Indledning

Forestil dig ikke at kunne tage en uddannelse, få et rigtigt arbejde eller bestemme over dine

egne penge. Forestil dig ikke at have forældremyndighed over dine egne børn, forestil dig, at

du ikke kan skille dig fra din partner, hvis du ikke vil være sammen med han eller hun.

Forestil dig, at du ikke at kan stemme eller have nogen som helst indflydelse på demokrati og

lov i dit eget land.

ukendt tankegang, hende der var skyld i noget banebrydende – Mathilde Fibiger var pioneren

til kvindernes kamp for lige rettigheder.

Emnet har jeg valgt, fordi jeg hurtigt blev fanget af Mathildes historie, og det hendes

brevroman gjorde ved samfundet. Jeg vil i min opgave analysere og fortolke Mathilde Fibigers

”Clara Raphael, 12 breve” og jeg vil indkredse mit fokus ud fra følgende problemformulering:

Hvordan bruger Mathilde Fibiger romanen ”Clara Raphael, 12 breve” til at formulere

kvindefrigørelsestankerne, der gjorde op med 1800-tallets kvindeideal?

For at besvare min problemformulering, vil jeg tage stilling til følgende spørgsmål:

- Hvilke forhold levede kvinden under før slutningen af 1800-tallet?

- Hvem var Mathilde Fibiger?

Brødtekst

Kvindeforhold før slutningen af 1800-tallet

”Kvinden er en underudviklet udgave af manden” mente man få hundrede år tilbage. Men var

hun nu også det? I slut-1700’tallets oplysningstid var der kommet nye ideologier og

tankegange frem, der var baseret på fornuften, og man begyndte generelt at tale om lighed og

rettigheder. Her blev synet på kvinden også ændret – i hvert fald de såkaldte tænkere, fik et

andet syn på kvinden. De så hende som mere ligeværdig, og de så hendes evner ens med

mandens. De mente, at det havde været den traditionelle opdragelse af pigen, der var skyld i

den begrænsede udvikling, kvinden havde indenfor uddannelser.

Der blev dengang, lagt

blev pigerne sat til at lege med dukkehuse og køkkenstel, og drenge med tinsoldater og

mekanisk legetøj. På den måde fik de dannet en idé om, hvad de senere skulle med livet.

Helt indtil slutningen af 1800-tallet havde kvinden slet ikke samme rettigheder som vi har i

dag. Man var fanget i ægteskabet og havde en ufri stilling i forholdet til manden. Kvinderne

kunne ikke bestemme over deres egne penge, og forældremyndigheden var mandens, selvom

det var dem der passede børnene, hvilket var en af deres eneste opgaver, udover at lave mad

og sørge for husholdningen – og det skulle de ikke engang, hvis det var en velfungerende

borgerlig familie, for så havde man tjenestefolk. Hvis kvinden ikke blev giftet væk, kunne hun

fx komme ud for usle tilværelser, ved at komme i arbejde, ulønnet, som tjeneste pige. Kvinden

til-nutid/oplysning-og-frihed/

Opfattelsen af kvinden var altså, at hun var manden underlegen, hun kunne ikke tænke selv

eller danne egne meninger. Alle hendes tanker og indtryk skulle være ligeledes med sin mand,

Hun blev født ind i en stor officersfamilie, hvor faderen Johan Adolph Fibiger var major, samt

militærforfatter, og han fik i året hvor Mathilde blev født, en stilling som leder af den

nyoprettede militære højskole. Her blev Johan Ludvig Heiberg ansat som lærer i filosofi og

litteratur, og derfor fik han kendskab til familien Fibiger og senere hen Mathildes tekster.

Mathildes far var udover det meget interesseret i demokratiets fremgang i Danmark, og man

kaldte ham for en nytænkende nationalliberal. Dette havde senere konsekvenser for hans

arbejde, og han blev forflyttet væk fra København af Frederik VI, på grund af sit frisind og

hans måder at udtrykke sin utilfredshed om enevælden, som han så som en forældet

regeringsform.

Mathildes mor kom også fra en officersfamilie, og hun blev allerede som 16-årig forlovet

Det år Mathildes mor døde fyldte hun 14, og her indså hun, hvor skræmt hun var blevet af

sin opvækst. Hun var bange for kærligheden, og allerede i denne tidlige alder var Mathilde fast

besluttet på, at hun senere hun skulle kunne forsørge sig selv. Mathilde ville gerne uddannes

som lærerinde.

udstillinger/kvindeliv-fra-urtid-til-nutid/oplysning-og-frihed/

I 1845, et år efter moderens død, tog Mathilde og hendes ældste søster, Ilia, på et længere

ophold på Lolland, hvor deres onkel og tante boede. Her begyndte Mathilde at skrive meget

rejste Mathilde tilbage til sin far.

