Studiekompasset.dkKlasse: HHX 2. år · Fag: Historie B
[MUHAMMEDKRISEN]
2 / 15
Indhold
Problemformulering ................................................................................................................................................... 3
Indledning .................................................................................................................................................................. 3
Krisens forløb ............................................................................................................................................................. 4
Optakten ................................................................................................................................................................ 4
Krisen sætter ind .................................................................................................................................................... 5
Den anden Muhammedkrise ................................................................................................................................. 6
Delte danske meninger .............................................................................................................................................. 6
Uffe Ellemann ......................................................................................................................................................... 6
Bent Jensen ............................................................................................................................................................ 8
Danskernes mening ................................................................................................................................................ 9
Blasfemi eller ej? ...................................................................................................................................................... 10
Motiver ................................................................................................................................................................. 11
Muslimske reaktioner .......................................................................................................................................... 11
Samfundsorientering ........................................................................................................................................... 12
Hvis skyld er det? ................................................................................................................................................. 12
Konklusion ................................................................................................................................................................ 14
Litteraturliste ........................................................................................................................................................... 15
Links ..................................................................................................................................................................... 15
Bøger .................................................................................................................................................................... 15
Artikler ................................................................................................................................................................. 15
Telefonsamtaler ................................................................................................................................................... 15
Film ....................................................................................................................................................................... 15
3 / 15
Problemformulering
Jeg vil gøre rede for Muhammedkrisens begyndelse samt forløb.
Derudover ønsker jeg at lave analyse af artikler for at fange den delte danske befolknings
mening. Mere specifikt ønsker jeg at finde ud af, hvorfor nogen mener det er mangel på respekt
og moral, mens andre mener at ytringsfriheden ingen undtagelser har.
Afslutningsvis vil jeg vurdere om trykning af disse karikaturtegninger var forsvarlig eller blot
decideret blasfemi.
Indledning
Muhammedkrisen sendte den danske ytringsfrihed til kamp fra september 2005. Krisen blev skabt på konflikter
mellem religion, ytringsfrihed og samfundsopfattelsen, idet morgenavisen Jyllands Posten valgte at trykke 12
karikaturer af den muslimske profet Muhammed.
Danmark blev ramt af et muslimsk had, hvilket medførte boykots af danske produkter og afbrændinger af det
danske flag Dannebrog og vores ambassader i pågældende lande, alt imens dusører på tegnernes hoved blev
sat, og førte til dødstrusler på Kurt Westergaards liv.
Fogh kom under pres, da han pludselig skulle rede alle trådene ud, selvom han intet havde med tegningerne at
gøre. Samt blev sat under hjemligt pres også, idet meningerne om tegningerne var godt og grundigt delte
1
,
grundet forskellige baggrunde og samfundsopfattelser. Hvem havde retten på sin side, hvis nogen overhovedet
havde det?
Danmark kæmpede en brav kamp for vores ytringsfrihed, hvor støtten først kom sent på banen, og måtte betale
en dyr pris for forsvaret af vores frihed. Men var det et forsvar af ytringsfriheden eller forsvar af en handling
som havde taget overhånd? Man kan i Danmark ytre sig frit, men er der ikke grænser for hvem kan taler til,
hvordan man ytrer sig, og i hvor høj grad man må skære ind til benet?
1
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2006/01/28/062331.htm
4 / 15
Krisens forløb
Optakten
Angrebet på World Trade Center 11. september 2001 blev startskuddet til det skæve syn på vestlige muslimer.
Frygten for terrorangreb, overgreb og generelt bare denne minoritet steg voldsomt, i takt med både invasionen
af Irak i 2003 og de forskellige vestlige mediers diskurs. Frygten for terrorangreb var dog ikke uden grund, da
både Bali i 2002, Madrid i 2004
2
, London i 2005
3
og det vestlige feriested Sharm-el-Sheikh i 2005 blev udsat for
terrorbombninger. Frygten pulserede og styrede de vestlige medier, som langede hårdt ud efter muslimerne i
den vestlige verden.
Der pustes til ilden af kunstneren Theo Van Gogh
4
og den hollandske skribent Ayaan Hirsi Ali, som står bag
kortfilmen ”Submission”
5
af 2004. Filmen omhandler en fortælling om 4 karakterer som spilles af én kvinde, som
kun er dækket af et let gennemsigtigt slør, foruden tatoverede vers fra Koranen. Disse vers giver muslimske
mænd ret til at dominere kvinder. De 4 karakterer, som er blevet misbrugt på forskellig vis, fører monologer og
stiller åbne spørgsmål til Allah, således at der sættes spørgsmålstegn ved Allah, Koranen og Islam. Budskabet er
klart - Islam er kvindeundertrykkende.
Denne kritik bliver dog for meget for fundamentalisten Mohammed Bouyeri, som myrder Van Gogh på åben
gade d. 2. november 2004. Han udtaler herefter, at han intet fortryder
6
- hvorved en hård diskurs overfor
ekstremistiske muslimer fastsættes. Samt en diskurs og ikke mindst diskussion omkring hvorvidt censur er
nødvendigt eller ytringsfriheden ingen tøjler skal have.
