DHO: Ebbe Skammelsøn og Middelalderens voldelige samfund

Side 1 af 12

Indholdsfortegnelse

Indledning .......................................................................................................................................................... 2

Redegørelse for Fejde og Hellig krig .................................................................................................................. 2

Danskfaglig analyse af ”Ebbe Skammelsøn”...................................................................................................... 4

Kildekritisk analyse af ”Pave Urban II’s tale i Clermont i 1095” ........................................................................ 6

Forskelle på de to kilders opfattelse af retfærdig vold og mord ....................................................................... 8

Konklusion ....................................................................................................................................................... 11

Litteraturliste ................................................................................................................................................... 12

Hvad retfærdiggør vold og mord?

Side 2 af 12

Indledning

Vi lever i en verden, hvor krig, vold og mord er en del af hverdagen. Man hører om det i radioen,

man ser det i fjernsynet, eller oplever det måske på egen krop. Så langt tilbage vi kan forske os,

kan vi se at vold og mord har været en del af verden. Men findes der egentlig en retfærdig grund

til at skade eller myrde et andet menneske? Dette vil jeg forsøge at svare på i følgende opgave. Jeg

vil tage udgangspunkt i middelalderens opfattelse af hvad et retfærdigt mord kunne være. For at

finde frem til dette er man nødt til at vide, hvad henholdsvis fejde og hellig krig er, og til sidst skal

vi finde ud af, om der er forskel på middelalderens samfundsindretning i forhold til, hvad de

forskellige grupper mener om retfærdiggørelse af mord.

Og alt dette leder mig til følgende problemformulering: Middelalderens voldelige samfund: Hvad

retfærdiggøre vold og mord?

Redegørelse for Fejde og Hellig krig

En fejde er en slags krig, som bedst kan defineres som et åbent fjendskab mellem to

privatpersoner eller to grupper af mennesker. Dette kunne f.eks. være to slægter, som er i strid

mod hinanden. Disse to parter af fjender stræber efter at dræbe, udøve vold mod eller blot berøve

hinanden.

I fejder i middelalderen (ca. ) havde hævnmotivet en stor betydning, og det hændte

ofte at fejderne forløb som en lang række kæder af gengældsaktioner. I middelalderen kunne en

fejde også opfattes som værende ensidigt erklærede fjendskaber. Det vil altså sige, at det kun var

den ene part, som var aktiv i fejden og derfor kun den som udøvede vold mod den anden part.

I højmiddelalderen var overlagt drab ulovligt, men der var ingen offentlig straf. I stedet skulle

drabsmanden dømmes fredløs, hvormed den dræbtes slægtninge fik ret til straffrit at slå ham

ihjel; altså en slags reguleret hævn.

I dag skelnes der mellem krig og fejde. Man opfatter krig, som en offentlig konflikt mellem

stater/samfund, mens at en fejde er en konflikt mellem private parter. I middelalderen skelnede

Side 3 af 12

man ikke skarpt mellem krig og fejde, som man gør i dag. Dengang brugte man begge fænomener,

og de blev beskrevet med de samme begreber.

Da korstogene begyndte sidst i 1000-tallet i middelalderens Vesteuropa, skyldtes det at pave

Urban II i en tale havde opfordret til, at de kristne skulle drage mod Jerusalem for at beskytte Guds

land mod muslimerne. Denne opfodring var en af tre grunde, som de kristne havde fastslået var

gode nok til at gå i en retfærdig kristen krig. Dette mål blev kaldt legitim autoritet, og betød at kun

de verdslige eller gejstlige kunne udråbe krige. Grunden til at denne legitime autoritet var så vigtig

for de kristne var, at paven blev set som Guds repræsentant på jorden, og med det havde paven

fået en såkaldt nøglemagt. Med nøglemagten kunne paven og kirken beslutte, om menneskerne

var værdige til at blive lukket ind i himlen.

