler det eksistentialistiske budskab.
'Godot' tager primært fat i problemstillingen om døden, der tvinger eksistensen til at blive et
meningsløst tidsfordriv mellem intetheden og intetheden, fordi mennesket metaforisk set fødes
overskrævs på en grav. Ligemeget hvad vi gør i vores liv, og med vores liv, ligemeget hvad vi
opnår, vil vi aldrig kunne undgå døden. Alle vores handlinger er i sidste ende meningsløse. Men
'Godot' giver som sagt ikke et direkte svar på denne absurde problemstilling i livet.
Og det er måske hovedforskellen mellem 'Godot', der overordnet er et absurdistisk drama, og
“Kvalme”, der er en eksistentialistisk roman. 'Godot' forholder sig ikke som sådan til
meningsløsheden, men konstaterer den umiddelbart blot, hvorimod “Kvalme” forsøger at
frembringe en løsning på det eksistentialistiske problem. Godt nok finder vi som sagt ikke ud af,
hvordan det kommer til at gå Roquentin, men vi ved, at han har besluttet sig for at tillægge sit liv
en, om end ikke stor, så dog en slags betydning. Hans totale overflødighed i forhold til verdenen er
gået op for ham, han indser at verdens absurde væsen hele tiden har været årsag til kvalmen, og han
kæmper med denne indsigt. Han kæmper, og beslutter sig for at affinde sig med den, og finder sin
plads for sin egen eksistens i verden som forfatter.
Men er den eksistentialistiske overbevisning virkelig en frugtbar verdensopfattelse?
2
2
Det, at der ingen mening er med eksistensen, er sådan set ikke noget jeg vil forsøge at modbevise.
Vi har ingen anelse om, hvordan og hvorfor universet opstod, eller hvordan det første liv begyndte.
Efter alt hvad vi ved, er der ingen overordnet mening med noget som helst, og ingen intelligent
kontrol over udviklingen. Det vi ved er, at evolutionen har varet i omtrent 4 milliarder år, og at der
har været uendelige led af udvikling, som sikkert ligeså godt kunne have været anderledes, hvorved
verden i dag ville se helt anderledes ud, og mennesket sikkert ikke engang eksistere. På det punkt
giver jeg Roquentin fuldstændig ret i, at både menneskeheden og individet er overflødig i forhold til
verden og eksistensen, men som jeg ser det, er det kun meningsløst, fordi han stiller krav om
forståelse af udgangspunktet, det filosofferne kalder førsteprincippet. Hvis man derimod accepterer,
at verden rent faktisk eksisterer, og at der rent faktisk har været en udvikling, er der straks mere
mening i alting. Når først verden er skabt, og livet er opstået, sørger evolutionen for resten, og dér
er tingene ikke spor tilfældige eller meningsløse. Reglerne i evolutionsspillet er simple: Den
organisme eller det dyr, der får flest afkom, vinder. Flest afkom opnås af de bedst tilpassede
individer. Og på den måde er mennesket det sidste skud på stammen i 4 milliarder års evolutionære
bestræbelser. Det giver mening. Vi kom fordi udviklingen pegede på os. Men det er ikke nok for
eksistentialisterne. De fortvivler stadig over, at den eneste grund til netop den enkeltes eksistens er,
at uendelige generationer huskede at parre sig, men i øvrigt er der ingen logik eller begrundelse i
menneskets gang her på jord. Eksistentialisten ser sig selv løsrevet fra både Gud, biologi og kultur,
og glemmer (eller vil ikke vide af), at mennesket ligesom al anden eksistens er et produkt af
evolutionen, og tilfældigvis blev vi en art med bevidsthed og selvopfattelse, som i dag kan sidde og
gruble over eksistentialistiske problemstillinger.
Absurdisterne og eksistentialisterne benægter som sagt en universel menneskelig adfærd og natur,
og ser i høj grad sig selv som fuldstændigt frigjorte aktører i livets spil. Men dette er naturligvis
ikke sandt. Mennesket fødes ikke blankt, men er dels forsynet med instinkter, der styrer vores
adfærd, og dels er vi forudbestemt til leve efter normer, som skal læres i det samfund, man
tilfældigvis fødes ind i. Vi kalder det kultur, hvilket skifter fra sted til sted. Det er netop forskelligt
fra sted til sted, hvilken kultur der styrer tilværelsen, da denne er underlagt de lokale, naturlige
omstændigheder. Kulturen og samfundet, som mennesket lever i, forsyner os med de normer og
adfærdsmæssige kodeks, vi som ”stammedyr” benytter os af. Eftersom vi lever sammen i større
eller mindre grupper, er det nødvendigt at vi har de samme sociale spilleregler. Under opvæksten
internaliserer man derfor de værdier, der gør sig gældende hos individerne i det samfund, man nu
engang er del er. Mennesket spejler sig selv i sine omgivelser.
2
3
Men selvfølgelig er vi ikke fuldstændig bundet af naturen og kulturen; vi som tænkende og bevidste
mennesker udvikler en specifik personlighed, der adskiller os fra alle andre mennesker, og det er
også her, vi adskiller os fra resten af dyreriget. Vi er på ingen måde totalt underlagt naturen. Ikke
nok med at vi som andre dyr kan forholde os til hinanden; vi kan også forholde os til os selv. Og det
er her, friheden ligger. Vi har frihed til at skabe et unikt ”jeg” indenfor de rammer, som naturen og
kulturen stiller os. Derfor er det kun sundt og naturligt at tænke over sin egen eksistens, men hvis
man som eksistentialisterne ikke medregner, at vores frihed er begrænset af vores design, bliver
meningsløsheden skræmmende. Sådan som jeg ser det, er man nødt til at indse og acceptere
meningen i meningsløsheden for ikke at fortvivle over den. Og hver gang man bliver i tvivl om
meningen med det hele, skal man bare lytte til Louis Armstrongs ”What a wonderful world”. Den
samler det hele.