Debatten kører herved videre i Danmark, hvor både Brian Mikkelsen og Louise Frevert kommer med
kontroversielle udtalelser omkring danske muslimer, imens den ekstreme ”Radio Holger” udtaler, at der kun er 2
muligheder for at bekæmpe chancerne for terror i Danmark: ”Enten at fordrive alle fremmede muhammedanere
fra Vesteuropa … eller at udrydde de fanatiske muhammedanere, dvs. slå en betydelig del af de
muhammedanske indvandrere ihjel.”
7
. Debatten i Danmark har både fortalere for problemerne med Islam, men
også en decideret undring over diskursen og den kørende hetz omkring dette.
Den 19. september 2005
8
holder Jyllands Postens weekendredaktion møde i Viby. Her bliver tidligere nyheder
vendt, hvor debatten omkring ytringsfrihed og censur var blevet skabt, samt frygten for at ytringsfriheden ikke
var beskyttet. Forfatteren Kåre Bluitgen er i denne periode ved at skrive en bog omkring profeten Muhammed
og Islam. Men da han mangler en forsidetegning annoncerer han dette i de forskellige mediers tegnestuer. I
forvejen havde 3 allerede sagt nej til opgaven, grundet frygten for optrapningen af den konflikt som
”Submission” havde skabt, samt tanken om moral og etik, foruden chancen for blasfemitanker fra ekstremistiske
muslimer. På baggrund af dette vælger kulturredaktør Fleming Rose med opbakning fra Jørn Mikkelsen og Pierre
2
http://www.dr.dk/nyheder/htm/baggrund/tema2004/bombeterror%20i%20spanien/
3
http://www.dr.dk/nyheder/htm/baggrund/tema2005/Terrorangreb%20i%20London/
4
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Film/Instrukt%C3%B8rer,_%C3%B8vrige_Vesteuropa/Theodorus_van_Gogh
5
http://www.youtube.com/watch?v=neQcqyUAhr8
6
http://www.bt.dk/nyheder/dommer-drabet-paa-van-gogh-var-en-terrorhandling
7
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. Side 22 linje 12-16.
8
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. Side 12 linje 1-14.
5 / 15
Collignon, at sende opfordringer ud til danske bladtegnere omkring en afbildning af profeten Muhammed. Ud af
de 40 medlemmer af Danske Bladtegnere vælger kun 12 at takke ja til opgaven.
Krisen sætter ind
Allerede 30. september 2005
9
vælger Jyllands Posten at trykke 12 satiriske tegninger af profeten. Dette
medfører stor debat og diskussion, men ingen større ramaskrig i Danmark. Men idet danske imamer og
diplomater tager kontakt til Mellemøstens forskellige muslimske lande, samt viser tegningerne og andre billeder
uden kontekst
10
til de forskellige muslimske ledere udvikler situationen sig.
Hernæst forlanger Det Islamiske Trossamfund, at Jyllands Posten giver en officiel undskyldning, og dertil trækker
samtlige karikaturtegninger tilbage. Allerede 4 dage efter denne udmelding beder 11 ambassadører fra OIC om
et møde med den daværende danske statsminister Anders Fogh, hvilket han afslår. Allerede d. 19. oktober
modtages protestskrivelser fra 11 muslimske lande med danske ambassader. Svaret fra Anders Fogh kommer 2
dage senere: ”Ytringsfriheden er selve det danske demokratis fundament. Ytringsfriheden er meget
vidtrækkende, og den danske regering har ingen mulighed for at påvirke pressen”
11
. Dette havde Anders Fogh
ellers slået fast overfor muslimske talsmænd i Danmark allerede inden publiceringen af de 12 tegninger
12
. Dog
skabte denne afvisning debat, da brevene ikke nødvendigvis ønskede, at Fogh skulle gå ind og ændre på
ytringsfriheden og dertilkommende paragraffer. Men i stedet, at han tog afstand fra tegningerne, samt
opfordrede til dialog og opretholdelse af moral og etik.
Stemningen peppes op, da den norske avis Magazinet vælger at trykke tegningerne i støtte til ytringsfriheden.
Danske varer begyndes herefter boykottet efter opfordring fra Det Arabiske Broderskab, hvilket rammer Arla
ganske hårdt
13
, som via 25 arabiske aviser forsøger at udvise respekt for de muslimske aggressioner. Herefter
kritiseres dette hårdt af DF.
Allerede i januar 2006 lukkes den første danske ambassade i Mellemøsten, nærmere bestemt i Libyen, idet
Dannebrog og billeder af Anders Fogh afbrændes ved store demonstrationer. På denne baggrund udsender
Jyllands Posten allerede 30. januar en undskyldning via et jordansk nyhedsbureau. Situationen forbedres dog
ikke ved, at flere europæiske medier vælger at genoptrykke tegningerne som støtte til Jyllands Posten i
konflikten. Specielt trykker franske og tyske medier tegningerne til stor provokation for franske muslimer, som
straks går den demokratiske vej for at ændre situationen. Derimod censureres debatten i lande som England og
USA.
Herefter påbegyndes afbrænding af danske ambassader i Mellemøsten. 4. februar 2006 påsættes ambassaden i
Damaskus, dagen efter i Libanon og efterfølgende dag i Teheran. Her fortæller ejeren af en af
9
http://www.b.dk/danmark/tidslinje-muhammed-krisen
10
”Why Democracy? - De forbandende tegninger”, DFI, 2007
11
http://www.b.dk/danmark/tidslinje-muhammed-krisen
12
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. Side 33 linje 29-31.
