Studiekompasset.dkKlasse: STX 2.g · Fag: Historie A
Side 1 af 8
Indholdsfortegnelse
1. Indledning s. 3
2. Hekseforfølgelse s. 3
2.1 Hvad gjorde man i Europa, når man havde mistanke om at nogle var heks s. 3
2.2 Hvad gjorde man i Danmark, når man fik mistanke om nogle var heks s. 4
3. Hvad blev man beskyldt for når man var heks s. 4
3.1 Heksene var typisk gamle koner s. 4
3.2 Heksehammerens syn på hvorfor det især var kvinder der var hekse s. 5
3.3 Heksene kunne mange overnaturlige ting s. 5
3.4 Heksesabbat s. 6
4. Heksen blev syndebuk s. 6
4.1 Heksetroen gjorde det nemmere at forklare modgang og ulykke s. 6
4.2 Det blev sat fast i folks bevidsthed s. 7
5. Procesformen s. 7
5.1 Den akkusatoriske og den inkvisitoriske procesform s. 7
6. Stadig mange gåder s. 8
6.1 Gådefuldt hvorfor det startede og hvorfor det stoppede s. 8
7. Konklusion s. 8
8. Litteraturliste s. 9
Side 2 af 8
1. Indledning
De europæiske hekseprocesser udspillede sig i årene fra 1450 til ca. 1750, hvor bålene flammede op i de
fleste lande. Sammenlignet med de fleste andre lande i Europa flammede bålene dog ikke så heftigt op i
Danmark. Hvor mange mennesker, der blev henrettet på denne måde, er historikerne uenige om. Troen på
trolddom og hekseri har eksisteret i alle lande og til hver en tid. I næsten alle folkeslags forskellige tro finder
man troen på, at visse medlemmer af samfundet skader andre ved hjælp af overnaturlige kræfter. De mente,
at hekse kunne forudsige fremtiden, at de var usårlige, at de var udsædvanligt stærke, at de kunne forvandle
sig selv og andre mennesker, at de kunne flyve, at de kunne gøre sig usynlige eller gøre andre usynlige. De
kunne få ting til at flytte sig uden at røre ved dem og fremtrylle alt, hvad de ønskede sig. Deres trylleformularer
og magiske heksebryg kunne få folk til at blive forelskede eller få dem til at
1
. Alle disse fordomme om
hekse, har gjort at mange uskyldige mennesker har, måtte lade livet for vanvittig overtro.
Jeg vil redegøre for hvad hekseforfølgelse er og hvordan de fandt sted i Europa i perioden ca.
Så vil jeg diskutere hvilke motiver der lå bag hekseforfølgelserne. Og så vil jeg indgå en analyse af en
samtidig kilde der belyser denne problemstilling. Min kilde jeg har valgt at analysere er et uddrag af Jakob
Sprenger og Heinrich Institoris ”Heksehammeren”, som er en lærebog i heksejagt. Heksehammeren er en bog
som er skrevet på latin af to tyskere og udkom i 1486. Den blev trykt i et stort oplag og ivrigt læst. For
præsterne fik den omtrent lige så stor betydning som Biblen. ”Heksehammeren” var en stor bog på 500 sider.
Her kunne man læse alt om, hvordan heksene var. De to mænd, som skrevHeksehammeren”, kunne
bestemt ikke lide kvinder.
2. Hekseforfølgelse
2.1 Hvad gjorde man i Europa, når man havde mistanke om at nogle var heks
Heksejægerne havde travlt i Europa. De blev kaldt for inkvisitorer, og de var udsendt af paven. Når man fik
mistanke om, at en eller anden var en heks, skulle mindst to vidner udtale sig imod heksen
2
. Dødsfjender
måtte ikke vidne. Den mistænkte kunne godt få en forsvarer til at hjælpe sig. Men hvis han forsvarede hende
for ivrigt, risikerede han selv at blive anklaget for at være en heks. Det drejede sig først og fremmest om at få
heksen til at tilstå. Derfor brugte man tortur. Der var mange pinefulde metoder: knuse heksens fingre og tæer,
stikke søm op under hendes negle eller piske hende
3
. Man kunne også binde hendes hænder bag ryggen og
hejse hende op under løftet. Dér hang hun i flere timer, mens heksejægeren og hans hjælpere fik noget at
1
Meltzer, Milton: Hekse og heksejagt i fortid og nutid, s. 6-7
2
Nielsen, Christian, Flemming: Mysteriet om heksen, s. 19
3
Nielsen, Christian, Flemming: Mysteriet om heksen, s. 21
Side 3 af 8
spise. Den stakkels mishandlede kvinde jamrede og bad for sit liv. Heksejægeren spurgte, om hun ville tilstå.