Den anden af de tre grunde, som skulle være opnået før de kunne drage i krig, var at krigen skulle

have en retfærdig årsag. Det vil sige at krige udelukkende skulle være en forsvarskrig, eller en krig

hvor man forsøgte at genvinde tabt ejendom. I forsvarskrigen skulle man forsvare sig mod

overgreb. Hvis man gik i krig for at generobre den tabte ejendom, skulle man gøre, som de kristne

gjorde under det første korstog. Her gik krigen udelukkende ud på at generobre Jerusalem, som

muslimerne efterhånden var ved at overtage fra de kristne i øst. På den måde forsøgte de at

generobre en del af Guds land. Man forsøgte altså, som retfærdig årsag, at generobre de områder

som oprindeligt havde været de kristnes områder.

Den sidste grund, som gjorde en krig retfærdig, var at de mennesker som deltog i krigene skulle

deltage med en retfærdig hensigt. Det gjorde korsfarerne, som var de mennesker der deltog i

korstogene. De deltog i korstoget med de rette motiver. De drog afsted for at udtrykke deres

kærlighed til Gud og deres næste, og gennem den retfærdige hensigt kunne de, når korstoget var

ovre, gøre bod på deres synder, som de havde gjort i deres tid på jorden. Dengang betød det, at få

gjort bod på sin synd, rigtigt meget for de kristne. Man mente, at livet på jorden kun var en kort

mellemvej til det evige liv, der ventede på den anden side af døden. Men hvis man havde syndet,

mens man levede livet på jorden, var der store chancer for ikke at komme i himlen efter døden.

Hvis man havde syndet, og ikke var blevet tilgivet af Gud, kom man i helvede, hvor der ventede et

evigt liv i mørke. Dengang betød det meget, for de kristne at komme i himlen, for her kunne man

leve et evigt og godt liv. Så ved at deltage i korstoget kunne korsfarerne således få gjort bod på

Side 4 af 12

deres synder og dermed komme til det gode evige liv i himlen, når livet på jorden var ovre.

Samtidig havde pave Urban II lovet korsfarerne, at hvis de drog i krig og blev dræbt under den,

ville deres synder også blive tilgivet, og de ville derfor også komme i himlen.

Et korstog var grundlæggende en hellig krig, fordi det var autoriseret af paven, udkæmpet mod

kristendommens fjender, for at genvinde det kristne territorium eller for at beskytte de kristne.

Kristendommens fjender truede den orden, som ifølge de kristne skulle herske i verden, og

fjenden undertrykte således de kristne og deres tro. Dette gav korsfarerne mulighed for at

udtrykke deres kærlighed til Gud og deres næste gennem retfærdig krig og dermed mulighed for

at betale af på deres gæld til Gud, i kraft af deres synder.

På denne måde kan en hellig krig betegnes ved, at der er tre retfærdige grunde til at gå i krig;

retfærdig årsag, legitim autoritet og en retfærdig hensigt.

Så hvor fejde er en strid mellem to private personer eller slægter, som for alt i verden ønsker at

skade og såre modparten så meget så mulig, er hellig krig en måde for de kristne, at forsvare Guds

land uden at bestride kristendommens hellige love. Så disse to begreber er altså på hver deres

måde, ifølge middelalderens samfund, retfærdige grunde til at slå et andet menneske ihjel.

Danskfaglig analyse af ”Ebbe Skammelsøn”

”Ebbe Skammelsøn” er en riddervise, som er opbygget af 32 strofer, med hver fire verslinjer, og

efter hver af stroferne kommer et omkvæd på en linje. Riddervisens omkvæd er isocolon, det vil

sige at det er ens igennem hele riddervisen. Alle versene har balladerim. Det vil altså sige, at

verslinje 2 ender på et ord som rimer med slutordet i verslinje 4.

Grunden til at man brugte balladerim og havde et omkvæd i riddervisen er, at man dermed havde

nemmere ved at huske teksten, og da man tit sang den vil det jo give god mening at have et

omkvæd.

