Den eksistentielle fortælling
1
Den eksistentielle fortælling
Det var den danske forfatter Svend Åge Madsen der indførte begrebet den
eksistentielle fortælling. Det er et begreb der mest bliver brugt i den danske litteratur,
men som i realiteten dukker op i mange forskellige tekster fra udenlandske forfattere.
Svend Åge Madsen mener at den eksistentielle fortælling er en specielt dansk genre
som er en blanding af den danske forfatter H.C. Andersens fortælleglæde og teologen
og filosoffen Søren Kierkegaards eksistentialisme.
Når man skriver en eksistentialistisk fortælling er det karakteristiske, i forhold til f. eks.
realistiske fortællinger, at man ikke bygger sin fortælling på at gengive forhold fra
verden omkring sig. Den eksistentielle fortællings opgave er ikke at beskrive, men at
fortælle. Svend Åge Madsen udtaler bl.a.: ”Der findes måske nok en verden – men vi er
STX 2.g
verden som vi fortæller hinanden.”
1
Med disse ord bliver denne fortællergenres
karakteristika beskrevet. I den eksistentielle fortælling er det den enkeltes subjektive
historie som er en skildring af sandheden. Det er ikke vigtigt om man enes om den
”sande sandhed”, men at fortælle mange versioner af sandheden da den er forskellig
fra person til person.
Endvidere udtaler Svend Åge Madsen: ”Personlighed forstås ikke længere ud fra en
psykologisk målestok. Min identitet afgøres af hvilke historier jeg har taget til mig,
hvilke historier jeg indgår i, hvilke historier jeg vælger at føre videre.”
2
Forudsætningerne for den eksistentielle fortælling er således blandingen af
fortællerglæden og livets store spørgsmål, det er så at sige sådan den bliver skabt.
Men det er også ideen om at et menneske er summen af alle de historier han har
hørt/læst/fortalt/levet. Der er den opfattelse at den bedste måde at håndtere verden
på er via fortællingen. Og det er de fortællinger som man kan stå inde for som viser
hvem vi er som mennesker.
1
Madsen, Svend Åge: Skumhedens tid (1995) – side 30
2
Madsen, Svend Åge: Skumhedens tid (1995) – side 31
Den eksistentielle fortælling
2
I tekstsamlingen ”Skumhedens tid – 90’ernes eksistentielle fortællinger” har jeg valgt
at arbejde med uddragene fra Christina Hesselholdts roman ”Det skjulte”. Uddragene
handler om Marlon og Greta og deres forhold til hinanden. Marlon er besat af anatomi
og tanken om at nå ind til sjælen gennem kroppen. Marlon har ingen erkendelse om
sig selv, men tror at han kan få det via Greta. Det ender med at Marlon dissekerer
Greta.
Skrivestilen i ”Det skjulte” er meget speciel og karakteristisk ved at den, på samme
måde som vi ser i film og på tv, ”klipper” fra scene til scene, og man på den måde
oplever handlingsforløbet som en masse små intense øjeblikke. Selvom forståelsen
ikke går tabt kan det nemt føles usammenhængende da man som læser, ligesom
personerne i romanen, ikke når at forarbejde oplevelserne, men bare springer videre
til den næste. Der ligger i denne skrivestil en umiddelbar lighed til begrebet skumhed.
Bogen er skrevet som en masse små ”cool øjeblikke”.
Marlon er på mange måder en slags personificering af skumhed. I ham ligger al den
rastløshed som Veronesi omtaler, den manglende billeddannende evne som Svend Åge
Madsen omtaler, den søgen efter uendelighed og ønsket om at forsvinde i noget uden
for en selv som Emborg og Sørensen omtaler, og evnen til at gå fra oplevelse til
oplevelse uden at tænke over oplevelserne, uden at gøre dem til erfaringer, som hele
tekstsamlingen omhandler. Marlon indeholder en blanding af alle disse træk som
Veronesi mener, er karakteristiske for den unge generation.
Anatomien og Marlons besættelse af den bliver brugt som en metafor for flere ting.