Hvis hun nægtede, gjorde heksejægeren tegn til, at torturen skulle fortsætte. Så snart heksen tilstod, at hun
havde deltaget i en heksesabbat og til sidst tilstod hun altid, fortsatte man med torturen. Hun skulle nemlig
røbe de naboer, hun havde genkendt ved heksesabbatten. Så kunne heksejægeren forfølge dem, når heksen
var brændt.
2.2 Hvad gjorde man i Danmark, når man fik mistanke om nogle var heks
Heksejagten var ikke så voldsom i Danmark som i det sydlige Europa. Hvis man i Danmark beskyldte nogen
for at være heks, skulle man nemlig selv betale heksens mad, mens heksen sad i fængsel
4
. Det kunne blive
dyrt. Man risikerede også at få en retssag på hakken, hvis beskyldningen var falsk. Det var heller ikke særlig
rart, så derfor holdte mange sig altså tilbage. I Danmark måtte tyveknægte og kloge mænd og koner ikke være
vidner. En anklaget måtte heller ikke udsættes for tortur, før han eller hun var dømt. Det betød, at heksen kun i
få tilfælde blev tvunget til at røbe sine medskyldige.
3. Hvad blev man beskyldt for når man var heks
3.1 Heksene var typisk gamle koner
De folk som blev beskyldt for at være hekse, var typisk gamle koner. Hun var som regel gammel og ensom.
Hun boede altid alene og var lidt sær. Hun var krumbøjet og gik med stok. Måske havde hun en vorte
næsen. Hun ejede en heksekedel, hvori hun fremstillede sine dræbende gifte og sine trylledrikke og
tryllesalver. I sin boblende heksekedel kogte hun urter, der var samlet ind ved nymåne. Eller hun lavede en
heksebryg af rester fra døde mennesker eller dyr, tilsat stumper af en hængt mands tøj
5
. Sådan var billedet af
en typisk heks dengang. Når fattige, ældre, lokalt kendte kvinder var de hyppigste ofre for hekseprocesserne,
hang det sammen med deres position i det tætte samfund
6
. De var de mest udsatte, dem der havde sværest
ved at klare dagen og vejen. Derfor var de også nød til at tage alle midler i brug for at skaffe det daglige brød,
og det gjorde dem endnu mere upopulære, end de måske var i forvejen. Endelig havde de færreste
muligheder for at forsvare sig, når de blev anklaget. Ens rygte spillede en stor rolle i samfundet. Folk, det
havde ry for at være anderledes, var langt mere udsat end almindelige mennesker.
3.2 Heksehammerens syn på hvorfor det især var kvinder der var hekse
De mener at kvinden enten elsker eller hader, der er ikke nogle tredje tilstand hun kan være i. At kvindes tårer
er et bedrag, de kan enten komme af sand sorg, eller være en fælde. Og når kvinden er alene tænker hun
4
Nielsen, Christian, Flemming: Mysteriet om heksen, s. 28
5
Nielsen, Christian, Flemming: Mysteriet om heksen, s. 10
6
Andersen, John / Andersen, Torben / Wad, Thomas: Heksenes historie, s. 21
Side 4 af 8
ondt. Der er 3 grunde til, hvorfor der er flere overtroiske kvinder end der er mænd og det citeres: ”kvinder er
mere lettroende end mænd, og eftersom Djævlens hovedmål er at ødelægge troen, angriber han først og
fremmest dem”
7
. Altså giver heksehammeren udtryk for at kvinder tror på langt mere end mænd, og derfor går
djævlen efter dem, da de er lettere at overbevise end mænd er. ”Den anden grund er, at kvinder af naturen er
mere letpåvirkelige og derfor mere parat til at lade sig åndelig påvirke, og når de bruger denne evne i det
godes tjeneste, bliver de meget gode, men når de bruger den i det ondes tjeneste, bliver de meget onde”
8
. Her
mener de, at kvinde er skabt til at blive mere påvirket end mænd er og lader sig mere blive overtalt til at gøre
ting. Og når de så gør ting som er gode, er de virkelig også gode, men når de gør noget ondt, bliver de virkelig
onde. ”Den tredje grund er, at kvindens tunge er slibrig og sladrende, således at hun ikke er i stand til at holde
sine onde kundskaber skjult for sine medkvinder, og da hun ingen kræfter har, forfalder hun let til at søge