Eksistentialisterne har næppe hørt ”What a wonderful world”. De tager den fulde konsekvens af
meningsløsheden ved at bruge den som sit frihedsbrev. De benægter den struktur og sammenhæng,
som udviklingen har skabt, fordi udgangspunktet ikke kan forklares eller forstås. De benægter at
være bundet af simpel biologi, de benægter at være påvirket af det samfund, de fødes ind i. De
benægter konsekvensen af evolutionen – ja, for at være rigtig grov, nægter de faktisk dermed at
være mennesker. Eksistentialisten hænger frit svævende i det meningsløse ingenting, kun iført sin
ubegrænsede frihed, der oftest driver ham på randen af vanvid, hvorved friheden bliver en
forbandelse. Roquentin mener, at de selvbedragende mennesker ikke oplever den eksistentielle
kvalme grundet manglen på indsigt i deres frihed. Men er manglen på kvalme ikke blot en sund
tilstand, da meningsløsheden i praksis er irrelevant? Det er i hvert fald min påstand. Sartre siger
godt nok, at vi er ”dømt til at være frie”, og selvom vi på mange punkter i høj grad har stor frihed,
kan spørgsmålet her til sidst kan lyde, om ikke eksistentialisten selv er offer for selvbedrag, nemlig
det, at løsrive menneskets eksistentielle grundvilkår fra 4 milliarder års benhård evolution. Svaret
på om den eksistentialistiske overbevisning er en frugtbar verdensopfattelse, må derfor være: Nej,
det er den ikke!
2
4
Litteraturliste
BØGER:
- Beckett, Samuel: “Waiting for Godot”. Faber and Faber Limited, 1956
- Marvel, Laura: “Readings on Waiting for Godot”. En essay-samling fra Greenhaven Press, 2001
- Elung-Jensen, Peter: “Drama magi”. Undertekst (Dramatiklærerforeningens forlag), 2004
- Beckett, Samuel: “Slutspil”. Som en del af samlingen (“Vi venter på Godot, “Slutspil” og
“Stumspil”) udgivet af Forfatternes Forlag, 1963
- Grønkjær, Preben: “C. G. Jungs analytiske psykologi – en introduktion”. Gyldendal, 1994
- Sartre, Jean-Paul: “Kvalme” Gyldendals Forlag, 1938
- Mørch-Petersen, Poul R.: “Fordømt til frihed – eksistentialistiske tekster”. Tekster udvalgt af Jean-
Paul Sartre, Det Lille Forlag ,1995
- Sartre, Jean-Paul: “Selvportræt”. Vintens Forlag, 1976
- Thodberg Bertelsen, Jens og Færing, Frede: “Eksistens – handlingen at være til”. Gyldendals
Boghandel, Nordisk Forlag, 1991
- Kierkegaard, Søren: “Frygt og Bæven”. Gyldendals Boghandel, Nordisk Forlag, 1961 (originalt
udgivet i 1843)
- Munksgaard, Ulla: “Det sande selv – tekster til eksistentialismen”. Hans Reitzels Forlag, 1986
- Camus, Albert: “Den Fremmede”. Som en del af samlingen (“Den Fremmede”, “Faldet” og “Eksil
og Kongedømme”) udgivet af Gyldendals Bogklub, 1942
- Camus, Albert: “Sisyfos-myten”. Forlag ukendt (jeg bruger den tekstudgave, som vi fik udleveret i
dansk), 1942
- Auster, Paul: “The Invention of Solitude”. Faber and Faber, 1982.
- Auster, Paul: “The New York Trilogy (City of Glass, Ghosts, The Locked Room)”. Faber and
2
5
Faber, 1987
INTERNET:
Wikipedia-sider (ved søgning på www.wikipedia.com):
- Søren Kierkegaard
- Friedrich Nietzsche
- Samuel Beckett
- Albert Camus
- Jean-Paul Sartre
- Waiting for Godot
- Nausea
- Absurdism
- Existentialism
Yderligere hjemmesider:
http://sites.univ-provence.fr/e-rea/2_2/2_2_PDF/09_Roger.pdf
http://www.google.dk/search?hl=da&q=history+samuel+beckett&btnG=Google-
s%C3%B8gning&meta=
http://www.imagi-nation.com/moonstruck/clsc7.htm
http://www.online-literature.com/forums/showthread.php?t=12862
2
6
BILLEDER:
“Butterflies and Hurricanes” - forsidebilledet i farver, animation af Debbie Lambert, dateret
2007 (fundet ved billedsøgning på www.deviantart.com)
“Albert Camus” - portrætbillede i sort/hvid af Albert Camus i Paris, dateret 1947 (fundet ved
billedsøgning på www.google.dk)
“Samuel Beckett” - portrætbillede i sort/hvid af Samuel Beckett, fotograferet af Jerry Bauer, ikke
dateret (fundet ved billedsøgning på www.google.dk)
“Waiting for Godot” - bogomslaget i farver fra den engelske udgave af Samuel Becketts “Vi
venter på Godot” i 1998, dateret 16. februar 1998 (fundet ved billedsøgning på www.google.dk)
“Jean-Paul Sartre” - portrætbillede i sort/hvid af Jean-Paul Sartre med sin berømte pibe, ikke
dateret (fundet ved billedsøgning på www.google.dk)
“Nausea” - bogomslaget i sort/hvid fra den engelske udgave af Jean-Paul Sartres “Kvalme” i
1964, 7. opslag, dateret 1964 (fundet på www.wikipedia.com's side “Nausea”)