13
http://www.dr.dk/Templates/NewsArticle.aspx?NRMODE=Published&NRNODEGUID=%7b6C9606E1-2952-4F54-8360-
D4C3C6AC9588%7d&NRORIGINALURL=/Nyheder/Penge/2006/04/11/103637.htm%3Frss%3Dtrue&NRCACHEHINT=Guest&r
ss=true
6 / 15
ambassadebygningerne, at regeringen er indblandet i demonstrationerne, hvilket også bekræftes af
videoovervågninger
14
.
EU’s udenrigsministerium udsender en erklæring, hvor ytringsfrihedens vigtighed for samfundet tydeliggøres, alt
imens de beklager, at tegningerne har krænket den muslimske befolkning. Dette lægger op til en mødeinvitation
til udenlandske ambassadører i Udenrigsministeriet, hvor krisen omfang skal forsøges afgrænset.
Den anden Muhammedkrise
D. 12. februar 2008 anholdes 3 mænd i Århus
15
grundet mistanke om mordplaner vedr. Kurt Westergaard.
Herved genoptrykker medier i Europa tegningerne som markering af ytringsfriheden. Norge tager første skridt
16
,
hvorved det breder sig til Sverige og til sidst til Tyskland og Frankrig bl.a..
Dette skaber demonstrationer og afbrændinger i Pakistan. Dette medfører flere opfordringer til boykot af
danske varer, alt imens det ønskes at danske diplomatiske forbindelser til de pågældende lande ophøres, og at
alle på danske ambassader skal rejse hjem.
Derudover opfordres der til demonstration mv. under fredagsbønnen d. 18. februar 2008 i Irak, Sudan, Pakistan
og ved Gazastriben. Hertil kommer at Egypten forbyder udenlandske aviser og tryksager i landet, hvorved
befolkningen kun oplyses via indenlandske og statslige medier - alt imens Sudan d. 25. februar vedtager en
officiel boykot af danske varer.
Den hollandske politiker Geert Wilders udarbejder i arrighed kortfilmen ”Fitna”
17
, som udtrykker et negativt
billede af Islam, da citater af Koranen udstilles. Kort før udgivelsen søger Holland om støtte fra et samlet EU, da
landet frygter konsekvenserne og evt. terrorhandlinger, grundet et stort muslimsk mindretal.
Hernæst sættes EU i beredskab, da Bin Laden i en lydoptagelse truer med Allahs ild for Muhammedtegningerne.
Dernæst publiceres Wilders film på nettet, hvilket deler danske politikere. Fogh fordømmer straks filmen, da det
blot er provokation, alt imens Konservativ og DF mener, at filmen betænker Islams skyggesider.
Herefter dvæler krisen ud - og der sker ikke flere handlinger. Det som skulle være en markering af
ytringsfriheden overfor selvcensuren omkring Islam medførte både økonomiske, politiske og humanitære
konflikter. Danskerne fik understreget ytringsfriheden, men på en ganske dyr måde.
Delte danske meninger
Uffe Ellemann
Rubrikken ”Muhammed-tegninger: Interview: Et spørgsmål om moral” danner sammen med den efterfølgende
rubrik ”Interview: Uffe Ellemann-Jensen”, selvom der herimellem er en informationsopstilling som fortæller, at
artiklen tilhører Politikken og er trykt d. 9.2.2006 på side 7, rammen og blikfanget for artiklen omkring Uffe
14
Why Democracy? - ”De forbandende tegninger”, DFI, 2007
15
https://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/titelliste/muha00/muha03
16
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. Side 126, linje 6-9.
17
http://www.youtube.com/watch?v=kIKCgRlwQUA
7 / 15
Ellemann-Jensens mening om måden hvorpå vor ytringsfrihed skal benyttes. Der er herved indsat et udklip af
artiklen af Christine Cordsen som manchet i den landsdækkende avis ”Politiken”.
Uffe forklarer, at Juste burde gå af som logisk konsekvens af Muhammedtegningerne, samt i erkendelse af at
have gjort noget forkert. Ytringsfriheden er JP’s argument for deres handling, selvom de samtidig har udtalt at
muslimerne ”skal finde sig i forhånelse og latterliggørelse præcis som vi andre”. Ellemann underbygger sin
udtalelse om pubertetsagtig opførsel med det faktum, at USA og England ikke støtter tegningerne, men snarere
forsøger at beskytte vores ildspåsatte ambassader.
Interviewet foregik via nærkommunikation mellem journalisten og Ellemann selv, hvorefter dette er blevet
omdannet til visuelt tryk i avisen, hvorved kommunikationen gøres til envejs- og fjernkommunikation fra
Politikken til læserne. Frem for det auditive interview mellem journalisten og Ellemann som var
tovejskommunikation, omdannes den personlige kommunikation under interviewet til visuel
massekommunikation til avisens læsere.
Udtalelserne bringes i omnibusavisen Politikken, hvorved dette er landsdækkende. Herved er forholdet til
modtageren langt fra personligt. Avisen fremsætter en klart fri holdning til integration og den generelle
værdipolitik. Politikken er herved på den venstre side af midten, og ønsker ikke stramme regler og dårlig
opførsel overfor indvandrere.