hævn ved hjælp af heksekunster”
9
. Det beskylder altså kvinder, for at have glatte og sladrende tunger. Det
mener de med, at vi ikke kan holde på hemmeligheder og ikke kan holde deres onde heksekunster skjulte og
bliver nød til at dele dem med alle andre kvinder. I bogen heksehammerne citeres også: ”fordi kvinderne er
svagere af både krop og sjæl, er det ikke overraskende, at de oftere kommer under trolddomskraftens
fortryllelse”
10
. De mener altså ikke at det er underligt, at det lige er kvinderne som oftest bliver dømt som
hekse, da de både er svagere i kroppen og i sjælen. Der citeres også i heksehammeren at: ”uden kvindernes
ondskab, for slet ikke at tale om deres heksekunster, ville verden være fri for utallige farer”
11
. Altså hvis
kvinden slet ikke fandtes ville verden være et bedre sted og der ville ikke være noget ondskab eller nogle
farer. Bogen heksehammeren som udkom i 1486, var altså en bog som blev læst ivrigt af folk. Og en slags
guide over, hvordan kvinder skulle behandles, da det jo klart var dem som var hekse. Det var en lærebog til
folk, om hvordan de skulle behandle heksene og hvad man skulle passe på de kunne gøre mod en. De to
tyskere som skrev bogen, kunne bestemt ikke lide kvinder, og fik hele omverden til at mene det samme.
3.3 Heksene kunne mange overnaturlige ting
Heksene færdes om natten og fløj gennem luften på koste. Heksene allierer sig med dyr, der kaldes tjenende
ånder eller dæmoner. Hekse stjæler eller ødelægger andres ejendom. Hekse gør andre mennesker fortræd på
mange måder. De æder deres ofre levende eller slår dem ihjel. De graver lig op og bruger dem ved deres
makabre fester. Hekse har en eller anden form for tryllestav. Hekse kan ikke græde, de kan højst fælde 3
tårer. Hekse har et modermærke i armhulen eller andre steder, hvor det kan skjules af hår. Hekse har et
7
Uddrag af ”Heksehammerens” kvindesyn
8
Uddrag af ”Heksehammerens” kvindesyn
9
Uddrag af ”Heksehammerens” kvindesyn
10
Uddrag af ”Heksehammerens” kvindesyn
11
Uddrag af ”Heksehammerens” kvindesyn
Side 5 af 8
mærke, som regel under venstre øje, lavet af djævlens horn eller klo
12
. Der var ingen ende på, hvad folk
troede, heksen kunne gøre. Hvis en heks begravede et firben under en dør, kunne konen i huset ikke få børn.
Hvis heksen ofrede en sort hane til djævelen, fremkaldte hun et haglvejr, der slog kornet ned på marken.
Nogle gange fornøjede hun sig med at spise små børn. Hun fik også skylden, når folk døde efter en langvarig
sygdom, og når mælken ikke ville blive til smør, eller øllet ikke ville gære
13
. Heksen kunne faktisk få skylden
for alle salgs sygdomme eller uheld.
3.4 Heksesabbat
Folk troede også på at heksene gik til heksesabbatter. En heksesabbat kaldes for mødet med djævlen. Den
blev i begyndelsen holdt om torsdagen. Men efterhånden blev det også til, at der var heksesabbat mandag,
onsdag, fredag og søndag. Tirsdag var reservedag. Kun om lørdagen var der ikke nogen sabbat. Når heksen
nåede frem til sabbatten, blev hun først overrasket over at møde alle sine venner og naboer, som hun ikke
havde anet også var hekse. De var sammen med nogle uhyggelige væsener. Den mest uhyggelige var
djævlen selv. Nogle gange var han en stor, sort og skægget mand. Andre gange var han en gedebuk eller en
stor skrubtudse. Alle heksene dansede omkring djævlen til musik, som de lavede ved at bruge hestekranier
eller menneskeknogler. De kyssede djævlen under halen, hvis han var en ged, og på læberne, hvis han var en
skrubtudse. Han var iskold at røre ved. Heksene spiste stegte eller kogte børn, selvdøde heste, opgravede lig
eller flagermus. Bagefter gik de i seng med djævlen. Når de kom hjem, skulle de amme flagermus, muldvarpe
og skrubtudser. De havde også travlt med at gøre naboerne og deres dyr syge
14
.