Mathilde på Lolland

I 1949 sagde Mathilde farvel til sin dramatiske barndom og flyttede til Lolland. Hun bosatte

sig i byen Maltrup, på et gods kaldet Hardenberg. Her skulle hun bo hos en værtsfamilie, hvor

indehaveren var forvalter. Mathilde fik her sin første stilling som lærerinde efter et kursus

hun havde taget nogle år før hun rejste hjemmefra. For første gang i sit liv var Mathilde fri, og

hun var ikke længere afhængig af det faderlige forgodtbefindende. Allerede fra starten var

hun dog skræmt over den smålighed der var i Maltrup. I ”Passionsblomsten” er der citeret et

() for alvor toppedes. Flere danskere døde i nederlagene, men også sejrene gjorde

danskernes sammenhold stærkere. Man talte meget om krigen, et emne som Mathilde sagtens

kunne tilslutte sig til. Værtsfamilien og Mathilde begyndte at vænne sig til hinanden, og

Mathilde fik en stor optur i foråret 1850, hvor hun følte sig enormt lykkelig. Foråret var nok

også skyld i det, da Mathilde følte sig så meget i et med naturen – blomsterne, farvene og

lydene gjorde hende helt rolig, og fuld af glæde og frihed. Hun formulerede sig, ifølge

”Passionsblomsten” således til hendes søster Anna: ”Hele naturen er jo fri, skulle mennesket så

være en slave? Jeg vil være fri! Fri i ånd, sind, tanke og ord. I frihed vil jeg leve, elske og virke,

frivilligt vil jeg forsage (…)”

Mathildes nye nøgleord var ”frihed”, og hun besluttede sig for, at hun ville skrive en bog om

succes, men på en meget skandaløs måde. Da folkene i byen, hvor Mathilde boede, fandt ud af

at det var hende der var forfatteren til den, snakkede de ikke længere til hende, og Mathilde

blev kort tid efter fyret.

At befolkningen ikke kunne lide Mathildes ideer om selvstændighed,

gjorde at hun fik en kampånd for kvindeemancipationen, og det blev hendes livsmål at kæmpe

for lighed mellem kønnene.

De næste par år skrev Mathilde 2 bøger mere, dog blev det ikke nogen succes, og Mathilde

droppede sit forfatterskab. Men Mathilde blev hele sit liv ved med at arbejde for kvindens ret

til uddannelse og uafhængighed, og hun fik hun det første kvindelige statsansatte job som

telegrafist. Her var hun forskellige steder i landet, blandt andet blev hun bestyrer i Næstved,

sandheden i teorierne omkring frigørelsestankerne og selvudfoldelsen.

Der blev oprettet

flere kvindebevægelser, og kvinderne fik i 1908 stemmeret.

I 1970 blev den første

”Mathildepris” tildelt. Dette er en pris er opkaldt efter Mathilde Fibiger, og prisen går hvert år

til kvinder, mænd, organisationer, der er med til at fremme ligestilling mellem mænd og

”Passionsblomsten” s. 213

Besøgt d. 6/6:

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Kvindesagen/kvindebevægelsen

kvinder.

Ludvig Heiberg, hvor han advarer læseren om indholdet, og så de 12 breve, hvor det ellevte

brev skal forestille sig, at være blevet skrevet af Clara Raphaels veninde Anna K. Brevene er

skrevet over perioden d. 8 november 1848 – d. 7 juli 1849, altså lidt over et halvt år.

holdninger. I de sidste 4 breve foregår en handling, som egentlig overrasker læseren ret

meget, og tager en uventet drejning. Brevene er skrevet meget afslappede og uformelle, i

hvert fald i forhold til den tid de blev skrevet, hvor flere kunsterne skrev ud fra romantikkens

tankegange, nemlig harmonisk og idyllisk. Mathilde har haft valgt at skrive romanen i

brevform, fordi det er den måde man kan skabe den mest intime kontakt mellem to

mennesker, og hvor man kan være mest helt ærlig og åben omkring sine tanker.

Mathilde anvender patos igennem alle brevene, da hun får læseren til at føle sig som et

kvindekøn, der lever i en ubehagelig rolle – og hun taler til læserens følelser, hvor hun prøver

at vække forståelse for kvindens åndelige underlegenhed.

Etos anvendes dog også til sidst i brevene, hvor Clara ikke går mod egne principper, bare fordi

At Mathilde har valgt navnet ”Clara” er helt klart ikke tilfældigt. På latinsk betyder navnet:

Klar, tydelig, oplyst. Inden for et talmystik-system kaldet numerologi har navnet Clara tallet 8,

som henvises til at være den ”karriere orienterede” – dette kan man sagtens perspektivere til

Clara som person, da hun ønsker at mænd og kvinder også er på lige fod indenfor

karrierestigen.

efternavn. At Mathilde Fibiger har valgt at bruge et drengenavn til Clara, tror jeg heller ikke er

tilfældigt, da Clara også giver udtryk for at hun gerne vil være hankøn, men jeg tror bestemt

også Mathilde viser ligheden mellem mænd og kvinder, ved at de skal indgå i samme person,

samme krop. Udover det kan drengenavnet betyde ”kriger”, som også kan henvises til Claras

Clara flytter hjemmefra tanten til en gård i provinsen, for at blive guvernante hos en forpagter.