Formålet med at vise Ellemanns tanker omkring den ”pubertetsagtige demonstration”, er at man skal holde
kammertonen så snart man henvender sig til offentligheden. Hvorved han på sin vis opfordrer danskerne til at
tage afstand fra Muhammedtegningerne.
Uffe Ellemann fremsætter herved et negativt billede af JP, da JP vælger at bringe tegningerne, hvorved de ikke
holder den respekterende tone i offentligheden. Han opfordrer via ganske simpelt sprog, hvorved
referencegruppen gøres større, til at være respekterende og benytte ytringsfriheden på en respektabel måde.
Dertil også at Juste bør gå af i respekt for Islam og moralen over for samfundet.
Det specifikke emne som tages op af Uffe Ellemann-Jensen lyder indirekte på, om grænsen for vor ytringsfrihed
ikke er nået, samt at man i offentligheden bør holde en pæn tone. Herved drejes emnet mod noget mere
eksistentielt, da respekten mellem mennesker, racer og religioner popper op i baghovedet på læseren (Patos
appelform). Grænsen skal trækkes af respekt overfor hinanden, i stedet for en maksimal udlevelse af den frihed
man har.
Fremstillingsformen har fokus på det moralske. Dette er således med til at fastholde læserens fokus, da dette er
stof som voksne finder enten primært korrekt eller bogstaveligt talt bringer deres pis i kog. Dertil kommer også
blikfanget ved spørgsmålene, som er markeret med fed.
Argumentation og retorik
Først og fremmest påstås det, at Juste burde gå af. Påstanden underbygges af udtalelser fra Juste om, at han
selv har erkendt at handlingerne var forkerte, og at han ikke ville have trykt tegningerne, hvis konsekvenserne
havde været kendt fra start. Ergo opsættes en hjemmel ved, at Juste har fået kolde føder, da han erkender at
handlingerne var forkerte. Herved spiller moralen ind, da den korrekte respekt overfor muslimernes profet ikke
8 / 15
er blevet vist. Hertil benytter Ellemann også en appelform, idet han mener det burde være en logisk konsekvens
af Justes gerning, at han skulle gå af. Herved kommer appelformen logos i spil, da der appelleres til den
rationalitet og fornuft, samt viden om kulturforskelle, som borgerne er i besiddelse af.
Dette falder dog en anelse sammen, da journalisten fortæller, at Juste ikke erkender, at have begået nogen fejl.
Hvorved argumentationens belæg falder sammen, og tager underbelægget med sig. Dette forsøges dog reddet
via en gendrivelse, idet Ellemann blot erklærer, at man ikke kan forstå Justes træk.
Ellemann skyder igen, da han påstår, at den støtte Danmark får fra USA og England bunder i ildspåsatte
ambassader. Herved er belægget, at vi er allierede i krigen i Mellemøsten, hvorved underbelægget synliggøres
ved, at vi ikke støttes for den måde ytringsfriheden anvendes på. Hertil kommer også en snært af logos appel,
idet man som allierede ikke ser på mens naboen angribes.
Som sidste overordnede påstand siges det, at globaliseringens vilkår er blevet misforstået. Vi kan ikke blot sige
hvad vi vil i det offentlige rum. Belægget vises ved en anekdote; her havde Bo Bojesen tegnet 2 gange Ellemann.
Den ene talte grimt i hjemmet og den anden talte pænt i offentligheden. Underbelægget er, at tonen skal
angives, alt efter hvem man snakker til. Herved benyttes logos igen, da det f.eks. lyder fornuftigt at snakke
anderledes til kammerater end til farmor.
Bent Jensen
Kronikken indledes med rubrikken ”Frihedens forsvarer har intet at beklage”. Hernæst fortæller
informationsopstillingen, at artiklen tilhører Jyllands Posten og er trykt d. på side 11, og er en
kommentar til Ellemann udtalelse 5 dage tidligere. Dertil kommer et udklip af artiklen som manchet. Herefter
følger en byline, hvor det ses, at professor i dr. Phil., Bent Jensen er forfatteren.
I kronikken giver Bent sin mening omkring krisen til kende. Ifølge ham fortjener JP ros, idet de som de få
forsvarer den ytringsfrihed som er i vor Grundlov. Vi skal stå fast, og ikke give efter overfor disse
demonstrationer. Ytringsfriheden skal bestå, og intet skal censureres. Herved behandles det eksistentielle emne,
om hvorvidt ytringsfriheden og respekten for hinanden skal gå. Skal landets egne regler og love undermineres af
andres kultur og styreform?
Denne præsentation af synspunktet via artiklen er egnet til fjern- og envejskommunikation, idet afsender og
modtagerrollen ikke byttes, da kronikken agerer som massekommunikation via JP som et opråb og en ytring.
Herved er teksten vurderende og argumenterende, idet kronikken forsvarer og opfordrer til forståelse for
ytringsfriheden. Ergo har han som formål at fastholde vigtigheden af ytringsfriheden, samt ikke at bukke under
for det pres den muslimske verden lægger på Danmark. Han opfordrer indirekte læserne til at støtte den danske
rettighed, uden andet forhold til læserne end samme ”ideologiske udgangspunkt”, idet avisen hovedsageligt
tiltrækker læsere fra den anden side af midten, konservative og liberale. Det står også klart, at artiklen har
tendens til at støtte JP’s ytringer, hvilket givetvis er grunden til at den trykkes heri.