Temaet i ”Ebbe Skammelsøn” er hævn. Hævnen forgår ikke, som det så ofte gør i en riddervise,

imellem to slægter, men i dette tilfælde inden for én slægt. Hævnen forekommer, da der opstår en

fejde mellem de to brødre Ebbe og Peder. Peder hugger Ebbes kæreste, Adelus, mens Ebbe er ude

at tjene for kongen. Da Ebbe kommer hjem og finder ud af hvad der er hent mellem hans bror og

kæreste, og finder ud af at de også samtidig skal holde bryllup for dem, bliver han vred og

Side 5 af 12

fortæller Adelus, at han vil slå sin broder ihjel som hævn. Adelus bliver vred over det og fortæller

Ebbe, at han i så fald ikke skal regne med hende, og derfor slår Ebbe Adelus ihjel::

Med den 26. strofe kan vi altså se, at Adelus vil afvise

Ebbe hvis han vælger at så sin broder ihjel. På den måde laver hun et kontraktbrud, fordi hun

inden Ebbe tog afsted, havde lovet sig til ham, og nu hvor han er kommet tilbage og gør krav på

hende, nægter hun. Dette krænker Ebbes ære, og han bliver, som man kan se i strofe 27, nødt til

at slå hende ihjel for at opretholde sin ære.

Blodhævnen stopper dog ikke her. Da Ebbe har slået Adelus ihjel, går han ind til hans bror, Peder.

Peder tilbyder Ebbe en nat med bruden, men dette krænker stadig Ebbes ære, og bruden er jo

død, så derfor slår Ebbe nu sin bror ihjel.

Et andet godt tema at koble på ”Ebbe Skammelsøn”, må være krænkelse af ære. Temaet passer

godt fordi næsten alle personerne, der indgår i riddervisen, får sin ære krænket på en eller anden

måde. Som sagt bliver Ebbes ære krænket af kontraktbruddet med Adelus. Adelus derimod får sin

ære krænket, da Ebbe beder hende om at forlade Peder til fordel for ham selv. Det ville være

ægteskabsbrud og ville krænke både hendes selv og hendes slægts ære. Hele Ebbes familie får

krænket deres ære, da Ebbe slår Peder ihjel, og derefter går amok på sine forældre. Dermed bliver

deres ære krænket på to punkter; da en fra deres egen slægt slår et andet slægtsmedlem ihjel, og

igen da deres søn skader dem.

Et sidste oplagt tema til riddervisen er fredløshed. Mest af alt fordi at omkvædene, som optræder

efter hver strofe lyder: ”Fordi træder Ebbe Skammelsøn så magen sti vild”

. Dette omkvæd

fortæller os altså at Ebbe Skammelsen, efter mordet på henholdsvis Adelus og hans broder Peder,

er blevet gjort fredsløs. Det betyder jo så også, at både Ebbes egen familie og Adelus familie nu

har ret til at skade og dræbe Ebbe som hævn for deres tab.

”Ebbe Skammelsøn”: http://www.ugle.dk/ebbe_skammelsoen.html

27. ”Det var Ebbe Skammelsøn,

han sit sværd uddrog,

det var stalten Adelus,

han til jorden vog.”

26. ”Slår I Peder, eders broder, ihjel,

siden skal i mig miste!

så må I sørge jer selv til døde

som vilden fugl på kviste.”

Side 6 af 12

Altså kan vi sige om ”Ebbe Skammelsøn”, at dens hovedtema må være hævn, men at der samtidig

er to andre oplagte temaer til riddervisen, nemlig krænkelse af ære samt fredløshed.

Og med dette kan vi konkludere at ifølge riddervisen ”Ebbe Skammelsøn” var det i middelalderen

tilladt at slå folk ihjel, hvis de på en eller anden måde havde krænket æren. Et mord var retfærdigt,

hvis det bestod i at hævne sine myrdede slægtsmedlemmer eller hævne sig på dem, som havde

stukket én i ryggen, ved f.eks., som set i riddervisen, at nægte at gå tilbage og blive gift med sin

kæreste, fordi man har fundet en ny mand.

Kildekritisk analyse af ”Pave Urban II’s tale i Clermont i 1095”

I denne historiefaglige analyse vil jeg lave en historisk kildekritik af ”Pave Urban II’s tale i Clermont

i 1095”. Talen handler om, at tyrkerne er trængt i det østkristne område og nu truer de kristne. I

talen bliver de kristne opfordret til at drage i hellig krig mod tyrkerne for at forsvare Guds kristne

land og samtidig få mulighed for syndsforladelse.

