
Han er meget troende i dette brev, hvilket ses til sidst i brevet, hvor han bruger plads på at beskrive
hans forhold til Herren, som har hjulpet ham igennem de sidste dage:
”Elskede; med Kamp og Arbejde, men du maa bære det i Herrens Navn og stole paa Ham.
Han har hjulpet mig i de sidste Dage, læg trygt din Tillid til ham, og han vil hjælpe jer alle.
Herren vil bevare jer, Herren vil lyse Fred over jer, og Herren vil alle Dage være med jer, I
Kære derhjemme. Ammen i Herrens Navn. – Jeres Far og din Mand Marius.”
Dette var de sidste ord, som Marius Fiil skrev til sin familie inden han blev ført bort og skudt.
Marius Fiil benytter sig af argumentationsformer i sit afskedsbrev. Han gør meget for at fortælle, at
han var stolt af det, som de havde udrettet og at han ikke fortrød deres handlinger. Hans påstand er
”Vore Fædre faldt med Ære for Danmark og for vor Konge”.
Marius belæg er at de skal huske at
der var mange før dem, der var faldet. Underbelægget er at de skal huske ”de danske Sømand ude i
Verden. Danske herhjemme før os og dem efter os”.
Der bliver brugt som styremarkør ved at han
skriver ”Alle har gjort, hvad vi kunde, om det kun er lidt, men vi skammer os ikke”.
Marius bruger argumentationsformer i sit afskedsbrev, for at overbevise hans familie at det hele nok
skal gå og at de skal kæmpe videre. De argumenter han bruger i sit afskedsbrev, er til at begrunde
hans holdninger og de handlinger som han og gruppen har udført.
Marius Fiil benytter sig af patos i sit afskedsbrev. Han appellerer nemlig til modtagerens følelser.
Han prøver at overbevise sin familie om at det hele nok skal gå, selvom han ikke er der mere ”Og
naar alle I Kære derhjemme holder sammen om vores Hjem og arbejde for det, da mødes vi engang
i Herrens Hjem”.
Han prøver at påvirke sin familie følelsesmæssigt ved at fortælle, hvor meget de
betyder for ham. Han forsøger at overbevise sin familie omkring sine standpunkter omkring sine
holdning til deres arbejde.
”Vore Fædre faldt med Ære for Danmark og for vor Konge. Husk der er mange før os, der
faldt. Husk, danske Sømand ude i Verden. Danske herhjemme før os og dem efter os. Alle
har vi gjort, hvad vi kunde, om det kun er lidt, men det skammer os ikke.”
Niels Fiil skrev et brev til hans søstre, Tulle og Gerda. Han var stolt af sine søskende. ”Ja, saa slaar
Timen for os, og vi har set hinanden for sidste Gang, men jeg er glad for at have været sammen
Holm, Axel, s 121, L22-27
Holm, Axel, s 121, L14-15
Holm, Axel, s 121, L16-17
Holm, Axel, s 121, L17-18
Holm, Axel, s 121, L14-18