4. Heksen blev syndebuk
4.1 Heksetroen gjorde det nemmere at forklare modgang og ulykke
For 3-400 år siden var verden fuld af mystik og uforklarlige hændelser. Folk kunne pludselig blive syge eller
dø. Man vidste heller ikke, hvorfor sygdommen opstod. Høsten kunne slå fejl. Måske fordi onde kræfter var på
spil? Når solen gik ned, blev verden mørk og uhyggelig. Djævelen herskede. Måske hylede hunden uden
grund. Der var sære lyde i den sorte nat, og der kunne gå ild i huset. Der var nok at være bange for. I denne
verden gjorde heksetroen det nemmere at forklare modgang og ulykke
15
. Hvis det gik dårligt for én selv eller
for ens familie, kunne man altid beskylde en heks for at drive sit onde spil sammen med djævelen. Hvis man
også kunne få heksen dømt til at blive brændt på bålet, så var det et plaster på såret, og det blev lidt lettere at
12
Meltzer, Milton: Hekse og heksejagt i fortid og nutid, s. 14-15
13
Nielsen, Christian, Flemming: Mysteriet om heksen, s. 10-12
14
Nielsen, Christian, Flemming: Mysteriet om heksen, s. 16-18
15
Nielsen, Christian, Flemming: Mysteriet om heksen, s. 12
Side 6 af 8
leve med modgangen. Heksetroen har også haft noget med misundelse og egoisme at gøre. Hvis en kvinde
havde heldet med sig, og man selv var fattig, kunne man fortælle sladder om, at kvinden nok var en heks.
4.2 Det blev sat fast i folks bevidsthed
Forestillingen om hekse og trolddomskunster blev indarbejdet i folks bevidsthed. Bl.a. gennem prædikerne
lærte folk, at bag alt usædvanligt og skadeligt kunne der være trolddom. Man var på vagt overfor heksene, og
kvinderne må have været udsat for et voldsomt psykisk pres. Man brugte også amuletter imod trolddom, og tit
fik man kloge koner eller mænd til at give amuletten særlig kraft for at gøre beskyttelsen stærkere
16
. Dette
viser, hvor tvetydigt folk forholdte sig til hekseriet. For at beskytte sig mod en heks, som man var bange for,
søgte man hjælp hos en anden, som man havde tiltro til.
5. Procesformen
5.1 Den akkusatoriske og den inkvisitoriske procesform
Heksejagterne fik forskelligt forløb i forskellige egne af Europa. Dette skyldes bl.a. at der var forskel på religion
og på de politiske magtforhold. Men den vigtigste forklaring er dog, at man arbejdede med to forskellige
procesformer, den akkusatoriske og den inkvisitoriske. Forskellen mellem dem er, at under den akkusatoriske
form indledtes der ingen sag, medmindre der forelå en konkret anklage. Retten trådte altså kun i kraft, hvis en
civilperson anklagede en anden for at være heks. Omvendt under den inkvisitoriske form. Her var det retten
selv, der tog initiativet til at undersøge, anklage og dømme
17
. Man skulle ikke tro at det spille den store rolle,
men de to former fik meget forskellige konsekvenser. Man så altså forskelligt på heksenes forbrydelser i de
forskellige områder. De steder, hvor man anvendte inkvisitorisk procesform, blev heksene især dømt for
deltagelse i heksesabbat, afsværgelse af den kristne tro og andre forbrydelser, der mindede om kætteri, og
som var svære at bevise eller modbevise. Derfor var tilståelsen afgørende. I Sydtyskland, Schweiz,
Østfrankrig, Rhinegnene og Skotland anvendte man den inkvisitoriske procesform. I de akkusatoriske områder
lagde man vægt på de gamle trolddomskunster. Her blev heksene dømt for at have voldt skade på andre
mennesker, dyr eller ting. Altså forhold, der efter datidens opfattelse af naturlovene kunne bevises. Derfor
spillede tilståelsen ikke den store rolle for domsafsigelsen i disse områder. Vidneudsagnene var derimod
afgørende. I Danmark, Norge og England anvendte man den akkusatoriske procesform
18
.