Denne tale bliver holdt af Pave Urban II i byen Clermont i år 1095. At det er Pave Urban II, som

holder talen er vigtigt, fordi han som pave er den nærmeste under gud. Paven blev i

middelalderen set som Jesus´ stedfortræder, altså Guds repræsentant på jorden, og var derfor af

stor betydning for det meget troende folk. Pave Urban II er overhoved af kirken og har jo derfor

den legitime autoritet til at udråbe hellig krig mod kristendommens fjender. Samtidig havde han

også nøglemagten, så han var i stand til at kunne bestemme, hvem der blev lukket ind i himlen

efter livet på jorden. Så de kristne ville med stor sandsynlighed lytte til ham i håb om at blive

lukket ind i himlen efter døden. Grunden til dette er at man I middelalderen var meget troende, og

mente at livet kun var en mellemvej til det liv, der ventede efter døden: Et evigt liv, hvis

destination blev besluttet af Gud, når livet på jorden var slut. Hvis man havde syndet i sit liv på

jorden, og ikke fået gjort bod på dem, ville man komme i helvede. Havde man derimod levet et

syndfrit liv eller havde fået gjort bod på de synder, som man havde begået i løbet af livet på

jorden, ville man blive sendt i himlen og leve et lykkeligt liv.

Talen er nedskrevet af Fulcher af Chartres mellem år 1101 og år 1128. Fulcher ad Chartres var en

fransk historiker og samtidig uddannet præst, og som menes at have været til stede under Pave

Urban II’s tale i Clermont. Fulcher deltog også efterfølgende i korstoget.

Side 7 af 12

Fulchers nedskrivning af Pave Urban II’s tale er en normativ kilde, det kan vi blandt andet se, i og

med at Pave Urban II opfordrer de kristne til at drage i hellig krig for at hjælpe gud og beskytte

guds land mod de gudløse tyrkere. På denne måde vil man enten dræbe eller fordrive de gudløse

væk fra det kristne land, sådan som det ifølge Pave Urban II bør være. Dette fortæller altså om

hvordan paven mener, samtiden bør se ud, og ud fra dette kan man slutte, at kilden, som vi har

med at gøre, er en normativ kilde.

At det er en normativ kilde gør, at man nu vil kunne lave en levnsanalyse af Pave Urban II’s tale.

Selvom kilden udadtil virker pålidelig, skal man skal dog være kritisk over for den. Talen er

nedskrevet af Fulcher af Chartres. Den er nedskrevet mellem år 1101 og 1128. Fulcher af Chartres

menes at have været til stede under talen. Man er dog ikke sikker. Vi kan derfor ikke med

sikkerhed sige, om Fulcher af Chartres er øjenvidne til begivenheden, og vi kan dermed heller ikke

vide, om Fulchers nedskrivning af talen er en førstehånds eller andenhånds kilde. Går vi ud fra at

Fulcher af Chartres var til stede under talen, er det en førstehånds kilde. Men hvis vi derimod går

ud fra at Fulcher ikke var til stede under talen, er det en andenhånds kilde, da det ikke er Pavens

egen nedskrevne tale, som vi har med at gøre. Derfor kan man også stille flere kritiske spørgsmål

vedrørende Fulcher af Chartres’ nedskrivning. At han først har nedskrevet omkring 6-33 år efter at

begivenheden fandt sted, gør, at vi må antage, at der kan være ændringer i nedskrivningen i

forhold til Pave Urban II’s oprindelige tale. Fulcher er som sagt uddannet præst, og vi må derfor

også antage, at nedskrivningen muligvis kan være ændret en smule ændret på grund af han

religiøse overbevisning, og til dette heller ikke vide om der skulle være fjernet eller tilføjet vigtige

elementer i talen. Dog skal vi huske på, at Fulcher af Chartres var historiker og derfor burde

medtage de vigtige elementer uden at ændre i dem.

Så vi kan altså antage, at de store elementer ved Pave Urban II’s tale i Clermont fandt sted, i og

med at Fulcher af Chartres er historiker, og derfor burde have nedskrevet rimeligt objektivt om

begivenheden i Clermont. Vi kan med rimelig stor sandsynlighed antage ud fra denne kilde, at

begivenheden fandt sted, og at Pave Urban II faktisk opfordrede de kristne til at drage i hellig krig.

