9 af 11
man normalt ville kalde B, C, D og E for ”vers”. Ingen af A-stykkerne eller A'-stykkerne er helt ens,
men de består alle af 6 vers, og mange af linjerne går igen. Jeg har valgt at dele dem op i A og A', da
A-stykkerne ikke minder meget om A'-stykkerne udover opbygning og melodi. Derudover er de to
A-stykker helt ens, hvis man ser bort fra de sidste to vers og det indledende første vers i første A-
stykke. I A og A' er rytmen og rimene ens, rækkefølgen på dem varierer blot(de sidste to vers er en
undtagelse, som varierer hver gang, dog med ligheder). Der er brug af enderim, men det varierer om
det er parrim(str.3, v.1-4) eler tiraderim(str.1, v.1-4). I B, C, D og E er det også enderim, men her
kun lange rækker af tiraderim. Både i omkvæd og vers er der flere steder, hvor et eller flere ord
midt i et vers rimer på versets sidste ord(f.eks. str.6, v.1 eller str.3, v.1)
Sproget bærer tydeligt præg af den ungdomskultur Natasja henvendte sig til, og sangen er derfor
særligt til denne gruppe unge. Natasja gør igennem hele sangen brug af sociolekt der kommer fra
Københavns ungdomskultur, ved bl.a. at bruge talesprog som ”vil ha”(str.1, v.2) eller ”det'
satan”(str.2, v.2) og slang som ”Staden”(str.2, v.13) for Christiania eller ”ungeren”(str.3, v.4) for
ungdomshuset. Derudover giver hun lytteren en fornemmelse af at være med til at udtrykke sangens
budskab, ved flere steder i sangen at bruge subjektet ”vi”(f.eks. str.2, v. 15 eller str.3, v.4). Selvom
sproget umiddelbart primært henvender sig til unge, har sangen formået at få så meget omtale i
medierne, at sproget ikke har så stor betydning for hvem modtagerne er.
”Versene” (str. 2, 4 og 6) fungerer som en opremsning af de problemer, Natasja ser i Danmark. I
strofe 2 starter hun med ordene ”Jeg kan se det ske”, for at markere at problemerne stadig udvikler
sig. Hun kommer herefter ind på problemerne med Christiania(v.13) og Ungdomshuset(v.16), som
begge var højt diskuterede emner, da teksten blev skrevet. Strofe 4 handler mere specifikt om
Danmarks snæversynethed og egoisme. Dette opsummeres meget konkret i de to sidste vers af
strofen(v.9-10). Hun starter strofen med i de to første vers at kritisere den danske politik for at være
snak uden handlinger med f.eks. ”Det’ ik politik. Det pis og polemik”(v.2). Med sætningen ”det er
vores pligt, at gøre noget godt, der hvor det’ skidt”(v.7-8) kritiserer hun Danmarks udlandspolitik
for at være indadvendt. I det sidste ”vers”, strofe 6, starter hun denne gang ved at kritisere folket.
Med ordene ” Ekshippier, skabsrygere der vælger at tie”(v.2), prøver hun at vække nogle skjulte
holdninger til problematikkerne op i folket. I anden halvdel af strofen lægger hun fokus tilbage på
staten med sætningen ”det sprog vi taler hedder kroner og ører”(v.12), der refererer til regeringens
kapitalistiske synspunkter. Dette fortsætter med sætningen ”grådighed går hånd i hånd med magt”,
som igen kritiserer kapitalismen. Dette afsluttes med at beskylde USA for at påvirke Danmark med
denne kapitalisme med sætningen ”Danmark har det fint, og USA ka’ ik’ erstat’ det”(v.18).