Den ene er Marlons totale uvidenhed om sig selv og hans søgen via det kropslige efter
sig selv. Men anatomien er også et symbol for hvordan Marlon skummer igennem
kroppen (livet). Først koncentrerer han sig om det ene organ (øjeblik) og så springer
han til det næste, alt imens han er i en hyperkoncentration, men uden at tænke over
det bagefter, og han får på den måde aldrig en dybere viden om sig selv. Det leder ham
til dissektionen af Greta som han har dybe følelser for. Han føler at han hvis han når
dybt nok ind i hende vil han kunne nå sit eget inderste, hvilket Greta symboliserer for
ham. Det opnår han dog aldrig.
Den eksistentielle fortælling
3
Dissektionsscenen hvor Marlon arbejder sig ind igennem Gretas legeme, kropsdel for
kropsdel, i hans søgen efter at nå hendes indre og derved opnå en erkendelse om sig
selv, viser udtrykkeligt hvordan Marlon har mistet enhver form for empati, han kan
ikke længere leve sig ind i andre menneskers situation, han lever kun for sig selv, eller
rettere, sin søgen efter sig selv. Og den søgen ender forgæves da Marlon efter at have
dissekeret Greta, til sidst sidder med hendes hjerte i hænderne. uden at have opnået
noget, men er ved at blive vanvittig da han føler sig forfulgt af Gretas dissekerede krop.
I romanen ligger der en kritik af den udvikling som samfundet har taget. Eller i det
mindste en kritisk stillingtagen. Hesselholdt forholder sig kritisk til den måde som de
sociale strukturer er degenereret på, den måde hvorpå man nemt kan ende op uden
sociale relationer, uden noget at forholde sig til, hvordan det er blevet nemmere at
være en enspænder i dag end tidligere. Endvidere forklarer Hesselholdt at hun ikke
selv kan betragte sin fortid som sammenhængende, den er blot en masse øjeblikke, og
det er problematisk for selvforståelsen.
Søren Kierkegaard skrev engang at ”… overlade det enkelte Individ til sig selv, saaledes,
at dette i strængere Forstand bliver sin egen Skaber.”Kierkegaard var af den holdning
at individet er sat på fri fod; man er ikke længere bundet til institutioner med bundne
værdier og normer som man kan forholde sig til. Det betyder bl.a. at man selv skaber
sine værdier og normer og dermed har større betydning for sin egen
personlighedsudvikling end tidligere. Disse løsrevne bånd fra de sociale strukturer
gælder hvad enten man vil det eller ej. Man er tvunget til at tage skæbnen i egne
hænder, om man så må sige. Det skal dog også forstås som et udtryk for at man,
måske, i langt højere grad har mulighed for at realisere sig selv og sine drømme end
tidligere. Men i takt med at skumhed udbredes blandt befolkningen er det også muligt
at det er blevet sværere for den enkelte at tage ansvaret for sit eget liv. Mange vil
være henført til et liv foran en skærm, med urealistisk, evigt lyksalige mennesker som
ikke kan sammenlignes med virkeligheden.
Ens identitet kan godt forandres selvom man skummer og således ikke danner
erfaringer, men kun oplevelser. Man forarbejder sine oplevelser i de historier man
Den eksistentielle fortælling
4
fortæller videre, og så bliver de senere bearbejdet af ens tilhørere. Man sidder derfor
ikke med en fast identitet, men en identitet som konstant udvikler sig.
Ens erfaringer er ikke alene baseret på ens egne oplevelser, men på alle de historier
man har hørt. Man kan således danne en mere kompleks identitet end tidligere, da
man uden selv nødvendigvis at have erfaring kan skabe sig det via andres. Man kan
sige man skaber sin egen identitet ved at vælge hvilke historier man tror på. Det er det
samme som Svend Åge Madsen siger når han udtaler at personlighed ikke længere skal
forstås psykologisk.
3
Man er dog ikke ”sin egen skaber” i videre forstand end at man vil være påvirket af
sine omgivelser og opvækst da det er i barndommen fundamentet bliver lagt for ens
personlighed. Mennesket er således stadigvæk et produkt af dets miljø.
3
Madsen, Svend Åge: Skumhedens tid (1995) – side 31