16
Andersen, John / Andersen, Torben / Wad, Thomas: Heksenes historie, s. 22-24
17
Andersen, John / Andersen, Torben / Wad, Thomas: Heksenes historie, s. 20
18
Andersen, John / Andersen, Torben / Wad, Thomas: Heksenes historie, s. 20-21
Side 7 af 8
6. Stadig mange gåder
6.1 Gådefuldt hvorfor det startede og hvorfor det stoppede
Der er gådefuldt, hvorfor man begyndte på hekseprocesserne. Det er lige så mystisk, hvorfor man holdt op
med dem igen. Måske kørte man simpelthen træt i det. Eller også troede man ikke mere på de tilståelser, som
heksene kom med. Dommerne kunne godt se det tåbelige i, at djævlen skulle forklæde sig som en hund eller
en kat. Efterhånden kunne de også forstå, at folk var parate til at tilstå alt, når de blev udsat for tortur. Måske
tænkte dommerne på, hvad de selv kunne finde på at tilstå, hvis de kom på pinebænken. Sandheden om
mange hekse var, at de var så gamle og svage, at de ikke længere kunne huske noget. Mange hekse var
måske også sindssyge eller åndssvage personer. Nogle var ensomme særlinge. Andre var fysisk
handicappede eller så grimme, at folk blev bange for dem og troede, at de var hekse
19
. I årene før man
begyndte at forfølge hekse, mente man, at ulykker og sygdom var sendt som en straf fra Gud. Den tro fik man
igen i slutningen af 1600-tallet. Måske var det derfor, at man holdt op med at give hekse skylden? Man kan
kun gætte, ingen ved i virkeligheden, hvorfor heksetroen forsvandt. Man ved heller ikke, hvorfor det særligt gik
ud over kvinder. Måske var det, fordi man levede i et samfund, hvor det var mændene, der havde mest at sige.
Der er altså stadig mange gåder om heksene.
7. konklusion
Når man blev mistænkt for at være heks, var der ikke meget at gøre. Enten kunne man tilstå med det samme,
at man med djævlens hjælp havde udført heksekunstner og dermed håbe man ikke blev udsat for tortur.
Men det gjorde man alligevel og så ende med at blive brændt på bålet. Eller også tilstod man at man var heks
selvom man var uskyldig, fordi man blev udsat for så grusom tortur, at man ikke kunne holde det ud mere og
fandt på noget man havde gjort med djævlens hjælp, og så blev man også brændt på bålet. På denne måde
døde der mange uskyldige mennesker i Europa i perioden ca. Ud fra uddraget af
”Heksehammerens” kvindesyn, som var en bog der blev skrevet under den tid, kan vi se hvordan synet på
kvinder har været. Det giver et billede af, hvorfor det især var kvinder der blev ofre for hekseforfølgelsen i
Europa og hvordan mænd havde det med kvinder. Ud fra bogen, som blev skrevet som en lærebog i
heksejagt, kunne folk læse sig til hvad hekse gjorde, og hvad der fik dem til at gøre som de gjorde. At de ud
fra det de læste i bogen, kunne se hvordan de skulle behandles og hvor god en idé det var at få heksene
brændt på bålet.
19
Nielsen, Christian, Flemming: Mysteriet om heksen, s. 33-34
Side 8 af 8
8. Litteraturliste
Andersen John / Andersen Torben / Wad Thomas: ”Heksenes historie” Århus 1988.
• Johansen, v. Christian, Jens: ”Danmark og renæssancen ”, Gads Forlag 2006.
Meltzer, Milton: ”Hekse og heksejagt i fortid og nutid”, Agertoft Forlag 2001.
Nielsen, Christian, Flemming: ”Mysteriet om heksen”, Gyldendal 1989.
Thiedecke, Johnny: ”Satans store port, kvinderne og børnene i renæssancens Danmark”, G.E.C.
Gads Forlag 1982.
Kilde: uddrag af ”Heksehammerens kvindesyn”.