Men vi kan på ingen måde være helt sikre på at ordene er rigtigt gengivet. Chancen er faktisk ret

Side 8 af 12

lille, da jeg vil mene, at det er umuligt for et menneske at høre så lang en tale og så mindst seks år

efter være i stand til at gengive den ord for ord.

Ud fra denne kilde kan vi altså antage, at man i middelalderen fandt det retfærdigt at dræbe et

andet menneske, så længe det var et menneske, som truede Guds kristne område. Samtidig skulle

der være blevet opfordret til hellig krig af en legitim autoritet, og til sidst skulle man altså have en

retfærdig hensigt at drage i hellig krig med.

Forskelle på de to kilders opfattelse af retfærdig vold og mord

Vi kan altså ud fra disse to kilder, ”Ebbe Skammelsen” og ”Pave Urban II’s tale ved Clermont i

1095”, antage, at synet i middelalderen på, hvad der var en retfærdiggørelse af et mord,

tilsyneladende varierede.

For hvor man ifølge ”Ebbe Skammelsøn” kun måtte udøve et retfærdigt mord i form af hævn på

den ene person, som havde gjort dig ondt, skulle man ifølge ”Pave Urban II’s tale ved Clermont i

1095” opfylde tre retfærdige kriterier, som alle skulle være understøttet af Gud, og som samtidig

kun var til for at beskytte og forsvare kristendommen og Guds kristne land.

Vi ved dog fra før, at ”Ebbe Skammelsøn” er en riddervise. Og om ridderviser ved vi, at de var

mundlige fortællinger, og at de som oftest blev sunget. De blev fortalt og sunget med det ene

formål at gøre grin med adlen. Forfattere til ridderviserne var bønder, og det var også dem, som

videre fortalte dem til andre bønder. Bønderne var ikke af evne til at skrive, og derfor blev

ridderviserne først nedskrevet mange år efter. Grunden til at bønderne ønskede at nedgøre adlen,

var at de ofte følte sig undertrykkede og tit ønskede, at de var i adlen sted. Så for at nedgøre adlen

og måske fremhæve sig selv en smugle, opfandt man disse ridderviser, som gjorde adlen til grin

og, som oftest lod adlen stå med en ulykkelig slutning. Og vi må med dette antage at ”Ebbe

Skammelsøn” måske er en smule overdrevet, og måske ligger en smule mere vægt på at ydmyge

adlen, ved at lade dem fremstå, som tåbelige og desperate, end at vise den rene sandhed. Dog

ligger man dog stadig vægt på at man kan retfærdiggøre et mord ved at hævne sig, på det

menneske, der på den ene eller den anden måde har krænket enten ens egen eller sin slægts ære.

Side 9 af 12

Derimod er ”Pave Urban II’s tale ved Clermont i 1095” skrevet af en gejstlig. Den er jo, som sagt

tidligere, skrevet af historiker og præst Fulcher af Chatres, hvilket jo også gør at det er adlens syn

på samtiden, der er gengivet i talen. Dermed ikke sagt at bønderne ikke skulle have opfattet de

samme elementer i talen, men at selve opfattelsen af samtiden, måske har set forskellig ud, alt

efter om man var adel eller bonde. Det som adlen oplevede, var ikke nødvendigvis det samme,

som det bonden oplevede. Derfor var kirken og Pave Urban II også nød til at love bønderne, at de

kunne få gjort bod på deres synder, hvis de hjalp Paven og Gud med at forsvarer de kristne

områder mod tyrkerne, ellers ville changen for at få bønderne til at drage i krig, muligvis mindre.

Og med dette havde man jo den retfærdige årsag, den retfærdige hensigt og den legitime

autoritet til at drage i hellig krig. Kirken har været nød til at komme op med disse tre kriterier for

at drage i krig, da man eller ville gå imod de ti bud, som jo var en form for lov i de kristne sjæle. Et

af budene lyder, at man ikke må slå ihjel. Så for at de kristne kunne forsvarer sig, var man altså

nød til at finde en undtagelse for dette bud. Og det gjorde man jo som sagt ved at komme op med

disse tre kriterier. På den måde mente man jo så at man gjorde ondt mindre ondt. Altså man

valgte at gøre noget ondt, ved at man dræbte, men man dræbte de endnu mere onde tyrkere, så

på den måde blev verden et mindre ondt sted.