9 / 15
Herved opfordrer han læserne til at tage kampen op, til at stole på ytringsfriheden og til at afvise krænkelser
herimod. Idet han fremsætter negative eksempler fra Den Kolde Krig, støttebeløb til Mellemøstens befolkning,
samt forsøg på censur fra Islams side.
Argumentation og retorik
Først opsættes påstanden om, at JP intet skal beklage. Hvor det tilhørende belæg er, at de har bidraget til
forsvaret af ytringsfriheden. Her er hjemlen så, at hvis man bidrager til forsvar af eller levevis efter den danske
grundlov bør man på ingen måde beklage eller undskylde.
Herefter stilles flere retoriske spørgsmål - Om redaktionen skal undskylde for at agere som medie og den 4.
statsmagt? - Om vi skal undskylde for at have tradition for ytringsfrihed, bare fordi andre lande ikke behages ved
det? Opsættelsen af dette bevirker, at læserne skal kunne nikke med.
Dertil kommer en gendrivelse, da Jensen skriver ”Det var alt nok at beklage, at avisen utilsigtet var kommet til at
såre nogle menneskers religiøse følelser”. Herved er det klart, at argumentet mod meget troende og uskyldige
personers følelser tages i forbehold.
Den næste påstand fortæller, at de danske islameksperter ikke burde have noget at skulle have sagt, da de kun
har travlt med at beskytte Islam, forklare misforståelser og tegne glansbilleder. Alt imens historien viser noget
andet. Underbelægget lyder herved at disse eksperter snakker til Islams fordel, ikke er pålidelige og forsøger at
skjule bestemte sider af Islam.
Dette understøttes af næste argument, da påstanden lyder på at der altid er personer i frie lande, som mener at
vi skal tage hensyn, ytre os og være kritiske. Belægget skabes, da dette er set gennem historien, altså gennem
nazismens- og kommunismens perioder. Der vil altid være folk som underminerer ytringsfriheden, uanset om
det er i Europa eller i Mellemøsten, og derved påtager sig skylden frem for at ytre sig frit. Herved vil censur altid
opstå, hvis ingen foretager sig noget aktivt for at bevare ytringsfriheden. Vi er ifølge Bent dårlige til at sætte
hælene i overfor Islam, hvorved de vinder fripas og er højt hævet pga. frygt for f.eks. at blive dræbt som Van
Gogh.
Dertil kommer Politikkens forsøg på godt at kunne deltage i bevarelsen af ytringsfriheden, hvor de fortæller at
de ”kunne finde på” at trykke én af Muhammedtegningerne for at slå et slag for ytringsfriheden. Dette
sammenligner Bent Jensen med, at Politiken måske ville redde en druknende.
Danskernes mening
Meningerne blandt borgerne er vidt forskellige
18
, hvilket kan ses ved ovenstående analyse. Lige så er
argumenterne. Danskerne er delte, som følge af deres oprindelse og kritiske sans for generalisering. Dette
medførte samtlige debatter, både på internettet, i aviser og tv-programmer. Ellemann rammer borgerne med
medlidenhed og medfølelse (Patos-appelform), som mener at grænsen for din frihed stopper hvor min
begynder. Alt imens taler Bent Jensen til folk som er indvandrerfjendske, har høj kærlighed til traditioner, kultur
18
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. Side 136, linje 1-9.
10 / 15
og Dannebrog og som mener, at regler i vores samfund skal efterleves i vort samfund - at vi skal tage kampen
op, da vi ellers vil tabe.
Lige siden 9/11 er muslimerne blevet set skævt til, hvilket medfører en ophobet aggression hos dele af de stærkt
troende muslimer. Det generelle billede var, at de etniske danskere kunne deles mellem storbyboere, som
dagligt var vant til indvandrers opførsel, mens folk uden for byerne var mere skeptiske og aggressive
19
.
Det står klart, at selv muslimerne er splittet. For troen er vidt forskellig blandt de danske muslimer
20
, hvilket ses i
samfundet ved stiftelsen af Demokratiske Muslimer med Naser Khader som frontfigur. De ønskede således at
gøre op med det generelle syn på danske muslimer. Dette fanger således de tilpassede muslimer i det danske
samfund, da de bliver en kastebold, på trods af deres ellers neutrale opførsel
21
- og enten ses som medlem af
Demokratiske Muslimer eller fundamentalist.
Blasfemi eller ej?
Meningerne var ganske delte og er det stadig
22
. Men hvordan kan
meningen være så forskellig hos etniske danskere og indvandrere?
Først og fremmest afhænger situationen af hvilken baggrund man
har.
Det er klart, at stærkt troende muslimer føler sig krænket idet
Muhammed er deres ypperste profet
23
, og på alle måder er deres
helligste. Vigtigheden omkring accepten og tolerancen overfor deres religion er langt større hos muslimer end
hos almene danskere. Den danske religionsopfattelse er langt mere afslappet og derved accepteres ironi, komik
og sammenligninger.