Men hun får hurtigt en fornemmelse af byens borgere, som keder hende med indholdsløst

snak. Dette hører vi allerede om i det andet brev (s. 18), hvor Clara formulerer sig således: ”Vi

talte ret fortroligt om, hvor kjedeligt her er, og vare enige i at det er aandeligt Liv, ikke

Kjøbenhavns Fornøielser, vi savne”. Dette er også en af de første gange Clara omtaler om ”det

åndelige liv”, som er det liv, der fungerer uafhængigt af kroppen, herunder kan det være

tankerne og det religiøse. Hun mener, at kvinders ånd har lige så meget kraft som mandens,

kvindesyn, da vi her får bekræftet, at mændene selv, føler sig klogere og bedre end kvinderne.

Stadig i tredje brev(s. 22) skriver Clara: ”For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg

ingen Mand er. Hvor fattigt og indholdsløst er ikke vort Liv imod deres? Her begynder hendes

tanker om lighed mellem kvinder for alvor at slog sig ud, og også efter hun hører en mand

sige, at gud har skabt kvinden af ringere stof end manden. Folk i byen begynder at tro, at Clara

har en skrue løs, just fordi hun prøver at snakke med dem ”om noget”, og folk begynder at

Besøgt d. 4/6: http://www.navnebetydning.dk/drengenavn/Raphael.shtml

omtale hende som ”original”, som er det værste, der på denne tid kunne siges om et

menneske. Clara beskriver efterfølgende, at hun er (s. 25) ”(…) vred paa den hele forkeerte

Verden.” Med den forkerte verden, mener hun selvfølgelig den verden, hvor mændene er

Hun får igennem brevene øjnene op for mændenes adfærd og fordomme, og hun fremstiller

den måde kvinden var på dette tidspunkt, og samtidig beskriver hun hvordan kvinden burde

være – nemlig idealistisk og selvstændig, ligesom hende selv.

”Du vil vide hvad min Hensigt er med Damerne; om jeg vil havde dem rigtigt emanciperede, saa

de deeltage i alle Herrernes Rettigheder og Forretninger. Nei, tusinde Gange nei!” skriver Clara

til Mathilde, i femte brev (s. 40). Claras frigørelsestanker går nemlig ikke bare ud på at

overtage mændenes pladser og uddannelser. Hendes frigørelsestanker går ud på at være

åndeligt lige med manden, dvs. selv at kunne bestemme over egne tanker og leveveje. At Clara

ikke går efter mændenes positioner, men efter egen frihed, forekommer også i det femte brev

Igennem brevene formår Clara virkelig at lave et opgør med de andre i byen. Alle kigger

skævt til hende og bryder sig ikke om hendes sære, indviklede taler. Hun bliver mere og mere

modig, stiller sig op og siger sin mening – og selv præsten gør hun sig uvenner med, ved at

stille spørgsmålstegn ved hans tale om Guds vrede og arvesyndens forbandelse. Men præsten

tager ikke de ting Clara siger til sig, i stedet svarer han hende igen, og han mener, at man skal

bøje sig for andres ord, og gør man ikke det, er man hovmodig. Clara derimod mener det

omvendte, nemlig at man er hovmodig hvis man bukker under og lader andre bestemme ens

lykke eller ulykke. Det forekommer i denne samtale tydeligt, at præsten slet ikke er vant til at

Bare i løbet af de 7 første breve har Clara formået at fremføre den uselvstændige kvinde,

hun ser for sig overalt. Hun har dannet sit mål, og i niende brev (s.73) skriver hun: ”Jeg vil

stride, leve for det jeg forstaaer ved Damernes Emancipation”. Her klargør hun altså hvad hun

hvor de skriver breve og Clara opleves for første gang, på erotisk lidenskabeligt måde, i

forhold til hankønnet. I et øjeblik troede jeg som læser, at Clara var ved at opgive sit løfte til

Gud, hvilket havde været en temmelig alvorlig drejning, der vil få hendes etos til at falde. Men

nej, hun ender med at vælge egne værdier og holder stand i forhold til sit løfte. Men alligevel

bliver baronen så sønderknust, at han, i det tolvte brev, foreslår at de skal være sammen: ”Ret

til at leve for Dem, og hos Dem. Det kan kun skee, hvis De vil blive min Hustru for Verden; for gud

og hinanden ville vi leve sammen som kjærlige Søskende. Ingen Lidenskab skal fra min Side

forstyrre Deres Fred (…)”. Med disse ord mener Axel, at de godt kan leve et liv sammen uden, at

hun er afhængig af ham, og deres forhold vil være et slags søskendeforhold. Dette er lige det

Clara er lesbisk eller ej vokser. Før i brevene har Clara kommenteret på pigers udseende,

hvorimod hun slet ikke kommenterer mændenes.

Men Baron Alex og Clara gifter sig, og clara får både sin lykke, sin stolthed og sin kærlighed.

Den ender lidt som i et eventyr, hvor Clara både får prinsen (Baron Alex) og kongeriet (Guds

kongerige, og det åndelige liv). At slutningen ender som i et eventyr, passer dog slet ikke til

resten af brevopbygningen.