Så hvor man i ifølge ”Pave Urban II’s tale ved Clermont i 1095” gør ondt mindre ondt, vil jeg men

at man ifølge ”Ebbe Skammelsøn” gør ondt mere ondt. Det gøres ved at man, så snart der dræbes

et slægtsmedlem, eller der bliver krænket på slægten ære, har ret til at hævne sig og så derved

såre endnu en slægt. Når det så er gjort vil den slægt, der sidst blev krænket, principielt have ret til

endnu en gang at hævne sig på den anden slægt, og på den måde kan man jo sige, at hævnen

nærmest vil fortsætte til at der kun står et slægtsmedlem tilbage. På den måde har man altså

gjort en ond gerning mere ondt, ved hævne sig, indtil der ikke er flere at hævne sig på.

Vi kan også antage at disse to kilder, begge har opfundet en undskyldning for at slå et andet

menneske ihjel. De kristne udnytter Gud til at komme med en undskyldning for at slå det tyrkiske

folk ihjel. Riddervisen kommer med undskyldningen ”tand for tand, øje for øje”. Det vil altså sige

at hvis du dræber min bror, skal jeg også dræbe din bror.

Nu skrev jeg før, at bønderne gjorde grin med adlen, men måden de gør det på, og der faktum at

man i ridderviser oftest har hævn som tema, gør at alligevel, vil kunne forstille os, at det er en

Side 10 af 12

rimelig chance for, at det faktisk var sådan det hang sammen i middelalderen. Om ikke andet så i

hvert fald blandt bønderne. Dette gør så også, at vi kan sige, at bønderne dengang betragtede et

mord, som værende retfærdigt, hvis blot det var som hævn, på en krænkelse.

Vi kan dog ikke vide hvor mange af bønderne dette er gældende for. Det kan jo være en mindre

del, som finder det retfærdigt at slå et andet menneske ihjel på grund af hævntørst. Hvorimod at

vi kan være rimmelig sikker på at hellig krig er en retfærdig årsag for alle de kristne. Grunden til

dette er, at alle ifølge Pave Urban II efterfølgende vil få en belønning, hvis de altså hjælper Gud.

Dermed vil alle få en belønning ud af det, og der er derfor større chance for, at alle ville se det som

en retfærdig grund til at slå et menneske ihjel. Samtidig fortæller Pave Urban II i sin tale, at han på

vejene af Gud beder alle kristne om at hjælpe ham, og som jeg skrev tidligere, er de kristne på det

tidspunkt meget troende, så derfor ville de med al sandsynlighed hjælpe Gud, for at sætte sig selv i

bedre lys blandt Gud og hans repræsentanter.

Så de to kilders forskelle, når det gælder opfattelse af hvad et retfærdigt mord er, er altså, at det

ifølge ”Ebbe Skammelsøn” er i orden og retfærdig at slå ihjel, hvis blot nogen har krænket ens ære,

og at man ifølge ”Pave Urban II’s tale ved Clermont i 1095” må slå ihjel, hvis det er for at forsvarer

Guds kristne land, og man samtidig har opfyldt kriterierne for hellig krig.

Side 11 af 12

Konklusion

Med denne opgave kan vi altså se, at opfattelsen af hvad der kan retfærdiggøre et mord i

Middelalderen er forskellig, alt efter om du er præst, bonde, om du tror på Gud eller på noget helt

andet. I middelalderen mente de kristne, at det var retfærdigt at dræbe tyrkerne, hvis de gik i

hellig krig, og dermed var støttet op om af Gud, mens bønderne mente, at også var retfærdigt at

myrde, hvis blot ens ære var blevet krænket. På den måde kan vi altså se, at det miljø man lever i,

er med til at afgøre for det enkelte individ, eller beslutte for en gruppe i samfundet, hvordan et

mord kan retfærdiggøres i Middelalderens verden.

Side 12 af 12

Litteraturliste

Chartres, Fulcher af: ”Pave Urban II’s tale ved Clermont i 1095”,

”Ebbe Skammelsøn”: http://www.ugle.dk/ebbe_skammelsoen.html (besøgt 14/5-14)

Larsen, Lars Peter Visti; uddrag: ”Korstogene – idé og virkelighed”, 1. udg. 2004