I henhold til en af Grundlovens bærende paragraffer er det frit, hvad man ønsker at dele eller udtale sig om i det
offentlige rum. JP var således i sin gode ret til at bringe karikaturerne. Hvilket også blev cementeret, da
Rigsadvokaten fastslog at der ikke var grundlag for en retssag mod JP
24
.
Den danske Rigsadvokat tilføjede dog, at ytringsfriheden ikke er alt overskyggende, da domstolen mente at, hvis
tegningerne havde været grovere, ville ytringsfriheden have tabt over for blasfemiparagraffen. Man skal således
have for øje hvem man taler til, som Uffe Ellemann sagde, og samtidig være ansvarsfuld overfor den frihed man
tager sig. Men hvor går grænsen så, hvis det enkelte individ skal afgøre det?
Danmark har gennem de sidste 30 år været udsat for massiv indvandring, hvilket har medført ghettoer, optøjer
og et parallelsamfund - som har bidraget til frygten for udtalelser omkring Islam. Jyllands Postens mening med
tegningerne var ikke at såre muslimer, men at fremsætte en debat om hvorvidt medier skal censureres ved disse
19
Interview med John Lundsgaard - 4. juni 2013.
20
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. Side 30, linje 7-15.
21
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. Side 167, linje 19-26.
22
https://www.facebook.com/groups/Danskmuslimdebatten/7516216/?notif_t=group_comment
23
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. Side 56, linje 1-21.
24
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. Side 222, linje 19-26.
Grundlovens paragraf 77:
”Enhver er berettiget til på tryk, i
skrift og tale at offentliggøre sine
tanker, dog under ansvar for
domstolene. Censur og andre
forebyggende forholdsregler kan
ingensinde på ny indføres."
11 / 15
emner, idet der længe havde været udtalelser og restriktioner mod at bringe sådanne emner. Dertil kommer at
Rose havde baggrund i Sovjetunionen, hvorved frygten for censur og ikke mindst vreden herover, danner
rammen for årsagerne for hans beslutning.
Motiver
Egypten befandt sig gennem Muhammedkrisen i en optakt til et valg, hvorved den egyptiske regering har haft
tendens til at være sat i scene for at kapre stemmer. Denne gyldne mulighed skulle således udnyttes. Tyrkiet,
derimod, havde ingen interesse i at spille en stor rolle, da de på givne tidspunkt kæmpede, og stadig gør, for at
blive medlem af EU. Tyrkiet gik derfor en demokratisk vej, og fremsatte forslag til FN om retsforfølgelse.
De iranske og irakiske demonstrationer medførte afbrændinger af ambassader, både danske, nordiske og
amerikanske. Dette er således et billede på den ophobede aggression i landene, over den større vestlige
indflydelse og belejring af landsdele - samt støtte til Israel. Dertil kommer, at mange arabiske lande stort set er
underlagt OIC’s pegefinger, og at imamerne og religionen vejer tungt på vægtskålen.
De danske imamer tog denne sag op, fordi de følte sig trådt over tæerne - men også fordi de øjnede chancen for
at få plads og taletid omkring deres religiøse budskaber. Imamerne ønskede at fastslå, at denne hetz mod
danske muslimer var alt for omfattende. Her udtaler andre muslimer dog, at deres mål var at belære danskerne.
Muslimske reaktioner
Muslimerne bliver støt over karikaturerne, hvilket er i orden. De har ret til at ytre deres egen mening, og
forsvare deres religion, samt forklare deres holdning. Retten er helt på deres side, hvad angår forsøg på
retsforfølgelse af avisen - idet de benytter de samfundsregler og rettigheder det danske samfund indebærer.
Dele af de muslimske danskere benytter de demokratiske rettigheder og spilleregler for utilfredshed, hvilket ses
ved Demokratiske Muslimer, hvor flere forsøger at ændre samfundet ved hjælp af dets egne spilleregler.
De danske muslimer gjorde to ting, for at markere deres utilfredshed med tegningerne og den danske reaktion
på utilfredsheden. Først anmeldes Jyllands Posten i henhold til landet blasfemiparagraf - paragraf 140 i
Straffeloven. Jyllands Posten offentliggjorde tegninger og tekster, som fortalte hvordan tegnerne og redaktionen
opfattede Muhammed. Herved driver de offentlig spot og hån på de danske muslimer og deres lovlige religion.
Dette passer således perfekt ind i Straffelovens paragraf 140, hvorved straffen som minimum er bøde.
Den anden halvdel vælger at sprede budskabet i Mellemøsten, for at søge støtte til opstanden som forsøges i
Danmark. Tegningerne fremvises, hvilket på sin vis kan retfærdiggøres, da de omhandler størstedelen af
Mellemøstens befolknings religion - og dog: JP trykte ikke tegningerne for verdens islamistiske befolkning.
Jyllands Postens redaktion fandt det kontroversielt nok at skulle trykke tegningerne i Danmark
25
. De ville ikke
have valgt at trykke dem i Mellemøsten, idet bevidstheden omkring en stærkere religionsopfattelse var til stede.
JP’s budskab var ment til den Vestlige Verdens presse, om hvor vidt censuren skal gå, og starte en debat herom.
25
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. Sid e 13, linje 24-30.
12 / 15
Dertil kommer, at de turnerende imamer ikke blot viste tegningerne som Jyllands Posten havde trykt, men også
falske tegninger - taget ud af sammenhæng. Dette virker absurd! Hvis man ønskede støtte angående sagen, bør
man som ansvarstager og talsmænd ikke misinformere
26
over 350 mill. indbyggere.
Det tyder således på, at aggressionerne over Vesten har været ophobet - hvorved dråben, der fik bægeret til at
flyde over, tilfældigvis tilfaldt Jyllands Postens fyldepen.
Eventuelle sanktioner skal ske mod JP! At en sådan politisk krise medfører uskyldige ofrer, hører ingen steder
hjemme. Arla tabte enorme summer, da samtlige imamer opfordrede til boykot af danske produkter, hvorved
Arla solgte ud af de danske principper, og udsendte undskyldninger
27
, samt opfordrede Fogh til at undskylde på
Danmarks og Jyllands Postens vegne - for at forhindre en lavere efterspørgsel på deres produkter.
Ytringsfriheden har åbenbart en pris målt i kroner og ører.
Samfundsorientering
Det er et politisk og demokratisk redskab at protestere og boykotte - men idet den samfundsfaglige viden
omkring den danske samfundsmodel ikke bringes i mente, skabes et offer som intet har med sagen at gøre. Som
Hamid El Mousti udtalte 20. september 2005 efter mødet med Fogh og de muslimske repræsentanter: ”De har
ingen forståelse for det danske samfund og aner intet om Danmark. De burde mødes med kirkeministeren”.
28
Herved bør utilfredse muslimer sætte sig ind i det danske samfund før handlinger kan foreligge. Der skal være
forståelse for samfundsformen, før der kan skabes den rigtige og konfliktløsende kontakt. Den manglende
forståelse af verdensopfattelse, var netop det imamerne klagede over, da Islam blev fremstillet uønsket.
Amr Khaled var en del af den muslimske delegation som kom til Danmark - for at ”forhandle” omkring en mulig
løsning. Dog viser det sig i et interview i marts 2006
29
, at den var kommet for at belære danskerne om Islam.
Dertil kom, at deres tanke ikke var at stoppe boykots eller de voldsomme protester i Mellemøsten - men i stedet
holde dampen oppe i 2-3 uger for at få mest muligt ud af situationen.
Hvis sagen kunne have været afsluttet på diplomatisk vis, og uden opildning af Mellemøstens befolkning -
hvorfor så forværre situationen yderligere, når man ønsker en større samfundsmæssig rolle? Man er på ingen
måde bedre end den anden part, hvis man selv har en skjult agenda.
Hvis skyld er det?
Jyllands Posten trådte muslimerne over tæerne, og frem for at beklage dette
- foretog de sig intet og mente, at de havde ret til at udtale sig sådan.
Ansvaret blev først taget ved ildspåsættelsernes begyndelse - hvorfor ikke
bare fra start have taget det ansvar, som friheden havde givet en? Man må
stå inde for det man ytrer.
26
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. Sid e 95, linje 19-28.
27
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. Sid e 215, linje 28-32.
28
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. Sid e 32, linje 27-28.
29
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. Sid e 212, linje 20 til side 213, linje 17.
Straffelovens paragraf 140:
”Den, der offentlig driver spot med
eller forhåner noget her i landet
lovligt bestående religionssamfunds
troslærdomme eller gudsdyrkelse,
t ff d bød ll f l i dtil
13 / 15
På den anden side, hvorfor agerede de muslimske talsmænd og de Mellemøstlige lande så umodent, og hvorfor
forvente sanktioner mod Jyllands Posten i henhold til islamistiske meninger, uden overhovedet at have sat sig
ind i den vestlige kultur? Samt at viderebringe falske informationer, og opildne til en stemning, for at ens
hemmelige agenda får bedre levevis. Dette ses også, idet Egyptens regering gjorde Muhammedkrisen til en
mærkesag, for at kapre stemmer ved det kommende valg.
Begge parter har handlet forkert. Så selvom Jyllandsposten begik den første fejl, begik de stærkt troende
muslimer de efterfølgende - og bekæmpede derved ild med ild. Frem for at handle som de store, og evt.
sammen med FN kunne have fundet en retslig eller demokratisk vej til en løsning.
Jyllands Postens tegninger ligger på kanten til blasfemi, idet få af tegningerne kan tolkes rigtig slemt. Dertil
kommer, at de ikke tog kritikken til sig, eller inviterede til debat efterfølgende - men de holdte samme facade og
standpunkt, uden at tage forbehold for den kulturelle forskel. Således er det ikke tegningerne som er den store
synder, men snarere den efterfølgende opførsel fra begge parter.
Men igen, tegningerne var til de danske medier, hvor den danske samfundsopfattelse er gældende. Hvis de
danske imamer havde nøjes med at give deres mening til kende i Danmark, ville sagen aldrig have nået længere.
14 / 15
Konklusion
Denne krise blev langt mere omfattende end først antaget, idet meningen var at sprede et komisk budskab
omkring et alvorligt emne. Krisen ramte både Danmarks og andre skandinaviske økonomier, hvor bl.a. Arla blev
ramt hårdt. Derudover er det danske omdømme endvidere ikke positivt placeret i Mellemøsten. Krisen varede
således næsten 3 hele år, dog med langt forskellige grader af alvor. Dertil delte krisen verden i Vesten og Islam.
Meningerne omkring tegningerne var ganske delte, og delte ellers normalt enige politikere og borgere. Sagen
var langt fra enkel. Danskerne blev på alle måder spredt, idet integration allerede var et problematisk emne på
dagsordenen. De danske borgere havde delte meninger, alt efter baggrund og politisk orientering, men
forholdte sig i ro sammenlignet med Mellemøstens indbyggere.
Derudover var medierne gode til at sprede tegningerne, udtalelser og interviews med lynets hast, hvorved det
gjorde det svært for de tilknyttede diplomater at agere hensigtsmæssigt. Oveni var Mellemøstlige medier gode
til at polarisere, frame og prime de forskellige indslag og budskaber, således at et andet budskab opstod.
De danske imamer spillede en markant rolle i sagens grad af alvorlighed, idet de turnerende og spredte
budskaber, samt misinformationer. Hernæst talte nogle af de store imamer med to tunger, en til Vesten og en til
Den Arabiske Verden. Dette forværrede på alle måder sagen, men forbedrede dele af Mellemøstens andre
agendaer, hvorved ønsket om at gøre tingene værre end de var, faktisk var til stede.
Danmark stod til gengæld fast omkring paragraf 77, og vores statsminister nægtede at undskylde på Jyllands
Postens vegne, idet han mente forståelsen af Danmarks regler og love var mere nødvendig end tilfredsstillelsen,
og derved konfliktafblæsningen, fra Mellemøsten. Fogh ville ikke miste tilliden fra borgerne, samt tabe ansigt
over for andre vestlige nationer. Danmark stod fast trods det faktum at støtten kom ganske sent.
Det står klart, at kulturforskellene spillede ind omkring forståelsen og tolkningen af karikaturerne, samt måden
at protestere på. Religions- og samfundsopfattelsen er langt fra ens, hvorved forståelsen sættes på prøve, da
omgangsmåden ved sådanne emner er langt mere tolerant i Danmark end i de arabiske lande.
Det blev cementeret, at Danmark er et demokrati - og om man er fan af enten Bent Jensen eller Uffe Ellemann,
står det klart at en sådan krise ikke ønskes gentaget. Der er en større forståelse for Mellemøstens reaktioner nu,
end mens vi befandt os i krisen. Det er således en rettighed at kæmpe for ytringsfriheden, men verden er blevet
større og vi er alle afhængige af hinanden. Blasfemi eller ej - gensidig respekt og forståelse er nødsaget til at
være til stede, hvis verden fremover skal fungere sammen. Det handler ikke længere om hvad man har lyst til at
sige, men hvad der er hensigtsmæssigt og nytteværdigt, hvilket Muhammedkrisen blev en øjenåbner for. Din
grænse går lige nøjagtigt til der, hvor din næstes begynder.
15 / 15
Litteraturliste
Links - pr. 3. juni 2013
https://www.facebook.com/groups/Danskmuslimdebatten/7516216/
http://www.youtube.com/watch?v=kIKCgRlwQUA
https://skoda.emu.dk/skoda-cgi/faktalink/titelliste/muha00/muha03
http://www.dr.dk/Templates/NewsArticle.aspx?NRMODE=Published&NRNODEGUID=%7b6C9606E1-2952-4F54-8360-
D4C3C6AC9588%7d&NRORIGINALURL=/Nyheder/Penge/2006/04/11/103637.htm%3Frss%3Dtrue&NRCACHEHINT=Guest&r
ss=true
http://www.b.dk/danmark/tidslinje-muhammed-krisen
http://www.dr.dk/nyheder/htm/baggrund/tema2004/bombeterror%20i%20spanien/
http://www.dr.dk/nyheder/htm/baggrund/tema2005/Terrorangreb%20i%20London/
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Film/Instrukt%C3%B8rer,_%C3%B8vrige_Vesteuropa/Theodorus_van_Go
gh
http://www.youtube.com/watch?v=neQcqyUAhr8
http://www.bt.dk/nyheder/dommer-drabet-paa-van-gogh-var-en-terrorhandling
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2006/01/28/062331.htm
Bøger
”Muhammedkrisen” - Thomsen, Per Bech - People’s Press 2006. 1. udgave.
“Karikaturkrisen” - Larsen, Rune Engelbreth og Seidenfaden, Tøger - Gyldendal 2006. 1. udgave.
Kapitel 1, 2, 3, 5 og konklusion.
”Danskerne og samfundet” - Bencke, Jens og Schimdt, Flemming - Columbus 2008. 2. udgave.
Kapitel 2 og 5.
Artikler
”Muhammed-tegninger: Interview: Et spørgsmål om moral” af Cordsen, Christine, 9.02.2006, Politiken.
”Frihedens forsvarer har intet at beklage” af Jensen, Bent, , Jyllands Posten.
Telefonsamtaler
Interview med John Lundsgaard - 4. juni 2013.
Film
”Why Democracy? - De forbandende tegninger”, DFI, 2007.
http://www.filmstriben.dk/skole/film/details.aspx?id=33